Klimaet truer, men i Gram er der også en hverdag, der skal fungere

Landskabet åbner sig op med det samme, når man forlader parcelhuskvartererne i det østlige Gram og kører sydpå ad Haderslevvej. Et vældigt hav af marker åbenbarer sig på begge sider af landevejen, og horisonten brydes kun af tre små vindmøller, der står og snurrer ved nogle træer.

Efter fem minutters kørsel dukker Søren Lund Hansens gård op på venstre hånd. Informations hvide Citroën triller ind på gårdspladsen og luntes i møde af jagthunden Bonnie, som efterfølges af Søren Lund Hansen selv, der stikker en kraftig næve frem og byder velkommen.

Han er en sindig mælkebonde med fuldskæg og stærke underarme. Som landmand står han i den paradoksale situation, at han er en del af et erhverv, som udleder godt en femtedel af Danmarks samlede mængde CO2, samtidig med at han er en af dem, der har mest på spil, når klimaet forandrer sig. Hvis sommeren i år bliver lige så tør som sidste år, har han et problem.

Information har lagt vejen forbi for at høre, hvor stor en rolle klimaet spiller, når Søren Lund Hansen skal sætte sit kryds ved folketingsvalget den 26. maj.

Klimaet er blevet et uundgåeligt tema i valgkampen. Socialdemokratiet og Venstre kappes om, hvem der kan love flest vindmøller på havet og grønne biler på vejene. Flere målinger viser, at klima- og miljøpolitik ligger højt på vælgernes dagsorden.

Information dækker valgkampen fra den sønderjyske by Gram og forsøger at tage temperaturen på, hvilke valgtemaer der optager indbyggerne. I dag er vi nået til klimaet.

Ville være træls

Søren Lund Hansen skænker kaffe og sætter sig ved køkkenbordet, mens Bonnie trisser ind og lægger sig i en kurv. Han tænker meget på klimaet, forklarer han. Tørken kostede ham sidste år 40 procent af hans græsproduktion. Ved et rent lykketræf havde han dog noget græs liggende fra året før, som han kunne fodre sine 150 køer med.

Hans anden afgrøde, majs, klarede sig strålende i det varme vejr, fordi der er adgang til kunstvanding i området. Derfor lykkedes det ham trods tørken at producere godt 1,5 mio. ton mælk, hvilket var ny rekord. Men det var ikke helt billigt at pumpe alt det vand op.

»Vi kan jo være uheldige, at der kommer endnu et år magen til. Så begynder det at blive en lille smule stramt det hele. Ej, det ville være rigtig træls,« siger Søren Lund Hansen.

Han leverer GMO-fri mælk til Arla, som tidligere på året meldte ud, at de vil være CO2-neutrale i 2050. Danish Crown og interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har lanceret lignende ambitioner. Og det er den eneste rigtige vej at gå, mener Søren Lund Hansen.

»Hvis vi skal bevare Moder Jord, så er det den vej, vi skal,« siger han.

»Det er jo fakta, at vi har en kæmpestor udledning af CO2.«

Urealistisk

Allerede i april i år truede tørken igen. Jorden var knastør, og brandvæsenet måtte rykke ud til flere naturbrande. Men trods udsigten til endnu mere ekstremt vejr er klimapolitikken ikke afgørende, når Søren Lund Hansen går i stemmeboksen 5. juni.

»Nogle af de partier, der råber højest klimamæssigt, det er nogle gange nogle urealistiske projekter, de sætter i gang,« siger han.

»Dem kunne jeg sgu aldrig finde på at stemme på. Der er nødt til at være noget fornuft i det. Der er jo ikke nogen, som ikke er klar over, at vi er nødt til at gøre et eller andet. Men vi skal jo også kunne overleve det. Som erhverv.«

Landmand Søren Lund Hansen vil stemme på et erhvervsvenligt parti. Han har været ramt af tørken, men mener, at de partier, der prioriterer klimaet højest, har urealistiske politiske planer.

Peter Nygaard Christensen

Han har i mange år stemt på Venstre. Men ved det seneste valg kunne han ikke få sig selv til det.

»Det holdt sgu op, dengang Lars Løkke ikke selv kunne købe sine bukser. Så tænkte jeg: ’De går sgu rundt derovre i København og tror, vi er dumme herovre i Jylland’,« siger han.

Nu føler han sig lidt politisk hjemløs. Han ender nok med at stemme personligt på en, der tør have sin egen holdning og »har godt fat i jordbunden«. Og en, der har en erhvervsvenlig politik.

»Vi er nødt til at have nogen, som kan hjælpe os, så vi kan overleve det her. Det nytter ikke noget, at det er dejligt at være her, hvis ikke vi kan overleve.«

Vindmøllerne

På Søren Lund Hansens marker står tre små vindmøller, som tilhører den tidligere ejer af gården. De er et monument over en intens nabofejde, som fandt sted på disse kanter for et par år siden. En fejde, som viser, hvor svært det kan være at overføre de grønne ambitioner fra et skrivebord i København til en kornmark i Sønderjylland.

Kort fortalt indgik Folketinget i 2012 en energiaftale, som dikterede, at landets kommuner skulle finde plads til flere landbaserede vindmøller. Et enigt byråd i Haderslev Kommune udpegede Kastrup Tiset Enge, et tyndt befolket område med store vidder og marker, så langt øjet rækker. En gruppe på 39 lodsejere – fortrinsvis landmænd – samlede sig i et vindmøllelaug og søgte om at få lov til at opstille 39 vindmøller på markerne. Søren Lund Hansen var en af dem. Vindmøllerne skulle erstatte 17 gamle vindmøller, som var mindre effektive og mere støjende.

Kommunen tog imod ansøgningen og arbejdede trofast videre med projektet.

Pludselig annoncerede regeringen imidlertid, at den havde bedt Kræftens Bekæmpelse om at lave en undersøgelse af de potentielle sundhedsmæssige konsekvenser af at bo i nærheden af vindmøller – men tilføjede i øvrigt, at landets kommuner bare skulle arbejde videre med deres nye vindmølleprojekter.

Helt så let gik det ikke. Byrådet i Haderslev besluttede at afvente resultaterne af undersøgelsen.

Samtidig begyndte naboerne i Kastrup Tiset Enge at røre på sig. Det var ikke alle, der var interesserede i at gamble med deres helbred eller for den sags skyld deres huspriser. Det er ikke for ingenting, at en af de berørte naboveje hedder Udsigtsvejen.

Ikke kønt

Modstanden tog til, og i løbet af 2017 havde kommunen modtaget flere end 2.000 henvendelser fra utilfredse borgere, der var imod projektet – nogle kom så langt væk fra som Frederiksberg og Bornholm. Det hele kulminerede ved et byrådsmøde i august 2017 kort før kommunalvalget, hvor projektet blev stemt ned med stemmerne 22-8.

Flere af de politikere, som før havde været tilhængere af vindmøller, mente nu pludselig, at 39 vindmøller var for meget. Projektet var blevet fældet af et klassisk tilfælde af fænomenet not in my backyard. Lodsejerne mistede flere millioner på det kuldkastede projekt.

»Den her sag og den her proces har edderhuggeme ikke været køn for nogen,« sagde socialdemokraten Bo Morthorst Rasmussen inden afstemningen.

Undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse kom i øvrigt først senere, men konkluderede intet entydigt.

Derfor står de 17 gamle vindmøller, som snart har udtjent deres værnepligt, stadig tilbage på markerne. Tre af dem på Søren Lund Hansens jord.

Han bærer ikke nag over nederlaget, men tilføjer:

»Der er sgu aldrig nogen naboer til en vindmøllepark, der synes, det er en god idé. Men hvis man skulle placere landbaserede vindmøller i Haderslev Kommune, så er der ikke andre steder, hvor det ville genere mindre.«

En embedsmand i Haderslev Kommune fortæller, at hvis der ikke snart bliver opført nye vindmøller, vil der nok ikke være flere vindmøller i kommunen om 20-30 år.

Brandmændene

Tilbage i Gram By parkerer den hvide Citroën på en lille bakke, hvor byens frivillige brandværn holder til. Medlemmerne havde usædvanligt travlt sidste år. 48 udrykninger, flere end dobbelt så mange som året forinden. En del af udrykningerne gik til oversvømmelser og naturbrande under den tørre sommer.

Brandkaptajn Lars Damkjær, en firskåren mand med et solidt håndtryk, byder velkommen sammen med tre andre brandmænd.

De mest erfarne af dem kan mærke, at vejret er blevet mere ekstremt i de senere år, fortæller de, da der er kommet kaffe i kopperne.

»Jeg har været med i 25 år, og jeg kan se en forandring,« siger Hans Henrik Mortensen, som har et rødt fuldskæg og til daglig arbejder med at sætte porte op.

Klimaet er begyndt at fylde mere i deres bevidsthed på det seneste.

»Jeg tænker over det. Og det har jeg ikke gjort før,« siger Lars Damkjær.

Det frivillige brandkorps i Gram øver. Under sidste sommers tørke blev de sendt ud på dobbelt så mange udrykninger som året forinden.

Peter Nygaard Christensen

FN’s klimapanel IPCC udgav i efteråret en rapport, som advarede om, at verdens regeringer kun har 12 år til at handle, hvis de vil forhindre en temperaturstigning på mere end to grader. Alternativet er katastrofale klimaforandringer, tørke, hungersnød, oversvømmelser, fattigdom.

Men selv om de tænker mere over det end tidligere, er klimaet ikke det, der bekymrer brandmændene mest.

»Klimaet er måske lidt mindre vigtigt,« siger Brian Andersen, en 37-årig paramediciner, som kører ambulance i Region Syddanmark.

»Når jeg kører rundt på sygehusene, kan jeg jo se, hvor presset det hele er. Folk får stress for et godt ord. Vi kan ikke holde gang i skolerne hernede, fordi folk er stressede. Så hvis vi har de ting herovre og så klimaet, som vi ikke rigtig ved, hvad der sker med, herovre, så vægter klimaet ikke ret højt,« siger han.

»Jeg kan sgu godt se, at jeg bare skubber problemet til mine børn og børnebørn. Men det andet er jo håndgribeligt. Det med de to grader – det er da også pisseirriterende, og jeg skal nok prøve at slukke bilen lidt oftere. Men det rykker bare ikke lige nu og her.«

Hans Henrik Mortensen er enig. Hvis vi sætter klimaet højere end alt andet, frygter han, at der ikke vil være råd til den nære velfærd.

»Det kan jo være skidegodt at redde naturen, men hvad så hvis jeg bare rådner op derhjemme i stolen, og mine børn ikke kan komme i skole,« spørger han.

Røvrendt

Trods det kuldsejlede vindmølleprojekt er energiforsyningen i Gram allerede relativt grøn.

Når byens indbyggere skruer op for termostaten derhjemme, er varmen med al sandsynlighed leveret af Gram Fjernvarme. 98 procent af husstandene i byen er tilsluttet det forbrugerejede varmeværk. Mere end halvdelen af varmen derfra produceres af et enormt solfangeranlæg på størrelse med 56 håndboldbaner. Resten er naturgas og overskudsvarme fra Ege Tæpper.

Solvarmen giver grønne tal i CO2-regnskabet, og indtil for nylig sikrede det også byens borgere en fornuftig varmepris. Men 1. januar i år udløb et statsligt tilskud, som betyder, at Gram nu har en af de højeste varmepriser i landet. For en almindelig husstand er prisen steget fra omkring 12.500 til knap 21.000 kroner om året.

Det er den slags, der får indbyggerne i Gram til at ryste på hovedet ad politikerne, siger Lars Damkjær, som ud over at være frivillig brandkaptajn arbejder som driftsleder på fjernvarmeværket.

»Vi har et af verdens største solfangeranlæg stående heromme, og så bliver vi røvrendt med afgifter,« udbryder han.

Hvis der fandtes nogle politikere, som ville rette op på den slags paradokser, ville han måske være villig til at stemme på dem.

»Hvis de kan bevise noget sund fornuft, så kunne jeg godt finde på at kigge lidt efter det,« siger Lars Damkjær.

Han har netop været i København for at mødes med klima- og energiministeren, som har lovet at se på problemet.

Ligesom de andre brandmænd ser Lars Damkjær klimaforandringerne som et problem, der lurer i horisonten, men som det er svært at forholde sig til nu og her – og som det helst ikke må koste for meget at fikse.

»Jeg tænker på fremtiden for mine børn, og at der er noget, der skal stoppes. Men lige nu og her er det da dejligt med en varm sommer,« siger han.

Man har lov at håbe

Samme formiddag har Information lagt vejen forbi den lokale folkeskole, Gram Skole. Her er eleverne i 7. klasse i færd med at lave hønsekødssuppe. Information hiver en håndfuld elever ud af dampen for at høre om deres syn på klimaet. De fleste af dem er gamle nok til at kunne stemme ved næste folketingsvalg, hvis det bliver udskrevet om fire år.

Eleverne i 7. klasse er blevet udnævnt til lokale ambassadører for FN’s Verdensmål, som blandt andet handler om klima, og deres lærere har inkorporeret verdensmålene som en fast del af deres undervisning.

Der har ikke været skolestrejker for klimaet i Gram, men Jannik Lange på 14 og Jularat Angkapanomprai (i midten) på 15 er begge bekymrede for klimaet. »Det er jo vores fremtid og vores børns fremtid og deres børns fremtid,« siger Jannik Lange.

Peter Nygaard Christensen

Selv om der ikke har været nogen skolestrejker for klimaet i Gram som i andre byer, er de fire elever alle bekymrede for, hvad klimaet kommer til at betyde for deres egen fremtid.

»Når man får øjnene op for det, kan man godt se, at det faktisk er et stort problem,« siger Jannik Lange på 14.

»Det er jo vores fremtid og vores børns fremtid og deres børns fremtid. Hvis nu der kommer oversvømmelser, eller man ikke længere kan bo her … det gider vi jo ikke ha’.«

Eleverne er begyndt at gøre deres forældre opmærksom på små ting, de kan ændre i hverdagen. For eksempel at smide madrester i kompostbunken i stedet for skraldespanden. Men de har svært ved at tro på, at vi kan nå at vende udviklingen.

»Jeg tænker, at det kommer til at blive meget varmt, at der kommer tørke, og vi får vandmangel og sådan noget,« siger Jularat Angkapanomprai på 15.

Hun er ikke imponeret over de voksnes indsats for klimaet.

»De kunne godt være lidt bedre,« siger hun.

Ligesom de andre elever forestiller hun sig, at verden er blevet et lidt dårligere sted end i dag, når hun bliver voksen, fordi vi sidder fast i en ond spiral.

»Jo flere ting vi bygger, jo flere ressourcer skal vi bruge, og jo mindre har vi,« ræsonnerer hun.

»Man har da lov at håbe på, at det bliver bedre,« siger Jannik Lange.

»Men det sker måske ikke alligevel, og så bliver det ikke så godt alligevel.«