Læsetid: 3 min.

Rune Lykkebergs tale til Folkets Klimamarch: »Vi er samlet, fordi vi har ret«

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg holdt – ligesom blandt andre den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og tidligere kommissær Connie Hedegaard – lørdag tale foran Christiansborg i København til Folkets Klimamarch. Dette er Lykkebergs tale
Folkets Klimamarch i København lørdag.

Folkets Klimamarch i København lørdag.

Claus Bech

27. maj 2019

Vi er samlet i dag, fordi vi har ret.

Vi er også samlet i dag, fordi vi ikke har fået vores vilje.

Vi ved, at vi har ret i, at vores samfund ikke må ødelægge naturgrundlaget for de næste generationer.

Alle forældre vil sige til deres børn, at de ikke vil ødelægge den verden, de skal vokse op i.

Alle virksomheder vil sige til deres ansatte, deres ejere og deres kunder, at de ikke vil være med til at ødelægge jorden.

Alle foreninger, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger vil sige til deres medlemmer, at de ikke vil ødelægge verden.

Og vores politikere har underskrevet Parisaftalen, som lover, at vi vil gøre det, der skal til for, at vi holder temperaturstigninger så tæt på 1,5 graders temperaturstigning som muligt.

Vi er samlet i dag for at holde vores politikere fast på det, de har lovet.

Det er derfor, vi har ret.

Ingen kan sige, at vi ikke har ret.

Vi er også samlet her i dag, fordi vi ikke har fået vores vilje. Fordi vi kan se, at vores politikere ikke lever op til det, de har lovet.

Det er snart 30 år siden, at verdens regeringsledere mødtes til Rio-konferencen.

De kendte problemet, og de erkendte deres ansvar. De sagde, at det ikke måtte ske.

Men det er sket, og det er fortsat med at ske.

Vi har siden Rio-konferencen brændt lige så mange fossile brændstoffer af, vi har forbrugt lige så meget energi som i resten af menneskehedens historie.

Vi har dækket den her dagsorden i 30 år på Information.

Og det er gået sådan her:

Ødelæggelserne, udryddelserne af dyrearterne og planterne er gået hurtigere, end vi havde forventet.

De politiske systemer har handlet meget langsommere, end vi havde håbet.

Vi er ikke i gang med at nå vores mål, vi er i gang med ikke nå dem.

Alle deltager i noget, som de ved, at de ikke kan leve med.

Men det seneste år er der sket noget:

For første gang i mit liv går mobiliseringen hurtigere end ødelæggelserne.

Vi har fået skolestrejker, klimamarcher, civile ulydighedsaktioner. Vi har oplevet en folkelig vækkelse, vi har set en fælles bevidstgørelse.

Og vi kan se, at det virker. Det flytter dagsorden. Det har tvunget alle partier i folketinget til at have en klimapolitik. Vi har fået en valgkamp, som handler om klima.

Det er den styrke, som klimamarchen og demonstrationerne har: Ingen kan afvise os, alle erkender, at vi har ret.

Vi skal bruge den styrke til at stille konkrete krav:

Vi vil have en klimalov med bindende mål. De skal vise, hvordan vi kan halvere vores klimaaftryk i 2030 og hvordan vi går i nul i 2040.

Vi vil have et borgerting for klima, hvor almindelige borgere hjælper med at vise politikerne, hvordan vi når vores mål.

Det vil vi have af den kommende regering.

Jeg lover jer, at vi på Information gør alt, hvad vi kan for at holde dem fast på det.

Men vi må ikke stoppe efter valget. Vi skal forstå, at klimakrisen har forandret politik. Vi kan ikke nøjes med at marchere og demonstrere i valgkampen. Klimapolitikken skal blive stærkere og stærkere. Vi skal blive ved med at stille krav, at presse og skubbe til politikerne mellem valgperioderne.

