Analyse
Læsetid: 5 min.

Folkebevægelsen mod EU faldt ud, fordi det rene nej nu savner grobund

Enhedslistens selvstændige opstilling til Europa-Parlamentet bidrog til farvel til Folkebevægelsen mod EU. Men forskydningen af EU-debatten fra sort-hvidt ja eller nej fratog Folkebevægelsen dens platform
Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari ankommer til valgfesten efter søndagens valg, hvor Folkebevægelsen for første gang i Europa-Parlamentets historie nu ikke længere har plads.

Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari ankommer til valgfesten efter søndagens valg, hvor Folkebevægelsen for første gang i Europa-Parlamentets historie nu ikke længere har plads.

Nikolai Linares

Indland
28. maj 2019

Folkebevægelsen mod EU gled søndag ned på 3,7 procent af de afgivne stemmer ved parlamentsvalget og mistede sit tilbageværende mandat, beklædt af Rina Ronja Kari. Ene af alle valgets spidskandidater argumenterede hun for dansk udtræden af EU.

Folkebevægelsens skæbne er et stykke bred samtidshistorie. Den er udsprunget af en tværpolitisk nejkampagne op til 1972-afstemningen om dansk indtræden i det, der den gang hed Fællesmarkedet.

Da valg til Europa-Parlamentet begyndte i 1979, opstillede Folkebevægelsen kandidater. Ved det første valg trak Folkebevægelsens kontante nej til EU fire mandater, herunder til navne som Else Hammerich, Sven Skovmand og Jens-Peter Bonde. De fire mandater beholdt Folkebevægelsen ved valgene i 1984 og 1989.

En splittelse betød, at tre af de valgte i 1992 gik over til JuniBevægelsen, nemlig Jens-Peter Bonde, Ulla Sandbæk og Birgit Bjørnvig. I 1994 røg Folkebevægelsen ned på to, Ole Krarup og Lis Jensen, og fra 1999 kun én, først Krarup, så Søren Søndergaard og nu senest Rina Ronja Kari.

Med tabet af det sidste mandat gik en spådom i opfyldelse. Nemlig den forudsigelse, der har været gjort blandt nogle af deltagerne i Enhedslistens indre overvejelser om en selvstændig opstilling som parti ved parlamentsvalget.

Forudsigelsen gik på, at der ikke ville være mandater til både Folkebevægelsen og Enhedslisten, hvis begge stillede op. Dette argument har forud for tidligere parlamentsvalg fået Enhedslisten til at afstå fra at bringe sig på EU-stemmesedlen og i stedet anbefale et kryds på Folkebevægelsen.

Folkebevægelsens bedste argument har ved alle tidligere EU-valg været nejet. Men denne gang, i et EU-valg der for første gang i de danske EU-valgs tid kom til at fokusere på, hvad EU kan bruges til, var der ikke længere grobund for det rene nej

Set med Enhedslisten-briller har Folkebevægelsens charme været, at den kunne appellere bredt i det danske vælgerkorps. De vælgere, der vil have Danmark ud af EU, var ikke henvist til at stemme på højrefløjens nejsigere. Argumentet har kun sin styrke så længe, at Enhedslisten er klippefast samlet om at afvise EU og al dets væsen. I den udstrækning, Enhedslisten selv begynder at kunne se muligheder for at føre politik i EU, bortfalder begrundelsen for at støtte det rene nejsigeri.

Plads til begge

Enhedslisten valgte i år at følge de medlemmer, der har ment, at der med ét valgforbund ville være grundlag for både Folkebevægelsen og Enhedslisten. Men det var der ikke.

Folkebevægelsens bedste argument har ved alle tidligere EU-valg været nejet. Men denne gang, i et EU-valg der for første gang i de danske EU-valgs tid kom til at fokusere på, hvad EU kan bruges til, var der ikke længere grobund for det rene nej.

Det afspejler en udvikling over de seneste fem årtier. I diskussionen om Danmark skulle gå med i det europæiske samarbejde, var jasigerne mestendels – men ikke udelukkende – at finde fra midt i Socialdemokratiet og ud mod højre. Nejsigerne var mestendels – men ikke udelukkende – på venstrefløjen.

Grupperingen havde sammenhæng med, at Fællesmarkedet af sine tilhængere blev præsenteret som et kommercielt projekt: et indre frihandelsområde med gunstige afsætningsmuligheder for dansk landbrug og industri. Modstanderne var præget af antikapitalistisk tankegang og frygt for, at samarbejdet skulle blive rammen om et nyt tysk forsøg på at sætte sig på hele Europa.

Tyskerfrygten har fortaget sig siden. Og EU-samarbejdet har vist sig at handle om andet end flæsk og maskiner. EU er – ikke mindst takket være Eurpopa-Parlamentet – blevet en kraft i kamp for demokrati, social lighed og humanistiske idealer og imod miljønedbrydning, klimaforstyrrelse og skatteunddragelse.

Højrefløj står af

EU’s engagement for de bløde værdier har fået mange tidligere tilhængere på højrefløjen til at stå af og blive fjendtlige. Tænk f.eks. på Dansk Folkepartis ledende kreds eller på Det Konservative Parti i Storbritannien.

Til gengæld er venstrefløjen rykket over mod EU-sympati. Det har navnlig været markant i Nordvesteuropa. I Sydeuropa har mange på venstrefløjen fra begyndelsen været EU-tilhængere – af frygt for, hvad deres egne landes højrefløj utæmmet kunne finde på.

I et sådant ændret politisk landskab var der ikke længere en bærekraftig biotop for Folkebevægelsen. Ikke dermed sagt, at det nu er slut med dansk EU-modstand

Det store skift i den danske orientering mod EU kom i 1992 efter afstemningen om Maastricht-traktaten. SF havde været førende kraft bag nejet. SF’s ledelse – anført af formand Holger K. Nielsen – bestemte sig til at tage sine egne saglige indvendinger alvorligt og udtænke nogle danske forbehold, der tilgodeså indvendingerne. Det førte til ’det nationale kompromis’ mellem partierne SF, S, R, V, K, Centrum-Demokraterne og Kristendemokraterne.

Med forbeholdene var skabt forudsætningen for, at der i 1993 blev afstemningsflertal for Maastrichttraktaten. I samtiden blev forbeholdene hyldet som en genistreg, der tilmed nærmest ikke begrænsede dansk deltagelse i EU. Og de blev afgørende for, at SF svingede over til en nærmest uforbeholden deltager i det europæiske samarbejde.

Forbeholdene udløste i 1992 også den ovenfor nævnte krise i Folkebevægelsen, hvor tre af fire parlamentsmedlemmer brød ud og stiftede JuniBevægelsen, der modsatte sig en tættere EU-union, men ikke længere afviste hele samarbejdet.

JuniBevægelsen var et knæk for Folkebevægelsen, men opløste sig selv i 2009 efter at være røget ud af parlamentet.

Fløjen tvunget

Langsigtet afgørende for Folkebevægelsen blev SF’s sving efter Maastricht. Det har tvunget hele den danske venstrefløj til at argumentere for, hvorfor EU ikke kan bruges til noget fornuftigt. Senest har det givet Enhedslisten vanskeligheder ved at placere sig velbegrundet mellem modstand og reformisme.

I et sådant ændret politisk landskab var der ikke længere en bærekraftig biotop for Folkebevægelsen.

Ikke dermed sagt, at det nu er slut med dansk EU-modstand. På Folkebevægelsens hjemmeside hed det i går om valgresultatet, at det er »sådan et slag, hvor man skal give sig selv tid til at komme sig.«

Teksten fortsætter:

»Men vi vender stærkt tilbage på andre måder for at give EU modstand.«

Ingen kan i dag vide sikkert, hvordan EU vil udvikle sig. Skulle højrekræfternes opdrift føre til, at de i en nærmere eller fjernere fremtid sætter sig på EU og gør Unionen til deres indfaldsport mod det politiske liv i de enkelte medlemslande, vil der være et helt nyt grundlag for, at grupper og nationer siger kategorisk fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

Finder det underligt, bekymrende og stødende for vores alle sammens ret til at ytre sig, at indlæg fra Mihail Larsen, i denne tråd er blevet fjernet og slettet.

Hvilke grund er så magtpåliggende, at en eller anden moderator her på Information, knægter vedkommendes ret til ar ytre sig?

Peder Bahne

Larsens slettede indlæg kommer i kategori med Pippis far og Halfdan Rasmussens geniale børnerim. Man må ikke ændre historien, når den er skrevet. Det kan man ikke (1984).

Med hensyn til EU parlamentsvalget må jeg lykønske min politiske modpart med endnu en fem års periode i en retning forskellig fra min foretrukne. Vi har ingen snor i unionen på vej mod yderligere centralisering og mindre selvstyre.

Brexit: UK stemte ud, men de engelske parlamentarikere vil ikke. Endnu en konflikt uden løsning. Hvis England havde valgt en hard brexit dagen efter afstemningen, men hvis og hvis...

Klimaforandringerne: Vi står over for en menneskeskabt katastrofe, som vil påvirke generationer efter os. Alt sammen på grund af en 'videnskabelig' antagelse helt uden indikation eller indicie. Helt uden ond vilje vil det koste os på vores velfærd og medmenneskelig aktuel status; helt uden naturvidenskabelig basis.

Symbiosen mellem klimaarbejderne, journalisterne, skolebørnene og nu vælgerne har skabt den perfekte storm i Dannevang, men jeg håber stadig fornuften i form af en opprioritering af de naturvidenskabelige discipliner i vores uddannelser vil bringe vores efterkommere på ret kurs, inden vi forvilder os helt ud i ekstremerne.

Bortset fra det...

Peder Bahne

...er flyvning årsagen til miseren

Allan Madsen

Nej, er ikke et NEJ.

Nej, er et nej til kapitalens EU.
Mit nej, er en ikke tro på at kvalitative, grundlæggende ændringer, kan ske indenfor rammerne af den nuværende struktur i EU,
Vetoret for et hvert medlemsland, der med meget lille valgdeltagelse, kan stoppe enhver reform af hvad som helst.
Det er ikke et perspektiv, der kan overbevise mig om EU's udvikling til en social union.

Derfor er mit nej, et nej til EU, som det er konstitueret pt.

Et NEJ er et JA
til et europæisk samarbejde, som tæmmer kapitalen, nationalismen og fremmer solidariteten og forståelsen for fælles vilkår..

Els og Mihails tro på at grundlæggende reformer, kan ske indenfor rammerne af EU, deler jeg ikke.
Lobbyister og nationale interesse blokerer dette.
Derfor må man starte forfra, med Brexit, Daxit osv.

Torben Lindegaard

@Allan Madsen

Vi danskere vil jo aldrig nogensinde opgive vores Vetoret overfor et hvilket som helst forslag fra de andre - eller også har vi en undtagelse.

Al det kan man mene alt muligt om; men måske kan der i rest-EU komme noget fornuftigt ud af et Brexit & et Daxit.
Personligt går jeg gevaldigt op i EU - betegnelsen jubeleuropæer passer vist meget godt - men om Danmark lige er med eller ej i et EU-26 betyder ikke så meget.

Sider