Læsetid: 2 min.

Ironisk nok førte Nyrups valgsejr i 1998 til et nederlag for danske frisindede idealer

Den tidligere S-statsminister var ikke nogen folkeforfører, men han gjorde indtryk ved sin udholdenhed
Den tidligere S-statsminister var ikke nogen folkeforfører, men han gjorde indtryk ved sin udholdenhed

Jesper Stormly Hansen

21. maj 2019

Der stod han, fortabt og forladt, den høje mand i sin mørkeblå vinterfrakke. Det skete i det tidlige marts 1998. Manden var Poul Nyrup Rasmussen og socialdemokratisk statsminister. Sceneriet udfoldede sig på det overdækkede fortov foran Netto ved Københavns Nørrebro Station; gaden var pløret i tøsjap.

Jeg kom udsendt af dagbladet Information for at dække den valgkamp, som Nyrup førte ved at uddele røde socialdemokratiske roser foran supermarkedet.

Nyrup indfandt sig til et opbud af medier og bestyrelsesmedlemmer fra Socialdemokratiets stedlige opstillingskreds. En partifælle overdrog ham en favnfuld roser til at dele ud af.

Her er det videre forløb, som jeg afrapporterede det til Informations læsere:

Da medierne stuvede sig sammen om Nyrup, faldt en af roserne ham af hånden og til jorden, en anden knækkede. For de omkringstående vælgere druknede hans ord til mikrofonerne i trafikstøjen. Sammenstimlingen gjorde det svært for kunderne at komme ud og ind af Netto.

Nyrup gjorde et forsøg på at bryde ud gennem mediemuren. Han ilede hen mod en mor med barn, der kom ud med indkøbsvogn. Nyrup rakte hende hånden og spugte: »Hvordan har du det?«

Overrumplet trykkede kvinden hans hånd og hastede videre. Til en indvandrerkvinde i sjal sagde statsministeren:

»Det kommer til at gå endnu bedre, hvis du stemmer på os på onsdag… Nåh, du har ikke stemmeret. Men så går det alligevel bedre, hvis du … siger til dem, du kender, der har stemmeret, at de skal stemme på os.«

Prikkede Nyrup

En gruppe indvandrerdrenge kom forbi opløbet og lyttede lidt. Så prikkede en af dem vedholdende Nyrup på skulderen, indtil han vendte sig.

»Er du statsministeren,« spurgte drengen.

»Ja« svarede statsministeren.

En pause opstod.

Så spurgte Nyrup drengen: »Har du været i skole i dag?« Drengens svar gik tabt i trafikstøjen.

Derpå gav medierne sig til at udfritte Nyrup om, hvorfor hans partis valgkamp var så indholdsløs.

Nyrup svarede: »Nu skal vi i overmorgen og i morgen se, hvad vi har at fortælle den danske befolkning.«

Så fortrak medierne bort i gadesjappet og lod Nyrup stå alene i strømmen af Netto-handlende. Ingen synes at ænse ham.

Og da var det, det slog mig, hvor fortabt og forladt Nyrup så ud, mens han kiggede på sit ur og ventede på at blive samlet op af sin chauffør.

Valgkampen endte med et overraskende udfald, derved at Nyrups socialdemokratisk-radikale regering ved folketingsvalget den 11. marts 1998 bevarede sit flertal. Knebent og på et færøsk mandat, men alligevel. Mange iagttagere mente, at det var Nyrups utrættelige kampagne i alle landsdele, der havde listet ham sejren i hus.

For Nyrup blev glæden kort. Den indre opløsning i hans regering – navnlig drevet af uenighed om udlændingepolitikken – tog yderligere fart og blev ham en daglig ydmygelse, der kostede ham det følgende folketingsvalg, i 2001.

Hvis de borgerlige partier havde vundet flertal i 1998, var det de daværende partiledere Uffe Ellemann-Jensen (V) og Per Stig Møller (K), der havde dannet regering.

Det var blevet en anden slags regering end den, som Anders Fogh Rasmussen (V) endte med at danne i 2001. Både Uffe Ellemann og Per Stig Møller havde gjort det klart, at de ville stå fast på deres principper og ikke være følgagtige over for Dansk Folkeparti.

Ironisk nok førte Nyrups hårdt tilkæmpede 1998-sejr altså til et langsigtet nederlag for traditionelle danske frisindede idealer.

valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Serie

Rehlings valgerindringer

Informations David Rehling har oplevet folketingsvalgkampe siden 1957: En alvorsfuld H.C. Hansen (S), en vittig konservativ Poul Møller, en magtfuldkommen Jens Otto Krag (S), en selvironisk Hilmar Baunsgaard (R), en famlende Anker Jørgensen (S), en altid optimistisk Poul Schlüter (K) og en akavet Poul Nyrup Ramussen. Om dem og valgenes håb og skuffelser fortæller David Rehling i denne serie op til folketingsvalget 5. juni

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@David Rehling

Poul Nyrups sejr havde vist mange fædre.

Andre iagttagere nævner Thorkild Simonsens rolle i regeringen som indenrigsminister fra oktober 1997. Simonsen gik ind som strammer og kunne modvirke Svend Aukens mest upopulære udsagn.

Og Uffe Ellemans "Den er hjemme" i EkstraBladet .... !!

Steffen Gliese

Nej, det var aldrig udlændinge, der skabte frafaldet, men oplevelsen af at blive fuppet om efterlønnen.
Det fik selv socialdemokrater, der aldrig havde kunnet finde på at stemme anderledes, til at forlade partiet. Og sådan er det stadig, i det øjeblik, at Socialdemokratiet igen begyndte at føre velfærdspolitik for lønmodtagerne i stedet for den internationale kapital, vil vælgerne igen kunne tælles i procent op imod de 40, som det traditionelt har været i hele efterkrigstiden.
Og så troede jeg, at Rehling huskede forkert med den Netto - jeg var temmelig sikker på, at det stadig var Schouw-Epa i 1998.
Rehling er imidlertid selv vidne, her er hans oprindelige artikel fra arrangementet i 1998. https://www.information.dk/1998/03/noerrebros-knaekkede-roser

Steffen Gliese

Sejren i 1998 var en Pyrrussejr: havde Nyrup tabt, var det blevet Uffe Ellemann-Jensen, som formodentlig ville være blevet upopulær nok på et par år til at have vaccineret samtlige lønmodtagere imod en sådan fejltagelse igen.
DF ville aldrig have et ben til jorden, ville aldrig være blevet givet plads i det parlamentariske arbejde.

jan henrik wegener

Det virker som om diskussionen drejer sig om noget helt sært og unikt dansk. Hvorfor rllers lægge så stor vægt på netop regeringsdannelsen i 1998? "Hvis bare...så havde vi slet ikke haft det sære parti, hvis lige ikke er set i andre lande"? Nej, jeg indrømmer blankt at noget sådant ikke står i et eneste af de indlæg jeg har læst oven over, men hvis ikke det er sådan, hvis det stort set blot er "timingen" og "udtrykket" der er forskelligt fra andre landes, hvorfor er det så ikke taget med?