
De europæiske skatteborgere mister hvert år milliarder af kroner til svindlere, og det vil Socialdemokratiet nu sætte ind over for.
Ved at bruge komplicerede selskabskonstruktioner udnytter svindlerne manglende samarbejde og en svigtende kontrol i de europæiske skattesystemer til at snyde med blandt andet moms på varer som elektricitet, CO2-kvoter og fødevarer.
Det er blandt andet sket i en konkret sag, hvor danske direktører formodes at have spillet en central rolle i et kompleks, der trækker tråde til flere europæiske lande, og hvor der ifølge sagens dokumenter er begået momssvindel for over en halv milliard kroner. Sagen, som kom frem tirsdag, er i Danmark blevet afdækket af Information og erhvervsmediet Finans som en del af det fælleseuropæiske projekt Grand Theft Europe med journalister fra 35 medier i alle EU-lande samt Norge og Schweiz.
Ifølge Jesper Petersen, der er skatteordfører for Socialdemokratiet, viser afdækningen, at det er nødvendigt at styrke koordinationen i EU på området.
»Vi foreslår et egentligt skatte-Europol, hvor repræsentanter fra de enkelte lande kan sidde på kontor på samme gang, hvor de kan koordinere og udveksle informationer samt analysere de nye svindelmønstre,« siger han.
»Der er tale om grænseoverskridende kriminalitet. Derfor er der også efter vores mening på europæisk niveau behov for at styrke samarbejdet mellem de forskellige landes skattemyndigheder. For når svindlerne arbejder internationalt, er skattemyndighederne også nødt til at gøre det.«
EU-Kommissionen anslår, at de europæiske statskasser går glip af 50 milliarder euro om året på grund af svindel. Momskarruseller har eksisteret, siden det europæiske momssystem blev indført i 1993, men det har indtil nu været umuligt at få medlemslandene til samlet at sætte et varigt stop for svindlen.
Kommissionen kom i 2017 med et forslag om et nyt momssystem, der ændrer den måde, momsen bliver afregnet, når varer krydser grænser. Samtidigt indeholder forslaget en verifikationsproces, som skal gøre det nemmere at identificere de virksomheder, der ikke betaler deres skat og moms.
Forslaget kom igennem EU-Parlamentet, men er aldrig kommet videre end Ministerrådet, hvor flere medlemsstater stritter imod at overlade kompetencer til EU på skatteområdet.
»For mig er det her det eneste mulige svar, hvis vi vil stoppe den her type svindel,« siger Pierre Moscovici, der er EU-kommissær for økonomi- og finanspolitik samt told og beskatning, ifølge EUobserver som reaktion på afsløringerne i Grand Theft Europe.
»Jeg vil ikke pege fingre ad nogle specifikke ministre eller medlemsstater, men vi ved, at det i høj grad er på grund af reglen om enstemmighed,« siger han.
Det skriger til himlen
Onsdag afdækkede Information og Finans så, hvordan en række svindelfirmaer har fået lov til at operere fra falske adresser og en tom byggegrund på Amager, hvor der ikke findes andet end en ødelagt postkasse.
En sag, der ifølge den franske ekspert i momssvindel Marius-Christian Frunza viser, at der i Danmark er særlige udfordringer med kontrollen. Og det får flere skatteordførere til at kræve handling.
»Jeres eksempler skriger til himlen. Det er for mig tydelige eksempler på, at kontrollen fra Skattestyrelsen og på Erhvervstyrelsens område slet ikke er tilstrækkelig,« siger Jesper Petersen.
»Det her viser jo, at kontrollen har været alt for vag. Vi bliver nødt til at få et mere finmasket kontrolnet. Det er noget, som vi vil tage op politisk,« siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).
SF’s skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, er enig.
»Det sejler i Erhvervsstyrelsen. Revisorerne har også advaret om det her igen og igen. Vi har hørt om selskaber, hvor ejeren hedder Anders And, eller hvor firmaer er indregistreret på adresser i Andeby. Men hvis virksomheder ikke kan spores, skal de jo tvangsopløses,« siger hun.
Både Socialdemokratiet og Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, foreslår, at SKAT konkret skal styrkes med 1.000 nye medarbejdere specifikt til kontrolindsatsen.
»Vi kan se, at den svindel, der rammer Danmark, er i milliardklassen, så de her medarbejdere vil tjene deres løn hjem igen rigtig mange gange,« siger Rune Lund.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er blevet forelagt sagerne af Information og Finans. Han peger på, at der allerede i dag er fokus på at screene selskaber med forskellige digitale værktøjer for at finde frem til svindelvirksomhederne.
»Vores strategiske indsats ligger allerede her, ligesom den også skal ligge her i fremtiden. Og det er denne her sag jo også et eksempel på, hvorfor den skal gøre. Grænseoverskridende økonomisk kriminalitet er alvorligt og skal bekæmpes,« siger Karsten Lauritzen.
Grand Theft Europe
Formodet momssvindel for milliarder, svigtende tilsyn, syrienkrigere og to virksomheder på en tom grund i Dragør. I denne serie afdækker Information sammen med Finans og en lang række medier international momssvindel for milliarder. Samarbejdet er koordineret af researchorganisationen CORRECTIV.
Lyt også til Netværket – en podcast i tre afsnit om bagmændene med forbindelser til al-Qaeda og Islamisk Stat, som er en del af et netværk, som har begået formodet momssvindel for over en milliard.
Seneste artikler
Netværket – en podcast om momssvindel, Islamisk Stat og slikbutikker i tre afsnit
17. april 2020Bagmænd med forbindelser til al-Qaeda og Islamisk Stat er en del af et netværk, som har begået formodet momssvindel for over en milliard. Hør historien i en coronafri podcast i tre afsnitVenstre: Danmark er ved almindelig kontrolsjusk blevet en trofast Islamisk Stat-støtte
6. december 2019Justitsministeren bør kunne forklare mere om, hvad myndighederne – og særligt PET – har vidst i sagen om formodede momssvindlere med forbindelse til Islamisk Stat. Sådan lyder det fra flere politikere efter afdækningen af, at personer i netværket har været involveret i at sende hospitalsudstyr til SyrienIslamisk Stat havde brug for hospitalsudstyr. Momssvindlere fra Danmark hjalp til med at skaffe det
6. december 2019En insider fra et netværk af formodede momssvindlere med kobling til danske jihadister fortæller nu sin historie. Om hvordan den centrale jihadist i netværket blev indkøber for Islamisk Stat, og hvordan han selv blev forsøgt rekrutteret af PET
Det er på tide, at et dansk parti vågner op, og vil gøre noget effektivt ved dette her.
Men dels er dette altså kun den ene del af den løsning, som EU tilbyder, og som et flertal af EU-lande ønsker. Og dels bliver S nødt til at tænke om igen, hvis de vil bruge DF som støtteparti i regeringen.
Suk, Danmark har jo valgt at stå udenfor det retslige område i EU, så de øvrige lande vil jo bare grine af os hvis vi begynder at udstikke rammerne for et effektivt samarbejde i EU. Ikke at det ikke er en god ide, det er en hamrende god ide, men vi har jo selv valgt at stå uden for døren når rammerne skal fastlægges af de øvrige EU lande. Og derefter kan vi tigge og bede om at måtte være med!
Og effektiv kontrol er ikke nok. Vi kommer først for alvor problemet til livs når vi i EU ikke har hele 27/28 forskellige komplicerede regelsæt for skat og moms. Ensartede regler ville være et effektivt skridt frem, men også her vil Danmark med sikkerhed stritte imod... Suk...
Atter engang er man harm over svindlere når udlandet opdager dem.
Jeg er harm over at vi ikke selv evner at opdage vi svindles . Og at vi først reagerer når det bliver pinligt, at udlandet ved mere om hvad der sker under vores egen næse end vores egne "myndigheder".
Thomas har fuldstændigt ret. Enhver tanke om dette er aflivet af Danmarks retsforbehold.
Skal vi lige have med at disse fiduser, og en helvedes masse flere, blev mulige grundet det indre marked, som vi selv tilsluttede os om man så kan sige Eyes Wide Shut..........
@Jan
Nå ja, lande uden for EU har ikke disse problemer!!! Og hvis vi ikke havde EU men i stedet havde endnu flere håbløse aftaler på kryds og tværs af landene som krampagtigt holdt fast i at bestemme alt selv (og anderledes end de andre) ville svindlerne da blot have endnu flere muligheder for at finde huller i lovgivningen eller kontrollen...
Nej det er ikke en særlig situation i andre lande, men er ret specifikt dansk fænomen. Således kan man læse andesteds i avisen:
"Ifølge den franske ekspert i international momssvindel Marius-Christian Frunza skyldes den svage kontrol af virksomhederne, at Danmark ligesom de øvrige nordiske lande har opbygget en helt særlig og meget tillidsbaseret kultur, når det gælder inddrivelsen af skatter og afgifter". Dvs. Eyes Wide Shut...
Mht. til EU, stedet hvor vi for af vide at grænseoverskridende problematikker skal løses, er der at sige, at f.eks. Facebook og de andre Tech-virksomheder betaler ca. 1 % i skat et sted i Irland af hele deres business i EU, hvor andre virksomheder f.eks. i Danmark betaler 22 %. Alt sammen pga. det indre markedsregler. Således behøver Tech-virksomheder ikke behøver at snyde i fucking moms!
Ikke på trods af, men på grund af det indre markeds indbyggede skattefiduser er Luxemburgs BNP det dobbelte af Danmarks, og det evige fattige Irlands BNP godt og vel så stort som vores.
@Jan
Hvis det var EU som var årsagen, måtte man vel forvente at problemet var udbredt i alle EU lande og fraværende i de fleste øvrige lande. Men nu argumenterer du med at det er et særligt dansk/nordisk problem, så kan det sku da ikke være EU som er årsagen... EU har ihvertfald ikke sat begrænsninger på omfanget af den kontrol som danske skattemyndigheder udøver vel?
Og tror du virkelig at vi ville stå bedre over for facebook og de øvrige store techselskaber ved at stå uden for EU? Med hvilken ret ville du kunne pålægge moms og skatter på deres forretning i Danmark (som jo alene kommer ind i Danmark via nogle internetkabler)? Og hvis du endeligt kunne finde en måde at gøre dette på, mon så ikke alle øvrige lande ville begynde at kræve skatter af vores store virksomheders indtjening i de pågældende lande. Og blot for at være sikker på at du forstår konsekvensen, så har Danmark et kæmpe handelsoverskud hvorfor et generelt system hvor alle virksomheder i alle lande beskattes i de lande de tjener deres penge betyder et stærkt formindsket skatteprovenu i Danmark.
(iøvrigt ville et sådan internationalt skattesystem være langt bedre end det vi har i dag, men dertil er der desværre meget laaaangt vej).
@Jan
Og iøvrigt opkræver Facebook, Google, Amazon med flere moms af danskeres køb efter danske satser og afregner med danske myndigheder. Netop fordi EU har fælles regler for hvordan moms skal håndteres inden for EU.
Thomas du er enormt dårlig til at læse. Jeg skriver vi/Danmark havde lukkede øjne momsmæssigt da vi entrerede det indre marked. Derfor har VI/DANMARK et problem med momsfuskeri.
Facebook's virke i Europa er ikke noget der blot foregår i internetkabler, men noget der foregår i indbetalinger af pengebeløb på konti i banker. Og derfor noget der er let at beskatte. Ligesom skatteunddragende NIKE, McDonald osv. aktiviteter. Problemet er at virksomhederne, beskyttet af EU's regler, flytter moneterne, med lukrative skattefriheder, til Irland eller Luxembourg eller.....
Om det er bedre at være i EU end undenfor må man vel næsten være græsk-katolsk over for, da EU's regler netop er grunden til skattefiduser. Og det faktum at vores egen regering netop i EU har stemt for at det skal fortsætte sådan. Tech-virksomhedernes datacentraler der skal ligge ude i den dansk provins, gør det netop også kun, fordi vi giver dem skattefriheder. Selvfølgelig......
Den FRIE BEVÆGELIGHED for kapital muliggør disse transaktioner, hvor hovedsædet for en virksomhed kan være en rent formel affære.
Dette problem er skabt af EU-traktaten - og politikernes tilslutning til den.
Sammen med andre kendte tricks og finter, bl. a. datterselskaber, har politikerne - især gennem Østeuropatilslutningen i 00-erne - fuldstændig tabt kontrollen med virksomhedsskatteforholdene.
Ejerskab kan overføres til Cayman-øerne, Antillerne, Irland, Cypern, Luxemburg etc. efter forgodtbefindende
Vi skal lige holde fast i, at skatteunddragelse ved at flytte indkomsten i skattely, er unddragelse af skattebetaling på penge, som selskabet dog selv har tjent.
Momskarruseller er direkte tyveri fra Fællesskabet ved, at et firma modtager refusion af en moms, der aldrig er blevet betalt.
Momskarusseller er så meget desto mere attraktive for tyveknægtene ved, at firmaet tømmer enhver bankkonto, når brevene fra Told&Skat begynder at komme. Når så en medarbejder fra Told&Skat dukker op - og det tager rigtig lang tid - så er firmaet uden midler til en konkursbehandling hos Kammeradvokaten og bliver blot tvangslukket af Erhvervstyrelsen.
.... og bagmændene - de er allerede videre med næste firma og stråmand.
Tillad mig at omtale en konference i morgen på Christiansborg om netop dette emne.
Konferencen er arrangeret af OXFAM, IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke, FOA, Globale Seniorer, Sonnenberg Kredsen, Nyt Europa og DEO
Konference på Christiansborg
Skal EU stoppe skattesnyd?
Milliarder af kroner, der burde blive betalt i skat, ender i stedet i skattely. Det problem sætter en række organisationer på dagsordenen forud for EU-valget den 26. maj. Mød to førende skatteeksperter og gå i debat med alle ti partiers EU-spidskandidater.
Beløb i milliardklassen, der skulle have været skatteindtægter, forsvinder hvert år og ender i skattely. Penge, som statskasserne dermed går glip af.
En del af forklaringen er det indre marked og den frie bevægelighed for kapital i Europa. EU-samarbejdet medfører konkurrence mellem landene på skat for virksomheder og skaber samtidig en række smuthuller i skattesystemerne.
EU-Kommissionen er kommet med flere lovforslag, der skal håndtere udfordringer med skattesnyd, men medlemslandene i Ministerrådet har samlet set afvist alle mere vidtgående ændringer på området. Det skyldes blandt andet, at en række EU-lande fungerer som skattelylande og de modarbejder nye fælles regler.
Konferencen inviterer til debat om, hvorvidt selskabsskatten alene skal være et område for medlemsstaterne, eller om de 27 EU-lande skal arbejde tættere sammen for at stoppe skattesnyd, og i så fald: Hvad skal EU gøre?
Kom og tag debatten med alle de danske spidskandidater til EU-valget.
Skat på EU-niveau er en kompleks affære, og derfor er vi syv organisationer, der har udarbejdet ni skarpe spørgsmål på området, som alle danske EU-kandidater er blevet inviteret til at besvare. Besvarelserne har vi lavet om til en skattevalgtest, som borgerne kan tage for at finde ud af, hvilke politikere de er mest enige med, når det kommer til skatte i EU. Konferencen vil tage udgangspunkt i disse spørgsmål.
Tag testen her: http://epdb.eu/eu-valgtest/
Dagens program:
12.15: Dørene åbnes for tilmeldte deltagere.
13.00 - 13.05: Velkomst ved Peter Hummelgaard, medlem af blandt andet Skatteudvalget og Europaudvalget for Socialdemokratierne og vært på Christiansborg for arrangementet.
13.05 - 13.10: Kristian Weise, generalsekretær i OXFAM IBIS, repræsenterer på vegne af de syv organisationer kampagnen.
13.10 - 13.50: Skatteekspert og EU-ekspert udfolder problemet
Oplæg ved Thomas Tørsløv, ph.d. og økonom, der har beregnet, hvor mange milliarder EU samlet set går glip af grundet skattesnyd.
Oplæg ved Sara Jespersen, ph.d. på CBS. Sara Jespersen forklarer, hvem der har magten til at ændre lovgivningen på området i EU-systemet, og hvilke lovforslag EU-Kommissionen har lagt på forhandlingsbordet.
13.50 - 14.00: Tag testen ”Skal EU stoppe skattesnyd? - Test din kandidat og dig selv”
14.00 - 15.30: Debat med spidskandidaterne: Skal EU stoppe skattesnyd?
Hvad mener de danske spidskandidater om selskabsskat i EU, og hvad vil de arbejde for, hvis de bliver valgt til EU-Parlamentsvalget? Kom og hør politikerne og deltag i debatten.
Politikerpanelet:
Jeppe Kofod (Socialdemokratiet)
Morten Løkkegaard (Venstre)
Margrete Auken (Socialistisk Folkeparti)
Rasmus Nordqvist (Alternativet)
Morten Helveg Petersen (Radikale Venstre)
Peter Kofod (Dansk Folkeparti)
Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU)
Pernille Weiss (Det Konservative Folkeparti) og
Nikolaj Villumsen (Enhedslisten)
Mette Bock (Liberal Alliance)
15.30 - 16.00: Tak for i dag. Debat over kaffe og kage
16.00: Arrangementet slutter
Deltagelse: Gratis, tilmelding dog nødvendig.
Her er et link til DEO vedrørende Skattekonferencen på Christiansborg
https://deo.dk/debatmoeder/sjaellandkoebenhavn/2019-foraar/konference-sk...
Tak til Information, der journalistisk opgraderer, hvor andre aviser nedgraderer og vægter underholdning og konfrontation til fordel for oplysning.
Bemærk venligst i ovenstående artikel: EU parlamentet, der svarer til folketinget blot med medlemmer fra alle 28 EU lande, har fremsat en handlingsplan der skal stoppe svindel med EU moms.
Det skal efterfølgende vedtages i ministerrådet, der er befolket af de enkelte landes ministre. Her blokeres forslaget, dvs. det er nationalstaterne (enkeltlande i Europa) blokerer for et mere retfærdigt Europa. Det er sket utallige gange før.
Eksempelvis lovgivning der forhindre multinationale virksomheders skattespekulation, at enkelt lande i Europa yder skattely ( f.eks Luxemburg, Holland, Malta, Cypern, Storbritanien) og oprettelse af et ydre grænseværn. Af manipulerende politikere udlagt som EU’s skyld, men i realiteten er nationalstaternes ønske om at fremme egne interesser på bekostning af Europa.
Styrk Europa-Parlamentet på bekostning af nationalstaten. Stem den 26 maj
Jeg vil gerne stille det dumme spørgsmål: Hvorfor kan man overhovedet få moms refunderet og kunne man ikke finde en smartere beskatningsform hvor svindel var vanskeligere ?
@jens peter hansen
Virksomheder betaler ikke moms, så hvis det en virksomhed med rent exportsalg, så får virksomheden al dansk købsmoms refunderet.
Hvis en virksomhed sælger på Det indre Marked og opkræver salgsmoms, så modregnes købsmomsen, når salgsmomsen skal afregnes til myndighederne.
Jo så meget har jeg forstået. Og så laver jeg en masse falske bilag og kræver den danske moms udbetalt. Det samme fis med den betalte udbytteskat som også er det rene fup. Hvis myndighederne ikke kan eller vil holde de smarte fupforetagenderne i ørerne og lovgivningsmæssigt giver de kreative frit spil, så må man sgu da skulle lave regler der holder vand og sætter svindlerne på vand og brød!
@Rune Lykkeberg
Dækkede Information skattesnyd-konferencen på Christiansborg i går ??
Der er ingen omtale i netavisen.
Jeg overværede konferencen og blev helt stakåndet, da Thomas Tørsløv, ph.d. gik i gang med at opliste skatteunddragelserne. Thomas Tørsløv genoptager sin ansættelse hos SKAT efter endt ph.d. - så forhåbentlig finder han anledning til at gøre noget ved forebyggelsen.
Sara Jespersen, ph.d. redegjorde for de muligheder EU har for at forebygge skattesnyd -
og for de forslag Kommissionen har lagt frem.
Men der er lang vej fra forelæggelse af et forslag til implementering af dette forslag.
Danmark brillerer med at være med på NEJ-siden, så det går jo rigtig godt.
Den efterfølgende paneldebat imellem partiernes spidskandidater afslørede, at flere paneldeltagere var absolut imod, at EU skulle blande sig på SKAT & MOMS området.