Læsetid: 9 min.

Nærhed er nøgleordet i sundhedspolitik – i Gram frygter de, at det er varm luft

Der er blevet længere mellem sygehusene i Danmark. Det har været prisen for at skabe et bedre og mere specialiseret sundhedsvæsen, og udviklingen har været nødvendig, siger ekspert. Regeringens sundhedsreform skal nu genskabe noget af nærheden, men i Sønderjylland frygter man, at det betyder mere centralisering
For første gang i sit 76-årige liv føler tidligere Venstre-vælger Arne Andresen sig politisk hjemløs. Det skyldes én ting: regeringens sundhedsreform.

For første gang i sit 76-årige liv føler tidligere Venstre-vælger Arne Andresen sig politisk hjemløs. Det skyldes én ting: regeringens sundhedsreform.

Peter Nygaard

21. maj 2019

Alting er ikke, som det plejer for Arne Andresen.

Han spiller ganske vist stadig 500 med sin kone hver morgen, når de er færdige med at læse avis, og han kører også stadig til Sønderborg hver tirsdag for at ordne regnskaber for sin datter, der har sin egen frisørsalon.

Men for første gang i sit 76-årige liv føler han sig politisk hjemløs.

Gennem seks årtier har han stemt på Venstre ved hvert eneste folketingsvalg. Bortset fra en enkelt gang, hvor han vist fik stemt på De Radikale.

Han er medlem af Venstre, har siddet i den lokale bestyrelse i den sønderjyske by Gram og har hjulpet med at arrangere utallige grundlovstaler. Men i år kan han ikke få sig selv til at sætte kryds ved sit gamle parti.

Det skyldes én ting: regeringens sundhedsreform.

Med reformen vil den nuværende regering sammen med Dansk Folkeparti nedlægge regionsrådene og i stedet samle ansvaret for sundhedsvæsenet i en ny styrelse i Aarhus. I samme ombæring vil de skabe mere nærhed i sundhedsvæsenet. Men det giver Arne Andresen ikke meget for.

»Det er centralstyring. Og det er jeg absolut imod,« siger han, da han kommer forbi til en kop kaffe i Informations midlertidige redaktionslokaler i Gram.

Arne Andresen er vokset op i den nærliggende landsby Arnum, kom i lære på det gamle savværk i 1958, og i 1965 flyttede han til Gram, hvor han har boet næsten lige siden. I dag er han pensionist.

Lige så længe det har været muligt, har han stemt på den lokale Venstre-kandidat Hans Christian Schmidt. Men ikke i år.

»Generelt synes jeg, han er okay. Men mit problem er, at hvis jeg stemmer på ham, stemmer jeg på Venstre, og så stemmer jeg også for den sundhedsreform,« siger Arne Andresen.

Nødvendige lukninger

Tidligere var hjælpen ikke langt væk, hvis man blev syg eller brækkede benet i Gram. Der lå et sygehus i Tønder, et i Haderslev og sågar et i selve Gram – en by med i dag knap 5.000 indbyggere, hvis man tæller oplandet med.

De to sidstnævnte er lukket, mens sygehuset i Tønder er blevet reduceret. Til gengæld er sygehuset i en fjerde by, Aabenraa, blevet større.

Udviklingen er et godt billede på, hvad der er sket med sundhedsområdet i hele landet i de senere år: Hospitalerne er blevet færre, men større, og man skal køre længere for at komme derhen.

Det er en udvikling, der har været nødvendig for at højne kvaliteten og skabe mere specialisering, vurderer sundhedsøkonom og professor ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen. Og det har virket. Kvaliteten er blevet højere, siger han.

»Det er der ingen tvivl om.«

Spørgsmålet er, om pendulet er svunget for langt til den ene side. Om der er blevet for langt til sygehusene for nogle mennesker, og om ikke mange af deres sygdomme kunne behandles tættere på hjemmet, i kommunen eller hos den praktiserende læge.

Det er derfor, regeringen og Socialdemokratiet har fremlagt hver sit udspil til en sundhedsreform, hvor nærhed er nøgleordet.

Reelt er der ikke den store forskel på udspillene, vurderer Kjeld Møller Pedersen. Begge parter foreslår en form for lokale lægehuse, som kan aflaste sygehusene, og begge vil ansætte mere sundhedspersonale.

Men så er der selvfølgelig lige det med nedlæggelsen af regionerne. Det vil Socialdemokratiet ikke være med til.

Længere væk

Arne Andresen medgiver, at kvaliteten i sundhedsvæsenet er blevet bedre i takt med de seneste års centralisering. Han er selv blevet behandlet for lyskebrok tre gange. Sidste gang på sygehuset i Aabenraa foregik det ved en kikkertoperation, hvilket han ikke havde prøvet før.

»Jeg vågnede op og tænkte, at nu må de der forbandede smerter snart komme. Men de kom ikke. Det var meget mere smertefrit, end jeg havde prøvet før. Det var en fantastisk oplevelse,« siger han.

Faktisk var han så begejstret, at han efterfølgende sendte en mail til sygehuset, hvor han takkede for den gode behandling.

Så centralisering kan være en god ting. Men ikke når det drejer sig om selve ledelsen af sundhedsvæsenet, mener Arne Andresen. Han vil have folkevalgte politikere i regionerne, så der er nogen, han kan stille til ansvar.

Regeringen vil erstatte regionerne med fem nye forvaltninger, som i stedet for folkevalgte politikere skal ledes af bestyrelser. Efter kritik fra Venstres bagland er det endt med, at de af bestyrelsesmedlemmerne, som staten udpeger, i det mindste selv skal bo i det område, de dækker. Men det er ikke nok for Arne Andresen.

»Jeg er bange for, at det bliver flyttet længere væk fra den menige befolkning. Jeg tror, at en folkevalgt vil lytte mere end et bestyrelsesmedlem,« siger han.

Formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose, som selv er Venstre-kvinde, har været blandt sundhedsreformens hårdeste kritikere. Også professor Kjeld Møller Pedersen mener, at det er en skam at fjerne det folkevalgte lag i regionerne.

»Politikerne opfanger nogle sager, som bestyrelsesmedlemmer ikke vil opfange på samme måde. Jeg synes personligt, at det ville være et tab at miste det folkevalgte element, som kan repræsentere lokale interesser,« siger han.

Arne Andresen overrakte dagen før valgudskrivelsen et brev til Hans Christian Schmidt, hvor han bad ham svare på, hvad han har tænkt sig at gøre for at få hans stemme tilbage. Han har ikke fået svar.

Morten Østergaard-Nielsen (til højre) er læge i lægehuset i Gram. I 2006 vendte han tilbage til sin fødeby, fordi han gerne ville praktisere i en by, hvor han er tæt på patienterne.

Peter Nygaard

Familielægen

Der findes ét sted, hvor man kan gå til lægen i Gram. Nær nogle boldbaner ligger der et rødt murstenshus, som huser to lægepraksisser.

»Så kan man altid skifte til den anden, hvis man bliver træt af den første,« som Morten Østergaard-Nielsen siger med et smil, da han tager imod i venteværelset.

I 2006 vendte han som ung læge tilbage til sin fødeby Gram og overtog lægehusets ene praksis med kollegaen Pernille Lind. Siden er der kommet endnu en kollega til, så de er tre.

De har bevidst valgt at slå sig ned et sted, hvor man er tæt på patienterne.

»Det var vigtigt for os at blive familielæger, ligesom man kender det fra gammel tid,« siger han.

I modsætning til mange andre steder i landet er der ingen lægemangel i Gram. Man kan ringe ned og få en tid samme dag, og om eftermiddagen kører Morten Østergaard-Nielsen selv på hjemmebesøg hos sine patienter.

»Den nærhed er super vigtig,« siger han.

»Det er det, der gør, at vi er gode læger. Vi opdager sygdommen tidligere. Næsten dagligt finder vi ud af, at nogen er syge, fordi vi kender dem. Fordi man kan se en udvikling.«

Men han oplever også, at nærheden er udfordret. For eksempel er mange kommunale tilbud flyttet til Haderslev efter kommunalreformen. Blandt andet misbrugsbehandlingen og de såkaldte aflastningspladser for ældre, der har brug for at komme på plejehjem i en kort periode.

Og så er hjemmesygeplejerskerne flyttet til Vojens. Det betyder, at de skal køre i bil en times tid ekstra om dagen, og at de ikke mødes med sosu-hjælperne om morgenen.

»Der tror jeg, at vi mister noget,« siger Morten Østergaard-Nielsen.

»Jeg tror, der er en stor gevinst ved, at man lige mødes og snakker om, hvordan det går med den og den borger.«

Varm luft

Men overordnet er sundhedsvæsenet i Gram og omegn stadig godt, mener han. Den største udfordring i fremtiden bliver ifølge ham at tiltrække flere læger.

Lægen inde ved siden af er 64 år og regner med at trække sig tilbage i løbet af de næste ti år. Hvis der ikke er nogen til at overtage hendes praksis, vil byen miste 25 procent af sine praktiserende læger, den dag hun går på pension.

Både regeringen og Socialdemokratiet vil i de kommende år have de praktiserende læger til at overtage en del af de opgaver, der i dag bliver klaret på sygehusene.

»Vi bliver i hvert fald ikke arbejdsløse,« siger Morten Østergaard-Nielsen med et grin.

Lægen inde ved siden af, Elise Kristensen, er knap så bekymret for det med nærheden.

»I Sverige ville de lægge sig ned og grine sig ihjel over, at folk brokker sig over, at der er 30 eller 45 kilometer til det nærmeste sygehus,« siger hun.

»Så jeg synes, det er noget pjank!«

Hun ser i øvrigt mest politikernes snak om nærhed i sundhedsvæsenet som et udtryk for, at det lige nu er populært at gå og tale om.

»Jeg mener, at det er et reklameord,« siger Elise Kristensen.

Morten Østergaard-Nielsen frygter også, at det reelt ender med besparelser og mindre nærhed.

Både regeringen og Socialdemokratiet vil uddanne flere praktiserende læger og sygeplejersker i et forsøg på at afhjælpe lægemanglen. Socialdemokratiet vil endda indføre seks måneders såkaldt tjenestepligt i almen praksis for nyuddannede læger.

Tilflytteren

På lægehusets første sal sidder Marianne Baastrup Søndergaard i et lyst kontor med ovenlysvindue. Hun er 27 år og i gang med sin KBU, det der før hed turnus. Hun er vokset op i Vangede lidt nord for København og ville egentlig helst være blevet i nærheden af hovedstaden.

Men ved tildelingen af KBU-pladser trak hun lod nummer 694 ud af 695. Dermed var der næsten ingen pladser tilbage, da det blev hendes tur til at vælge, hvor hun ville hen i landet. Valget faldt på Aabenraa, hvor hun flyttede ind i en lægebolig og arbejdede på sygehuset i et halvt år. Siden marts har hun været her i lægehuset i Gram. Selv om det ikke var hendes førstevalg, har hun været glad for det.

»Folk er rigtig søde, og de har taget godt imod mig,« siger hun.

»Jeg er hurtigt begyndt at kende nogle af de patienter, som kommer hos mig. Det er jo en enorm fordel for et læge-patientforhold.«

Hun kan godt forestille sig, at hun en dag vil slå sig ned i en lægepraksis på landet. Men hun har ikke besluttet sig for et speciale endnu. Hun har dog ikke meget til overs for Socialdemokratiets forslag om at tvinge nyuddannede læger ud i praksis.

»Alment praktiserende læger har en lang uddannelse bag sig og kompetencer, som man på ingen måde har som nyuddannet læge. Man kan ikke være bekendt at sende en person, der lige er gået ud af universitetet, ud til folk og kalde dem for deres læger. Man er nødt til at uddanne flere praktiserende læger. Det er dér, det halter.«

Der er blevet lyttet

På Informations redaktion i Gram er Arne Andresen enig i, at der skal uddannes flere læger og sygeplejersker. Men det behøver man ikke nedlægge regionerne for at gøre, mener han.

Regeringens sundhedsreform tvinger ham nu til enten at stemme blankt eller på Socialdemokratiet, siger han.

»Jeg har det faktisk lige dårligt med begge dele.«

Dagen efter ringer Information til Hans Christian Schmidt for at høre, hvad han siger til kritikken.

»Det er jeg selvfølgelig ked af,« siger Venstre-manden.

»Men jeg vil sige, at vi jo nu har fået det lavet sådan, at flere af medlemmerne af de bestyrelser, der skal overtage regionernes arbejde, skal bo i området. Så der er nogen, man kan stille til ansvar, i det område, hvor man bor. Der er blevet lyttet til kritikken.«

Han fortæller, at modstanden mod nedlæggelsen af regionerne har været stærk i Sydjylland, fordi Region Syddanmark har fungeret godt.

»Men der er andre steder, hvor det ikke fungerer så godt, og man er jo nødt til at finde et kompromis.«

 – Betaler Region Syddanmark prisen for, at det er gået dårligt i andre regioner?

»Ja, man kan jo næsten ikke se det anderledes. Alle er enige i, at Region Syddanmark har gjort det godt,« siger Hans Christian Schmidt.

»Jeg står selvfølgelig på mål for den endelige aftale om sundhedsreformen. Men jeg har kæmpet for, at dem, der skulle sidde i de nye bestyrelser, i det mindste skulle bo i området. Og sådan er det blevet. Så jeg tror, at han (Arne Andresen, red.) vil opleve, at de står til regnskab for borgerne.«

valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Serie

Gram går til valg

Sønderjylland bliver kaldt udkant, men landsdelen er også blevet et nyt centrum i dansk politik.

Det er her, nogle af de mest utilfredse vælgere bor. Det er her, de største partier kappes om at tiltrække de samme stemmer. Og det var her, Dansk Folkeparti tog fusen på alle i 2015 ved at blive det største parti i stort set hele landsdelen.

Spørgsmålet er, om DF kan gentage succesen, om Venstre kan vinde noget af det tabte tilbage, og om oppositionen kan få skrabet nok stemmer sammen til at vippe regeringen af pinden.

Sønderjylland rummer svar på det hele. Information har derfor rykket en del af redaktionen til det gamle Baron Wedels hus i byen Gram for at dække valgkampen fra det nye centrum i dansk politik.

Seneste artikler

  • »Jeg er frisk på noget god, gammeldags Robin Hood-politik«

    29. juni 2019
    Indbyggerne i Gram, som Information talte med under valget, har forskellige holdninger til den nye regering og de hensigter, den har lagt frem. Til gengæld er flere af dem enige om én ting: Det ser ud til at blive dyrt
  • DF’s fald i Sønderjylland: »Danmark er ikke længere gult, men stadig delt«

    7. juni 2019
    ​​​​​​​Det lykkedes Venstre at generobre tabt terræn i kernelandet Sønderjylland, efter Dansk Folkeparti for fire år siden farvede regionen gul. DF går massivt tilbage, mens Socialdemokratiet, Venstre og de nye højrefløjspartier går frem. Det gælder også i den lille sønderjyske by Gram, hvorfra Information de sidste fire uger har dækket valgkampen
  • Vælgerne i Gram: Det vigtigste er klimaet. »Det er et emne, som påvirker os ALLE«

    5. juni 2019
    Den seneste måned har Information dækket valgkampen fra den lille sønderjyske by Gram. Nu er valgdagen endelig kommet. Vi har talt med ni af de borgere, vi har mødt i løbet af valgkampen. De opfordrer politikerne til at være ærlige om deres politik og holde, hvad de lover. Og så fylder både klima, udlændinge, daginstitutioner og skoler en del – også i Gram
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Jens Carstensen
David Zennaro, Carsten Mortensen og Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Winther

I et land med så lille geografisk udstrækning som Danmark er alt nært. Det er simpelthen umuligt at "komme langt væk" uden at passere landets grænser.

Men der findes tilsyneladende mennesker, som kun får "nærhed" nok i sygehusvæsenet, hvis de har deres eget Rigshospital med alle specialer placeret i baghaven. De, der lider af den sygdom, burde drage den åbenlyse konklusion og konsekvens at finde sig en bolig på Blegdamsvej i København.

Søren Kristensen

Måske er der noget galt med logikken i den argumentation LLR bruger til at forsvare centraliseringen i sundhedsvæsnet. Argumentationen går på at han hellere end gerne vil værne om lokal nærhed, men det skal være mere sikkert at bliver behandlet for fx kræft, hvortil der kræves dyrt specialudstyr og meget højt fagligt niveau. Derfor samler man disse kompetencer i få store enheder, hvortil borgerne så nødvendigvis må komme langvejs fra. Slut. Det ene udelukke sådan set det andet i LLRs plan.
Men er det få eller mange, som skal behandles for disse på alle måder krævende sygdomme? Hvis det er relativ få, er det måske at hælde barnet ud med badevandet, at nedlægge de mange små tryghedsskabende lokale sygehuse, som traditionelt klarer alt det andet og mere trivielle omsorgsarbejde. Hvis det er relativt mange borgere, der har brug for højtspecialiserede indsatser, hvorfor så ikke installere teknikken og kompetencerne i nærheden af der hvor de mange patienter allerede er, dvs. rundt om i landets største byer?
Hvis man kan udflytte administrativ knowhow fra København, med alt hvad det giver af bøvl og tab af kompetencer, hvorfor skulle man så ikke kunne udflytte en scanner eller andet dyrt hospitalsudstyr? Teknologien bliver mere og mere avanceret, men også lettere og mere mobil. Problemet er at det er lige omvendt med den højuddannede arbejdskraft, som absolut skal klumpe sig sammen i meget store byer - eller enheder. Er centralisering ligeså nødvendig som det påstås - eller kunne der i virkeligheden være behov for et både og?