Folketingsvalget i 1973 var et jordskred, der stadig giver rystelser

Det var mit første valg som folketingskandidat, og det blev en frygtelig fiasko. Valget fandt sted i december 1973. Jeg var opstillet af Det Radikale Venstre.

Jeg havde meldt mig hos De Radikale, fordi jeg som studenterpolitiker i universiteternes tre tumultariske år 1970-73 var nået frem til, at de havde den fornuftigste uddannelsespolitik: På én gang åben og frisindet og samtidig opsat på, at folk skulle lære noget.

Derudover ville jeg gerne støtte den radikale leder Hilmar Baunsgaard, der som statsminister i årene 1968-71 havde vist venlig, værdig og selvironisk myndighed. Selv om Det Radikale Venstre havde måttet opgive statsministerposten ved valget i 1971, kunne man som radikal trøste sig med, at valget var tabt, fordi Baunsgaards regeringspartnere, Venstre og De Konservative gik tilbage.

Det Radikale Venstre, derimod, havde beholdt de flotte 27 mandater, som Baunsgaard ved sin tv-udstråling havde skaffet til partiet tilbage i 1968.

Nu var Socialdemokratiets leder den famlende Anker Jørgensen og den borgerlige lejr kastet i forvirring af den nyopstillende Mogens Glistrup og hans improviserede Fremskridtsparti. Af et godt radikalt hjerte kunne man håbe, at vælgerne ville samles om frisind, saglighed og ansvarlighed og skabe et nyt flertal for Hilmar Baunsgaard.

Disse forhåbninger kunne få yderligere næring, da det i efteråret 1973 gik helt i fisk for Anker Jørgensen. Hans forsøg på at tækkes venstrefløjen førte til, at hans egen højrefløj – i skikkelse af Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen – brød ud og stiftede sit eget parti, Centrum-Demokraterne.

Anker Jørgensens flertal var væk, og han måtte nødtvunget udskrive valg.

En lille pæn, yderligere fremgang for De Radikale, og jeg kunne måske gøre mig forhåbning om at opnå valg, havde en talkyndig ven regnet ud.

Aldeles radikalt

Vælgerne ville det anderledes. Helt og aldeles. Nærmest radikalt. Men ikke i den fredelige betydning.

Nogle, mere profetisk anlagte, havde fornemmet, at en omvæltning er på vej.

På det kandidatmøde, som Det Radikale Venstre indkaldte ved valgets udskrivelse, sagde partiets landsformand, daværende undervisningsdirektør og senere sognepræst, Asger Baunsbak-Jensen, fra talerstolen:

»En ulykkesfølelse har ramt det danske folk.«

Jeg kan huske, jeg dengang tænkte, at det var storladne ord, skudt langt over målet. Det er jeg ikke sikker på i dag, 46 år senere. Folketingsvalget var – som dets kælenavn udtrykte det – et jordskred. De etablerede folketingspartier, S, SF, R, V og K tabte samlet 60 mandater – en tredjedel af Folketingets pladser.

Vælgerne ønskede noget nyt og anderledes.

Flest mandater blev snuppet op af Glistrup – 28. Erhard Jakobsen fik færre end ventet, men alligevel 14.

Både Glistrup og Erhard Jakobsen var demagoger. Det havde de til fælles med Kommunisterne, der ved gud også kom ind med seks mandater. Retsforbundet og De Kristelige genopstod af graven med henholdsvis fem og syv mandater.

Fortumlede mf’ere

Jeg tog ind til Snapstinget formiddagen efter valget. Ved bordene sad folketingsmedlemmerne fortumlede. De kendte tabenes størrelse, men vidste endnu ikke, om de selv var røget ud.

Ved det radikale bord var stemningen galgenhumoristisk. Vi er faldet blødt, blev det sagt. Partiet havde ’kun’ mistet syv af sine 27 pladser.

Socialdemokratiet var faldet fra 70 til 46 mandater, og Anker Jørgensen skyndte sig at gå af.

Dronningerunder kørte som en karrusel. Det Radikale Venstre havde svært ved at holde sig på en gunstig position, for Erhard Jakobsen kunne ikke udstå dem på grund af deres NATO-skepsis, og Mogens Glistrup så ingen grund til at gøre noget godt for sin popularitetskonkurrent Baunsgaard.

I det taktiske spil skubbede Erhard Jakobsen Venstres Poul Hartling ind i en central rolle, og den udnyttede Hartling til at danne en smal regering, kun byggende på 22 V-mandater. Venstres tidligere regeringspartnere, Det Radikale Venstre og De Konservative, skummede af arrigskab, men kunne ikke holde til at vælte Hartling.

Det gjorde de til gengæld 14 måneder senere, da Hartling efter at være kørt fast udskrev valg og fordoblede Venstres mandattal – på bekostning af nærtstående partier, blandt andre Det Radikale Venstre og De Konservative. De var med i et folketingsflertal, der pålagde Hartling at udvide sin regering.

Det gjorde Hartling ved at foreslå ministerposter også til Konservative, Kristelige og Centrum-Demokrater. En sådan regering nægtede Glistrup imidlertid at give forhåndstilsagn om ikke at vælte. Hartling turde derfor ikke danne den. Resultatet var, at Anker Jørgensen kom igen – og som regeringsleder kunne vakle videre fra 1975 til 1982.

Ustabiliteten havde holdt sit indtog i dansk politik.

Forklaring på skred

Bagefter kan det være let at forklare, hvorfor så mange vælgere i 1973 forlod de etablerede partier. Baunsgaards VKR-regering 1968-71 havde ikke været nogen succes. Han fik Venstre og De Konservative til at føre radikal politik: fri porno, abort og stejlt stigende offentlige udgifter.

De socialdemokratiske regeringer umiddelbart før og efter Baunsgaard havde tumlet rundt mellem partiets venstre- og højrefløje og i den slingrende kurs ikke stillet nogen tilfreds. Hertil kom, at de fire ’gamle’ partiers ja til medlemskab af EF ved folkeafstemningen i 1972 havde bragt dem på kant med mange af deres egne vælgere.

Den varigste virkning af 1973-valget er blevet, at Glistrup trak navne som Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen og Pia Kjærsgaard med sig ind i politik.

De gik ind, fordi de var fascinerede af Glistrup – og de blev, også efter at denne fascination havde slidt sig bristefærdig. De stiftede et nyt parti med et programpunkt, som Glistrup nåede at vise tiltrækningskraften i: fremmedfrygten.

1973 blev ikke – som en dengang 24-årig radikal folketingskandidat havde forhåbninger om – den store tilbagekomst for frisind og saglighed i dansk politik. Det blev indvarslingen af andre kræfter.