Læsetid: 3 min.

SV-regering kan være Løkkes sidste chance for magt

Sandsynligheden for, at Lars Løkke Rasmussen kan fortsætte som statsminister på borgerlige mandater er efterhånden så lille, at ledende venstrefolk nu er begyndt at spekulere i et højest usandsynligt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet
Der er ikke mange, der tror på det realistiske i en regering, hvor både S og V indgår. Ikke desto mindre taler mange – ikke mindst i Venstre – om dette scenario efter et valg.

Der er ikke mange, der tror på det realistiske i en regering, hvor både S og V indgår. Ikke desto mindre taler mange – ikke mindst i Venstre – om dette scenario efter et valg.

Liselotte Sabro

15. maj 2019

De politiske forskelle er ikke større, end at det rent praktik sagtens ville kunne lade sig gøre. Men reelt er der kun to politikere på Christiansborg, der for alvor håber på en SV-regering, der sidst blev forsøgt i 1978, og som nu i stigende grad diskuteres i korridorerne her under valgkampen.

Den ene er Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, som står til snart at måtte aflevere nøglerne til Statsministeriet.

På det seneste har han talt med flere i sin inderkreds om mulighederne for en genoplivet SV-regering, og byttehandlen er ganske enkel: Venstre vil støtte en socialdemokratisk statsminister, mod dels at få vigtige ministerposter, og dels at Løkke bliver udnævnt til ny EU-kommissær, altså som erstatning for den radikale Margrethe Vestager.

Den anden og mere overraskende fortaler for en SV-regering er Alternativets leder Uffe Elbæk, som pludselig er begyndt at tro på en tredje vej uden om yderfløjene til højre og venstre.

Her er egeninteressen mindre oplagt, men tanken er tilsyneladende, at en stor koalition mellem Socialdemokratiet og Venstre ville opnå parlamentarisk styrke til at kunne gennemføre omfattende reformer, herunder på klimaområdet.

Hvis De Radikales mandater ender med at blive afgørende, vil Morten Østergaard nok også omfavne en SV-regering.

Men i virkelighedens verden er der ingen andre partiledere, som ser nogen som helst fidus i en SV-regering, allermindst Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der foretrækker at blive ny statsminister i egen ret.

Teknokratisk drøm

Når tanken om en SV-regering overhovedet hvirvler rundt i det politiske kandestøberi, skyldes det, at bredt samarbejde henover midten har en snusfornuftig appel til mange, særligt udenfor Christiansborg. For er det ikke netop sådan, det foregår i dag ude i kommunerne?

Ikke overraskende er det også de mest midtersøgende borgmestre, såsom Hernings Lars Krarup (V) og Frederikshavns Birgit S. Hansen (S), som turnerer mest ihærdigt rundt med forslaget, og forleden bekræftede Lars Løkke Rasmussen så for åben tv-skærm, at »der er da nogle pointer i det, det er der da«, som han sagde i Det Politiske Talkshow på DR2.

Dagdrømmen er, at særligt Dansk Folkepartis lunefulde formand Kristian Thulesen Dahl ville kunne holdes uden for indflydelse, hvis de gamle partier turde træde sammen og tage fælles ansvar.

Enkelte af tilhængerne henviser til, at langt over 80 procent af al lovgivning vedtages med støtte fra både Socialdemokratiet og Venstre, og at en SV-regering derfor bare vil være en formalisering af praksis på Christiansborg.

Tendensen i en række nordeuropæiske lande er i de senere år også gået i retning af bredere koalitioner, eksempelvis i Sverige, hvor socialdemokraten Stefan Löfven i efteråret endte med at danne en regering hen over midten.

Politik er konflikt

Når en ny SV-regering alligevel fremstår som et kropumuligt fantasifoster – som reelt kun foretrækkes af de venstrefolk, der har erkendt, at valget er tabt på forhånd – hænger det sammen med, at politik er og bliver en kamp.

Politik er et udtryk for intensitetsgraden i en konflikt.

Hvis der ikke er konflikt, er det slet ikke politik, men et spørgsmål om forvaltning. Selv om også arbejdsmarkedets parter ender med at nå frem til kompromiser, ville det jo ikke give nogen mening at foreslå, at Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation skulle fusionere.

Her midt i valgkampen er det imidlertid ikke fornuft eller realisme, der styrer partierne.

Lige nu har Venstres formand en kortsigtet interesse i at skabe et indtryk af taktiske muligheder efter valget. Løkke ønsker at give partisoldaterne et håb om fortsat indflydelse, og rent personligt ser han mulighed for at veksle Venstres mandater til en lukrativ post i Bruxelles.

På den anden side er spøgelset om en ny SV-regering heller ikke ligefrem til skade for Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Hendes vanskeligheder vil nemlig for alvor begynde efter valget, når en ny S-regering skal dannes. Her vil det være en fordel, hvis de mulige støttepartier frygter, at hun måske kunne finde på at gå hen over midten efter et nyt flertal.

I virkelighedens verden er en ny arbejder-bonde-regering dog kun et scenario, som de mest Løkke-loyale folk drømmer om. SV-regeringen er tabernes sidste halmstrå.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Med tirsdagens valgudskrivelse sluttede æraen, hvor de borgerlige partier stod for stabilitet, ansvarlighed og ordentlighed. Kun løssluppent anarki og klovneri kan efterhånden redde Lars Løkke Rasmussens magtdrømme.
Læs også
valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

De kommunale borgmestre bliver jo nødt til at samarbejde i det daglige arbejde om hvordan man bruger de midler politikerne på Christiansborg stiller til rådighed - alt efter partifarve og kunne de selv udskrive skatter uden udligning ville billedet være det samme i kommunerne.
Hvis man kalder til et nationalt kompromis for at løse klimakrisen burde Mette Frederiksen i sin første nytårstale bede befolkningen gennem en folkeafstemning om et lån fra fremtidens generationer ved at øge statsgælden fra 19 % til 50 % af BNP med udskrivning af statsobligationer til renter omkr. nul % (10 % under EU´s grænse på 60 %) det vil give et rådighedbeløbet over de 12 års frist FN har givet på 4.000 millarder kr. Landbruget gæld (350 mia.) deles fifty-fifty af staten og bankerne mod at de levedygtige landmænd efter omlægningen af landbruget til økologisk drift dyrker jorden uden afdrag og renter så længe aftale ikke misligeholdes. Inden 2030 skal Danmark have vindmølleparker,solanlæg nok til at dække vores energibehov 100 %. Tilskud til el-drevet transport,togpriserne skal være meget lavere end fly og Danmark skal tilsluttes højhastighedstogs netværket i EU. Et engangsprojekt der gør Danmark langtidsholdbar og bæredygtig. Lad ungdommen bestemme deres egen skæbne.

Alvin Jensen, Trond Meiring og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Dennis Tomsen

Kun en tåbe frygter ikke en SV-regring.

Eva Schwanenflügel, Benta Victoria Gunnlögsson, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Espen Bøgh og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Rasmus Knus

Løkke er færdig.

Eva Schwanenflügel, Helle Walther, Benta Victoria Gunnlögsson, Espen Bøgh, Alvin Jensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Venstre havde måske fået mere ud af at tone rent flag og stillet Kristian Jensen som statsministerkandidat, denne gang. Et frisk pust - som de siger hos støttepartiet. Hvis altså ikke lige der var det med SKAT. Nu må super Lars så klare ærterne. Igen.

Helle Walther

SV regering er utopi med en Løkke, så glem det, om 10 år måske, men nu. Glem det. Ikke DF og Ikke V. Hvis ikke S går alene, må det blive med SF. Men de går alene.