Kampen for mindre ulighed og bedre velfærd er stadig vigtig

Informations Lise Richter og Peter Nygaard Christensen tog ud i det danske land på kampdagen for at blive klogere på, hvad de vigtigste kampe for arbejderbevægelsen er i dag. 

Ulighed, arbejdsmiljø, pension og 'de bløde fag' er kun få af de emner, som de nævnte.

Arbejdsmiljøet er det vigtigste

På hestetorvet i Roskilde synger gruppen Candy Floss de tilstrømmende 1. maj-deltagere i møde. Heidi Lindenskov er lige kommet fra arbejdet som gartner i Himmelev. I modsætningen til sine kolleger fra Østre Kirkegård har hun ikke fri på kampdagen, men afspadserer et par timer.

»Jeg kommer så vidt muligt til 1. maj, men jeg er ikke så rød, at jeg tager hele morgenen med i fagforeningen,« siger Heidi Lindenskov.

For hende handler kampdagen om at vise sin opbakning til alle dem, der har kæmpet for arbejdernes rettigheder også før i tiden. Den vigtigste arbejderkamp anno 2019 handler for Heidi Lindenskov om arbejdsmiljøet:

»For det hele skal gå så stærkt, at det er svært for alle at følge med.«

Pensionsalderen er anden vigtig kamp, selv om hun lyder lidt træt af de valgkampsramte politikeres debatter om pension.

»Men jeg tænker da, hvordan søren skal jeg kunne blive i det her job, til jeg er 70 år,« siger den 48-årige gartner og indrømmer, at hun ikke lytter så meget til talerne på scenen her ved banegården i Roskilde.

»Her burde jo være stuvende fuldt, for det er en god sag. Det er jo fællesskabet i fagbevægelsen, der gør, at man rykker noget. Men i bund og grund er der nok ikke så meget fællesskab længere. Det er måske også derfor mange bruger 1. maj som en kærkommen fridag,« siger Heidi Lindenskov.

Uligheden er blevet større

Uffe Bastiansen sidder med sin kæreste og et par andre 3F’ere på kanten af springvandet på Hestetorvet i Roskilde. Som tillidsrepræsentant for de kommunalt ansatte i Park & Vej har han været med fra morgenstunden i 3F Roskilde. Den 61-årige specialarbejder ser ulighed som den vigtigste kamp for arbejdere i dag.

»Uligheden er blevet større i Danmark også efter krisen begyndte at vende. Det kan jeg jo se blandt dem, som bliver arbejdsløse,« siger Uffe Bastiansen.

De seneste regeringers skattelettelser er en af forklaringerne på uligheden, mener han. De sætter hele velfærdssamfundet på spil, fordi de også har ført til nedskæringer på dagpenge, efterløn og uddannelse.

»Det kræver en høj skat, hvis vi skal tage os ordentligt af alt fra de små børn til de gamle og nedslidte. Man kan ikke både give skattelettelser og have en ordentlig velfærd. Sådan er det bare,« siger Uffe Bastiansen.

Også arbejdsmiljøet og pensionsalderen er vigtige kampe at tage. Men når der er blevet skåret ned på Arbejdstilsynet i årevis er det op ad bakke at forbedre arbejdsmiljøet.

»Vi skulle jo helst have et arbejdsmiljø, så folk ikke bliver nedslidt allerede i 50-60’erne. Derfor er vi nødt til at have fokus på det, men der er stadig store udfordringer i visse fag.«

Vores største ressource er børn og unge

I Lovparken i Køge får 23-årige Christian Thyge Ploug Nielsen sig en fadøl sammen med et af sine bandmedlemmer. Selv om de to fyre i 20’erne egentlig kommer for at spille for deltagerne til 1. maj-arrangementet i Køge, så plejer Christian Thyge Ploug Nielsen at deltage i kampdagen. Enten i hjembyen Køge eller i København, hvor han læser historie.

For ham at se er både nedskæringer på uddannelse og det stigende antal fattige børn vigtige arbejderkampe at tage i dag. En af talerne på scenen har lige nævnt, at der i dag er over 60.000 fattige børn i Danmark.

»Vi har altid fokuseret på børn og unge som en af vores store ressourcer, og her går det tilbage. Men ved at spare på børn og unge i uddannelse, så sparer man jo på vores største ressource,« siger Christian Thyge Ploug Nielsen.

Lige forhold er en anden vigtig kamp – ikke bare når det gælder køn, men også imellem dem, der får toplønninger, og dem der har lidt. Men som studerende, der ikke har den store erfaring på arbejdsmarkedet endnu, er det også lidt svært helt at leve sig ind i arbejderbevægelsernes kampe.

»Jeg har selv arbejdet som lagermedarbejder og set, at der er arbejdere uden de store rettigheder på arbejdsmarkedet. Men fordi jeg stadig er studerende, går jeg nok mere op i de store ting, som ulighed,« siger Christian Thyge Ploug Nielsen.

Der skal kæmpes for de bløde fag

Mai Waage er søgt hen i skyggen bag en blå container ved SF’s telt. Hun er på barsel med sin ni måneder gamle søn Johan, som hun har med i barnevognen til 1. maj-arrangementet i Køge. Normalt har hun ikke fri på kampdagen, men som barn og studerende har hun ofte været med til 1. maj, forklarer dem 29-årige psykolog.

»Fordi jeg har ham her,« siger hun og peger på Johan.

»Så ser jeg nok normeringer i daginstitutionerne som den vigtigste kamp i 2019.«

I sit arbejde som kommunalt ansat psykolog i Næstved besøger hun både daginstitutioner og skoler.

»Men de børn, der har behov for det, dem er der bare ikke penge til. Så der er masser at gøre også i dag, for taberne her er ikke bare pædagogerne og lærerne, der ikke kan gøre deres arbejde ordentligt, men også forældre og børn,« siger Mai Waage.

Som hun ser det, så sker der dog forringelser af velfærden hele vejen rundt. Også sundhedsvæsenet og ældreplejen er presset af flere opgaver for færre penge. Så kampen for de bløde velfærdsfag er vigtig, mener Mai Waage:

»Det er da absurd, at der har været bedre forhold før i tiden, end vi har nu. Og det er især sørgeligt, når vi har pengene til det, at politikerne så hellere vil bruge dem på en jysk motorvej eller nye jægerfly.«

Mere velfærd kan give gejst

58-årige Palle Rom har lige været hjemme og hente plakater af den lokale SF-kandidat Jacob Mark i sin lade. Nu lytter han til 1. maj-talerne ved SF’s telt i Lovparken i Køge, og som forhandler for de stats- og kommunaltansatte er han fast inventar til 1. maj.

»Jeg kan ikke lade være,« siger Palle Rom med grin, inden han bliver mere alvorlig.

Kampen for velfærden og imod ulighed er for ham at se den vigtigste for fagbevægelsen i dag. Den danske model har ifølge Palle Rom gjort, at arbejderne herhjemme ikke er gået ned i løn efter krisen ligesom i mange andre lande.

»Men det er jo en sjov defensiv måde at sige, at vi har fået mange tørre tæsk i velfærdskampen,« siger han.

Velfærden er ikke væk, men den er blevet tyndet ud – også af de traditionelle arbejderpartier, mener Palle Rom. Men både fagbevægelsen og rød blok har meget at lære, hvis der »for alvor skal nye boller på suppen«.

»Vi er meget gode til at være imod, men ikke så gode til at sige, hvad vi så skal,« siger Palle Rom.

Derfor ser han debatten om en differentieret pensionsalder som et nybrud både i fagbevægelsen og i rød blok, fordi de rent faktisk kommer med en løsning. At både rød og blå blok lover løft af velfærden ved f.eks. at uddanne flere sygeplejersker, er for Palle Rom at se noget nyt, fordi det ikke længere kun handler om at skære ned på velfærden. 

»Og det kan skabe en anden gejst i samfundet,« mener Palle Rom.