Læsetid: 9 min.

’Politikerne svigter klimaet – giv os et borgerting til at sætte kursen’

Hvis Danmark skal opnå en klimapolitik, der er i pagt med Parisaftalen, socialt retfærdig og demokratisk legitim, så må man bede borgerne lave den, siger demokratiforskere
Christoph Ellersgaard har sammen med Andreas Mulvad har udarbejdet et forslag om et borgerting på klimaområdet.

Christoph Ellersgaard har sammen med Andreas Mulvad har udarbejdet et forslag om et borgerting på klimaområdet.

Anders Rye Skjoldjensen

15. maj 2019

Klimakrisen har været med Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad hele livet.

»Der er blevet talt om den i 30 år – lige siden Andreas og jeg var børn – uden at man som samfund har vidst, hvordan man skulle håndtere den,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

I dag er situationen mere tilspidset end nogensinde, ikke blot fordi klimaændringerne accelererer foruroligende, men fordi de nu ledsages af en social krise, der handler om utilfredsheden med stigende ulighed og faldende velfærd.

Og oven i dette er demokratiet, der skal håndtere den dobbelte udfordring, ramt af, hvad Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad kalder en voksende repræsentationskrise.

De to er samfundsforskere ved Copenhagen Business School og – sammen med kollegaen Anton Grau Larsen – forfattere til bogen Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati.

De oplever dagens praktiserede demokrati som et skindemokrati, fordi det fungerer på en lille magtfuld elites præmisser. Denne elite er optaget af at varetage egne interesser, derfor mødes den af mistillid i befolkningen, og derfor er den dårligt egnet til at træffe de svære beslutninger, som fordres, hvis der skal gennemføres en radikal omstilling af samfundet af hensyn til både klima og social stabilitet.

Det er grunden til, at Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad i dag er energiske fortalere for at forny demokratiet via et borgerting – og konkret fortalere for efter valget at etablere et borgerting til formulering af en dansk klimapolitik, der lever op til forskernes appeller og målene i klimaaftalen fra Paris.

»Vores hypotese er, at befolkningen er løbet foran politikerne og har en klarere erkendelse af klimaproblemets alvor. Det synes vi bør testes via et borgerting om klimaet,« siger Andreas Møller Mulvad.

Demokratiets krise

Demokratiets repræsentationskrise kan ifølge de to forskere direkte aflæses af opbakningen til de politiske partier.

»Vi har set en affolkning af partierne siden 1980’erne, og det har i stigende grad givet dem karakter af professionelle organisationer uden folkelig klangbund,« påpeger Andreas Møller Mulvad.

Han gør opmærksom på Folketingets opgørelse over partiernes medlemstal, som fortæller, at det sammenlagte medlemstal er skrumpet fra 600.00 i 1960 til i dag blot 150.000.

»Alene Socialdemokratiet havde i 1960’erne flere medlemmer, end alle partier tilsammen har i dag. Socialdemokratiet har siden dengang mistet 85 pct. af sine medlemmer.«

»Så man kan sige, at partierne som kanal for at formidle den folkelige vilje ind i det politiske system er blevet svækket. Parlamentet har stadig formel legitimitet, men folk føler sig i mindre grad repræsenteret end for 20-25 år siden,« siger Andreas Møller Mulvad og henviser til de målinger af danskernes tillid til politikerne, som Det danske valgprojekt ved Aarhus Universitet har foretaget gennem flere årtier.

Målingerne fortæller, at andelen af vælgere, som stoler på, at politikerne tager de rigtige beslutninger for landet, i 2015 var nået til det laveste punkt – 34 pct. – siden målingernes start i 1970. Og hvor 70 pct. af danskerne i 2007 havde ’ret stor eller meget stor tillid’ til politikerne, var andelen i 2015 faldet til 47 pct.

Da Jyllands-Posten i marts i år fik analyseinstituttet Norstat til at stille samme spørgsmål, var tilliden dalet til 29 pct.

»Det er faretruende lavt, og det er samtidig del af en generel international tendens. I alle lande ser vi denne krise. Færre og færre føler sig repræsenteret af de valgte politikere og tror på, at de kan levere løsninger på de store presserende samfundsproblemer,« siger Andreas Møller Mulvad.

Folketinget svigter klimaet

  • Befolkningen sætter klima- og miljø øverst på listen over emner i valgkampen. Det viser en måling offentliggjort mandag af Jyllands-Posten og Altinget. 46 pct. af vælgerne siger ’miljø- og klimapolitik’, når de bliver bedt om at udpege de tre politikområder, der er vigtigst for deres stemmeafgivning. Næst på listen er sundhedspolitik med 39 pct., mens f.eks. økonomisk politik kun er vigtigst for 16 pct.
  • Klimaet fylder også i politikernes valgtaler, men reelt svigter Folketinget sit klimaansvar. En fremskrivning af tempoet i den aktuelle klimaindsats, foretaget af organisationen CARE, fortæller, at det officielle målet om nuludledning i 2050 først nås omkring 2115 – 65 år for sent – hvis virkningen af Folketingets energiaftale og regeringens klimaudspil fra sidste år lægges til grund.
  • En analyse af partiernes klimaudspil forud for valget viser, at ingen af partierne er på kurs til at sikre Parisaftalens mål om højst 1,5 graders temperaturstigning via nuludledning inden 2050. Analysen, lavet for Information af DTU, fortæller, at Enhedslisten og Alternativet er på ret kurs de næste to årtier, men herefter kommer også de bagud for Paris-kurven mod 2050.

Eliten tjener sig selv

Han nævner som eksempler på tendensen De Gule Veste i Frankrig, Alternative für Deutschland i Tyskland samt senest fremkomsten af det højreorienterede, nyfascistiske parti Vox i Spanien på bekostning af det store, gamle konservative parti.

Det penible er, at tilliden til det etablerede politiske system skrumper netop på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for at træffe radikale og svære beslutninger, båret af beslutningstagernes legitimitet.

Christoph Houman Ellersgaard minder om præsident Emmanuel Macrons forsøg på at indføre en benzinafgift som et klimatiltag i Frankrig.

»Mennesker oplevede, at Macron først havde sænket skatten for nogle af de absolut rigeste, fordi de har interesser, man som regering må tækkes. Efterfølgende blev regeringen så nødt til at placere regningen i form af den nye afgift hos almindelige, ressourcesvage franskmænd. Regningen for skattelettelser og klimakrise blev placeret på en måde, som folk ikke kunne opfatte som retfærdig. Politikerne ses som del af en elite, der kærer sig om egne interesser og afkobles fra borgerne,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

I deres bog Tæm Eliten dokumenterer Ellersgaard, Mulvad og Grau, hvordan en hjemlig magtelite af folk fra erhvervsliv, politik, fagbevægelse og det akademiske miljø har en overvældende indflydelse på den førte politik på bekostning af borgerne.

Centrale aktører fra denne elite vandrer frem og tilbage mellem magtfulde positioner i politik, erhvervsliv, interesseorganisationer og medier og opnår på den måde og via deres netværk betydelig indflydelse på den førte politik.

Det er demokratisk urimeligt og holder slet ikke i en situation, hvor denne elites interesser synes at bremse nødvendige beslutninger og forandringer udløst af klimakrise og social krise.

»Efter 30 år er med klimakrise er det rimeligt at sige: Nu har vi ventet længe nok, nu er det tid at sætte ny dynamik i processen ved at få nogle andre aktører i spil. Trægheden i det politisk spil har vi ikke længere råd til,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Demokrati via lodtrækning

Hans og Andreas Møller Mulvads forslag er et borgerting om Danmarks klimapolitik. Mere præcist en forsamling på 99 almindelige borgere fundet ved lodtrækning, dvs. ved udtrækning fra CPR-registret med sikring af, at de repræsenterer den brede befolkning: Lige mange mænd og kvinder og samme spredning på alder, geografi, uddannelse, erhverv som i den samlede befolkning.

Dette borgerting skal så gives en passende periode til at sætte sig ind i substansen, diskutere, nå til afklaring via afstemninger for til sidst at præsentere Folketinget for borgernes bud på en dansk klimapolitik.

Modellen med Borgerting efter denne opskrift eksisterer som en fast institution i Irland og er under realisering i Madrid, dele af Belgien, flere steder i Canada m.m.

– Men er 99 sådant udvalgte borgere mere frit stillet end de valgte politikere? Der kan vel være tale om både psykologiske og andre bindinger?

»Den enkelte borger er viklet ind i alle mulige interesser, f.eks. knyttet til, hvor den pågældende arbejder eller bor. Men borgertinget som helhed vil repræsentere et samlet spektrum af interesser i samfundet, hvorimod vi mener, at politikerne lytter mere til nogle interesser end andre,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Den opgave, som Borgertinget skal løse, skal formuleres af Folketinget.

»Det skal være en bunden opgave med et klart kommissorium. Det vil give god mening, hvis Folketinget siger: ’Endemålet er at sikre, at Danmark lever op til Parisaftalens 1,5-gradersmål. Jeres opgave er at pege på midlerne til at nå det’,« siger Andreas Møller Mulvad.

Midlerne skal være konkrete og forpligtende – borgertinget bør f.eks. forholde sig til, om der skal indføres flyafgifter, om importen af fodersoja fra Sydamerika skal begrænses etc.

Christoph Houman Ellersgaard understreger, at opgaven også må handle om at sikre, at en skærpet klimaindsats ikke kolliderer med behovet for at mindske uligheden og fordele de mulige økonomiske byrder retfærdigt.

»Hvis borgertinget f.eks. siger, at udvindingen af olie i Nordsøen skal afvikles, så skal der også svares på, hvad der skal gøres for dem, der måtte miste deres job i den sektor. Glemmer man sådan noget, kan der komme stærke reaktioner efterfølgende.«

– Hvem skal udpege de eksperter, som borgertinget skal lade sig informere af?

»Det er vigtigt, at borgerne så vidt muligt selv gør det. De kan tage afsæt i nogle bruttolister af eksperter, og fagfolk kan måske også få lov at byde ind i en åben høringsproces, men det bør være borgertinget selv, der vurderer, hvem de udpeger,« forklarer Christoph Houman Ellersgaard.

Borgertinget

  • Folketinget definerer den specifikke opgave, man gerne vil have borgerne til at give svar på.
  • Et passende antal borgere, f.eks. 99, udtrækkes via Folkeregistret, idet der sikres repræsentativitet med hensyn til køn, alder, geografi, uddannelse m.m.
  • Ud fra en bruttoliste og evt. en åben høring udvælger Borgertinget selv de sagkyndige, man vil støtte sig til i processen. Et tilknyttet sekretariat bistår med alt praktisk.
  • Over en periode på f.eks. nogle måneder sætter Borgertingets medlemmer sig ind i substansen, mødes til diskussioner og udformning af forslag. Afslutningsvis stemmer borgertinget om alle udarbejdede forslag.
  • Resultatet afleveres til Folketinget, som stemmer om Borgertingets udspil. Hvis forslaget ikke godkendes, sendes det til folkeafstemning.
  • Denne model er inspireret af bogen Tæm Eliten og tæt på den praktiserede borgertingsmodel i Irland.

Permanent institution?

– Hvordan skal regering og Folketinget være forpligtet af resultatet?

»Politikerne skal ideelt set forpligte sig på at stemme om anbefalingerne, og hvis afstemningen falder ud imod anbefalingerne, så skal de sende det til folkeafstemning,« siger han.

»Hvis borgernes budskab måtte blive svagt og dermed giver politikerne legitimitet til at være henholdende, så må man sige, at det er demokratiets vilkår. Vi må stå på mål for, at vi lever i et demokrati. Beslutter folk, at vi ikke skal gøre noget alvorligt ved klimaforandringerne, jamen, så lever og dør vi under demokratiet. Jeg vil ikke have fascisme, heller ikke i klimaets navn,« supplerer Andreas Møller Mulvad.

Han tilføjer, at bl.a. erfaringen fra Irland, hvor et stort flertal stillede sig bag højere skat på CO2-udledning, giver ham tillid til, at et borgerting kan være med til at presse politikerne til at levere svar, der lever op til udfordringen.

– Valgkampens start kunne tyde på, at politikerne tillægger klimaet stor vægt. Kan man ikke have tillid til, at de har forstået alvoren og håndterer udfordringen ansvarligt?

»Det er rigtigt, at alle partier pludselig har fundet ud af, at det er en stor fordel at have produktet klimaansvarlighed eller grøn omstilling på hylden, når de skal sælge sig selv til vælgerne. Det er selvfølgelig også første skridt på vejen. Men det ville være naivt at forvente, at overbudsrunder i valgkampen er lig med, at klima også bliver prioriteret efter valget,« mener Andreas Møller Mulvad.

»Når politikernes løfter skal udmøntes i praksis, møder de stærke, velorganiserede kræfter – et borgerting kan hjælpe dem med at stå fast på en dagsorden imod pres fra magtfulde interesseorganisationer,« tilføjer Christoph Houman Ellersgaard.

