Læsetid: 6 min.

Radikale politikere modsiger hinanden om ultimative krav

»Ja,« svarede De Radikales partileder Morten Østergaard, da han i Aftenshowet blev spurgt, om partiet har ultimative krav til en kommende S-ledet regering. Men flere fremtrædende folketingspolitikere svarer »nej« til samme spørgsmål
Der er ikke ultimativ enighed blandt De Radikales politikere, når det kommer til ultimative krav til en mulig kommende S-ledet regering.

Der er ikke ultimativ enighed blandt De Radikales politikere, når det kommer til ultimative krav til en mulig kommende S-ledet regering.

Nikolai Linares

28. maj 2019

Der synes at være opstået radikal forvirring på Chistiansborg. De seneste uger er flere politikere fra De Radikale kommet med modstridende udmeldinger om, hvorvidt partiet stiller ultimative krav til en kommende regering med Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Da Morten Østergaard i DR’s Aftenshowet i sidste uge i en ja/nej-spørgsmålsrunde blev spurgt, om De Radikale har nogle »ultimative« eller »ufravigelige« krav til en kommende socialdemokratisk regering, lød svaret prompte: »Ja.«  

Den radikale leder understregede samtidig, at »ufravigelige« og »ultimative« krav betyder det samme.

Få timer senere udtalte stedfortrædende politisk leder Sofie Carsten Nielsen i DR2 Deadline, at partiets eneste ultimative krav er, »at vi sætter os og bliver enige om, hvilken retning vi vil i«.

På det opfølgende spørgsmål, om partiet ikke har ét »helt konkret, ufravigeligt, ultimativt krav«, svarede hun:

»Nej, vi har ikke sådan noget med, at det er en finanslov, der afhænger af det. Det handler om en samlet pakke.«

Og dagen inden afviste Sofie Carsten Nielsen over for TV 2, at partiet vil stille Mette Frederiksen stolen for døren på udlændingeområdet:

»Vi har ikke ultimative krav. Der er ikke noget, der skal stå på en bestemt måde eller i en bestemt paragraf. Vi må finde løsninger på området.«

Det er ikke første gang, udmeldinger fra radikale politikere strider med den politiske leders.

I P1-udsendelsen Slotsholmen slog udenrigs- og finansordfører Martin Lidegaard den 23. maj fast, at »i modsætning til, hvad mange kommentatorer siger, så har vi ikke nogle specifikke ultimative krav«. Også miljø- og klimaordfører Ida Auken har i radioprogrammet Mads og Monopolet 27. april sagt, at »der er ingen ultimative krav. Der er bare et ønske om en ny retning«.

Det står i stærk kontrast til Morten Østergaard, der siden sommer flere gange har haft held med avisforsider, hvor han har stillet både »klokkeklare« og »ufravigelige« krav til S-formand Mette Frederiksen, hvis hans parti skal lægge mandater til en ny regering.

Krav, som helt specifikt handler om EU-politik, økonomi, klima, færre fattige børn og et opgør med det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken.

Morten Østergaard har blandt andet i Berlingske stillet som betingelse for at støtte en ny regering, at den tager »et opgør med centrale dele« af det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, og i Information har han fremsat »et hårdt og ufravigeligt krav« til en forpligtende klimamålsætning i 2030. 

Det er ikke uden betydning, hvordan De Radikale betoner sine krav. De kan blive afgørende i de regeringsforhandlinger, som partiet med stor sandsynlig snart skal være en del af. Mette Frederiksen har på forhånd bebudet, at »den brede udlændingepolitik står fast«, og hun har garanteret ikke at føre en anden udlændingepolitik, end den hun mener »er rigtig for Danmark«.

Står De Radikale fast på lempelser i udlændingepolitikken, kan det altså føre til nyvalg allerede inden sommerferien, har S-formanden udtalt.

Ultimativt eller ej?

Alligevel turnerer Morten Østergaard fortsat med ultimative krav, mens partikollegerne afviser. Adspurgt om, hvilke ultimative krav han henviste til i Aftenshowet, lyder Morten Østergaards svar:

»Vi har ét krav. Betingelsen for, at vi kan bakke op om en ny regering er, at vi kan lave en politisk aftale på fem centrale områder. Hvis den aftale ikke har en karakter, der lever op til min garanti om, at De Radikale kun støtter en regering, der gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik, så kan vi ikke bakke op.«

De fem områder er en grønnere klimapolitik, en mere ambitiøs EU-politik, større økonomisk råderum til uddannelse, færre fattige børn og et opgør med paradigmeskiftet i udlændingepolitikken, uddyber Østergaard. Han nævner helt konkrete krav til de sidste to punkter.

»Der er en bagkant i forhold til, hvad vi kan lægge ryg til. Vi kan ikke hjælpe en ny regering til magten, der ikke vil bekæmpe fattigdom. Det kan man kun gøre ved at give en økonomisk håndsrækning til de mest trængte familier. Det er til at tage og føle på,« siger Østergaard og understreger, at »det ikke kan vente på en ydelseskommission«.

»Og så må og skal vi diskutere, hvordan vi løser integrationsproblemerne i stedet for paradigmeskiftet. Herunder hvordan vi håndterer dem, hvis fremtid ikke er i Danmark, på en måde, så det ikke koster skatteyderne 750 mio. på Lindholm, og så det ikke smadrer børns liv på Sjælsmark,« uddyber han.

– Så der er ultimative, konkrete krav, som er en forudsætning for, at I vil lægge stemmer til en S-ledet regering?

»Ja,« siger Morten Østergaard og kalder det »barokt«, at han som radikal leder skal stille krav til en socialdemokratisk statsminister om, hvordan børnefattigdommen i Danmark skal nedbringes.

»Men den situation er jeg bragt i.«

Intet nyt under solen

Sofie Carsten Nielsen afviser fortsat, at De Radikale stiller ultimative krav.

»Vores krav har aldrig været ultimative. Der er intet nyt under solen, det er præcis det samme, vi mener,« siger hun.

– Men Morten Østergaard har flere gange sagt, at I har konkrete, ultimative krav?

»Nej, vi kalder dem ikke ultimative. Det er ikke et spørgsmål om, hvordan paragrafferne formuleres. Men det er da fuldstændig klart, at vi skal have færre fattige børn, mere integration, mere uddannelse, EU-forpligtelse og et større råderum.«

– Så er det ikke et ultimativt krav, når Morten Østergaard fastholder, at ydelserne til fattige børnefamilier skal hæves, og Lindholm skal afskaffes for, at I kan støtte en ny regering?

»De ting skal ændres, det er fuldstændig klart.«

– Så Morten Østergaard har ret i, at de er ultimative?

»Jeg synes ikke, tingene er ultimative. S har ikke stemt for Lindholm. Jeg regner med, at vi kan finde en bedre løsning,« siger hun.

»Det er ikke ultimativt, når man skal snakke sammen om, hvad det er for en løsning, man finder. Vi har et konkret forslag, og det håber vi kan blive udgangspunktet. Men meget konkret handler det jo om at forhandle den løsning.«

Morten Østergaard er noget mere kontant. På spørgsmålet om, hvorvidt De Radikale aktivt vil modarbejde en S-ledet regering, hvis ikke partiet får sine konkrete krav igennem, svarer han:

»Det er jo det, jeg siger til dig. Det håndfaste, ufravigelige, uomgængelige, uforladelige er, at den politiske aftale sikrer, at der kommer en ny politik med en ny regering – hvis den skal bakkes op af os,« siger han.

’Vi forhandler om alting’

Ida Auken, som i Mads og Monopolet udtalte, at partiet ikke har nogen »ultimative krav,« men »et ønske om en ny retning,« holder fast i sin position.

»Vi ønsker en retning, hvor der kommer et brud med DF’s magt over dansk politik, både på integration, klima, miljø, uddannelse og i forhold til EU. Vi er jo selvfølgelig nogen, der forhandler på alting. Og derfor er det en garanti for, at der kommer en ny retning.«

Martin Lidegaard »kan simpelthen ikke høre forskel« på hans egen og partilederens udmeldinger om ultimative krav.

»Vi har alle sammen helt konkrete ønsker til ting, der bør ændres,« siger Martin Lidegaard.

»Men det, der er ultimativt, er, at vi vil en ny retning. Det er helt uomgængeligt. Det er præcis det samme, Morten Østergaard siger i Aftenshowet. Jeg synes, du er nede i nogle spidsfindige, semantiske detaljer,« siger han.

– Der er da stor forskel på, om der er tale om ’ønsker’ eller ’krav’?

»Om du kalder det ønsker eller krav, er jeg ligeglad med. Ordvalget er rimelig ligegyldigt. Det, der er ultimativt, er, at vi samlet set får en ny retning og er enige om den.«

Sofie Carsten Nielsen medgiver, at diskussionen ikke bare er retorisk fnidder, men et centralt spørgsmål for regeringsforhandlingerne og dermed vælgerne. Hun oplever dog ikke, at danskerne er forvirrede over De Radikales udmeldinger.

»Det oplever jeg virkelig ikke. Det er primært jer. Jeg er meget tydelig på, at vi skal have færre fattige børn. Betyder det, at ydelserne skal op? Det er svært at forstå, hvordan vi ellers skal nå det mål. Men hvordan vi strikker det sammen, må vi sætte os og tale om,« siger hun.

De Radikales politiske leder Morten Østergaard understreger, at han ikke vil »ryste på hånden« eller »ændre signaler« i forhold til sine krav.

»For jeg kan se, det virker,« siger han og henviser til, at begge statsministerkandidater nu vil droppe uddannelsesloftet og -besparelser, sætte bindende klimamål i 2030 og måske tage kvoteflygtninge igen.

»Jeg kan konstatere, at fordi vi står fast, så udvikler tingene sig i vores retning. Jeg er meget optimistisk om at få den politiske aftale, De Radikale ønsker, men også helt afklaret om, at jeg ikke kan bakke op om en ny regering, hvis vi ikke kan få den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Drop de ultimative krav. De kortslutter demokratiet. Har et parti 5% af stemmerne skal det puste sig op og bestemme over de 95 % ?

Nej vel skal de ej.

Mette Frederiksen S er nu Det Radikale Venstres kandidat som kommende Statsminister. Det må være udmeldingen. Resten giver sig selv, at der er forskelle mellem et socialliberalt og et socialdemokratisk parti. Det behøver ikke at blive demonstreret med dumme ultimative krav.

Poul Schlüter Konservativ Statsminister fra 1982 af kom med en række rigtige gode råd til, hvorledes en Firkløverregering finder sammen. Intet parti får sit eget program 100% igennem det er kompromissets kunst og vilkår, men alle partier i Regeringen skal kunne se sig selv i Regeringens projekt.

Således også efter Folketingsvalget Onsdag den 5 Juni 2019. Det er mandaternes styrke der tæller og partierne bør have indflydelse derefter, det gælder også Enhedslisten. Ikke noget med den fatale brøler fra år 2011. Vi viderefører den forrige borgerlige Regerings Økonomiske politik. Det skulle der aldrig have stået i Regeringsprogrammet: For med den overskrift blev de vælgere, som håbede, at der skulle ske noget nyt skuffet over Helle Thornings Schmidts Regering S-RV-SF.

Intet parti ligger inde med de eneste svar på alle de komplicerede problemer, som der skal arbejdes med efter valget. Men partierne bag en kommende Socialdemokratisk Statsminister Mette Frederiksen skylder hinanden at udvise gensidig respekt og anerkendelse af samarbejdets værdi selvom vi er indbyrdes uenige i flere spørgsmål.

Ellers kan den danske tradition for samarbejde og kompromis med Mindretalsregeringer ikke fungere.

Jeg tror ikke en dyt på at en flertalsregering med et parti: Det være sig Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre eller SF alene vil kunne finde de bedste løsninger i alle tilfælde. Der til er partiernes medlemsbasis alt for lille og spinkel.

Det Radikale Venstre ønsker at formidle det brede samarbejde ind over midten. Det kan ikke sig gøre, hvis vi starter med selv at stille os op på en sæbekasse og proklamere. Vi har ultimative krav. Drop dem og find vejen til realisme.

Karsten Lundsby, Svend Erik Hansen, Birte Pedersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Om et krav er ultimativt eller krav til en retning, er en og samme sag. Hvorfor skal vi konfronteres med sådanne useriøse udsagn?Jeg undres over medierne