Læsetid: 6 min.

Formodede svindlere sendte millioner gennem Danske Bank i København

En 23-årig litauisk stråmand fik lov at oprette en firmakonto i Danske Banks erhvervsafdeling i København, hvor der på ti måneder kørte 50 mio. kroner igennem. Pengene menes at have forbindelse til den momssvindel og hvidvask, som efterforskes i den såkaldte Operation Greed-sag. Eksperter kritiserer Danske Banks ageren i sagen
En konto i Danske Bank Erhverv Direkte i København er blevet brugt til overførsler af mere end 50 millioner kroner. Pengene menes at have direkte forbindelse til den verserende Operation Greed-sag om svindel med moms og skat for 290 millioner kroner og hvidvask for mere end 500 millioner kroner.

En konto i Danske Bank Erhverv Direkte i København er blevet brugt til overførsler af mere end 50 millioner kroner. Pengene menes at have direkte forbindelse til den verserende Operation Greed-sag om svindel med moms og skat for 290 millioner kroner og hvidvask for mere end 500 millioner kroner.

Thomas Lekfeldt

14. maj 2019

Det er næppe kun i Estland, at Danske Banks hvidvaskkontrol har været yderst lemfældig. Nu tyder en konkret sag på, at det også har været tilfældet herhjemme.

En konto i Danske Bank Erhverv Direkte i København er blevet brugt til overførsler af mere end 50 millioner kroner. Pengene menes at have direkte forbindelse til den verserende Operation Greed-sag om svindel med moms og skat for 290 millioner kroner og hvidvask for mere end 500 millioner kroner.

Dokumenter relateret til sagen viser, at en 23-årig litauisk håndværker, der var sat ind som stråmand i en virksomhed, kunne oprette en firmakonto i Danske Bank Erhverv Direkte uden selv at møde op.

I løbet af de følgende ti måneder fakturerede virksomheden for over 40 millioner kroner arbejdskraft inden for håndværksydelser, kørsel, logistik, vagtpersonale, plejepersonale, it-ydelser, telemarketing og mentorer. Derudover blev der faktureret for over ti millioner kroner ved salg af biler og byggematerialer.

Ifølge Skats overslag fakturerede litauerens firma 212.000 arbejdstimer, vel at mærke uden nogensinde at udbetale løn. Firmaet efterlod en gæld til den danske statskasse på over 34 millioner kroner i form af manglende indbetaling af moms, A-skat og AM-bidrag, viser en gennemgang fra Skat.

»Det er simpelt hen ikke godt nok. Danske Bank skal ifølge hvidvaskloven kende deres kunde og hans formål. Det er simpelthen en dumper,« siger bankekspert og seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Den engelske hvidvaskekspert Graham Barrow er også stærkt kritisk over for Danske Banks rolle i sagen:

»I modsætning til de mulige hvidvasksager i Estland skete dette i hjertet af Danske Bank lige under ledelsens næse. Det var efter, at de havde lukket non resident-porteføljen ned i Estland, og dette eksempel viser, at de stadig ikke havde lært lektien og stadig ikke havde effektive kontroller på plads. At sige at problemet kun var i Estland er noget vrøvl,« siger Graham Barrow til Information og erhvervsmediet Finans.

Uddrag fra Skats redegørelse om transaktionerne i det firma, der anklages for at være blevet brugt til hvidvask i Greed-sagen. Firmaet blev forlangt tvangsopløst og derefter erklæret konkurs i starten af 2017, efter at der var flyttet mere end 50 millioner kroner gennem firmaets erhvervskonto i Danske Bank i København.

De nye oplysninger kommer frem, efter at Dagbladet Information sammen med erhvervsmediet Finans og researchorganisationen CORRECTIV i projektet Grand Theft Europe i et større samarbejde med i alt 35 mediepartnere har afdækket, hvordan forskellige netværk i årevis har svindlet for milliarder af skattekroner i omfattende momssvindel over hele Europa.

Hvidvaskloven fastslår, at banker skal kende deres kunder. Derfor skal banker altid bede om at se pas, kørekort, sygesikringsbevis eller anden form for identifikation. De skal også spørge om det forventede forretningsomfang, f.eks. hvor mange ind- og udbetalinger, overførsler og korttransaktioner der foretages.

Videre overvåger banker alle transaktioner, herunder ind- og udbetalinger samt overførsler til og fra udlandet. Mistænkelige overførsler skal indberettes til politiets såkaldte hvidvasksekretariat. Der er ingen bagatelgrænse.

Ingen garanti

Danske Bank afviser over for Information og Finans, at den nye sag kan sammenlignes med Danske Banks hvidvasksag fra Estland:

»Man bliver nødt til at skille det lidt ad. Sagen i Estland handlede om en helt særlig portefølje af kunder og et setup, vi aldrig skulle have haft. Vi har siden lukket ned for porteføljen og strammet vores processer og rutiner på tværs af hele banken,« siger pressechef i Danske Bank Kenni Leth.

»Vi skal gøre alt for at forhindre, at vi kan blive brugt til for eksempel hvidvask og svindel, og derfor investerer vi massivt i hele tiden at forbedre os. Men vi kan aldrig garantere, at vi fanger alt.«

Kenni Leth kan ikke svare på, hvor mange mulige momssvindelsager Danske Bank har kendskab til, men henviser til, at banken har pligt til at indberette til myndighederne om mistænkelige transaktioner eller forhold.

»Vi har besluttet, at vi over de næste tre år vil skærpe vores indsats for at skabe forbedringer på området, og derfor har vi øremærket op til to milliarder kroner til blandt andet investeringer i at forbedre processer og it-systemer,« siger Kenni Leth.

50 kr. i timen

Direktøren i PV Holding IVS, et såkaldt enkroneselskab, var en litauisk håndværker, der som 22-årig blev inviteret til Danmark for at arbejde sort. Året efter blev hans identitet brugt til at oprette flere firmaer i Danmark, blandt andet PV Holding IVS. Information og Finans har dokumenter om sagen fra Operation Greed-retssagen i Glostrup og fra konkurssagen i Skifteretten.

Her er flere mænd anklaget for at have fremskaffet danske legitimationspapirer, NemID med videre, fra et antal personer og oprettet virksomheder med stråmænd indsat som ejere og direktører.

Håndværkeren har i retten forklaret, at han fik 50 kroner i timen. Manden boede sammen med en anden litauer i et kollegieværelse i Taastrup.

I retten forklarede den unge litauer, at hans arbejdsgiver tog en kopi af hans pas. Under vidneforklaringen blev litaueren forelagt forskellige dokumenter, men afviste, at det var hans underskrift, der var på papirerne.

Da kontoen blev oprettet, skete det uden personligt møde, fremgår det af dokumenter fra konkursbehandlingen af sagen:

» … kontooprettelse er sket ved indsendelse af underskrevet kundeaftale bilagt bl.a. legitimationsoplysninger og selskabsdokumenter«, skriver kurator, advokat Anne Birgitte Gammeljord.

En udregning, som Skat foretog, efter at virksomheden var blevet erklæret konkurs, viser, at den unge litauers enkroneselskab skulle have beskæftiget 95 fastansatte syv dage om ugen for at kunne levere de arbejdstimer, der var blevet faktureret.

»Efter Skats opfattelse, har selskabet ikke kunnet levere disse ydelser uden brug af arbejdskraft,« hedder det i en skrivelse fra Skat.

På baggrund af udregningerne fastslog Skat, at firmaet skyldte i alt 34,6 millioner kroner i moms, A-skat og AM-bidrag.

51 mio. kr. i omsætning

Kontoen i Danske Bank blev oprettet den 11. januar 2016 og lukket igen den 1. december 2016. Firmaet nåede i de første ti måneder af 2016 op på en samlet omsætning på 51 millioner kroner, der alle er passeret via firmaets konto i Danske Bank.

»Alle alarmklokker burde have ringet,« siger den anerkendte britiske hvidvaskekspert Graham Barrow. Han har arbejdet som rådgiver i forhold til bekæmpelse af hvidvask i en række storbanker.

Ifølge Graham Barrow burde Danske Bank have overvåget det samlede beløb, der flød via kontoen.

»Da dette foregik, var lovene meget klare. Disse aktiviteter skulle altid opdages, fordi der var så mange røde flag. F.eks. en ung direktør med en adresse, som ikke lå i en erhvervsejendom. ’Kend din kunde’-processerne skulle klart vise kontoens formål, og hvordan den skulle bruges. Og når millionerne startede med at flyde igennem kontoen, burde en alarm været gået i bankens software, fordi det var meget usædvanlig opførsel. Det burde have været opdaget af bankens transaktionsovervågning, så det virker, som om der var en række ting, der simpelthen ikke fungerede,« siger Graham Barrow.

Dokumenter fra sagen viser, at pengestrømmene gik igennem kontoen i Danske Bank Erhverv Direkte videre til en konto i Nykredit, der tilhørte et københavnsk vekselbureau. Vekselbureauets direktør har forklaret, at pengene derefter blev udbetalt kontant i forskellige valutaer.

»Når næsten alle pengene sendes til en valutavekselvirksomhed, er det bare latterligt. Det ligner, at nogen blot sender penge ud af landet. Det burde være et stort rødt flag for banken,« siger den britiske hvidvaskekspert Graham Barrow.

Bankerne giver legitimitet

Ejeren af vekselbureauet er nu på anklagebænken i den omfattende svindelsag, der under kodenavnet Operation Greed er for byretten i Glostrup. 17 personer er tiltalt for svindel for mere end 500 millioner kroner, herunder momssvindel for 290 millioner kroner.

I februar 2017 blev den unge litauers firma forlangt tvangsopløst, fordi der ikke var en lovlig ledelse eller revisor. På det tidspunkt var pengene for længst væk.

Ifølge den franske momssvindelekspert Marius-Christian Frunza fra firmaet Schwarzthal Kapital opererer momssvindlere ofte i komplekse netværk, der har brug for at kunne flytte store summer hurtigt rundt for at kunne opretholde svindlen. Derfor har de behov for, at bankerne åbner dørene uden at stille for mange spørgsmål.

»Bankerne giver pengene legitimitet, og af samme grund er bankerne helt ekstremt vigtige, hvis man vil momssvindlen til livs. For hvis bankerne først begynder at stoppe for pengestrømmene, bliver det jo nærmest umuligt for bagmændene at operere,« siger Marius-Christian Frunza.

Den danske momsekspert Søren Engers fra revisionsfirmaet Baker Tilly opfordrer til, at der bliver strammet op for bankernes efterlevelse af hvidvaskreglerne:

»I dag har vi hvidvaskreglerne, og alligevel kan du finde banker, der stadig tager for let på det. Men altså, hvis du vil det her til livs, er det gennem pengeinstitutterne. Det er gennem hvidvaskreglerne. Og så er det en mere effektiv forebyggende momskontrol,« siger Søren Engers.

Den unge litauiske håndværker delte en etværelseslejlighed på 28 kvadratmeter med en anden ung håndværker og intet mindre end seks firmaer, der tilsammen efterlod en gæld til skattevæsenet på 77 millioner kroner. Ifølge anklageskriftet i Greed-sagen blev de to litaueres identitet overtaget og deres NemID brugt til al kommunikation med myndighederne. Alle de seks firmaer, som litauerne har lagt identitet til, indgår i Greed-sagen.

Serie

Grand Theft Europe

Informations undersøgende redaktion har sammen med erhvervsmediet Finans og en lang række andre medier fra hele EU gennem flere måneder arbejdet på at afdække international momssvindel for milliarder af kroner. Samarbejdet er koordineret af den uafhængige tyske researchorganisation CORRECTIV under navnet Grand Theft Europe. I alt 63 journalister fra 35 medier har i fællesskab gennemgået og analyseret 315.000 sider dokumenter, der er blevet lækket fra flere efterforskninger i blandt andet Tyskland, Italien og Spanien. Dokumenterne omfatter blandt andet ransagninger, aflytninger, mails og regnskabsoplysninger. De første artikler, dokumentarer og podcasts fra Grand Theft Europe bliver fra 7. maj offentliggjort over hele Europa, og det grænseoverskridende mediesamarbejde fortsætter med at undersøge den grænseoverskridende kriminalitet.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Gert Romme
  • Tommy Clausen
  • Marianne Stockmarr
  • David Zennaro
Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Gert Romme, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Bo Elkjær, Lasse Skou Andersen, Sebastian Gjerding

Kenni Leth, pressechef i Danske Bank, forklarer os beroligende, at Banken i dag er et helt andet sted, idet Banken har strammet processer og rutiner på tværs af hele Banken.

Hvornår var det nu, vi sidst hørte den remse ??

Helt banalt, når Danske Bank stiltiende ser på, mens et 1-krones IVS - et iværksætterselskab - lader over 50 millioner kroner løbe igennem konti i Danske Bank til kredit for et vekselbureau, så er vi så langt ude, at det trodser ethvert forsøg på at karakterisere Bankens handlemåde.

Det er så helt under lavmålet, at også A.P. Møller som største aktionær bliver svinet til.

Eva Schwanenflügel, Jan Jensen, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr, Karsten Lundsby, Hans Erik Hermann, Tue Romanow og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

De penge Danske Bank har hjulpet svindlere med at snyde Staten skal banken selvfølgelig erstatte + en betragtelig bøde/straf for at have overtrådt hvidvask-lovene.

Eva Schwanenflügel, Jan Jensen, Gert Romme, Jacob Johansen, Mogens Holme, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr, David Zennaro, Karsten Lundsby og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Hans Erik Hermann

Skeletterne vælter ud af skabene i såvel private som offentlige danske virksomheder, herunder ministerier og styrelser. Jeg har selv mistet mit job i to private virksomheder pga. protester mod ulovligheder. Som offentlig ansat har jeg såmænd også været vidne til en medarbejdere og ledelse, der helt bevidst ikke fulgte loven. At Danmark har rangeret højt på listen over ikke-korrupte samfund i verden begriber jeg ikke - min erfaring siger mig, at alt kan købes for penge i Danmark. Må jeg foreslå, at faget ETIK sættes på skoleskemaet i folkeskolen fra første klasse, og at der oprettes afdelinger for efterlevelse af GOD MORAL og ETIK i privat- og offentlig virksomhed i Danmark.

Kåre Nissen, Eva Schwanenflügel, Ole Arne Sejersen, Per Torbensen, Ervin Lazar, Steen K Petersen, Ib Christensen, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Ja, det vrimler med "Banditter i habitter" i desse tider, nogle er allereden i lygtepelerne....
Og korruption triver også i politiske partier, det ved vi...

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

@Hans Erik Hermann
Tankevækkende i betragtning af at regeringen selv står ved de er en incitaments regering.

David Joelsen

Hvorfor kun formodedede svindlere? Det er vel fastslået at der er tale om hvidvask og urene penge? Eller er det også kun formodet, og at vi efterfølgende kan opleve at Den Danske Bank selv bliver renset ved kommede retsag?

Uanset hvad der er foregået i den fornemme gamle bank, skal man blot gøre sig det helt klart, at en administrerende direktion er ansat til at administrere banken efter aktieselskabsbestyrelsens ordre, ønsker og forventninger. Det er præcis det, som administrationen får deres høje resultatløn og bonus for.

Derfor undrer det mig, at politiet ikke sigter hele bestyrelsen som ansvarlige og administrationen som medansvarlige.

Og så er der aktionærerne. Banken har jo taget sig helt usædvanlig godt betalt for at yde disse "service" overfor de blakkede klienter. Og disse "indtjente" penge er gået i aktionærernes lommer som almindelig aktieuddeling. Derfor må aktionærerne virkelig til lommerne og betale for alle disse ulovligheder.

Hvis aktionærerne ikke er tilfredse med at betale for bankens ulovligheder, må de kunne forstå, at det faktisk er det deres ansvar at vælge en seriøs bestyrelse. Og det har de i al deres grådighed ikke gjort.

Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Niels Duus Nielsen, Ole Svendsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Jeg undrede mig indledningsvis over, at direktøren for PV Holding IVS, den 23-årige håndværker Paulius Vitkus, ikke for længst var over alle bjerge, da kurator i konkursboet begyndte at sende breve til den 1-værelses delelejlighed i Taastrup.

Forklaringen findes i JyllandsPosten:
"Han sad fængslet i Hillerød Arrest og ventede på udvisning for kriminalitet uden relation til hans direktørhverv, da han på opfordring fra kurator Anne Birgitte Gammeljord den 9. august 2017 blev kørt ind til afhøring i Sø- og Handelsretten i København."

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Ole Svendsen

Det er alt for tydeligt, at der er en pilrådden moral i de øverste ledelseslag i Danske Bank, og i mange andre banker for den sags skyld: Nordea, HSBC, Macquire for blot at nævne nogle få.

Når svindlen bliver opdaget, siger banken: "Det var en fejl, men vi har lært af det og er et nyt sted i dag." Så får banken en bøde, og de (u)ansvarlige medarbejdere plejer at gå fri. Ofte med en gylden faldskærm og et nyt topjob i en anden virksomhed, hvor de kan fortsætte deres uansvarlige men lukrative pengeindtjening.

Hvis man vil svindlen til livs, er det afgørende at disse "banditter i habitter" selv ryger i spjældet, så det koster dem på det personlige plan, at begå eller medvirke til svindel og hvidvask. Derfor er det meget vigtigt, at myndighederne -endelig- har sagsøgt ledende medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer i Danske Bank.

Det bør være den nye virkelighed, at bankfolk, advokater, rådgivere og andre, der direkte eller indirekte medvirker til svindel, skatte snyd, hvidvask og lign. selv ryger i spjældet.
"Banksters" og lign. må aldrig blive "too big to jail".

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Danny Hedegaard, Niels Duus Nielsen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

I Britta-sagen i Socialministeriet får vi at vide at ingen er ansvarlige, da man som chef i et ministerie ikke skal tage alvorlige advarsler alvorligt. Men i samme forbindelse så hørte vi i en uendelighed at havde det været i det private, så.....

Og det er der vi er nu. Vil nogen blive holdt ansvarlig i Danske Bank? De bliver jo nok ikke gjort ansvarlige af Finanstilsynet, som selv heller ikke tog blinkede advarsler særligt advorligt.

I øvrigt blev to totalt ubruglige konsulentrapporter udarbejdet i Britta-sagen. Danske Bank fik vist også udarbejdet to såkaldte advokatrapporter. Begge totalt miskrediterede.......

Ib Christensen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Det er et smukt billede af et meget elegant hovedsæde.

Jeg har som ansat i 2 forskellige virksomheder, været på rundvisning 2 gange med kunstforeningen, i Den Danske Banks hovedsæde.

Det er en oplevelse som jeg kan anbefale, mens banken endnu ikke er flyttet ud.

Vi fik en hjertelig modtagelse, og hver gang en engageret rundvisning af en tydeligvis stolt medarbejder i banken - en stolthed som direktion og ledelse siden desværre har svigtet.

Vi blev også flot beværtet, chokolade og et glas vin/vand.

Men lad nu være med at stille pinlige upassende spørgsmål, under en sådan rundvisning.
Det er undfair mod omviseren, og et svigt af bankens gæstfrihed.

Mange bundloyale ordentlige medarbejdere i banken, uden andel eller lod i alt det som er foregået, må, og vil med rette kunne føle sig svigtet af den øverste ledelse.

Men kald mig bare naiv, jeg tror at der med den nye Formand for bestyrelsen, og en en ny Direktør vil blive foretaget en oprydning, som det nok er de færreste der tror på, vil blive foretaget helt til bunds.

Men jeg tror på at de kan og vil, i en lang og sej proces forvandle banken til landets, og måske verdens mest hæderlige storbank, men det vil tage tid, og de skal have tid til det.

Jeg hører derfor ikke til dem, der synes at bankens kunder nu bør skifte bank, på grund af fortidens synder, men jeg synes at de foreløbig bør blive i tillid til bankens nye Formand, og nye
Administrerende Direktør.

Men det er samtidig på tide, som Socialdemokratiet foreslår, at genindføre offentlige repræsentanter i bankernes bestyrelse, for bankerne har desværre ved deres adfærd, ikke vist sig den tillid værdig, der lå til grund for afskaffelsen af offentlig repræsentation i deres bestyrelser.

I øvrigt, så mener jeg at vi midt i alle digitaliseringens lyksaligheder, bør indføre at en ny kunde skal møde op til et møde i banken, og ikke kan få oprettet en konto uden at to medarbejdere med deres signatur godkender kunden.
Det må bankerne gerne tage sig betalt for!

Lige ledes bør man ikke kunne oprette nogen form for selskab, uden at møde personligt op hos skat, eller Borgerservice, for at få sit selskab oprettet af en medarbejder, og det bør ikke ske uden at 2 medarbejdere har været med den der opretter selskabet, ude for at besigtige den fysiske adresse, hvorfra selskabet påstås at skulle drives fra.

Gerne for borgerens regning/ et gebyr.

Som jeg ser det, så bliver det ikke unødigt bureaukratisk, for når først du er godkendt kan du bruge alle lyksalighederne med tast selv, Nemid og netbank - indtil du eventuelt bliver bustet, og blacklistet på grund af misbrug.

Hvis det vil være for mandskabs krævende i bankerne, og hos det offentlig, så tilbyd det som en deltids tjans til pensionerede medarbejdere og efterlønnere, der snildt vil kunne varetage opgaven, og selvfølgelig for borgernes regning når de opretter en konto første gang, og hver gang de opretter et nyt selskab.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Niels Duus Nielsen

Hvad med at splitte bankerne op?

Det er vel efterhånden blevet tydeligt for enhver, at "too big to fail" er en slet skjult opfordring til at leve efter maximen "anything goes". For "too big to fail" betyder åbenbart også "too big to jail", så med mindre vi går til ondets rod og fratager de glatte jakkesæt deres "get out if jail free card", vil der blot gå få år, før vi har den næste bankskandale.

Hvorfor ikke gøre ligesom islændingene? Der overtig statren kontrollen med bankvæsnet, hvilket giver god mening, da det alligevel er skatteyderne, der må til lommerne, når bankernes ledelse gribes med fingrene i kagedåsen.

Det er ikke kun de kortsigtede belønningssystemer og den almenmenneskelige "grådighed", der er ondets rod, selv om begge forhold spiller en stor rolle. Banksystemet opfordrer til grådighed og belønner de mest grådige, så måske bør vi se på belønningssystemerne, samtidig med at vi sagsøger de grådige aktører?

Min fornemmelse er, at de ansvarlige ikke nødvendigvis har hjort noget ulovligt, da politikerne forlængst har dereguleret bankvæsnet hinsides enhver fornuft. Så i stedet for at indføre nye live og regler, og så ellers lade de samme mennesker køre forretningen, skulle vi måske splitte mastodonterne op og lade staten overtage visse af kerneforretningerne. Ikke fordi jeg tror, at statsansatte er mindre grådige end privatansatte, men simpelthen fordi der så - forhåbentlig - vil kunne etableres mere langsigtede belønningssystemer og mere gennemsigtige bankforretninger.

Hvad gjorde de egentlig, helt konkret, på Island, og hvorfor hører vi aldrig om det?

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar