Læsetid: 8 min.

Nu kommer valget – og måske et grønt epokeskifte i dansk politik

Forskydninger er i gang i dansk politik. Siden 2001 har udlændinge stået som den største trussel mod velfærdsstaten Danmark. Nu vokser bevidstheden i befolkningen om klimatruslen. Men det er et åbent spørgsmål, om den seneste tids mere eller mindre desperate tiltag på udlændingeområdet er en hensygnende epokes sidste krampetrækninger, eller om strammerpolitikken fortsat har momentum
Passiviteten på klimaområdet står i skarp kontrast til Inger Støjbergs – her i Jammerbugt asylcenter – heftige aktivitet i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Men spørgsmålet er, om den stramme udlændingepolitik er ved at være udtjent som slagnummer for de borgerlige partier.

Passiviteten på klimaområdet står i skarp kontrast til Inger Støjbergs – her i Jammerbugt asylcenter – heftige aktivitet i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Men spørgsmålet er, om den stramme udlændingepolitik er ved at være udtjent som slagnummer for de borgerlige partier.

Michael Drost-Hansen

8. maj 2019

Endelig har statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrevet valg, og den kommende tid vil vise, om dansk politik er på vej ind i en ny epoke.

I næsten to årtier har udlændinge stået helt centralt i den politiske debat. Politikerne har ageret, som om de fremmede udgør den største trussel imod velfærdsstaten Danmark.

I samme periode har videnskaben stadig mere detaljeret dokumenteret, hvilken akut trussel klimaforandringerne reelt udgør. Det har bare ikke ændret på, at klimapolitikken i en længere periode kun har spillet en beskeden rolle i dansk politik.

Men nu er der ved at ske nogle forskydninger – samtidig med at stærke kræfter er investeret i at modvirke forandringerne og fastholde udlændingene i centrum af den politiske debat.

Toneangivende dele af erhvervslivet kræver en mere ambitiøs klimapolitik. Børn og unge samler sig i historisk store klimademonstrationer. Landbrugsorganisationer forpligter sig på mål for reduktion af drivhusgasser. Et borgerforslag om en klimalov blev på rekordtid underskrevet af langt flere danskere end de nødvendige 50.000 for at komme til afstemning i Folketinget. Og en række meningsmålinger indikerer, at miljø- og klimaområdet har overhalet udlændingeområdet og er blevet en topprioritet for vælgerne.

Måske er det den historisk varme sommer, der har gjort udslaget. Måske efterårets indtrængende advarsler fra FN’s Klimapanel om behovet for »hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde« for at undgå temperaturstigninger af katastrofale dimensioner.

Under alle omstændigheder er noget under forandring blandt vælgerne og ude i samfundet. Og ikke overraskende begynder det at smitte af på politikerne.

112 stramninger

Siden Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen op til valget i 2001 indledte en udlændingepolitisk offensiv imod Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering, har asyl- og integrationspolitikken ved hvert eneste folketingsvalg spillet en afgørende rolle.

Senest i 2015. Som en efterfølgende undersøgelse dokumenterede, fik et udspil fra Venstre om strammere asyl- og familiesammenføringsregler godt en uge inden valgdagen mange vælgere til at flytte fokus fra velfærdstemaer til udlændinge. Og rød blok, der netop var kommet en smule foran i meningsmålingerne, mistede igen føringen.

Igen og igen er udlændingereglerne blevet skærpet, siden VK-regeringen og Dansk Folkeparti gennemførte de første større ændringer i 2002. Også af SR-regeringen. I valgåret 2015 fik daværende justitsminister Mette Frederiksen vedtaget en ny type tidsbegrænset opholdstilladelse til syriske flygtninge og gjorde det vanskeligere for dem at blive familiesammenført.

Alene i denne valgperiode er vilkårene for udlændinge på den ene eller anden måde blevet forværret 112 gange. Det fremgår af den tæller, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har fået placeret øverst på sit ministeriums hjemmeside for at vise antallet af udlændingestramninger siden seneste valg.

Og politikernes prioriteter har vel at mærke været på linje med vælgernes. I talrige undersøgelser har danskerne angivet, at udlændingepolitik er en topprioritet for dem. Og Dansk Folkeparti har fået stadigt flere stemmer.

I mål i 2115

I lyset af de potentielt katastrofale konsekvenser af global opvarmning for den menneskelige civilisation kan det være svært at forstå, hvorfor danskerne ikke har prioriteret indsatsen mod klimaforandringer højere. Og hvorfor politikerne ikke for længst har sat alt ind på at modvirke temperaturstigningerne.

Men faktum er, at det ikke er sket.

Lars Christian Lilleholt lagde som klima- og energiminister ud med at tale om »grøn realisme«. Omstillingen af samfundet var vigtig, sagde han, men omkostningerne måtte ikke løbe løbsk.

Regeringen beskar midlerne til grøn forskning. Og den opgav det danske reduktionsmål om 40 procent mindre CO2-udledning i 2020.

Da regeringens klimaplan blev præsenteret sidste efterår, konstaterede Klimarådet, at den vil reducere tempoet i reduktionen af Danmarks udledninger af drivhusgasser til en fjerdedel af den nuværende hastighed – selv hvis alle elementer i planen imod forventning skulle blive gennemført. Og for nylig viste en fremskrivning fra CARE, at Danmark først i 2115, altså om næsten hundrede år, vil nå det officielle 2050-mål om nuludledning, hvis reduktionshastigheden fortsætter i samme langsommelige tempo.

Passiviteten på klimaområdet står i skarp kontrast til Inger Støjbergs heftige aktivitet i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Som minister har hun endegyldigt gjort op med forestillingen om udlændingelovgivningen som et redskab til at yde beskyttelse til mennesker på flugt. I stedet skal loven beskytte danskerne mod udlændingene.

Men spørgsmålet er, om den stramme udlændingepolitik er ved at være udtjent som slagnummer for de borgerlige partier.

Desperate forsøg

Det er oplagt, at Nye Borgerlige og højrenationalisten Rasmus Paludan, hvis parti netop er blevet opstillingsberettiget til Folketinget, vil gøre, hvad de kan for at få valget til at handle om udlændinge. Men det er også oplagt, at i særdeleshed Paludans deltagelse i valgkampen vil gøre det vanskeligere for de borgerlige partier at føre kampagne på en stram udlændingepolitik. De vil ganske enkelt få det problem, at de med deres kritik af oppositionens politik og deres advarsler om farerne ved indvandring kan komme til at stå på samme side som en racismedømt ekstremist. 

Mere grundlæggende er Nye Borgerlige og Rasmus Paludan symptomer på et problem for den borgerlige blok: Efter snart to årtiers kontinuerlige stramninger har det på det seneste vist sig svært for de etablerede partier at forværre vilkårene for flygtninge og indvandrere yderligere uden at bryde med internationale konventioner.

Samtidig har Socialdemokratiet lagt sig så tæt op ad Venstre og Dansk Folkeparti på udlændingeområdet, at det er blevet vanskeligt for de borgerlige partier at skabe konflikt om asyl- og integrationspolitikken.

Måske er det en del af forklaringen på, at udlændingepolitikken ifølge flere meningsmålinger ikke længere har samme høje prioritet hos vælgerne som tidligere. Under alle omstændigheder er det tilfældet, og ikke overraskende har det fået den borgerlige blok til at udfolde stor kreativitet for igen at bringe udlændingene ind i centrum af dansk politik – formentlig vel vidende, at det er partiernes eneste chance for at indhente rød bloks forspring i meningsmålingerne.

En hensygnende epoke?

Men forsøgene kan i flere tilfælde forekomme så desperate, at man må spørge: Er vi vidne til en hensygnende epokes sidste krampetrækninger?

Det virkede desperat, da tre af Lars Løkkes ministre for nylig indkaldte til et pressemøde om udlændingepolitik. Højst usædvanligt handlede det ikke om regeringens egne initiativer, men havde alene til formål at advare imod de påståede konsekvenser af oppositionens politik. Grundlaget for advarslerne var så tyndt, at man måtte undre sig over, at ministrene kunne få sig selv til at stille sig bag dem.

Lige så desperat virkede det, da regeringen og DF som det mest opsigtsvækkende tiltag i det såkaldte paradigmeskifte på udlændingeområdet lancerede planen om at flytte et udrejsecenter for omkring 100 kriminelle udlændinge fra Midtjylland til øen Lindholm.

Prisen viste sig at være eksorbitant høj. Det symbolpolitiske tiltag vil ifølge Finansministeriets overslag komme til at koste 759 mio. kr. over fire år eller over trekvart milliard – et beløb så højt, at det ville kunne gøre en reel forskel andre steder i velfærdssamfundet, hvor daginstitutioner, skoler og sygehuse skriger på flere midler.

Endelig fremstår det mest af alt som desperat, når regeringen og DF som et af sine seneste forsøg på at signalere handlekraft på udlændingeområdet har skåret yderligere i ydelserne til flygtninge og omdøbt integrationsydelsen til »hjemsendelsesydelse«.

Regeringen havde allerede indført en markant lavere ydelse til udlændinge end kontanthjælpsmodtagere. Dermed har den skabt en historisk dyb fattigdom. Så dyb, at der ifølge Institut for Menneskerettigheder i nogle tilfælde sker brud på grundlovens bestemmelse om, at det offentlige skal sikre et eksistensminimum for borgerne. Men alligevel skar regeringen altså i de ydelser, som den i forvejen selv havde beskåret.

Sosserne vil have ro

Socialdemokratiet har stemt for de fleste af regeringens udlændingestramninger, men til forskel fra de borgerlige partier har de ingen interesse i at skabe opmærksomhed omkring området. Tværtimod er det socialdemokraternes strategi at etablere ro om udlændingepolitikken ved at eliminere forskellene mellem dem selv og de borgerlige partier, så de kan komme igennem med deres budskaber på andre politiske områder.

Et af disse budskaber handler om pension til nedslidte ældre på arbejdsmarkedet. Et andet handler om klimaet. Socialdemokraterne kommer til at udnytte, at regeringen ikke har leveret varen på klimaområdet i denne valgperiode. Partiet lover at føre en mere ambitiøs klimapolitik end den siddende regering, og klimaet var et centralt punkt i partiformand Mette Frederiksens 1. maj-tale. Hun kaldte klimakrisen de næste generationers største udfordring og proklamerede: »Det er tid til et grønt Danmark.«

Partiet synes dog at være i en slags afklaringsfase. Progressive kræfter som klimaordfører Jens Joel trækker i den grønne retning. Men i partiledelsen er gruppeformand Henrik Sass Larsen tydeligvis bekymrede for, om en meget ambitiøs klimapolitik kan skubbe nogle af de hjemvendte arbejdervælgere tilbage i favnen på DF.

I Frankrig har De Gule Veste vist, at en klimapolitik, der medfører øgede omkostninger for almindelige mennesker, kan føre til folkelige opstande. Og det kan godt være, at meningsmålingerne tyder på en bred opbakning til den grønne omstilling i befolkningen. Men opbakningen er næppe så bred blandt de lavtuddannede danskerne, som Socialdemokratiet kæmper med DF og Venstre om, og som ved seneste valg særligt gjorde sig bemærket i Sønderjylland ved at stemme DF i højt antal.

En brændende platform

Mens Socialdemokratiet lover at føre en mere grøn politik, end Lars Løkkes regering har gjort, kæmper resten af partierne i opposition om at være allergrønnest. Men også Venstre og De Konservative har også taget bestik af folkestemningen og markedsfører nu sig selv som grønne.

Klimaminister Lars Christian Lilleholt har for nylig betegnet klimaforandringerne som »en brændende platform«. Og han har sagt, at »vi skal gøre alt, hvad der overhovedet står i vores magt« for at bremse temperaturstigningerne, så vi kan »give en jord og en verden videre til vores børn og børnebørn, som er i en forsvarlig stand«.

Ministerens problem er imidlertid, at det kan være svært at tro på hans flotte ord. For han og regeringen har jo netop ikke gjort alt, hvad der står i deres magt for at medvirke til at bremse klimaforandringerne.

Problemet er desuden, at Venstre har brug for mandaterne fra partier, der ikke er synderligt optagede af at føre en ambitiøs klimapolitik: Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og måske Nye Borgerlige.

Citaterne fra Lars Christian Lilleholdt illustrerer ikke desto mindre, at han har forstået noget grundlæggende, nemlig at nogle forskydninger er i gang. Bevidstheden om klimaforandringerne er tiltagende i befolkningen. Snak om grøn realisme slår ikke længere til. Danskerne vil vide, hvordan politikerne vil modgå klimatruslen, og de kræver ambitiøse svar.

Det ændrer dog ikke på, at regeringspartierne og i særdeleshed Dansk Folkeparti vil tale meget om deres stramme udlændingepolitik – selv om Rasmus Paludans opstilling til Folketinget har gjort det vanskeligere for særligt regeringspartierne. I en lang epoke har det virket, og det kan det gøre igen. For nok er noget under forandring, men endnu kender vi kun konturerne af de politiske forskydninger.

valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Det haster med den grønne omstilling, og dette valg er helt afgørende for dansk klimapolitik. Det er nu, vi skal rykke, hvis vi vil tilbageerobre pladsen som grønt foregangsland, og det er nu, vi skal ændre kurs for at nå vores klimamål. Og historien viser, at det ikke er ligegyldigt, hvilken side af folketingssalen der sætter de klimapolitiske ambitioner
Læs også
Dette folketingsvalg er et demokratisk skæbnevalg: Borgerne og politikerne skal i fællesskab demonstrere, at vi kan tage vores viden om verdens alarmerende tilstand alvorligt og love konkret og radikal handling
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Torben Jensen
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Torben Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet".
(Højt fra træets grønne top)

Steffen Gliese, Steen K Petersen, Torben Jensen, Ole Frank, Christian Mondrup og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Med Uffe Elbæks ord: Vi skal have et grønt og humanistisk valg.

Steffen Gliese, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Mette Haagerup anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Nu kommer pensioneret professor Helmuth Nyborg, jævnfør DR's hjemmeside, ind i valgkampen på Fyn for Stram Kurs.

Der kan han så udbrede sig om dumme kvinder og dumme indvandrere. Det bliver nok ikke bæredygtighed, der vil præge hans indsats. Måske kan han bidrage med IQ til resten af flokken, vel at mærke, hvis han selv har en høj IQ.

Det bliver ikke stærkt empatiske følelser for indvandrere eller miljøet, der kommer til at præge Rasmus Paludans og Nye Borgerliges ledere.

Mange nordiske mænd hyldede nazismen før og under 2. Verdenskrig. Her blandt andet den norske forfatter Hamsun, som halvsenil blev nazist. Vi har ligeledes maleren Oluf Høst (en glimrende maler), Ole Wivel og mange flere. Vi har også nationalisten Kaj Munk, som senere kom til forstand. Vi har Kampsax entreprenørfirmaet, der velvilligt arbejdede for nazisterne. Der er meget at tage af.

Nazisterne hyldede det blonde og det ariske, ikke empatien.

Verden ser ud til at bevæge sig hen imod etnofascisme. Der er ikke bæredygtighed, der præger diverse etnofascistiske grupper, til gengæld spreder de meget had.

Nu viser det sig, at svenskere kendte udmærket til nazisternes udryddelseslejre div. steder. Der er lavet en film om sagen. Ingen i Sverige synes at vide noget om det.
Det passer ikke ind i svenskernes fromme selvbillede. Sverige har aldrig taget livtag med den svenske nazisme.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Runa Lystlund:

Kampsax arbejdede ikke for nazisterne - den ene af ejerne var jødisk gift.

Derimod Wright, Thomsen og Kier - nedlagt 1985 - der byggede en stor del af Vesterhavsbunkerne.

Dette - og lignende entreprenørfirmaer - beholdt en meget stærk økonomisk magtstilling i branchen, og blev dermed toneangivende for arkitekternes arbejdsmuligheder.

Situationen er beskrevet i filmen ""Tre aar efter" fra 1948:

https://danskefilm.dk/film.php?id=550

"Vi ser Værnemageren der har samvittighedsnag Arkitekt Hans P. Isling (Angelo Bruun) der under besættelsen byggede huse i Kiel om dagen, og som Churcills drenge bombede sønder og sammen om natten."

Eva Schwanenflügel

Runa, man kan da seriøst ikke have meget mellem ørerne, når man opstiller for et parti som SK..