Hvis et flertal i Folketinget bakker op om et borgerting om Danmarks klimapolitik, og hvis resultatet af processen bliver konstruktivt, mener Mulvad og Ellersgaard, at borgertinget bør gøres til en permanent demokratisk institution. Måske som et andetkammer, der bistår Folketinget af valgte repræsentanter på større, komplicerede eller kontroversielle politikområder.

»Irland har nu nogle års evidens for, hvordan et borgerting virker i praksis. Det er blevet brugt til at formulere både abortpolitikken og klimapolitikken, og borgertinget har vist sig at være mekanismen, der kan bringe politikerne på linje med, hvor borgerne faktisk er,« siger Andreas Møller Mulvad.

Hvad karakteriserer populisterne? Kan man være socialist uden at være populist? Mogens Herman Hansen er gæst i podcasten Moderne Ideer.
Hør mere i podcasten
Serie

Borgerting for klimaet

Hvis Danmark skal have en klimapolitik, der når Parisaftalens mål, og som er demokratisk legitim, skal borgerne være med til at formulere den. Klimakrisen er både en nødstilstand i forhold til vores naturgrundlag og i forhold til vores demokratier – og her kan et permanent borgerting på klimaområdet være en løsning på den udfordring, som klimakrisen stiller os over for.

I denne serie ser vi nærmere på erfaringerne med borgerting og muligheden for at etablere et i Danmark efter valget.

Seneste artikler

  • Inddrag borgerne i lokale klimaborgerting

    2. juli 2020
    Et borgerting i hver kommune vil skabe gode lokale rammer for klimaarbejdet, for selv om udfordringerne er globale, er rigtig mange af løsningerne lokale. Vi kan hverken vente på det landspolitiske eller lade os styre af laveste fællesnævner, skriver talspersoner for en alliance af fagforeninger og grønne NGO’er i dette debatindlæg
  • Podcast: Britta Nielsens DVD-samling og en ny film om en far, der skifter køn

    21. februar 2020
    Journalist Martine Amalie Krog har forgæves forsøgt at få et konkret svar fra politikere på, hvordan de vil inddrage befolkningen i kampen for klimaet. Til gengæld har Rune Lykkeberg en optur over, at rigmanden Michael Bloomberg fik tæsk af de andre demokratiske præsidentkandidater. Lyt med i podcasten Radio Information
  • Forhandlingsnotat fra Dan Jørgensen: Politikere skal ikke tvinges til at behandle borgertings forslag

    20. februar 2020
    Klimaministeren og Folketingets partier er tæt på en aftale om det kommende klimaborgertings udformning, opgaver og arbejdsform. Det bliver op til ministeren at vurdere, om borgertingets konklusioner skal bruges politisk. Det fremgår af forhandlingsudspil før planlagt møde torsdag. For »uambitiøst« og »snævert« siger samfundsforsker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Randi Christiansen
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Arne Thomsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Arne Thomsen, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det de foreslår er den rolle Folketinget burde have. Så drop Folketinget og lad os udvælge 2-300 tilfældigt og demografisk repræsentative mennesker til at styre. Nye folk ind samme dato hvert 4. år, og så har vi embedsværket til at holde stabilitet.
Burde virke meget bedre end dette forslag der kun vil udvandes af Folketingets normale interesser.

Torben Bruhn Andersen, Thomas Tanghus, Gert Romme, Steen K Petersen og Knud Anker Iversen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Klimakrisen slår ingen ned på gaden og stjæler deres mobil. Det gør fremmede. Så enkelt er det, når man ønsker simple svar. Og det gør de fleste borgere. Fordi de fleste borgere er, som folk er flest: simple.

Det er selvfølgelig tsurt med tsunami og den slags - men den tsunami rammer i det mindste kun langt væk fra alt det, vi har kært.

Man kan altid provokere folk ved at tage til Nørrebro med en løftet fuckfinger og få en ønsket reaktion - det er sværere at tstarte en tsunami.

Rikke Nielsen

I kan jo starte med selv at stille op til FOLKetinget, og stemme de mennesker ind, der fokuserer på miljøet...

Jan Andersen

Der er tre områder som borgerne ikke kan overlade til politikerne - alene. Det ene er klimaforandringerne, det andet er demokratiet og det tredje er socialvæsenet. Hvis borgerne og medierne glemmer dette, smadrer politikerne alle tre områder. Demokratiet har regeringen overladt til erhvervslivet, overklassen og unionen. Socialvæsenets midler er overført til private aktører. Klimapolitikken taler politikerne bare om, men hvad gør de ved det?

Til alle, der bekæmper den gode kamp: Vi skal også have et uafhængigt demokrati-borgerting som genskaber demokratiet i Danmark, for vi skal have magten tilbage til borgerne, kun derved kan vi fjerne fattigdommen.

Den triste kendsgerning er, at vi har det mest konservative Folketing nogensinde. Hele Centrum-Højre har ikke i sinde at redde kloden fra klimaforandringerne. De vil kun fodre erhvervslivet for at få lidt grøn omstilling, da der er vælgertække i klimaforandringerne, men de store ændringer som er påkrævet, kommer ikke på tale.

Ikke et ord om at fjerne fattigdommen, det emne skal åbenbart ties ihjel. Jo de taler som om at de er å så sociale, men kigger man på deres beregninger, er der ikke afsat penge til det. Omfordeling fra de rige til de fattige kommer ikke til at ske de næste fire år, hvis Centrum-Højre fortsat bestemmer. Deres sociale profil er ren vælgergas.

Hver gang det er valg bliver hundrede tusinde mennesker ofre for spin, svindel og propaganda, valgflæsk koster de fattige milliarder. Politikerne leverer nogle tvivlsomme udtalelser, der kan efterlade nye vælgere dybt frustrerede efter valget, de prøver at overtale de unge til at skifte til deres politiske parti, men når det kommer til stykket bliver det uden nogen økonomisk fordel overhovedet.

Største delen af den dårlige vælgergas kan spores til blå bloks spindoktorer, de gratis eller højre-orienterede medier.

Marianne Kjær, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Skal Borgertinget så stå over eller under Folketinget?
Og hvordan bliver man valgt ind i Borgertinget? En borgerafstemning?

Jan Andersen

Vil gerne høre mere om hvad Christoph Ellersgaard og Andreas Mulvad går og pusler med, da de er nogle af de mest interessante tænkere herhjemme, set fra min synsvinkel.

Det er lykkes ved fælles hjælp at få emnet klimaforandringer op i front, og det vil også lykkes med emnet fattigdom, men det sidste tager åbenbart længere tid, fordi landet har så mange tilsyneladende rige. Jeg skriver tilsyneladende, fordi gælden er vokset ud af alle proportioner.

Vi er nødt til at udvide vores demokrati for at imødekomme kriserne i demokratiet, klimaforandringerne, og på socialområdet. Vi skal hjælpe politikerne med at gennemføre de forandringer som er afgørende for, at Danmark kan vise vejen for resten af verden i den grønne omstilling, genindførelse demokratiet, som i øjeblikket er hijacket af de formuende, og for at genskabe Den Skandinaviske Model, som er en ledestjerne ude i den mørke verden.

England har et overhus som skal varetage de riges interesser. Det som vi mangler her i landet er et underhus, for at fjerne fattigdommen. Underklassen er klart underrepræsenteret i det politiske system, et folketingsvalg ændrer ikke dette.

Hvorfor sker der ikke noget på dette område efter et valg til Folketinget? Det kan der være mange årsager til. Massive kampagner i de kommercielle medier, milliardærernes sponorering af politiske partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige, ligeledes ved at de betaler til lobbyfirmaerne såsom Cepos, DI, DA, samt erhvervslivets massive deltagelse i råd og udvalg i ministerierne m.m.

De fattige ved hvor det gør ondt, de ved hvad der skal laves om på fattigdoms-området, og de har råbt og skreget i årtier, uden at politikerne har lyttet. Politikerne lytter kun til de 170.000 mennesker som befinder sig i overklassen, til erhvervslivet og hvad der skrives om i aviserne eller på TV. Det repræsentative demokrati, ja min bare.

Dette er essencen af demokratikrisen: Magthaverne har intet ønske om at afgive bare en flig af magten, det har de aldrig været, demokratiet er kun for dem med formuer. Vi er tilbage til de tidligste tider i det moderne demokratiets historie, for flere århundrede siden.

Men nu har vi de sociale medier, som er en direkte forbindelse ud til alle de borgere, som er interesserede i at vide hvad der foregår, og som ønsker at deltage. Lad os starte med at at få frem i lyset hvem det er som har skabt den nye fattigdom. Højrefløjens samarbejde med de formuende, for at give de borgerlige flertal, har været en af de vigtigste faktorer i fattigdomsskabelsen.