Vi gør det ikke for at modarbejde politikerne eller smadre dem. Vi gør det for at hjælpe dem. Vi skal gøre politikerne så stærke, at de kan gøre alt det, der er svært og politisk farligt.

Vi skal kræve en grøn skattereform, vi skal kræve en grøn finanslov, vi vil have grønne arbejdspladser og investeringer.

Vi skal holde forældrene, foreninger, pensionsselskaberne og virksomheder fast på det, de gerne vil. Vi skal holde hinanden fast og inspirere hinanden.

Det gør vi over hele jorden, klimaødelæggelserne er globale, men det er demonstrationerne og marcherne også.

Man kan blive vred og deprimeret af det. Hvordan vi kan blive ved med at tro på, at det nytter noget, når det er gået så galt. Men vi bliver nødt til at minde hinanden om, at det er den største politiske opgave nogensinde, vi er blevet stillet. Det er den største udfordring for fælles handling, som nogen har stået overfor.

Og vi er nået længere det seneste år end nogensinde før. Folk handler sammen over hele kloden, børn stiller krav til deres forældre, borgere stiller krav til deres ledere. De kan ikke ignorere demonstrationerne og kravene.

Vi er faktisk allerede i gang, bevægelsen er kun lige begyndt.

Og vi bliver ved, indtil vi får vores vilje. For det vi vil, er det, som alle gerne vil.

Lørdag var blev der afholdt Folkets Klimamarch i København. Vi har talt med ti af deltagerne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
  • David Breuer
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Estrup
  • Thomas Tanghus
  • Ejvind Larsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Anker Nielsen
  • Charlotte Ardal
  • Katrine Damm
  • Torben Skov
  • Gert Romme
  • Jørgen Møller
  • Torben K L Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels Duus Nielsen
Frede Jørgensen, David Breuer, Eva Schwanenflügel, Christian Estrup, Thomas Tanghus, Ejvind Larsen, Estermarie Mandelquist, Anker Nielsen, Charlotte Ardal, Katrine Damm, Torben Skov, Gert Romme, Jørgen Møller, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tina Frederiksen

Tusind tak for din artikel Rune Lykkeberg.
Information har været den grønne avis i flere årtier.

Patience is the mother of all succes

Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

Vi er også samlet her i dag, fordi vi ikke har fået vores vilje. Fordi vi kan se, at vores politikere ikke lever op til det, der er det eneste rigtige. Og vi bliver ved, indtil vi får vores vilje. Selvom det vi vil, ikke er det, som alle gerne vil.

Ingen kan sige, at vi ikke har ret. Vi ved, at vi har ret i, at vores samfund ikke må ødelægge børnenes vilkår.

Men når festen er overstået og valget er forbi, står den lille pige med tiggerskålen og græder, malet på den afskaldede væg. Nogen skulle ofres. Der var ikke penge til overs, når de mange skulle festet igennem.

Eva Schwanenflügel, Karsten Jensen, Søren Ferling, David Joelsen, Jan Weber Fritsbøger, Ejvind Larsen, Estermarie Mandelquist, Torben Skov, Gert Romme, Trond Meiring, Karsten Lundsby og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

"Og vi bliver ved, indtil vi får vores vilje. For det vi vil, er det, som alle gerne vil."

Tja, var det en højreorienteret sag, der her taltes om, ville der nok ymtes om både populisme og fascisme.

Eva Schwanenflügel

Godt sagt, Rune Lykkeberg :-)

Men klima dagsorden er ubrydeligt forbundet med den sociale dagsorden.
Så længe den økonomiske vækst overtrumfer den sociale vækst, vil den indbyrdes konkurrence om profit til de rigeste eskalere ræset mod bunden.
Også på klimaområdet.

Kim Houmøller

Folketingets formand (kvinde) mener jo det er klimatossernes skyld D.F. har fået en syngende vælgerlussing som fortjent. "Folketingets formand" jeg græmmes!

Frede Jørgensen, P.G. Olsen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar