Analyse
Læsetid: 4 min.

Kun ved et overrumplende godt valg til DF, Nye Borgerlige og sågar Stram Kurs har Løkke en mikroskopisk chance

Selv hvis det mod alle odds skulle lykkes for Danmarks otte-ni borgerlige partier at skrabe et flertal sammen ved valget 5. juni, vil de interne brydninger gøre det umuligt for Lars Løkke at regere videre
Med tirsdagens valgudskrivelse sluttede æraen, hvor de borgerlige partier stod for stabilitet, ansvarlighed og ordentlighed. Kun løssluppent anarki og klovneri kan efterhånden redde Lars Løkke Rasmussens magtdrømme.

Med tirsdagens valgudskrivelse sluttede æraen, hvor de borgerlige partier stod for stabilitet, ansvarlighed og ordentlighed. Kun løssluppent anarki og klovneri kan efterhånden redde Lars Løkke Rasmussens magtdrømme.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
8. maj 2019

Kaos råder i den borgerlige blok. En historisk lang valgkamp kan derfor hurtigt komme til at gøre ondt værre for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. For jo længere den interne kamp mellem de mange partier, der på forskellig vis i dag kalder sig selv for ’borgerlige’, får lov til at udarte i de kommende uger, desto mere uregerligt vil det blå regeringsalternativ komme til at fremstå. Som et kortsluttet projekt.

Den borgerlige blok står sjældent forpjusket ved indgangen til et folketingsvalg. For første gang siden Venstres daværende formand Poul Hartling i 1975 valgte at opgive at danne regering på basis af Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets 24 totalt uberegnelige mandater, kan også folketingsvalget her i 2019 ende med, at det i praksis vil blive umuligt for Lars Løkke Rasmussen at regere videre.

Udgangspunktet er elendigt: De fire borgerlige partier, der siden 2015 har båret Løkke-regeringen igennem, står samlet til en vælgerlussing. En efterhånden usandsynlig borgerlig valgsejr vil derfor kræve, at formentlig samtlige af de andre opstillingsberettigede borgerlige partier i første omgang kommer ind i Folketinget, altså såvel Nye Borgerlige som Kristendemokraterne og Klaus Riskær Pedersen plus Stram Kurs, og at hele dette tumultariske ruskomsnusk af en koalition skal kunne finde sammen i en eller anden form for samarbejde. Realistisk nok også med mandater fra De Radikale.

Hidtil har Lars Løkke Rasmussen vist sig mere end villig til at give køb på det meste for at holde fast i magten, så umiddelbart kunne man måske på forhånd tænke, at det nok skal kunne lade sig gøre, hvis først stemmerne kan skrabes sammen. Men det er ikke desto mindre en historisk hårdknude, som de borgerlige partier står over for hinanden.

Det umuliges kunst

De brydninger, der har præget de seneste fire år mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti, vil hurtigt blive glemt, når fokus først retter sig mod et eventuelt fremtidigt samarbejde. Kaos er ved at åbne sig.

For at vinde folketingsvalget vil Løkke reelt skulle overbevise vælgerne om, at han kan løse cirklens kvadratur. Kort sagt: finde en fællesnævner mellem eksempelvis Liberal Alliance og Nye Borgerlige, måske ligefrem Stram Kurs. En sådan balancekunst vil kræve endnu større ideologisk købmandsskab og pragmatisk magtvilje, end selv Lars Løkke har glimret ved tidligere. Endnu kortere sagt: Det er umuligt.

Spændfeltet i den borgerlige blok i Danmark begynder at minde om afstandene i amerikansk politik, hvor der længe har været afgrundsdyb forskel mellem på den ene side de liberale, veluddannede metrovælgere i storbyerne og på den anden side de nationalkonservative, kortuddannede retro-vælgere i landdistrikter.

Herhjemme er de interne afstande i blå blok i dag større end de substantielle forskelle mellem Venstre og Socialdemokratiet. I forhold til de partier, som Lars Løkke fremover vil kunne blive tvunget til at skulle basere sig på, ville det være langt lettere, rent parlamentarisk, for Venstre at finde enighed med Socialdemokratiet.

Men Løkke er fanget af blokpolitikken. Venstre har valgt – og kan reelt heller ikke andet end at vælge – at gå til valg på det stadig mere tvetydige budskab om at ville danne en ny borgerlig regering.

Selv om Lars Løkke siger, at han ikke kommer »til at bygge en regering på en politisk dialog eller give politiske indrømmelser til det parti« – med en næsten Harry Potter-agtig henvisning til Stram Kurs – er det i virkelighedens verden usandsynligt, at der vil kunne dannes en ny borgerlig regering uden samtlige mandater til højre.

Løkke og kaos

Paradokset for Lars Løkke Rasmussen er blot, at han hverken kan vinde valget i den nuværende tilstand af politisk kaos eller foruden det pludselige anarki, der er opstået i dansk politik. Skønt udsigterne til en fragmenteret og kalejdoskopisk valgkamp kan virke som en umulig mission for en statsminister, der allerede er bagude i meningsmålingerne, kan turbulensen måske alligevel ende med at blive hans eneste mulighed.

Kynisk set vil det være bedst for Lars Løkke, hvis de bramfrie, bimlende og forbitrede holmgange mellem de nye yderliggående højrepartier for alvor kan få udlændingedebatten til at flamme op igen.

Den bedste mulighed for borgerlig blok er således, at netop de kaotiske kampe kommer til at dominere mediedækningen og trækker det politiske landskab helt ud i grøften til højre. For kun ved et overrumplende godt valg til Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og sågar Stram Kurs har Løkke en mikroskopisk chance.

Risikoen for et totalt kollaps er dog lige så stort: De seneste meningsmålinger tyder på, at stemmespildet vil slå rekord i den borgerlige lejr. Trekantdramaet på den yderste højrefløj kan ende med dels at halvere Dansk Folkeparti og dels at trække både Nye Borgerlige og Stram Kurs under spærregrænsen. Målt på såvel mandater som selvrespekt står Lars Løkke dermed til at efterlade blå blok på et historisk lavpunkt.

Æraen, hvor de borgerlige partier stod for stabilitet, ansvarlighed og ordentlighed, sluttede med gårsdagens valgudskrivelse. Kun løssluppent anarki og klovneri kan efterhånden redde Løkkes magtdrømme.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dennis Tomsen

Det hele lugter af en A-V eller A-O regering når valget er overstået. Desværre.

Torben K L Jensen

Som altid en knivskarp analyse af Lars Trier Mogensen og i det klima ser det ud til at Mette Frederiksen har endnu støre chancer for at danne en et-partiregering solidt plantet i midten af dansk politik med "del og hersk" politik som taktisk udgangspunkt og måske viser det sig at hun er en endnu bedre taktiker end den lille såkaldte "håndværker" for én ting kan man ikke tage fra konen - hun samlede det gamle arbejderpartis fløje til en højeffektiv kampagnemaskine der i realiteten har "omfavnet" DF til en plads uden indflydelse.

Karsten Lundsby, Birte Pedersen og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Hvorfor vende løkke med at, udskrive valget til efter stram kurs kunne opstille

Eva Schwanenflügel

Der er nogen der har skudt sig selv ret voldsomt i foden med ophævelsen af blasfemi-paragraffen ;-)

Karsten Lundsby, Ole Frank, Britta Hansen, Birte Pedersen, Bodil Rasmussen, David Breuer, Helle Walther, Torben K L Jensen, Benta Victoria Gunnlögsson og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Benny Jensen

Spændende analyse. Jeg tror dog ikke, at Lykke er slået på trods af håb. Men lad os antage, at analysen holder. Så er det rigtig trist, at de "røde" skulle vinde, blot fordi der er kaos i blå blok? Ikke noget med bekæmpelse af ulighed er en vindersag. Bekæmpelse af bankernes livtag på vor økonomi. Hetz mod arbejdsløse. Ja til kvoteflygtninge.

Thomas Andersen

Det sejler gevaldigt i blå blok. Og det sejler stort set lige så meget i rød blok. Man kunne jo begynde at håbe på at vi endeligt kunne blive fri for blokpolitikken og endeligt kunne få et bredt samarbejde omkring midten.

Eva Schwanenflügel

Det bliver svært at være småracist når man skal konkurrere med en fortaler for etnisk udrensning..

Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Birte Pedersen, Bodil Rasmussen, Torben K L Jensen, Ole Frank, David Breuer og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

"Æraen, hvor de borgerlige partier stod for stabilitet, ansvarlighed og ordentlighed, sluttede med gårsdagens valgudskrivelse."

Seriøst?!?!? Den æra sluttede med Schlüter-regeringen.

Men du mener måske blot de borgerlige partiers stabilitet, ansvarlighed og ordentlig i forhold til det interne samarbejde og ikke i forhold til det det hele egentlig handler om - forvaltningen af landet og styringen af samfundets udvikling?

Karsten Lundsby, Dennis Tomsen, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Birte Pedersen, Bjarke Christensen, David Breuer, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Vi får hverken en SV eller SO regering, hvis der er rødt flertal bag Mette F. er der kun en ting, og det er en S ledet regering,der samarbejder bredt til begge sider i FT. Blokpolitikken er død. Løkke har aftjent sin værnepligt, han virker træt, sur og vrissen, når han møder modspil. Han har været med siden han var 21 år,så nu må han godt trække sig og lave noget andet. Hans liberale syn er ændret til ????? og der er intet kompas via ham i Venstre. Han taler om ledelse, jamen hvad med at lede eget parti. Han ligger på mellem 17 og 19 %. Både han og DF må forvente nederlag både i FT valg og måske også EU valg. Jeg tror V gjorde en fejl ved at droppe Gade og foretrække Løkkegård, han sælger ikke billetter.

Helle Walther

Der er brug for ny regering, der har fokus på klima, sundhed, velfærd, uddannelse, ældreomsorg, børn og unge, psykisk syge, og få de, der gerne vil i arbejde og kan arbejde i job, samt fokusere på de nedslidte med en ret til at gå tidligere på pension. Og ja udlændinge, vi skal have bedre integration for dem, der er her, og så løse migrations problemerne via ydre grænser og hjælp i nær områderne. En stram fast udlændingepolitik skal fastholdes. men kvoteflygtninge kan vi godt modtage via FN.
Og så skal ordentligheden tilbage både i ord og handling og tonen i valgkampen. Det kan S levere med støtte fra både røde og visse blå partier f. eks V og K.

Poul Erik Pedersen

Helle Walther: "ordentlighed tilbage i ord og handling og tonen i valgkampen. Det kan S levere med støtte fra både røde og visse blå partier f. eks. V og K" - Er det ordentligt at spise lagkage, oven på endnu en stramning af lovgivningen på udlændingeområdet? Er det ordentligt offentligt, på ministeriets hjemmeside, at kundgøre hvor mange stramninger der er foretaget? I min erindring er det faktisk en V-minister der står bag disse ord og handlinger.
Disse spørgsmål berører dette kernespørgsmål: bør der ikke være et moralsk kompas, for hvorledes vi diskuterer politik og formulerer politiske løsninger? Kan en kommende statsminister acceptere en minister, der udviser en adfærd lig fru Støjbergs?
mvh. poul.

Karsten Lundsby, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Ole Frank og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
René Arestrup

'Kun ved et overrumplende godt valg til DF, Nye Borgerlige og sågar Stram Kurs har Løkke en mikroskopisk chance'

Spørgsmålet er så om det er en chance han bør gribe? Om magten er så tillokkende, at han er parat til at gøre vold på almindelige moralske og humanistiske principper. Om der overhovedet er indhold i begrebet borgerlig anstændighed.

Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar