Ironisk nok førte Nyrups valgsejr i 1998 til et nederlag for danske frisindede idealer

Der stod han, fortabt og forladt, den høje mand i sin mørkeblå vinterfrakke. Det skete i det tidlige marts 1998. Manden var Poul Nyrup Rasmussen og socialdemokratisk statsminister. Sceneriet udfoldede sig på det overdækkede fortov foran Netto ved Københavns Nørrebro Station; gaden var pløret i tøsjap.

Jeg kom udsendt af dagbladet Information for at dække den valgkamp, som Nyrup førte ved at uddele røde socialdemokratiske roser foran supermarkedet.

Nyrup indfandt sig til et opbud af medier og bestyrelsesmedlemmer fra Socialdemokratiets stedlige opstillingskreds. En partifælle overdrog ham en favnfuld roser til at dele ud af.

Her er det videre forløb, som jeg afrapporterede det til Informations læsere:

Da medierne stuvede sig sammen om Nyrup, faldt en af roserne ham af hånden og til jorden, en anden knækkede. For de omkringstående vælgere druknede hans ord til mikrofonerne i trafikstøjen. Sammenstimlingen gjorde det svært for kunderne at komme ud og ind af Netto.

Nyrup gjorde et forsøg på at bryde ud gennem mediemuren. Han ilede hen mod en mor med barn, der kom ud med indkøbsvogn. Nyrup rakte hende hånden og spugte: »Hvordan har du det?«

Overrumplet trykkede kvinden hans hånd og hastede videre. Til en indvandrerkvinde i sjal sagde statsministeren:

»Det kommer til at gå endnu bedre, hvis du stemmer på os på onsdag… Nåh, du har ikke stemmeret. Men så går det alligevel bedre, hvis du … siger til dem, du kender, der har stemmeret, at de skal stemme på os.«

Prikkede Nyrup

En gruppe indvandrerdrenge kom forbi opløbet og lyttede lidt. Så prikkede en af dem vedholdende Nyrup på skulderen, indtil han vendte sig.

»Er du statsministeren,« spurgte drengen.

»Ja« svarede statsministeren.

En pause opstod.

Så spurgte Nyrup drengen: »Har du været i skole i dag?« Drengens svar gik tabt i trafikstøjen.

Derpå gav medierne sig til at udfritte Nyrup om, hvorfor hans partis valgkamp var så indholdsløs.

Nyrup svarede: »Nu skal vi i overmorgen og i morgen se, hvad vi har at fortælle den danske befolkning.«

Så fortrak medierne bort i gadesjappet og lod Nyrup stå alene i strømmen af Netto-handlende. Ingen synes at ænse ham.

Og da var det, det slog mig, hvor fortabt og forladt Nyrup så ud, mens han kiggede på sit ur og ventede på at blive samlet op af sin chauffør.

Valgkampen endte med et overraskende udfald, derved at Nyrups socialdemokratisk-radikale regering ved folketingsvalget den 11. marts 1998 bevarede sit flertal. Knebent og på et færøsk mandat, men alligevel. Mange iagttagere mente, at det var Nyrups utrættelige kampagne i alle landsdele, der havde listet ham sejren i hus.

For Nyrup blev glæden kort. Den indre opløsning i hans regering – navnlig drevet af uenighed om udlændingepolitikken – tog yderligere fart og blev ham en daglig ydmygelse, der kostede ham det følgende folketingsvalg, i 2001.

Hvis de borgerlige partier havde vundet flertal i 1998, var det de daværende partiledere Uffe Ellemann-Jensen (V) og Per Stig Møller (K), der havde dannet regering.

Det var blevet en anden slags regering end den, som Anders Fogh Rasmussen (V) endte med at danne i 2001. Både Uffe Ellemann og Per Stig Møller havde gjort det klart, at de ville stå fast på deres principper og ikke være følgagtige over for Dansk Folkeparti.

Ironisk nok førte Nyrups hårdt tilkæmpede 1998-sejr altså til et langsigtet nederlag for traditionelle danske frisindede idealer.