Analyse
Læsetid: 7 min.

Den stramme udlændingepolitik kan godt være en tabersag

Efter mange år med opbakning til en stadigt strammere flygtninge- og indvandrerpolitik skiftede folkestemningen op til valget i 2007. På mange måder ser vi i dag paralleller til situationen dengang
Dansk Folkeparti står for første gang til massiv tilbagegang ved et valg til Folketinget. Ifølge professor Jørgen Goul Andersen er der flere paralleller til valgkampen i 2007, hvor udlændingepolitik ikke i samme grad som tidligere var en vindersag for højrefløjen, og det er ifølge professoren med til at forklare den manglende medgang til Kristian Thulesen Dahls parti.

Dansk Folkeparti står for første gang til massiv tilbagegang ved et valg til Folketinget. Ifølge professor Jørgen Goul Andersen er der flere paralleller til valgkampen i 2007, hvor udlændingepolitik ikke i samme grad som tidligere var en vindersag for højrefløjen, og det er ifølge professoren med til at forklare den manglende medgang til Kristian Thulesen Dahls parti.

Casper Dalhoff

Indland
27. maj 2019

Det har længe været den almindelige opfattelse blandt politikere og politiske kommentatorer, at der nærmest ikke var grænser for, hvor store stramninger befolkningen ønskede i flygtninge- og indvandrerpolitikken.

Men det er forkert. Der kan endda komme en modreaktion. Det så vi ved valget i 2007. Og på lange stræk kan situationen i dag ligne situationen i 2007.

Vælgerne tog rigtig godt imod Fogh-regeringens stramninger fra 2001. Men i tiden op til 2007 begyndte grundlaget at skride under de fortsatte stramninger.

I adskillige år var der ikke kommet ret mange asylsøgere. Beskæftigelsen blandt indvandrere, der var en katastrofe omkring midten af 1990’erne, blev markant forbedret. Og blandt piger med indvandrerbaggrund sås en overraskende stor stigning i tilgangen til videregående uddannelser.

Oven i dette baggrundstæppe af forbedret integration kom der i valgkampen 2007 fokus på de dårlige forhold for børn i asyllejre. Forholdene blev blandt andet dokumenteret i en artikel i Ugeskrift for Læger og beskrevet bredt i medierne.

Det var alt sammen med til at tippe stemningen.

Som det blev påvist af nu afdøde professor Lise Togeby allerede i 1990’erne, er danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere ambivalente.

Det har ikke ændret sig. Nogle få er fremmedfjendtlige, og at nogle få bekender sig til en ubetinget humanisme. Men det store flertal har en blanding af skepsis og bekymring på den ene side og empati og solidaritet på den anden.

Blandingsforholdet varierer fra person til person. Og det varierer over tid. Nogle gange vækkes empatien, andre gange bekymringen. Det afhænger blandt andet af, hvad politikere og andre centrale meningsdannere siger. Men det afhænger også af de faktiske omstændigheder.

Skiftet i 2007

I 2001 lå flygtninge- og indvandrerpolitikken højt på den politiske dagsorden. Hele 23 procent af vælgere nævnte det spontant som et problem, politikerne skulle tage sig af. Ved de to følgende valg var tallet væsentligt lavere.

Men det mest bemærkelsesværdige var, at de, der nævnte flygtninge- og indvandrerpolitik som et vigtigt problem i 1990’erne og i 2001, i langt de fleste tilfælde var negative over for indvandringen.

I 2005 var det aftaget meget. Og i 2007 var de vælgere, der havde indvandring på dagsordenen, mere positivt stemt over for indvandringen end de vælgere, der ikke havde det på dagsordenen.

Parallelt hermed sås en markant stigning i andelen, der syntes, stramningerne var gået for vidt. Det var stadig et klart flertal, som fandt stramningerne passende eller utilstrækkelige, men i 2001 var der kun 11 procent, som fandt stramningerne for vidtgående.

I 2005 var det 27 pct. – men næsten lige så mange fandt stramningerne utilstrækkelige. Og i 2007 mente 38 pct., det var gået for vidt, og kun 12 pct. mente, der skulle strammes yderligere.

Vælgernes syn på de offentlige udgifter til flygtninge og indvandrere havde også ændret sig.

Frem til 2001 havde det været et af de allermest populære sparemål. Et stort mindretal – i 1998 endda et lille flertal – ville skære ned, og meget få ville bruge flere penge. Men i 2005 var det aftaget, og i 2007 ville 30 pct. bruge flere penge, mens kun 14 pct. syntes, der blev brugt for mange.

Opinionsbalancen – forskellen mellem den andel, der vil bruge mere, og den andel, der vil spare – skiftede fra stærkt negativ til positiv.

Og regeringen befandt sig i den uvante situation, at flygtninge- og indvandrerpolitikken ikke længere var en sikker vinderdagsorden for VKO-partierne.

Den var måske heller ikke det modsatte, men VKO-partiernes ’ejerskab’ var borte. Ikke fordi Socialdemokratiet havde ændret kurs, men fordi vælgernes holdninger havde ændret sig. Og fordi børns forhold i asyllejrene blev et vigtigt emne i valgkampen.

Endelig var det både en afspejling af disse holdningsændringer og med til at forstærke dem, at Ny Alliance dukkede op og hos mange vælgere forløste en følelse af, at ’nok er nok’.

I hvert fald var der for første gang lige så mange, der fandt en socialdemokratisk ledet regering lige så egnet som en borgerlig regering til at »føre en fornuftig flygtninge-/indvandrerpolitik«.

I 2001 var der næsten dobbelt så mange vælgere, der anså en borgerlig regering for at være bedst på området sammenlignet med en socialdemokratisk ledet regering. Men i 2007 stod det næsten lige. Og blev spørgsmålet ændret til, hvem der var bedst til at sikre integration, vandt Socialdemokratiet.

Vælgernes holdning til gennemførte stramninger af flygtninge-/indvandrerpolitikken, 2001-2007, i procent

Kilde: Valgundersøgelserne 1979-2005. 2007-undersøgelse gennemført for Ugebrevet Mandag Morgen under valgkampen

Klare paralleller

Parallellerne mellem 2007 og 2019 er mange – men ikke fuldstændige.

Også i 2019 er antallet af asylsøgere lavt. Men ikke helt så lavt som i midten af 00’erne, og det har ikke været lavt i lige så lang tid. Endnu i 2016 var der mange asylansøgere. Omslaget kom først for alvor i første kvartal 2017, altså for knap to et halvt år siden. Bekymringen har nok ikke lagt sig helt så meget som dengang.

Men ellers er parallellerne mange. Efter et mindre tilbageslag under krisen er indvandreres og efterkommeres beskæftigelse igen på vej op, og vi er godt på vej til at have det mindste beskæftigelsesgab nogensinde mellem folk med dansk baggrund og folk med ikkevestlig indvandrerbaggrund.

Unge med indvandrerbaggrund uddanner sig stadig mindre end unge med dansk baggrund, men forskellen snævres ind, og selv drengene er efterhånden ved at være rigtig godt med.

Integrationen er stadig en udfordring, men alle tilgængelige oplysninger peger i den rigtige retning. Det går fremad. Uden at forklejne udfordringerne kan man i dag bedre tale om »vellykket integration« end »mislykket integration«.

Ligesom i 2007 er meldingerne fra arbejdsgiverne positive.

2007-valgets emne med børn i asyllejre er afløst af børn i udrejsecentre. En Røde Kors-rapport dokumenterer op til dette års valgkamp, hvor galt det står til. Og det er temmelig meget værre, end det var for børnene i asyllejrene i 2007.

Der er indsamlet over 55.000 underskrifter til et borgerforslag om lempelser, som dermed kommer på det nye Folketings dagsorden efter valget. Det er – ligesom i 2007 og med bedre grund – en tabersag for regeringen.

Denne gang kan børnene også være en tabersag for Socialdemokratiet, der af gode grunde ikke har den store lyst til at ytre sig om sagen.

Men selv om partiet har rykket sig tæt på de borgerlige på flygtninge- og indvandrerområdet, fremstår det formentlig stadigt i vælgernes øjne som knap så hårdt over for udlændinge som de borgerlige partier. Og samtidig vil rapporter om mistrivsel blandt flygtningebørn være en vindersag for de øvrige partier i den røde blok.

Trods opinionsklimaet i 2007 gik Dansk Folkeparti frem ved valget. Det kan formentlig tilskrives, at partiet stadig var i en mobiliseringsfase og ved at blive mere »stuerent« i vælgernes opfattelse.

I vælgerundersøgelserne viste det sig blandt andet ved, at folk var tilbageholdende med at oplyse, at de havde stemt på Dansk Folkeparti (og før den tid Fremskridtspartiet). Men det aftog efterhånden, og den frygt for omgivelsernes reaktion, der holdt folk tilbage fra at indrømme, de havde stemt på DF, var nok også medvirkende til at afholde nogle fra at gøre det i de første år.

Fogh overlevede

Mere overraskende var det sådan set, at Fogh-regeringen overlevede valget i 2007. For regeringen havde næsten ingen vinderdagsordener og mange taberdagsordener.

Kvalitetsreformen floppede blandt vælgerne i 2007, akkurat som Løkkes sundhedsreform synes at have gjort det i 2019. Og skattelettelserne forud for 2007-valget var ikke nogen vindersag – snarere tværtimod.

Fogh vandt alligevel valget. Formentlig fordi det gik godt med økonomien, fordi de færreste havde grund til at beklage sig over velfærden, og fordi de fleste havde grund til at føle sig nogenlunde trygge. Der var ikke stærke grunde til at skifte ledelse. Og Helle Thorning-Schmidt var en ny og urutineret leder.

Det er vel også nogenlunde de forudsætninger, som Løkkes valgkamp har satset på at genskabe. Om det trods alle meningsmålinger alligevel lykkes til sidst, skal der ikke gættes på.

At vi har fået Nye Borgerlige og Stram Kurs er et udtryk for en radikalisering på højrefløjen. Men måske er det lidt med dem som med knopskydningen af små revolutionære venstrefløjspartier frem imod 1990. Dybest set var tiden løbet fra dem. Nogle samlede sig senere i Enhedslisten, der genopstod som et venstrefløjsparti i moderniseret og ganske moderat udgave.

Under alle omstændigheder er der grund til at forvente, at det ikke kun er folk, der er negativt stemt over for flygtninge og indvandrere, der har dette emne på dagsordenen.

Det kan endda være relevant at spørge, om emnet ender med at være vigtigst for dem, der har en positiv holdning, ligesom i 2007. Og det kan endda tænkes, at Kristendemokraterne får et liv efter døden ved at mobilisere nogle af de kræfter, der samlede sig om Ny Alliance i 2007.

Jørgen Goul Andersen er professor i statskundskab på Aalborg Universitet og skriver analyser og kommentarer i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Nielsen

Mon ikke befolkningen generelt er ved at brække sig over den hadefulde retorik omkring (potentielt) nye borgere i landet.

Politikerne har fejlet, da de ikke har forstået, at der godt kan være en stram flygningelovgivning uden det behøver være baseret på hadtale og udskamning af en hel befolkningsgruppe. Og at de nye borgere, der får lov til at blive i landet skal behandles ordentligt og ikke som undermennesker tvunget til at sulte (inklusive deres børn) i forsøget på at skabe en underunderklasse.

Kristian Rikard, Torben K L Jensen, Werner Gass, Peter Fenger Lund, Trond Meiring, Katrine Damm, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg tror også mange er ved at kvæles af den hadske retorik og de symbolpolitiske stramninger, der også i mange tilfælde har været enormt dyre.

Fornyligt er det fx kommet frem, at grænsebevogtningen har kostet fire gange så meget som regeringen hidtil har påstået, nemlig rundt regnet en milliard kroner. Det forventes den såkaldte øde ø Lindholm også til at komme i nærheden af.

Der rives almene boliger ned der just er renoverede pga regeringens ghetto-fiksering, Landsbyggefonden berøves 10 millioner af lejernes opsparede penge, og Gamle fru Jensen bliver tvangsforflyttet.

De Paludanske tilsvininger af børn og beboere i boligområderne har kostet mere end 41 millioner kroner, og politiet har samtidig ikke ressourcer til at opklare almindelige indbrud og voldelige overfald i nattelivet.

Det har efterhånden også været understreget med al ønskelig tydelighed, at diverse kontanthjælpslofter og integrationsydelser kun har virket på ét parameter; fattiggørelse af børn og generel elendighed hos deres forældre.

De horrible forhold på udrejsecentrene har heller ikke kunnet skjules.
Mange ved nu, at børnene lider vanrøgt i Statens forvaltning.

Det ene med det andet..
Man kunne fortsætte listen af uhyrligheder i timevis.
Og det er blevet alt, alt for meget !!

Torben K L Jensen, Ebbe Overbye, Werner Gass, Touhami Bennour, Christian Mondrup, Trond Meiring, Katrine Damm, David Breuer og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Møller

...Vi kan håbe, at den grønne fremgang her ved EU-valget kan dæmme op for den gryende racistiske og fascistiske, politiske strømning i Europa. Et kontinent, der gentagne gange har vist sig parat til at benytte dette politiske ideal, når kapitalismen og dens magthavere kommer i alvorlige vanskeligheder.
Vi har siden den store økonomiske verdenskrise i 1929 set stærke strømninger af fascisme i mange europæiske lande med nazismen og fascismen, der kom til magten i Tyskland (Hitler), Italien (Mussolini), Spanien (Franco) og Portugal (Salazar), hvor de to sidste lande have et fascistisk diktatur helt op 1970´erne, hvor også Grækenland fik en fascistisk militærjunta. Også lande som Østrig, Rumænien og Ungarn havde fascistvenlige regeringer i Hitlerperioden, og i disse 3 lande rører disse kræfter igen aktivt på sig.
Glemmes skal ej heller uhyrlighederne i det tidligere Jugoslavien i 1990´erne med etniske udrensninger, hvor bosniske serbere henrettede 8000 bosniske muslimer.
Igen så vi ibrugtagning af kz-lejre, idet den tidligere kroatisk stat med en fascistiske regering under 2. Verdenskrig igen ønskede selvstændighed. De gik systematisk i gang med udrensning af serbere boende i Kroatien ved anvendelse af voldtægt, drab og oprettelse af kz-lejre.
Vores egne såkaldte 'udrejsningslejre' for afviste muslimske flygt ringe skaber stærke associationer om disse kroatiske interneringslejre.
Derfor står kampen nu på, at skærpe de anti-racistiske og -fascistiske kræfter i de europæiske nationalstater, bl.a. ved valget i Danmark den 5. juni.

Torben Vous, Eva Schwanenflügel og Werner Gass anbefalede denne kommentar