Nyhed
Læsetid: 6 min.

Forskere: Klimaminister Lars Christian Lilleholt vildleder om dansk klimaindsats

»Danmark når helt i mål i forhold til Parisaftalens mål i 2030,« garanterede klimaminister Lars Christian Lilleholt torsdag på TV 2 News. Men det er misvisende, siger førende klimaforskere. Lilleholt forholder sig nemlig kun til CO2, ikke drivhusgasser, og ignorerer Parisaftalens formulering om, at i-lande som Danmark har et særligt ansvar
Klimaminister Lars Christian Lilleholt.

Klimaminister Lars Christian Lilleholt.

Indland
27. maj 2019

Danmark når ikke det klimamål, FN’s klimapanel, IPCC, har anbefalet for 2030.

Så klar var udmeldingen torsdag fra 13 førende danske klimaforskere, som TV 2 har talt med.

IPCC’s anbefaling, som er en forudsætning for at leve op til Parisaftalen, er, at den globale udledning af drivhusgasser skal reduceres med 40-50 procent i 2030 i forhold til 2010 for at holde de globale temperaturstigninger på maksimalt 1,5-2 grader.

Også i Information har klimaforskere påpeget, at Danmark med den nuværende klimapolitik først når målet om nuludledning af drivhusgasser omkring år 2115, altså 65 år for sent i forhold til Parisaftalen.

Alligevel forsikrede Lars Christian Lilleholt (V) på TV2 News torsdag, at Danmark lever op til målene i Parisaftalen.

»Når man kigger på Energistyrelsens tal, og det er jo myndigheden på det her område, så når vi helt i mål i forhold til Parisaftalens mål i 2030, når det hele bliver regnet med. Ikke mindst regeringens klima- og luftudspil og energiaftalen,« lød det fra energi-, forsynings- og klimaministeren.

Men den påstand er vildledende, fortæller flere danske klimaforskere til Information. Heriblandt en hovedforfatter på IPCC’s næste hovedrapport om klimaet og et medlem af Klimarådet.

»Danmark når ikke målene fra Parisaftalen, som det ser ud i dag. Det gør vi ikke. Lilleholts påstand er bestemt ikke retvisende,« siger Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og hovedforfatter til den næste store IPCC-rapport.

Klimaprofessor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, der var formand for VK-regeringens klimakommission i 2009 og i dag er medlem af Klimarådet, er enig.

»Der er absolut intet belæg for at sige, at vi er på vej til at overholde Parisaftalen. Det er forkert,« siger hun.

»Men Parisaftalen har heller ikke et mål for 2030, den har et mål om, at menneskabt global opvarmning skal holdes på mellem 1,5 og to grader. Derfor giver det ikke mening at tale om overholdelse af Parisaftalens mål i 2030,« siger Katherine Richardson.

CO2-reduktion er utilstrækkelig

I interviewet med TV 2 News specificerer Lars Christian Lilleholt ikke, hvilke tal han henviser til i sin udmelding om, at Danmark lever op til Parisaftalen.

Men til Information forklarer ministeren, at der er tale om en formulering i IPCC’s rapport fra 2018 om Parisaftalen, hvor der står, at de globale CO2-udledninger skal falde med 45 procent i 2030 i forhold til niveauet i 2010.

»Og der viser Energistyrelsens Basisfremskrivning, at Danmark når de 45 procent CO2-reduktioner i 2030,« uddyber ministeren.

Men ifølge forskerne er der to substantielle problemer ved at måle Danmarks klimaindsats i forhold til denne ambition.

For det første forholder klimaministeren sig kun til reduktioner i CO2-udslippet, og det er ifølge eksperterne mangelfuldt og ikke tilstrækkeligt for at nå Parisaftalen.

»Det er helt off i forhold til klimaudfordringen ikke at se på den samlede klimabelastning. Det ved ministeren naturligvis også godt,« siger John Nordbo, klimarådgiver hos organisationen CARE.

CO2 er nemlig ikke den eneste drivhusgas, der bidrager til den globale opvarmning, fortæller Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor i klimafysik på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet og medvirkende til den næste store IPCC-rapport.

»Det nytter ikke noget kun at måle på CO2, det handler om samlingen af drivhusgasser. Herunder metan- og lattergas, der kommer fra landbrug og industri. Lige nu stiger udledningen af disse drivhusgasser, og hvis de ikke kontrolleres i løbet af dette århundrede, når man ikke Parisaftalens mål,« siger han.

