Læsetid: 4 min.

Radikal folketingskandidat lister sig op i lygtepælene med omvendte plakater: »Mulighed for genbrug,« siger hun

Folketingskandidaten Samira Nawas plakater hænger allerede flere steder i København, selv om valget endnu ikke er udskrevet. Hun har skrevet slogans til europaparlamentsvalget bagpå plakaterne og hængt dem med bagsiden udad, så de er klar til at blive vendt om. EP-kandidat kalder det ’feje tricks’. Samira Nawa selv siger, at hun gør det ud fra en idé om genbrug
Det er ud fra en genbrugstankegang, at den radikale folketingskandidat Samira Nawa har brugt bagsiden af sine valgplakater til folketingsvalget til at sprede det radikale budskab til europaparlamentsvalgkampen, siger hun.

Det er ud fra en genbrugstankegang, at den radikale folketingskandidat Samira Nawa har brugt bagsiden af sine valgplakater til folketingsvalget til at sprede det radikale budskab til europaparlamentsvalgkampen, siger hun.

Sebastian Abrahamsen

6. maj 2019

Lørdag klokken 12.00, gik valgkampen til europaparlamentsvalget officielt i gang. Landet over klatrede frivillige fra de politiske partier op i lygtepæle og elmaster for at hænge valgplakater op.

Men nogle af plakaterne ser lidt mere hjemmelavede ud end andre.

I København hænger hundredvis af håndskrevne valgplakater fra De Radikale, skrevet med tusch. Der er ingen kandidater på, men i stedet korte budskaber såsom »EU eller KAOS!« eller slet og ret bare partibogstavet »B« med et kryds ved siden af.

Ser man nærmere på plakaterne, viser det sig, at den radikale folketingskandidat Samira Nawa gemmer sig på bagsiden.

Kandidater til Folketinget må ellers først hænge deres plakater op, når folketingsvalget er udskrevet. I år skal folketingsvalget afholdes allerede senest 22 dage efter valget til Europa-Parlamentet. Man kan derfor spørge sig selv, om Samira Nawa har grebet chancen for at få sine valgplakater op før alle andre ved at forklæde dem som plakater til EP-valget.

Samira Nawa bekræfter over for Information, at det er hende, der sammen med frivillige har hængt de håndskrevne plakater op, som altså i virkeligheden er bagsiden af hendes egne plakater til folketingsvalget.

»Jeg har hængt plakater op med radikale budskaber til EP-valget,« siger hun.

»Ud fra en genbrugstanke har jeg så brugt bagsiden af mine egne plakater til folketingsvalget.«

– Hvad har du tænkt dig at gøre med dem, når folketingsvalget bliver udskrevet?

»Ja, det er klart, at når der er folketingsvalgkamp, så er jeg jo folketingskandidat, og så er det første, jeg gør, at hænge resten af mine plakater op. De steder, hvor der allerede hænger nogle, vil jeg vende dem om.«

– Man må jo først hænge sine plakater til folketingsvalget op, når valget er udskrevet. Er det her ikke en måde at omgå den regel på?

»Det er ikke tænkt på den måde. Det er tænkt på den måde, at nu kommer der nogle radikale budskaber til europaparlamentsvalget ud i bybilledet, og så gør jeg det på en måde, så der også er mulighed for genbrug,« siger Samira Nawa.

Lidt strengt

Da Information kontakter De Radikales presserådgiver, Thomas Søie Hansen, der er ansvarlig for pressehåndtering i forbindelse med EP-valget, siger han, at han har hørt om de hjemmetegnede plakater. Men han tilføjer:

»Det er ikke nogen, vi selv har hængt op. Det er ikke nogen officiel, radikal ophængning.«

Mange af Samira Nawas plakater hænger på Nørrebro, blandt andet ved Dronning Louises Bro. Her står SF’s kandidat til Europaparlamentet Kira Marie Peter-Hansen søndag og er ved at hænge sine egne plakater op.

Hun kalder det »ærgerligt«, at Samira Nawa har benyttet EP-valget til at hænge sine egne folketingsvalgplakater op i utide.

»Jeg synes, det er lidt strengt. Der er rigtig mange aktivister, der lægger rigtig meget hårdt arbejde i at støtte nogle kandidater, og de (De Radikale, red.) har jo masser af dygtige kandidater til Europa-Parlamentet, som de sagtens kunne have hængt op i stedet. Så det er lidt nogle feje tricks,« siger Kira Marie Peter-Hansen.

SF benytter dog også valgkampen til Europa-Parlamentet til at sikre sig nogle gode pladser til plakater inden folketingsvalgkampen. I weekenden sagde folketingskandidat Jakob Mark (SF) til TV 2 Lorry, at han havde aftalt med Kira Marie Peter-Hansen, at han kunne pille hendes plakater i Køge ned og bytte dem ud med sine egne, når folketingsvalget bliver udskrevet.

En grøn ide

Samira Nawa stillede selv op til Europa-Parlamentet for De Radikale i 2014 men blev ikke valgt ind.

– Ville du ikke ærgre dig lidt, hvis du selv stillede op til Europa-Parlamentet, og en af dine partifæller benyttede lejligheden til at hænge sine egne plakater til folketingsvalget op?

»Jeg ville da glæde mig over det, hvis der var en partifælle, som var med ude at hænge radikale budskaber op.«

– Er det primære formål med plakaterne at komme med et budskab til EP-valget eller folketingsvalget?

»Dem, jeg har hængt op nu, handler om EP-valget 26. maj, og det, man skal forholde sig til, er de radikale budskaber, der er skrevet på den side, der vender udad.«

– Er det ikke lidt usportsligt at sikre sig selv nogle gode pladser til folketingsvalgkampen på den her måde?

»Det synes jeg egentlig ikke, det er. Det her er en god idé og en grøn ide, og jeg vil i øvrigt også give æren til de andre partier, der også hænger budskabs- og bogstavsplakater op (uden kandidater på, red.). Der er nogle, der gør det i større omfang end De Radikale, og lige præcis nu hvor europaparlamentsvalget og folketingsvalget falder så tæt på hinanden, er det faktisk skidesmart, at der kan hænge så mange bogstavplakater også, så de kan genbruges.«

– Der er jo trods alt ikke folketingskandidater bag på de andres plakater?

»Nej, nej. Det er rigtigt nok. Jeg er med på, at der er noget bag på. Men det er ikke dét, man skal forholde sig til lige nu. Det er det budskab, jeg har skrevet til vælgerne, og på et tidspunkt vil de blive brugt til et folketingsvalg ud fra en genbrugstanke.«

Enkelte af Samira Nawas plakater blev i weekenden hængt op med ansigtet udad. En fejl, som hun lovede at få rettet med det samme.

I Odsherred Kommune blev valgplakater med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Jacob Jensen (V) også hængt op, ifølge den lokale partiformand ved en fejl.

Valget til Europa-Parlamentet finder sted 26. maj. Folketingsvalget skal afholdes senest 17. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Uha da. Jeg har set plakaterne. Jeg synes det er usædvanligt smart og positivt. Jeg troede at det håndskrevne budskab var et diskret budskab i forsøget på at mindske forbruget. Nu viser det sig at det er endnu smartere. Et ægte genbrugsstunt. Tillykke med
det!!

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Birte Pedersen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Ja nytænkning-uha da da !
Er vi klar over hvor mange træer der egentlig bruges til det absurde brug af de reklamer her og gad vide hvor meget de virker? Jeg selv får prøvet tolerancen af når man set er fjæs i flere uger i en lang række og selvfølge især på dem man aldrig kunne drømme om at støtte.

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og jens peter hansen anbefalede denne kommentar