Læsetid: 9 min.

For at være et stort magtparti i Danmark, skal man forsvare den danske velfærd

Socialdemokratiet og Venstre står i dag tættere, end de har gjort i årtier. Og nok er Lars Løkkes tanker om et SV-samarbejde mest af alt strategi. Men de kan også ses som kulminationen på de to partiers årelange kamp om at indtage pladsen som landets velfærdsparti. Spørgsmålet er, hvor den kamp udspringer fra, og hvorfor velfærd er så populært blandt danskerne?
Den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen river sider ud af Anders Fogh Rasmussens bog om minimalstaten på scenen i Valbyhallen under valgkampen i 2001. 

Den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen river sider ud af Anders Fogh Rasmussens bog om minimalstaten på scenen i Valbyhallen under valgkampen i 2001. 

Nils Meilvang

18. maj 2019

Få dage før valget i november 2001 mødtes Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen i en tv-duel i Valbyhallen. Socialdemokratiet, der i ni år havde siddet ved roret, var bagud i målingerne og skulle bruge et mindre mirakel for at genvinde magten. Stemningen i salen var elektrisk.

Midt i debatten hev den daværende statsminister pludselig et eksemplar af Venstre-formandens 1993-værk Fra socialstat til minimalstat frem. Og så gik det løs. Nyrup fægtede med bogen, mens han læste højt af dens liberalistiske principper. 

»Det nuværende samfund fremmer slavesindet blandt danske borgere,« reciterede han.

»Det gælder åbenbart ikke mere. Så det skal ud,« sagde Nyrup og rev for rullende kameraer siden ud af bogen og smed den på scenen.

Rivegildet fortsatte, indtil statsministeren til sidst foldede en papirflyver af en side og lod den svæve ud over publikum.

Pointen var soleklar. Nyrup ville illustrere, at Venstres nye politiske kurs var løgn. Fogh havde skrevet om »liberalismens eviggyldige ideer« og turnerede nu landet rundt med løfter om et styrket velfærdssamfund.

Men den berømte scene markerede også et epokeskifte, der i store træk har tegnet det politiske landskab lige siden: Det var for alvor lykkedes Venstre at placere sig midt i den mangeårige socialdemokratiske kernefortælling som velfærdssamfundets parti.

»Der skete en modernisering af Venstres velfærdspolitiske position, som underminerede den skurkerolle, partiet traditionelt havde haft i velfærdsfortællingen,« siger professor Klaus Petersen, der er centerleder ved Velfærdsstudier på Syddansk Universitet og medforfatter til hovedværket Dansk Velfærdshistorie.

I dag er det vanskeligt at forestille sig en statsministerkandidat vinde valget på at love mindre velfærd. Tværtimod er regeringens nylige pensionsaftale og Venstres såkaldte velfærdsløfte eksempler på, at de to magtpartier efterligner hinanden i en grad, så forskellene mellem dem er til at overse.

»Velfærden er så populær blandt vælgerne, at det er svært for partierne at finde en politisk position i forhold til den. Derfor ender de med at kopiere hinanden og mene det samme,« siger Klaus Petersen.

Tilnærmelserne blev torsdag cementeret, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) smed et kanonslag i valgkampen ved at »åbne døren på klem« for at danne en SV-regering.

Timingmæssigt virker statsministerens melding måske mest af alt som et desperat forsøg på at mindske det massive nederlag, blå blok står til i målingerne.

»Men det kan også ses som kulminationen på den skiftende positionering, partierne har haft gennem tiden. Kampen om den politiske midte og som garant for velfærdsstaten. S og V ligger i dag tættere på hinanden, end de har gjort i årtier,« siger Klaus Petersen.

På den måde kan Løkkes manøvre også blive en anledning til at forstå, hvorfor de to statsministerpartier ofte ser ud til at være nuancer af grå, når det kommer til velfærdspolitikken. For sådan har det ikke altid været.

Spørgsmålet er, hvor den kamp udspringer fra, og hvorfor danskernes bånd til velfærd er så stærkt?

Et afgørende kursskifte

Ordet velfærdsstat dukker op som et nyt begreb i dansk politik i starten af 1950’erne, mens indførelsen af folkepensionen i 1956 af mange ses som velfærdens helt store gennembrud. Fra begyndelsen var det Socialdemokratiet, der drev agendaen, mens Venstre og De Konservative talte dunder imod det, partierne så som formynderstatens komme.

VK-partierne lancerede i 1959 et valgoplæg med budskabet om, at højkonjunktur og økonomisk vækst var kommet til Danmark – danskerne var blevet rigere, ergo behovet for velfærdsstaten mindre.

Men med folketingsvalget i 1960 skete et afgørende kursskifte, forklarer Klaus Petersen. Under parolen »Gør gode tider bedre« blev Socialdemokratiet for første gang stemmemillionærer og vandt sammen med nyopstillede SF det valg, vi siden har lært at kende som velfærdsvalget.

Det historiske nederlag satte aftryk på Venstres partilinje.

»Der skete et opbrud i de følgende år. Ved årsmødet i 1963 endte Venstre med at vedtage et nyt principprogram, som nu handlede om, at velfærdsstaten var forudsætningen for, at borgere og familier kunne fungere i det moderne samfundsliv,« siger Klaus Petersen.

Samme udlægning har Bo Lidegaard, der er historiker, forfatter og tidligere chefredaktør på Politiken.

»Venstre og De Konservative nåede en erkendelse af, at velfærd var det, vælgerne ville have. Og at man ikke kunne være demokratisk masseparti og ville afvikle velfærd. Tværtimod. Mainstreampartierne opdagede, at det at tilbyde befolkningen rettigheder – det, vi senere har lært at kalde velfærdsydelser – er umådeligt populært,« siger Bo Lidegaard.

Kursskiftet blev begyndelsen til et hyperboom, hvor politikerne de efterfølgende år pumpede penge ud til det danske velfærdssystem. Væksten i de offentlige udgifter, skat og antallet af offentligt ansatte buldrede afsted. Økonomerne råbte stop, men den politiske dynamik var umulig at standse.

»I 1960’erne gjorde man samtidig den erfaring, at det til gengæld er umådeligt upopulært at bede vælgerne finansiere den stigende velfærd,« siger Bo Lidegaard.

Fra begyndelsen af 1960’erne og frem til jordskredsvalget i 1973 handlede dansk politik derfor i store træk om at foreslå nye velfærdsydelser, mens det straks var sværere at samle 90 mandater om finansieringen. Omdrejningspunktet blev at få kontrol med eksplosionen i det offentlige forbrug – og i særdeleshed skattetrykket.

»Det dannede politisk fundament for Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup, hvis grundlæggende budskab jo var: ’Vi er nødt til at få det her under kontrol’,« siger Bo Lidegaard.

Var jordskredsvalget og Fremskridtspartiet så et udtryk for, at vælgerne for første gang siden 1960 var begyndt at vende velfærden ryggen? Bo Lidegaard er usikker.

»Det er åbent for fortolkning, men jeg tror det ikke. Jordskredsvalget var mere udtryk for, at Glistrup sagde: ‘Skabhalse, foren jer. I må stoppe den løbske vækst.’«

Klaus Petersen er ligeledes i tvivl.

»Det er et godt spørgsmål. Det var selvfølgelig et udtryk for, at mange mente, skatterne var blevet for høje. Men mest tror jeg, det var et udtryk for, at dansk politik bestod af mænd i sorte jakkesæt, som talte meget formfuldendt. Det var meget stift og kedeligt,« siger han.

Schlüter-æraen

1970’erne indvarslede alligevel krise for velfærdsstaten. Højkonjunktur var blevet til lavkonjunktur, og der opstod budgetunderskud, arbejdsløshed og inflation. Så da den konservative Poul Schlüter i 1982 overtog magten var det med devisen om økonomisk genopretning som alfa og omega.

Schlüter-regeringen fremlagde moderniseringsplaner, som skulle rulle en del af den store stat tilbage, øge det individuelle ansvar, privatisere og udlicitere.

»Schlüter vandt faktisk valget på den dagsorden,« siger Klaus Petersen.

»Men Schlüter oplevede så også, at når han kom med konkrete forslag til at lave noget om, var det fantastisk upopulært. Man talte om, at regeringens politik ville skabe en social massegrav.«

Han mener dog, at Schlüters tiårige regeringsperiode ændrede hele måden, vi taler om velfærd på. Fra udelukkende at have handlet om sociale problemer, opstod nu også en diskussion om, at velfærd er noget, der skal finansieres.

Det er også med Schlüter-æraen, at det borgerlige Danmark ifølge Bo Lidegaard får vist vælgerne, at de kan lede landet uden at afvikle velfærden.

»Schlüter siger: ’Jeg er nok konservativ, men ikke så konservativ, at det gør noget.’ Med andre ord at han ikke ville tage velfærden fra vælgerne,« siger Lidegaard.

Vælgerskredet i 2001

Den efterårsaften i Valbyhallen i 2001 hjalp Poul Nyrups manøvre med at flå Foghs nyliberale epos fra hinanden ikke. Ikke nok, i hvert fald. Efter et kolossalt vælgerskred blev Venstre landets største arbejderparti og stormede ind i Statsministeriet, hvor Anders Fogh Rasmussen sad godt syv år for bordenden. Samtidig fordoblede Dansk Folkeparti sit antal af arbejderstemmer.

Ifølge Klaus Petersen vandt Venstre valget på ryggen af den velfærdspolitiske kamp, der var gjort plads til efter Nyrups reformer op gennem 1990’erne – efterlønsreformen i ’98 som den mest skelsættende.

»Nyrups mantra var, at der skulle styr på økonomien. Det projekt lykkedes. Men samtidig udfordrede Socialdemokratiet deres egen fortælling som velfærdens helte. De mistede det narrativ, som hidtil havde været deres trumfkort,« siger Klaus Petersen.

Han sammenligner tidehvervet i 2001 med Don Siegels science fiction-film Invasion of the Body Snatchers fra 1956, hvor rumvæsner invaderer jorden og overtager menneskekroppe, så man ikke kan se forskel på rumvæsner og rigtige mennesker. Det gør det svært at forsvare sig, ligesom det blev svært for Socialdemokratiet at forsvare sig mod Venstre – fordi vælgerne ikke kunne se forskel.

»De borgerlige partier havde altid spillet en skurkerolle i velfærdsfortællingen. Så da Socialdemokratiet tog en risiko med den fortælling, øjnede Venstre, at vejen til at etablere sig som det store regeringsparti og få kontrol over midten i dansk politik går via en omfavnelse af velfærdssamfundet,« siger Klaus Petersen.

Bo Lidegaard deler den analyse.

»Anders Fogh indså, at han blev nødt til at gå til valg på at være bedre til at give velfærd, at han kunne gøre det billigere. Samme velfærd, mindre skat. Og det viste sig – ligesom Schlüters formel – at være en formel, der kunne holde i mange år,« siger Bo Lidegaard.

En omfordelingsmaskine

Hvordan kan det være, at det, der samler nationen, mere end noget andet ser ud til at handle om velfærd?

»Det er interessant, at al politisk diskussion handler om, at nogen enten vil have lavere skatter, flere skatter eller skære på det ene eller det andet – for at bevare velfærden. Det er altid det samme mål. Det at være national, at ville og bevare Danmark, det er at fremtidssikre velfærden. Det er i virkeligheden ret ekstremt,« siger Bo Lidegaard.

