Læsetid: 2 min.

Ironisk nok førte Nyrups valgsejr i 1998 til et nederlag for danske frisindede idealer

Den tidligere S-statsminister var ikke nogen folkeforfører, men han gjorde indtryk ved sin udholdenhed
Den tidligere S-statsminister var ikke nogen folkeforfører, men han gjorde indtryk ved sin udholdenhed

Jesper Stormly Hansen

21. maj 2019

Der stod han, fortabt og forladt, den høje mand i sin mørkeblå vinterfrakke. Det skete i det tidlige marts 1998. Manden var Poul Nyrup Rasmussen og socialdemokratisk statsminister. Sceneriet udfoldede sig på det overdækkede fortov foran Netto ved Københavns Nørrebro Station; gaden var pløret i tøsjap.

Jeg kom udsendt af dagbladet Information for at dække den valgkamp, som Nyrup førte ved at uddele røde socialdemokratiske roser foran supermarkedet.

Nyrup indfandt sig til et opbud af medier og bestyrelsesmedlemmer fra Socialdemokratiets stedlige opstillingskreds. En partifælle overdrog ham en favnfuld roser til at dele ud af.

Her er det videre forløb, som jeg afrapporterede det til Informations læsere:

Da medierne stuvede sig sammen om Nyrup, faldt en af roserne ham af hånden og til jorden, en anden knækkede. For de omkringstående vælgere druknede hans ord til mikrofonerne i trafikstøjen. Sammenstimlingen gjorde det svært for kunderne at komme ud og ind af Netto.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@David Rehling

Poul Nyrups sejr havde vist mange fædre.

Andre iagttagere nævner Thorkild Simonsens rolle i regeringen som indenrigsminister fra oktober 1997. Simonsen gik ind som strammer og kunne modvirke Svend Aukens mest upopulære udsagn.

Og Uffe Ellemans "Den er hjemme" i EkstraBladet .... !!

Steffen Gliese

Nej, det var aldrig udlændinge, der skabte frafaldet, men oplevelsen af at blive fuppet om efterlønnen.
Det fik selv socialdemokrater, der aldrig havde kunnet finde på at stemme anderledes, til at forlade partiet. Og sådan er det stadig, i det øjeblik, at Socialdemokratiet igen begyndte at føre velfærdspolitik for lønmodtagerne i stedet for den internationale kapital, vil vælgerne igen kunne tælles i procent op imod de 40, som det traditionelt har været i hele efterkrigstiden.
Og så troede jeg, at Rehling huskede forkert med den Netto - jeg var temmelig sikker på, at det stadig var Schouw-Epa i 1998.
Rehling er imidlertid selv vidne, her er hans oprindelige artikel fra arrangementet i 1998. https://www.information.dk/1998/03/noerrebros-knaekkede-roser

Steffen Gliese

Sejren i 1998 var en Pyrrussejr: havde Nyrup tabt, var det blevet Uffe Ellemann-Jensen, som formodentlig ville være blevet upopulær nok på et par år til at have vaccineret samtlige lønmodtagere imod en sådan fejltagelse igen.
DF ville aldrig have et ben til jorden, ville aldrig være blevet givet plads i det parlamentariske arbejde.

jan henrik wegener

Det virker som om diskussionen drejer sig om noget helt sært og unikt dansk. Hvorfor rllers lægge så stor vægt på netop regeringsdannelsen i 1998? "Hvis bare...så havde vi slet ikke haft det sære parti, hvis lige ikke er set i andre lande"? Nej, jeg indrømmer blankt at noget sådant ikke står i et eneste af de indlæg jeg har læst oven over, men hvis ikke det er sådan, hvis det stort set blot er "timingen" og "udtrykket" der er forskelligt fra andre landes, hvorfor er det så ikke taget med?