Læsetid: 3 min.

Tænk, hvis vi kunne nære fortrøstningen: ’Åh, bare regeringsmagten dog skifter’

Hvor store forventninger kan man nære til en ny regering? Sådan spørger en vælger, der er blevet skuffet de få gange, forventningerne var høje
Efter Folketingsvalget 1968 blev en borgerlig flertalsregering dannet  bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, VKR-regeringen, med den radikale partileder Hilmar Baunsgaard som statsminister.

Efter Folketingsvalget 1968 blev en borgerlig flertalsregering dannet  bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, VKR-regeringen, med den radikale partileder Hilmar Baunsgaard som statsminister.

Ebbe Andersen

22. maj 2019

Bliver alt bedre, hvis et nyt folketingsflertal bliver resultatet af valget?

Det kan man jo som vælger håbe på. Og det er just denne forhåbning, som Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har spillet på med nogle store plakater, som hendes parti satte op som opvarmning til folketingsvalgkampen i år.

Ved siden af et nydeligt billede af partiformanden står med store bogstaver: »TÆNK, HVAD VI KUNNE GØRE, HVIS DANMARK FIK EN NY REGERING.«

Jovist, man prøver at forestille sig det, og det kan svimle for én – alt efter, selvsagt, hvor vidtgående ens ønsker er.

Lad mig tilstå: Jeg hører til dem, der førhen er blevet skuffede. Det er kun ved få folketingsvalg, jeg har haft forventninger om, at nu, nu ville der ske noget, der gjorde det hele anderledes. Og så gik det meget mindre opmuntrende, end jeg havde forestillet mig.

Første gang, jeg var opstemt, da en regering væltede, og det så ud til, at en ny og bedre kom til, var i december 1967. Da faldt Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering, fordi SF revnede på at støtte hans økonomiske politik, og en gruppe på seks SF’ere brød ud og dannede partiet Venstresocialisterne.

Selvglad Krag

For den omgangskreds, jeg 18-årige hørte til, var Jens Otto Krag dengang indbegrebet af the establishment. Krag og hans socialdemokrater havde siddet altid, sad på alting, og Krag var indgrebet af magtfuldkommenhed, selvglæde og nedladenhed.

Nu havde Det Radikale Venstre – anført af Hilmar Baunsgaard – endelig gjort sig fri af det socialdemokratiske hængedynd. I min gymnasieklasse, som absolut ikke var præget af overklasse, viste en prøveafstemning tre fjerdedeles opbakning til den regering, som Det Radikale Venstre havde stillet i udsigt, at de ville lave med Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Valget i januar gav solidt VKR-flertal, og Baunsgaard dannede sin regering. Men året var 1968. Og tidsånden drejede snart i en helt anden retning.

De selv samme gymnasielever, der havde tiljublet borgerlige politikere, blev studerende på universiteter og læreanstalter – og gav sig til højlydt at afsky Baunsgaard og hans ministre. Samtidig viste det sig, at dynamikken omkring VKR-regeringen var uheldig.

For at rense sig for socialdemokratiske beskyldninger om borgerlig sammenrotning gav Det Radikale Venstre sig til at føre socialdemokratisk politik, som Venstre og Det Konservative Folkeparti gik med på for ikke at støde Det Radikale Venstre fra sig. Alt imens Socialdemokratiet – for at vise afstand til regeringen – gav sig ud i nogle gevaldige plask ud i 68’er-ånden. Det samlede resultat var meget lidt vellykket.

Næste gang, jeg havde store forventninger til et regeringsskifte, var det faktisk også knyttet til de borgerlige. Efter Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretalsregeringer gennem 1970’erne var dalret gennem et parlamentarisk så godt som umuligt Folketing, kørte Anker uhjælpeligt fast i september 1982.

Uden at udskrive valg overlod Anker magten til de borgerlige. I centraladministrationen, hvor jeg dengang var ansat som fuldmægtig, var det en udbredt holdning, at regeringsudøvelsen umuligt kunne blive ringere, end den var blevet under Anker.

Selv garvede socialdemokratiske embedsmænd nærede store forventninger til, hvad den tilsyneladende altid-optimistiske Poul Schlüter og hans dybt saglige Venstre-makker, Henning Christophersen kunne vende udviklingen til.

Det gik godt

Og jo, det gik vældigt godt for Schlüter – de første tre-fire år af hans regeringstid. Så begyndte Venstre at blive rastløse og illoyale, Schlüter blev vred og træt, hans kone Lisbeth døde efter en opslidende kræftsygdom, Tamil-sagen fortærede Schlüters energi og optimisme.

De sidste år af Schlüters regeringstid var demoraliserede, skandaler om Venstres holden-hånden-over landbruget sydede. Og jo, indrømmet, jeg var begyndt at nære forventninger til, at Socialdemokratiets nye saglige og joviale formand, Poul Nyrup Rasmussen, kunne kickstarte en ny optimisme og fremgang.

Nyrup overtog regeringsmagten i 1993. Jeg kom til som journalist ved Dagbladet Information i 1996 og kunne fra en slags første parket iagttage, hvordan Nyrups regering gik i opløsning i indre socialdemokratisk strid og intrige – især omkring udlændingepolitikken.

Op imod det 2001-valg, der satte Nyrup fra bestillingen til fordel for Anders Fogh Rasmussen, nærede jeg ingen store forhåbninger. Og det har jeg for så vidt heller ikke rigtig gjort siden.

valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Serie

Rehlings valgerindringer

Informations David Rehling har oplevet folketingsvalgkampe siden 1957: En alvorsfuld H.C. Hansen (S), en vittig konservativ Poul Møller, en magtfuldkommen Jens Otto Krag (S), en selvironisk Hilmar Baunsgaard (R), en famlende Anker Jørgensen (S), en altid optimistisk Poul Schlüter (K) og en akavet Poul Nyrup Ramussen. Om dem og valgenes håb og skuffelser fortæller David Rehling i denne serie op til folketingsvalget 5. juni

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Frederik Groth Nordstrøm
  • Niels Duus Nielsen
Carsten Mortensen, Frederik Groth Nordstrøm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Kresten Finnemann Juhl

At forvente omvæltende samfundsændringer af nogen art overhovedet, er en anelse naivt så længe DF, V og S har det massive flertal i Folketinget; og det er vel egentlig også meget godt for de fleste af os, - bortset fra vore udstødte og marginaliserede medborgere med overvejende muslimsk baggrund, der betaler en høj pris for vores magelighed, tryghed og velstand og velfærd.

Frederik Groth Nordstrøm

Korrekt, Ole Kresten, og inkl. Klimaet, der mere eller mindre bliver larmede ignoreret af næsten det samlede folketing.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Klimaet skal nu nok klare sig; og så længe der er en dråbe eller en skovlfuld fossile brændstoffer at hente, så sker der ikke for alvor noget på den politiske verdensscene fsa. angår udnyttelse og udvikling af nye energikilder...

Torben K L Jensen

David Rehling er en vaskeægte radikal af den gode højskole-æt der kunne sammen med kultur-socialister som Julius Bomholt. Det var tider - ja,det var tiiider. Ikke sandt - David.