Ifølge Sebastian Mernild er det umuligt at skille ad, når Lars Christian Lilleholt kamuflerer sin regnemetode ved at henvise til uspecificerede tal fra Energistyrelsen.

»Hr og fru Danmark kan ikke gennemskue det her. De sidder og ser TV 2 og lytter til, hvad ministeren siger,« siger han.

Lars Christian Lilleholt har dog ikke forståelse for, at vælgerne får et forkert billede af den danske klimaindsats, når han taler om reduktioner i CO2 i stedet for i drivhusgasser.

»Nej, jeg svarer på de spørgsmål, jeg bliver spurgt om. Og så tror jeg ikke, vi kommer det nærmere,« siger han.

Bredeste skuldre, største ansvar

Det andet problem i klimaministerens udtalelse er ifølge eksperterne, at han tager IPCC’s globale mål om 45 procent CO2-reduktion i 2030 i forhold til 2010 og oversætter det til at være et nationalt mål for Danmark. Men ifølge Parisaftalen skal klimaindsatsen afspejle et »fælles, men differentieret ansvar«, hvor de rigeste lande reducerer mere end de fattige.

Sebastian Mernild mener derfor ikke, at det er »retvisende«, når Lars Christian Lilleholt siger, at Danmark ved at reducere CO2-udledningen med 45 procent lever op til Parisaftalen i 2030.

»Det er en global betragtning. Men når man taler om nationale mål og klimatiltag, så bliver man nødt til at differentiere det, som Parisaftalen tilsiger,« forklarer han.

Også Katherine Richardson og Jens Hesselbjerg Christensen understreger, at Danmark ifølge Parisaftalen har et større ansvar for drivhusgasreduktion end det globale gennemsnit.

»I Parisaftalen står det direkte, at ansvaret skal differentieres. At de stærke skuldre bærer mest. Det betyder, at Europa, herunder Danmark, skal løbe stærkere. Så hvis ikke i-landene går foran, så når verden ikke i mål,« siger Jens Hesselbjerg.

»De globale mål kan altså ikke overføres nationalt,« supplerer Katherine Richardson.

John Nordbo fra Care peger på, at danskernes CO2-udslip i 2010 var »langt højere« end den gennemsnitlige verdensborgers, og at det derfor forventes, at også Danmarks CO2-reduktion er højere end gennemsnittet i resten af verden.

»Man kan ikke bruge IPCC på den måde, ministeren gør. Hvis vi gerne vil være foregangsland, hvad jeg tror, ministeren er enig i, så skal vi naturligvis gøre endnu mere,« siger John Nordbo.

Adspurgt om, hvorfor han oversætter de globale mål til et nationalt mål, svarer Lars Christian Lilleholt: »Jeg oversætter ikke noget. Jeg refererer til, hvad basisfremskrivningen viser. Og den viser, at vi når 45 procents CO2-reduktion i 2030.«

– Men ifølge forskerne kan du ikke bruge det som et nationalt mål for Danmark?

»Jeg har også en forventning om, at vi kommer over 40 procent på samtlige klimagasser i 2030. Der bliver brug for yderligere tiltag, ligesom vi har en forventning om, at EU hæver sit mål. Det vil også få konsekvenser for de nationale mål,« siger Lars Christian Lilleholt

Ifølge Katherine Richardson lever EU’s mål heller ikke op til Parisaftalens ambition om at holde temperaturstigningerne så tæt på 1,5 grader som muligt og højst to grader.

»Der er ingen tvivl om, at den danske klimaindsats ikke overholder Parisaftalen, men det er der heller ikke andre lande, der gør.« 

At blande pærer og bananer

Når Lars Christian Lilleholt på TV 2 News siger, at Danmark »når helt i mål med Parisaftalens mål i 2030«, medregner han desuden effekterne af det klima- og luftudspil, som regeringen præsenterede tilbage i oktober 2018.

Problemet er bare, at den klimaplan ikke er vedtaget i Folketinget endnu, og derfor bør man ifølge Sebastian Mernild ikke medregne den i sine samlede klimapolitik.

»Det er at blande pærer og bananer sammen. Hvis Lilleholts udtalelse skulle være retvisende, burde han afholde sig fra at flette politiske planer, der ikke er vedtaget, ind. Det kan man ikke,« siger han.

Sebastian Mernild ser snarere »ministerens regneøvelser« som et udtryk for, at Danmark ikke er på rette spor. »Hvis vi var det, så ville alt jo være gennemskueligt og ligetil. Men det er det ikke,« siger han.

Lars Christian Lilleholt afviser forskernes pointer om, at der ikke er belæg for at sige, at Danmark lever op til Parisaftalen.

»Det anerkender jeg ikke. Som et af de få lande har vi fremlagt en plan frem mod 2030. Og hvis det viser sig, at vi ikke når i mål, så kommer der yderligere tiltag. Der er stadig lang tid til 2030.«

– Er din udtalelse retvisende for, hvordan det går med den danske klimaindsats?

»Ja. Jeg svarer på de spørgsmål, jeg bliver spurgt om, og den danske klimaindsats er på rette spor.«

– Men jeg har sendt din fulde udtalelse rundt til flere forskellige eksperter, og de …

»Ved du hvad, vi kommer det ikke så meget nærmere. Jeg står ved, hvad jeg har sagt. Og der er en 45 procents CO2-reduktion i 2030,« siger Lars Christian Lilleholt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tina Frederiksen

Tak for denne artikel.

Ejvind Larsen, Torben Bruhn Andersen, Werner Gass, Mogens Holme, Lis djørup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Venstre ved du hvor du har.
Nemlig i lommen på landbrugets og industriens lobbyister.

Bemærkelsesværdigt er det derfor, at så mange har stemt på Venstre til EP-valget, at de er gået to mandater frem..

Men en del af forklaringen er naturligvis at DF er nedsmeltet og har tabt tre mandater, hvilket Pia Kjærsgaard forklarede var "klimatossernes" skyld (!)
Enhedslistens Nikolaj Villumsen, som kommer i Parlamentet for første gang udtalte ironisk :
"Klimatosserne har vundet".

Heldigvis for det.

Lars Løfgren, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Niels Bent Johansen, Ejvind Larsen, Arne Albatros Olsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Jens Lysdal, Werner Gass, Birte Pedersen, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen og David Breuer anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Venstres overordnede politik blev udstukket af Anders Fogh Rasmussen i 2001: Evidens- og ekspertiseundsigelse, som siden er blevet udmøntet i middelmådighed og stakket varme i våde bukser. Det lever Lars Christian Lilleholt til fulde op til..

Torkil Forman, Morten Lind, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Helle Walther, Niels Bent Johansen, Ejvind Larsen, Jens Lysdal, Werner Gass, Birte Pedersen, P.G. Olsen, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

Venstre og Lars Christian Lilholdt har aldrig været på klimaets side. Trods venstres gode valg blev det et godt valg for klimatosserne, som Pia Kjærsgaard kalder dem. Magtmonopolet er brudt i EU.

Torkil Forman, peter juhl petersen, Katrine Damm, Niels Bent Johansen, Ejvind Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Jens Lysdal, Werner Gass, Birte Pedersen, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Ole Haagensen

Lilholdt kaldte det "grøn realisme"! Resultatet lig med 4 tabte år i forhold til klimadagsordenen.

Lis djørup, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Helle Walther, Eva Schwanenflügel, Niels Bent Johansen, Ejvind Larsen, Jens Lysdal, Torben Bruhn Andersen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Werner Gass

Den største minister i den lille løgners regering er da bare en god venstremand -- fuld af løgn og fordrejelser!
Ja Venstre ved du hvor du har.
Selve overtagelse af DF's vælgere ved dette EUP valg ændrer intet ved dette faktum.
Allerede siden Alberti, Brixtofte m.fl. og især efter AFR's
vision om minimalstaten har fup og fiduser været Venstres varemærke.

Lars Løfgren, Estermarie Mandelquist, Helle Walther, Eva Schwanenflügel, Niels Bent Johansen, Benta Victoria Gunnlögsson og Jens Lysdal anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Den sædvanlige Venstre finte. De laver det hele tiden, lyver, fordrejer, misfortolker bevidst, osv.

Helle Walther

Jamen sådan har de været siden de kom til i 2001, det er da mere normen end det modsatte. Fogh er der samlet op på, hans eftermæle er plettet. Og... At lade Løkke fortsætte vil være en katastrofe for både partiet V og for landet.