Forskningschef i CEPOS, Henrik Christoffersen, var i sine yngre år en af velfærdsprojektets arkitekter i Kommunernes Landsforening. I bogen Det mindst ringe fra 2014 sætter han spørgsmålstegn ved, hvorfor især Venstre flød med på det velfærdsprojekt, der med hans egne ord »fordrede eksistensen af et godt, socialistisk menneske«.

Ifølge Henrik Christoffersen selv ligger svaret blandt andet i, at hele det politiske system er bygget op om medianvælgerens egeninteresse (den midterste vælger i en gruppe arrangeret efter politiske synspunkter, f.eks. efter venstre-højre-skalaen, red.).

»Medianvælgerens indkomst er mindre end gennemsnitsindkomsten i landet, og der er meget få rige i samfundet. Derfor har den midterste vælger én og kun én politik, som er den bedste ud fra en økonomisk betragtning, og det er fuld omfordeling,« siger Henrik Christoffersen.

Landets få rige er forholdsvist »nemme at tømme« for penge til omfordelingspolitik, mener han, og så længe flertallet i befolkningen har nytte af omfordeling vil »spillet« køre så langt, det kan.

»Det er den selvforstærkende effekt i et omfordelingssystem, hvor den dominerende interesse i samfundet baserer sig på medianvælgeren. Det respekterer de store partier, der bevæger sig rundt på midten. Dermed bliver politik en mærkelig størrelse, fordi politikerne lever af at købe vælgere,« siger han.

Henrik Christoffersen henviser til en analyse, han lavede på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, som viser, at en persons tiltro til velfærdsstaten og dens ydelser først og fremmest afhænger af, hvor mange penge personen tjener. Har du lav indkomst og får en masse, vil du tænke, det er billigt. Har du høj indkomst og får det samme, vil du tænke, det er dyrt.

»For mig at se siger det noget om, at vi alle sammen har givet os hen til at se velfærdsstaten som en omfordelingsmaskine,« siger han.

Argumentet om medianvælgerens egeninteresse er »sludder«, mener Bo Lidegaard. Den enkle forklaring er snarere, at velfærden har skabt et af verdens mest velfungerende samfund. Den har givet danskerne den højeste levefod og mest trygge tilværelse i verden.

»Vælgerne er ikke dumme. Velfærd er en kolossal succes, og derfor synes vælgerne sjovt nok ikke, at det er smart at afvikle den. Og hver gang der kommer nogle ideologer, hvad enten de er marxister eller ultraliberalister, og forklarer vælgerne, at det hele kan blive meget bedre, så ser de snusfornuftigt på det og spørger: Hvorfor går det så meget bedre i velfærdsstaterne, end andre steder? Og hvorfor har det store flertal det så værre i de lande uden velfungerende velfærd?«

»Befolkningens flertal står bag velfærden, fordi blandingen af stat og marked virker for dem og giver deres børn muligheder, middelklassens og underklassens børn ikke har nogen andre steder. Uenigheden går på midlerne, ikke på målet. Derfor stemmer de fleste på de partier, der vil bevare velfærdsstaten. Det er ganske enkelt sund fornuft,« siger Bo Lidegaard.

Henrik Christoffersen er enig i, at velfærdsstaten på mange måder er et smørhul. Men ifølge ham har den også udviklet sig til at være en konkurrence om fordeling, et nulsumspil, hvor alle slås for at få endnu mere til sig selv.

»Det er ikke sund fornuft. Hele slåskampen om fordeling er dybt indlejret i selve velfærdsstatens natur. Det virker i retning af at forstørre velfærdsstaten og gøre den til en platform for klynk. Klynk bliver vejen til sejr i fordelingskampen,« siger Henrik Christoffersen.

Det er hyklerisk, når Lars Løkke Rasmussen erklærer, at han ikke vil basere regeringsmagten på et parti, som ikke anerkender konventionernes autoritet, skriver Rune Lykkeberg. »For det har han gjort i hele sin tid som statsminister – nemlig Dansk Folkeparti.«
Læs også
Med sin nye bog siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der her ses ved sit opsigtsvækkende pressemøde torsdag, at Venstres næstformand Kristian Jensen ikke har styrken til at styre Danmark.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Gert Romme
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det undrer mig, at Information ikke har nævnt den 17. Maj som hundredeårsdagen for de danske overenskomster for 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile?

Hele formålet var at arbejderklassen også skulle have del i kulturlivet. Og det kunne man jo ikke få, når arbejdet var det eneste i livet med 11-12 timers arbejdsdage.

Men den agenda er godt nok trængt i baggrunden igen med 20 års arbejdsmarkedspolitik, der ligner en blækflaske tømt i en pool; fuldstændig sort.

Der er ingen skelnen mellem arbejde og fritid længere, tværtimod skal alle være "på" konstant.
Det gælder selv vuggestuebørn, der skal dokumenteres fremfor passes på af alt for få.

Nu virker det som om der slet ikke er stemmer i kulturlivet på Borgen.

Bjarne Andersen, Thomas Tanghus, Flemming Berger, Alvin Jensen, Erik Fuglsang, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Espen Bøgh, Lars Løfgren, Birte Pedersen, Werner Gass, Poul Erik Riis, Elise Berg, Bodil Rasmussen, Dorte Sørensen, Gert Romme, Heidi Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torben Skov

Tja-endnu engang: Det er rent spin og hykleri, når magtpartierne lover at beskytte den danske velfærd! Der er ikke økonomisk frihed til noget som helst, så længe Danmark er tilsluttet EU's finanspagt. Heller ikke på klimaområdet kan man gøre noget uden hele EU vedtager, at der skal bruges penge på det.

Men finanspagten er blot en mellemstatslig aftale, som sammen med budgetloven, der implementerer finanspagten, kan ophæves af et flertal i folketinget.

Danmarks tilslutning var Helle Thornings og danske politikeres indfedtning med det neoliberalistiske og velfærdsnedbrydende bureaukrati i Bruxelles. Dette bureaukrati arbejder nu på at gøre finanspagten til EU lov.

Bjarne Andersen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Ebbe Overbye og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

At påstå at Venstre i dette århundrede har opført sig et erklæret og fungerende velfærdsparti i Danmark, er både en løgn og et bedrageri, når man ser på hvorledes pengevandringen fra neden af i samfundet er kanaliseret op i toppen af samfundet, med flere fattige, boligløse, ringere stillede pensionister, besparelser på sygehuse id et offentlige, mangel på plejehjemspladser osv., osv..

Historien om Venstres regering i dette århundrede er en endeløs historie, der peger væk fra velfærd og rendyrket liberalisme; "enhver er sin egen lykkes smed", - ja selv børnene svigtede de uden nogen form for empati, - nærmest i stedet med slet skjult foragt overfor den ulykke der havde ramt dem!

- Der er meget meget langt politisk imellem socialdemokratiet og Venstre, der har bundet deres magtfastholdelse op på partier som DF, K og LA(Købepartiet Saxobank), al fornægtelse af fattigdom, ledighed osv. omsorg for svage og syge blev anvendt gang på gang. - ud fra tesen om det nok forsvinder af sig selv når det gentages; "at det ikke findes".

skånsels og nådelæst har Venstre ført sin politik frem, på falskhedens præmisser, og hvor faktuel viden er blevet fornægtet, til fordel for tro tro og atter tro, som igen og igen har vist sig ikke at kunne levere resultaterne af denne tro.

Bjarne Andersen, Thomas Tanghus, Verner Nielsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Mogens Holme, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Gert Romme, Kim Houmøller og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Nu var det socialdemokratiet som lavede selskabsskattelettelser og skar ned på su sidst de havde chauffør på, men søde er de da.

Bjarne Andersen, Thomas Tanghus, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
vagn pedersen

Hvis man ikke kan se forskel på Løkke og Mette`s politik i deres partigrundlag, tja så er der vel ikke så meget at gøre ved det. Deres interesser er og bliver vidt forskellige

Bjørn Pedersen

Mindre velfærd til de mest udsatte og mere velfærd til de mest købekraftige er jo også "mere velfærd", så ih jo, Venstre er da et velfærdsparti...

Bjarne Andersen, Espen Bøgh, Verner Nielsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Erik Fuglsang, Katrine Damm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Efter min mening skete den omfattende omvæltning da hele den vestlige verdens regeringer fulgte Margret Thatcher og Ronald Reagan´s neo-liberale kurs med afregulering af finanssektoren (finanssielle supermarkeder) privatisering af vigtig infrastruktur (jernbaner,postvæsen osv.,jagt på fagforeninger - hele den pakke Tony Blair overtog med sin "tredje vej" for at få magten med hjælp fra Rupert Murdoch i England - den virus der ramte så godt som alle socialdemokratier Europa fordi hele grundideologien i EU´s indre markedet var neo-liberalisme blev skrevet ind Maastricht "grundloven" - I Danmark var det Socialdemokratiet under Poul Nyrup med Mogens Lykketoft der begyndte at sælge ud af "arvesølvet" - så i mine øjne er Mogens Lykketoft ikke den arbejderhelt han gerne vil være her på falderebet - har var sgu den største klasseforræder Socialdemokratiet nogensinde har haft da han fulgte Tony Blair´s tredje vej - den vej S stadigvæk dyrker. Der findes ikke nogen socialdemokratier i dag - de har prostitueret deres gamle værdibegreber.

Bjarne Andersen, Verner Nielsen, Flemming Berger, Torben Skov, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, birgitte andersen, Katrine Damm, Bjørn Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

At Venstre har skabt det "rigtige" velfærd, og deres vej er den eneste ene, er ingen venstre-stemmere i tvivl om.
Ligeledes vil ingen S-stemmer være i tvivl om deres vej er en eneste ene.
Viser i så fald også det uhensigtsmæssige i parti-politik.
For der er vel ingen som tvivler på, alle mennesker har de samme forventninger til livet?
Vi elsker alle vores børn, gamle, søstre, brødre, venner, naboer og levemåde
Så hvorfor ikke prøve om vi kan udvide denne "komfort-kreds" til også at inkludere "de andre" og vice-versa?

Vores inddeling af vælgere i højre/venstre er da den første hurdle vi må over.
Man kan så eksembelvis være rød/blå i fh til økonomi, grøn/grå i fh til miljø, sort/hvid i fh til etnicitet uden dog det bliver helt beskrivende for den enkelte, men måske alligevel en anelse bedre, hvis det er så vigtigt at adskille sig fra andre?

At udelukke nogen fra regeringsmagten, er det samme som at mene "vi er bedre end jer, vores måde gøre tingene på bedre end jeres" og bestyrker vel ikke ligefrem en ærlig form for demokrati, hvor alle burde kunne komme til orde og høres (en mand-en stemme)?

At udelukke nogen fra beslutningsprocessen skaber parallel-samfund.
Vi siger, "parallel-samfund er noget skidt".
Men at udelukke nogen fra beslutningsprocessen, skubber jo bare disse udstødte ud på et sidespor som i sidste ende skaber "parallel-samfund"?
Så det kan da aldrig blive en dårlig ide at samarbejde. (faktisk vil jeg tro samarbejde netop er hvad vælgerne forventer af politikerne).

Vi kunne jo også bare erkende vores synspunkter omk parallel-samfund måske var forkerte?
Demokratiet (som vi udøver det) kan jo i sagens natur ikke tilfredsstille alle optimalt.
Så at mindre grupper navigerer imod fremtiden parallelt med et større flertal kunne da meget vel blive en "roligere" og mere tilfredsstillende vej imod fremtiden for de mange?

Det kræver mere gensidig tollerance end den der fremkaldes af kampen "os imod dem".

Niels Duus Nielsen

"Jeg vil kun alt det gode, mens min politiske modstander tydeligt har vist, at han m/k vil alt det onde. Derfor: Stem på mig!" - siger politikerne. Og hvem vil ikke det gode? Så længe dette gode ikke udspecificeres, men blot beskrives i vage vendinger, vil vi vel alle det gode.

Som der står i artiklen: "Men mest tror jeg, det var et udtryk for, at dansk politik bestod af mænd i sorte jakkesæt, som talte meget formfuldendt." Deja-vu.

Sammenligningen med "Invasion of the Body Snatchers" er spot-on. Man kunne også sammenligne med "Day of the Triffids", hvor alle pludselig bliver blinde, undtagen vor helt, der som den eneste er i stand til at se, hvad der sker. Jeg føler ofte, at jeg er den enøjede i et samfund af blinde. Og som H. G. Wells gjorde opmærksom på: Den enøjede er ikke konge blandt de blinde, tværtimod skal han gå meget stille med dørene for ikke at blive betragtet som en samfundsomstyrter og terrorist. For hvis det, man ser, står i modstrid med den herskende konsensus, risikerer man at få sit ene øje stukket ud af hensyn til borgerfreden.

Velfærd bliver af det store flertal betragtet som så god en ting, at det er umuligt at vinde et valg på at ville afskaffe velfærden. Derfor har man opfundet begreber som "kernevelfærd", vel at mærke uden at give ordet en præcis definition, for således at kunne fremstille alle de ting, der nedskæres på, som en luksus, vi må undvære, hvis vi ønsker at bevare denne "kernevelfærd", hvad det så end er.

Blandt de ting, som ikke tilhører kernevelfærden, og som derfor skal spares væk findes - ifølge jakkesættene og spadseredragterne på Borgen - retten til en god alderdom, retten til at være arbejdsløs uden at skulle lide voldsomme økonomiske og sociale afsavn, retten til at ens børn kan få en god uddannelse, retten til at være syg uden at skulle trues med ressourceprøvninger, eller hvad det hedder, når man udstyrer kronisk syge mennesker med en feltseng og truer dem til at arbejde. Osv. etc.

Som altid i en valgkamp er det lidt ligegyldigt, hvad politikerne siger. Det er meget vigtigere at se på, hvad de har gjort. Hvilke dele af velfærden har "statsministerpartierne" nedlagt, eller lagt stemmer til at nedlægge? De såkaldte "midterpartier" har her et meget langt generalieblad, der viser, at de alle (begge) er villige til at skære i de fattiges ydelser for at tilgodese de rige (læs: "erhvervslivet").

Information burde producere en liste over alle de velfærdsforringelser, der under navnet "reform" er blevet gennemført i de seneste 20 år, og udspecificere hvilke partier, der stemte for og imod disse forringelser. Så kan vi alle se, om de nuværende løfter er varm luft, eller om der ligger en konsistent og vedvarende vilje bag dette valgflæsk.

Det vil selvfølgelig give nye partier en fordel, da de endnu ikke har haft mulighed for at vise, om de faktisk står ved deres valgløfter, når der ikke er valgkamp. Men det er nu engang betingelserne, og mon ikke netop dette manglende synderegister er en af grundene til, at så mange vælgere vælger at prøve noget nyt, i stedet for at lade alt blive ved det gamle? Politikerleden har nået så store højder, at mange er med på hvad som helst, blot det rammer den etablerede politiske magtelite.

Trond Meiring, Bjarne Andersen, Verner Nielsen, Flemming Berger, Erik Fuglsang, Torben Skov, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Bjørn Pedersen, Ebbe Overbye og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

@ Niels Duus Nielsen "Information burde producere en liste over alle de velfærdsforringelser, der under navnet "reform" er blevet gennemført i de seneste 20 år, og udspecificere hvilke partier, der stemte for og imod disse forringelser. Så kan vi alle se, om de nuværende løfter er varm luft, eller om der ligger en konsistent og vedvarende vilje bag dette valgflæsk."

Her er en skræmmende oversigt over hvilke politiske partier som har stemt for nedskæringerne de sidste 10 år, så kan alle se, at der kun er et parti, som konstant arbejder for de socialt udsatte, Enhedslisten: https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Bjarne Andersen, Thomas Tanghus, Torben Skov, Verner Nielsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Mon ikke der skulle have stået, at for at være et stort magtparti i Danmark, skal man forsvare konkurrencestaten?

Så passer pengene..........

Bjarne Andersen, Jan Boisen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Konkurrencestaten blev opfundet af det yderste højre med Ayn Rand, russisk flygtning i USA.
Hun skrev bogen "Atlas Shrugged", hvor de 'følelsesladede' og venstreorienterede blev udryddede til fordel for erhvervslivets kæmper.
Sådan blev samfundet fantastisk, fordi der ikke var nogen medlidenhed med de svage. De blev bare udraderede.
Og så kunne de virksomme virksomhedsledere fortsætte med at udnytte planeten, for det var kun dem, der vidste noget om ledelse.

Sjovt nok endte det med for Ayn Rand, at hun måtte leve af social overførselsindkomst, da hun ikke havde andet forsørgelselsgrundlag.
Hun døde ensom og fattig i New York.

Alligevel er hun Liberal Alliance og Nye Borgerliges Arne mor.

Jan Jensen, Dorte Sørensen, Bjarne Andersen, Thomas Tanghus, Espen Bøgh, Torben Skov og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Vi skal have et engangsprojekt der er godkendt i en folkeafstemning om at øge statsgælden fra 20 % til 50 % af BNP i løbet af de næste 10 år nu hvor det er muligt gøre billigst. Vi har negative renter på statsobligationer der siges at fortsætte i 10 år. Det vil skabe en omstillingsfond med et råderum
4.000 milliarder der udelukkende må gå til forskning og udvikling af teknologier til opbevaring af energi- investeringer der gør Danmark til et 100 % elektrificeret land med solceller og vindmøller. Ud over det SKAL landbrugets gæld nationaliseres inden kapitalfonde køber det hele mod det omlægges til giftfri økologisk landbrug om ikke andet så for at redde Danmarks eneste natur-ressource - rent drikkevand. Når man på den måde viser at det er det vil vi er usikkerhed og sik-sak kurser udelukket så industrien kan begynde at planlægge og udvikle med en statsgaranti i ryggen.
Det er hvad jeg vil kalde ansvarlig økonomisk politik.

Torben K L Jensen

4000 milliarder lyder af meget men globale investorer vil elske det fordi Danmark allerede bliver betragtet som "save heaven" selv med negative renter.

Torben K L Jensen

Lad os sige at den negative rente er minus 1 % vil staten tjene 40 milliarder på den investering og ingen skal fortælle mig at det ikke er en god og holdbar investering.

Eva S.
Du har ret i, at Ayn Rand er mor til bl. a. Liberal Alliance. Men Anders Samuelsen var nu ikke så belæst, da han startede sit parti. Han blev dengang spurgt, om han kendte Rand.
Svaret var, 'ja, ham kender jeg godt.'

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Jan Jensen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Vi er ikke det eneste land, der lider under en tvivlsom politisk ledelse. Der har også lige været valg i Australien, og selv om det konkrete valgflæsk er præget af lokale problemstillinger, synes helhedsbilledet at være det samme som her. Her er en ærlig valgannonce, som sagtens kunne bruges her i landet uden særlig mange rettelser:

https://www.youtube.com/watch?v=OJrXI3rBbSA

Eva Schwanenflügel, Jan Jensen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar