Læsetid: 19 min.

Til valg i Gram: »Fornemmelsen af, at vi er ét land, den skal styrkes«

Information er under valgkampen rykket ind i det gamle Baron Wedels Hus i den sønderjyske slotsby Gram. Her i regionen vandt Dansk Folkeparti en jordskredssejr i 2015, og nu kappes partierne om sønderjydernes stemmer. Vi tegner et portræt af byen og dens borgere
Grams sognepræst, Johannes Gjesing, kom til Gram i 2007 og ses af mange grammere som en erstatning for byens gamle borgmester. Ifølge ham må vi styrke fornemmelse af, at Danmark er ét land. 

Grams sognepræst, Johannes Gjesing, kom til Gram i 2007 og ses af mange grammere som en erstatning for byens gamle borgmester. Ifølge ham må vi styrke fornemmelse af, at Danmark er ét land. 

Peter Nygaard Christensen

9. maj 2019

Med godt 30 kilometer til kysten i begge retninger er Gram på en måde Sønderjyllands centrum. Og så alligevel ikke.

Den gamle slotsby putter sig mellem to jordhøje fra den seneste istid. Fra udkanten af byen strækker markerne sig som et enormt hav ud imod horisonten, og man kan få den fornemmelse, at man befinder sig på en ø. Langt væk fra alting.

Gram plejede at være en selvstændig kommune, men ligger nu i udkanten af Haderslev Kommune en halv times kørsel fra selve Haderslev.

Busruten til nabobyen Rødding er blevet nedlagt, arbejdspladserne forsvinder, politiet holder kun åbent én time om ugen, og de unge flytter, så snart de får chancen. Selv den gamle borgmester er flyttet væk – for at blive borgmester i Haderslev.

I dag, 12 år efter kommunalreformen, står rådhuset stadig tomt med knuste ruder og graffiti på murene.

Ved det seneste folketingsvalg stemte næsten hver tredje borger i Gram på Dansk Folkeparti. Partiet støvsugede Sønderjylland for utilfredse Venstre-vælgere, og fordelt på kommuner blev DF det største parti i hele landsdelen på nær på Fanø. Det var en af de største politiske forskydninger i nyere tid.

Store dele af danmarkskortet blev farvet gult, det politiske landskab blev skarpt opdelt mellem land og by, og det skyldtes især udviklingen i provinsbyer som Gram.

Snart går Gram og resten af Danmark til valg igen. Siden 2015 har Socialdemokratiet ifølge meningsmålingerne erobret en ordentlig luns af Dansk Folkepartis vælgere, mens et nyt parti, Nye Borgerlige, udfordrer DF på dets egen hjemmebane.

Gram er et oplagt mikrokosmos at zoome ind på, hvis man gerne vil forstå de bevægelser, der former dansk politik lige nu.

Information har derfor pakket kufferten og har flyttet en del af redaktionen ind i et gammelt rødt murstenshus, der ligger ved en rundkørsel midt i Gram. Det er også her, vi begynder vores fortælling.

Baron Wedels Hus

Hans Henrik Lundtofte, en nydelig ældre herre med firkantede, sorte briller og kortklippet gråt hår, griber en tommestok og bevæger sig hen mod væggen, hvor der hænger et stort luftfoto. Det forestiller Gram og er fra 1962. Han stiller sig ved siden af fotografiet som en skolelærer ved en tavle, og som han står der, ligner han én, der befinder sig i sit rette element. Omringet af kassevis af dokumenter og fotografier fra byen, som han kan fortælle om i timevis.

I midten af det store farvefotografi af byen kan man se det gamle sygehus i Gram, fortæller han veloplagt og peger med tommestokken. Ved siden af plejede sygeplejerskerne at bo.

»Der gik mange historier om det sted,« siger Hans Henrik Lundtofte og klukker.

»Vi plejede at sige, at det var svært at holde hanhundene væk.«

Han bevæger tommestokken videre over luftfotoet og stopper ved en rød bygning. Det er Gram Skole.

»Den var jeg med til at bygge.«

Hans Henrik Lundtofte viser rundt på lokalhistorisk arkiv i Gram, hvor han indtil for nylig var leder. Bag ham står Mona Ravn, som har taget over efter ham. Hver tirsdag mødes 15-20 frivillige for at arbejde med historisk materiale fra byen.

Peter Nygaard Christensen

Hans Henrik Lundtofte er en af de gamle grammere. Han er 75 år gammel, uddannet snedker og har boet i byen hele sit liv, ligesom hans far, bedstefar og oldefar gjorde. Derfor er det også meget passende, at han indtil for nylig var leder af byens lokalhistoriske arkiv.

Arkivet holder til her i en af Grams ældste bygninger – i Baron Wedels Hus. Det er et rødt murstenshus fra 1750 med hvidmalede vinduer og røde teglsten på taget. Huset er opkaldt efter bogbinderen Axel Wedel, der boede i det fra 1919 til 1930. Han kaldte sig selv baron og sagde, at han havde været skriver ved kongehuset.

Indvendigt er husets vægge overhængt med sort-hvide fotografier, som vidner om en svunden tid. Op ad endevæggen i entreen står røde og hvide faner fra byens foreninger. Der er en smule fugtigt i det gamle hus. Det er ikke så velisoleret, som man kunne have ønsket sig med alle de historiske og skrøbelige dokumenter, der ligger herinde, siger Hans Henrik Lundtofte, da han viser rundt i Informations midlertidige redaktionslokaler.

Kommer aldrig tilbage

I 1905 fik Gram en stor tæppefabrik, som sammen med Gram Slot dannede grundlag for byen.

Da Hans Henrik Lundtofte var dreng i 1950’erne, lå der hele 17 »levnedsmiddelbutikker« i byen, fortæller han. I dag er der blot to supermarkeder tilbage. Gram skriver sig således ind i en større tendens i hele landet, hvor der siden 2008 er forsvundet over 3.000 butikker fra danske byers handelsstrøg.

Mens byen har vokset sig større, og flere parcelhuskvarterer er bygget til, så er noget af dens gamle liv forsvundet. I 1985 blev sygehuset i Gram nedlagt, og i 1990’erne lukkede flere af de store arbejdspladser, heriblandt savværket og teglværket. Tæppefabrikken skar ned i medarbejderstaben, og greven havde forladt slottet og ladet det stå tilbage som et spøgelseshus.

Og så er der selvfølgelig rådhuset. Ved sammenlægningen med Haderslev Kommune i 2006 pakkede de kommunale medarbejdere i Gram deres ting sammen og forlod den røde bygning for sidste gang. I dag står rådhuset tomt og forfaldent som et gabende sår midt i byen.

»Gram kommer aldrig tilbage til det, som det var engang,« konstaterer Hans Henrik Lundtofte tørt.

Men Gram har ikke blot mistet arbejdspladser, butikker og institutioner. Den har også mistet noget andet, fortæller han, idet han begiver sig videre ind i et andet lokale, hvor der hænger et sort-hvidt portræt af 12 mænd i høje hatte og sorte jakker. Det er byens gamle borgerskab.

Hans Henrik Lundtofte peger igen med tommestokken. På fotografiet poserer en skovridder, fire forpagtere, en skovfoged, en præst, en læge (eller en »fysikus«, som han siger), en apoteker og en godsinspektør.

»Dem savner vi i dag,« siger Hans Henrik Lundtofte.

Ganske vist findes der også veluddannede mennesker i Gram i dag. Men de engagerer sig ikke i byen på samme måde, mener han. Byen har mistet noget af sin ånd.

Dykker man ned i arkiverne, kan man for eksempel se, at byen engang havde en læsekreds, hvor lægen, arkitekt Overby, skoleinspektøren og dyrlægen var med. Det var dem, samfundets »spidser«, som plejede at sørge for, at der skete noget i byen.

Bag hækken

Arbejdernes Erhvervsråd har på Informations foranledning ’genskabt’ den gamle Gram Kommune ved at slå tre sogne sammen. Det har gjort det muligt at sammenligne data om byens udvikling før og efter kommunalreformen.

Tallene fra AE-Rådet viser blandt andet, at indbyggertallet er faldet støt de seneste 20 år. I 2017 boede der omkring 4.700 inden for den gamle kommunegrænse, knap 400 færre end i 1997. Dykker man længere ned i tallene, viser det sig, at det især er de unge, der er forsvundet.

Siden 1996 er alle befolkningsgrupper under 50 år svundet ind, mens det modsatte gælder de ældre. Alene gruppen af indbyggere over 80 år er vokset med næsten 30 pct.

Selv om det samlede indbyggertal i Gram er faldet, er antallet af kontanthjælpsmodtagere steget i samme periode. Sidst i 1990’erne og i begyndelsen af 00’erne svingede antallet af kontanthjælpsmodtagere i Gram Kommune med omkring 20-30 personer. I 2016 var der knap 100.

Indbyggerne i Gram har forandret sig, synes Hans Henrik Lundtofte. De familier, der flytter hertil i dag, holder sig mest for sig selv.

»I dag er der alt for mange, som bliver omme bag hækkene eller sidder indenfor og glor fjernsyn,« siger han og tilføjer:

»Det er slut med, at man kender hinanden nede i Brugsen.«

På nogle områder går udviklingen dog også i den rigtige retning, mener han. I 2007, nogenlunde samtidig, fik Gram en ny sognepræst ved navn Johannes Gjesing og en ny godsejer på det store Gram Slot i udkanten af byen, som havde stået tomt i næsten to årtier.

»De to ting gjorde, at Gram kom på landkortet. Johannes er jo en eventyrlig præst her og kom i medierne, og dem nede på slottet har været i en rivende udvikling,« siger han.

I dag er slottet et af Danmarks største landbrug, mens ejerne også afholder koncerter og andre store arrangementer såsom høstfest.

Oprør fra udkanten

Hans Henrik Lundtofte ved, at knap hver tredje borger i Gram stemte på Dansk Folkeparti ved det seneste folketingsvalg. Men han har svært ved at forstå partiets tiltrækningskraft.

»Jeg bilder mig ind, at ingen i min omgangskreds stemte på dem. Men det må der næsten være nogen, der har gjort,« siger han.

Aldrig tidligere havde de gamle partier – Venstre, Socialdemokratiet, De Konservatige og De Radikale – haft så dårligt et valg, som de tilsammen havde i 2015.

Omvendt var det en kæmpe succes for Dansk Folkeparti, som voksede med mere end 50 pct. og fik sit bedste valg til dato. Partiet gik især frem i Syd- og Sønderjylland samt Vest- og Sydsjælland.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl blev valgets ukronede vinder med flere end 57.000 personlige stemmer – flere end nogen anden partileder og næsten dobbelt så mange som Lars Løkke Rasmussen (V).

Var det så alt sammen en slags protest fra vælgerne i ’Udkantsdanmark’? Et opgør mellem land og by? Både ja og nej.

Tager man højde for vælgernes sociale og økonomiske forhold – som forskerne bag bogen Oprør fra udkanten har gjort – viser det sig, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvor man bor, og om man er tilbøjelig til at stemme på Dansk Folkeparti.

Sagt på en anden måde: Dansk Folkepartis vælgere stemmer ikke DF, fordi de bor i Sønderjylland. De stemmer DF, fordi de tilhører en bestemt gruppe af mennesker, som der bor mange af i Sønderjylland.

Det er folk med kortere uddannelse, lavere indkomst og en større social usikkerhed end gennemsnittet.

Man kan altså godt tale om et ’oprør fra udkanten’. Men det er i så fald et oprør fra den sociale udkant og ikke den geografiske udkant, som forskerne Kasper Møller Hansen og Rune Stubager konstaterer i Oprør fra udkanten.

Gram passer på beskrivelsen. Den gennemsnitlige indkomst i Gram tog et dyk under finanskrisen og fladede ud på et lavere niveau. I dag ligger den på 277.000 kroner, hvilket er en del lavere end landsgennemsnittet på 317.000 kroner. Den gennemsnitlige indkomst på landsplan er i dag højere end før finanskrisen, hvilket ikke er tilfældet i Gram.

Den samlede beskæftigelse i Gram led også et alvorligt knæk under finanskrisen. Antallet af lønmodtagere faldt på få år fra knap 2.000 til omkring 1.750 og er ikke steget mærkbart siden. Det dystre billede står i kontrast til udviklingen på landsplan, hvor der i dag er flere lønmodtagere end før finanskrisen.

En social foranstaltning

Et lille minuts gang fra Baron Wedels Hus, på den anden side af rundkørslen, ligger Cafeen. Det er egentlig en bodega, men det ord bruger man ikke her. Cafeen ligger i et firkantet, rødt hus med fladt tag og sorte vinduer, som også huser en spillehal. I forlængelse af huset er bygget en overdækket terrasse med plasttag, og på rækværket hænger sorte og orange reklamer for Fuglsang – den lokale øl fra Haderslev.

Indenfor sidder 55-årige Bjørn Wiborg ved et af bordene og har taget en slurk af sin flaskeøl. Han er iklædt en sort T-shirt, taler roligt, og i hans ansigt er der to klare, blå øjne og et venligt smil. Gammel røg hænger i rummets træbeklædte vægge, og Radio 100 spiller fra en højtaler oppe i baren, hvor Cafeens kvindelige bartender er ved at gøre klar til at åbne op for dagens første gæster.

I midten af 1980’erne flyttede dengang 18-årige Bjørn Wiborg til Gram, fordi han havde fundet kærligheden. Han fik et job på teglværket og blev hængende. Dengang var det let at få arbejde som ufaglært.

»Det handlede om at sortere de dårlige mursten fra og så stable dem pænt op bagefter. Det var rent idiotarbejde,« siger han.

Humøret er højt på Cafeen, som er et af Grams værtshuse. Her fleksjobber Bjørn Wiborg (i midten) som bogholder og bartender. Han trådte første gang ind ad døren for 22 år siden, da han skulle fejre, at han var blevet far.

Peter Nygaard Christensen

Den slags er der ikke meget tilbage af i Gram. I dag pendler folk til Haderslev – ligesom Bjørn Wiborgs kone – eller til en af de andre større byer, når de skal på arbejde. Selv fleksjobber han her i Cafeen et par timer om dagen som bartender og bogholder. Forretningen går langsomt.

»Vi synes, det er lidt synd, at folk skal sidde alene hjemme hele dagen. Det er ikke for pengene, vi gør det. Ser man på forretningen, er det fuldstændig knald i låget at holde åbent,« siger Bjørn Wiborg.

»Det er lidt en social foranstaltning, at vi gør det.«

Hver dag, først på eftermiddagen, kommer to stamkunder for at få en øl og en sludder. En dag for nogle år siden var der én af dem, der ikke dukkede op. Bjørn Wiborg tog derfor sammen med en kollega hjem til ham for at se, hvor han blev af. Det viste sig, at han lå derhjemme og havde fået en hjerneblødning. Personalet fra Cafeen fik ham indlagt på hospitalet og efterfølgende placeret i en ældrebolig. Der var ikke nogen andre til at tage sig af det.

»Sådan fungerer det her i Gram,« siger Bjørn Wiborg.

’Vi dør herude’

Det hænder, at snakken på Cafeen falder på landets politikere – et folkefærd, som stamgæsterne ikke har meget tilovers for. Indimellem googler de deres navne for at se, hvad de har lavet før.

»Det viser sig, at utrolig mange aldrig har prøvet at have et arbejde,« siger Bjørn Wiborg.

»Man kan ikke sidde og tage nogle beslutninger for en hel masse borgere uden at vide, hvordan deres hverdag ser ud. Og et af de helt store irritationsmomenter er floskler og levebrødspolitikere.«

Den store valgundersøgelse fra 2015 viser, at DF’s vælgere er blandt dem, der har lavest tillid til landets politikere. Selv er Bjørn Wiborg dog ikke gået over til Thulesen Dahl og co.

Ved det seneste valg stemte han i protest på Alternativet »i mangel af en bedre klovn«. Men det kommer han ikke til at gøre ved det forestående valg. Han hælder til at stemme på Socialdemokratiet. Men når det kommer til stykket, har han svært ved at se den store forskel på de to blokke.

»Same shit,« siger han.

Siden Gram Kommune blev nedlagt, og den gamle borgmester flyttede til Haderslev for at blive borgmester i den nye storkommune, har indbyggerne i Gram følt sig lidt som »en forladt kæreste«, siger Bjørn Wiborg.

Kun to af de 31 lokalpolitikere i byrådet bor i Gram. En af dem er fra Dansk Folkeparti, og han kommer af og til på Cafeen.

»Han hedder Per Hauritz, og det er også det, vi kalder ham, selv om vi normalt giver folk øgenavne herude,« siger Bjørn Wiborg.

I forbindelse med kommunalreformen blev byerne Gram, Rødding og Toftlund opslugt af tre forskellige kommuner. De tre byer, der før havde tætte forbindelser, ligger nu isoleret som små øer i udkanten af hver sin kommune, mener Bjørn Wiborg.

Vil man for eksempel med bussen fra Gram til Rødding, en strækning på ti km, må man først tage bussen til Ribe og dernæst til Rødding. Det tager næsten en time.

»Vi dør herude i midtlandet,« siger han.

Drømmen om en villa

Uden for Cafeen kan man af og til få øje på Emma Vejen Fog, når hun går forbi med sin barnevogn. Ofte fordi hun har et ærinde på Torvet eller skal besøge noget familie i byen. I barnevognen ligger hendes fem måneder gamle datter, Aya, og stirrer op i himlen.

Emma Vejen Fog har sort, farvet hår og store, blå øjne. Med sine 24 år er hun en af dem, der trækker aldersgennemsnittet i Gram ned. Siden 1997 er gruppen af 20-29-årige svundet ind med 19 pct. Det viser tallene, som AE-Rådet har trukket for Information.

Endnu værre ser det ud for de 30-39-årige og børn under 10 år. Begge grupper er svundet ind med omkring 30 pct. siden 1997. Børnefamilierne forsvinder altså fra Gram.

Mange af Emma Vejen Fogs gamle veninder fra Gram bor i de store byer og er stadig ved at uddanne sig. Selv er hun flyttet tilbage hertil, fordi »hun ikke var så tosset med at læse«.

Ligesom i resten af landet er uddannelsesniveauet i Gram steget i de senere år. Men langtfra lige så markant.

Emma Vejen Fog på 23 år har fået sin drøm om at eje en rigtig muremestervilla opfyldt. For et halvt år siden flyttede hun tilbage til hjembyen med sin kæreste, blandt andet fordi det var billigere at købe hus, og hun ville være tæt på sin familie.

Peter Nygaard Christensen

Andelen af ufaglærte inden for den gamle kommunegrænse er faldet med 22 pct. i løbet af 20 år, mens andelen med en længere videregående uddannelse er steget med 67 procent. På landsplan er andelen med en længere videregående uddannelse imidlertid steget med hele 170 pct.

Efter at have gået på handelsskolen i Tønder fik Emma Vejen Fog en elevplads i YouSee i Esbjerg. Der arbejder hun stadig og pendler frem og tilbage.

Men i øjeblikket er hun på barsel. Hun har lige været i SuperBrugsen for at sende en pakke med posten, og nu triller hun barnevognen hjemad mod Parkvej, hvor hun og hendes kæreste har købt et hus – en murermestervilla på omtrent 180 kvadratmeter til 1,2 millioner kroner. Kæresteparret havde også overvejet at finde et sted at bo i Esbjerg. Men Emma Vejen Fog havde lyst til at bo tæt på sin familie, efter hun fik sin datter. Desuden ville hun ikke kunne opfylde sin drøm om en rigtig murermestervilla i Esbjerg.

»Derude koster et lignende hus måske 4,5 millioner. Så havde vi ikke haft råd til at tage ud at rejse et par gange om året. Når vi bor her, kan man nærmest gøre alt, hvad man vil. Plus at vi kan betale vores lån af over 15 år i stedet for 30,« siger hun.

Huset har en udestue i forlængelse af stuen og en stor have med legestativ og udsigt over et åbent græsareal. Parkvej ligger centralt og har den perfekte beliggenhed i Gram, synes hun. For enden af vejen ligger byens nye sportshal. Det er også tæt på supermarkedet ABC og Torvet, hvor SuperBrugsen, en tøjbutik og en lille gave- og blomsterhandler ligger.

Emma Vejen Fog triller barnevognen ud under carportens halvtag, så datteren kan tage en lur, imens hun selv varmer en pastaret.

Hun husker sin egen barndom i Gram som god og tryg. Hun plejede at gå til fodbold, håndbold, en smule squash og gymnastik. Da hun blev ældre, kunne hun og vennerne i en brandert finde på at snige sig over hegnet til byens udendørs svømmebassin, selv om de ikke måtte. I det hele taget blev der lavet meget ballade. Særligt på skolen.

»Min kammerat var på besøg den anden dag. Han fortalte, at hans far stadig betaler af på regningerne til Gram Skole. Alt det, han havde ødelagt ... Hold kæft, de smadrede mange ting dernede. Gram Skole var meget udsat. Måske var det også derfor, lærerne altid var så pissesure,« siger hun.

Farmor og skattelettelser

Emma Vejen Fog følger ikke meget med i politik. Men hun var ikke overrasket over, at Dansk Folkeparti fik et godt valg i Gram i 2015.

Selv stemte hun på Liberal Alliance efter at have taget en kandidattest på nettet. Det skyldtes blandt andet, at hendes kæreste betaler topskat, »og det synes han da er træls, og det synes jeg da også«.

I år har hun endnu ikke besluttet sig for, hvad hun vil stemme. Men hun mener, at DF har en fornuftig ældrepolitik.

»Jeg spekulerer da rigtig meget på, hvis min farmor en dag kommer på plejehjem. Hun er rigtig frisk lige nu og bor selv, men det vil betyde meget for mig, at hun får det godt senere. Og sådan tror jeg, at mange her i Gram har det.«

Udlændingepolitikken er ikke det vigtigste tema for folk i Gram, mener hun, selv om der er nogen, der er meget optaget af, at der føres en stram politik. Selv har hun ikke noget problem med indvandring.

»Selvfølgelig er det ikke godt, hvis de begår kriminalitet, men hvor mange danskere gør ikke det?« spørger hun.

»I den butik, hvor jeg arbejder, har det da altid været danskerne, der opførte sig værst.«

Nogle af de mindre privilegerede indbyggere i Gram kan godt være lidt »snæversynede«, mener hun.

»Man kan godt blive meget sådan ’dit og mit’, ’mine og dine’. Jeg kan godt forestille mig, at hvis man har boet her hele sit liv, så er det her verden. Så er der ikke noget udenfor.«

Utrygge vælgere

Knap en femtedel af de vælgere, der havde stemt på Venstre i 2011, skiftede til Dansk Folkeparti ved valget i 2015.

De to partiers vælgere har meget til fælles. En stor del af dem bor i mindre byer eller landområder, mange har kort eller ingen uddannelse og en relativt lav indkomst.

Det gælder i særdeleshed dem, der skiftede fra Venstre til Dansk Folkeparti i 2015. Og så er de kendetegnet ved ikke at have ret meget tilovers for landets politikere – i særdeleshed ikke over for Lars Løkke Rasmussen, hvis katastrofalt lave popularitet ifølge forskerne Kasper Møller Hansen og Rune Stubager kostede Venstre et sted mellem 50.000 og 180.000 stemmer i 2015.

Men der er også en anden afgørende forskel mellem Venstres og Dansk Folkepartis vælgere.

Spørger man Dansk Folkepartis vælgere, om de er bekymrede for at miste deres arbejde, blive overfaldet, ikke at kunne betale deres regninger eller på forskellig vis at blive svigtet af velfærdsstaten, svarer mange af dem ja. Det fremgår af Valgundersøgelsen fra 2015. Faktisk er Dansk Folkepartis vælgere dem, der lider allermest af en oplevelse af såkaldt ’høj social risiko’. De føler sig kort sagt utrygge.

Andre vælgere – for eksempel Venstres – scorer ikke nær så højt. Dét er en væsentlig nøgle til at forstå flugten til Dansk Folkeparti i områder som Sønderjylland.

DF appellerer til dem, der føler, at de sidder på velfærdsstatens alleryderste gren. Det er dem, der er blevet forbigået, glemt og forladt. Dem, der er blevet snydt i livets lotteri, og dem, der frygter at blæse ned, hvis der kommer en storm.

Vælgernes svar på spørgsmål om social usikkerhed er lige så god en indikator på, om de vil stemme Dansk Folkeparti, som deres uddannelsesniveau – og det siger ikke så lidt.

Per Hauritz er lokalpolitiker og sidder i byrådet i Haderslev for Dansk Folkeparti. Han var i sin tid med til at stifte DF’s lokalforening i Gram og husker, hvordan folk dengang spyttede på ham og råbte efter ham på gaden. Sådan er det ikke længere. Selv om der ifølge ham stadig er folk i Gram, som mener, at DF ikke er »stuerene«, er det blevet bedre med årene.

»Jeg snakker næsten med alle mennesker,« fortæller han, da Information fanger ham på telefonen.

Han mener, at en del af DF’s succes i Sønderjylland skyldes, at partiet appellerer til den utilfredshed og følelsen af at være blevet glemt, som nogle går rundt med. Og så er der selvfølgelig det med grænsen.

»Hernede er grænsekontrollen nummer ét,« siger han.

»Nu har jeg arbejdet meget i Aabenraa, og der er simpelthen indbrud og indbrud og indbrud begået af udlændinge, som så bare kører over grænsen igen. De er fra Polen og alle de lande. Det er folk jo kede af nede ved os, at de bare kommer og stjæler.«

Noget andet, der går ham på, er handlen med stoffer. Alene i Gram er der fem steder, hvor man kan købe narkotika, siger han. Der er ingen politistation i byen, kun en »politibutik«, som holder åbent en time hver onsdag. Indimellem kommer en patrulje kørende fra Esbjerg. De kører ind til bymidten og vender igen.

»Men hvis der sker noget, og der ikke er nogen biler i nærheden, så tager det jo en halv time-tre kvarter, inden de kan være her. Og der er alle forbryderne jo stukket af,« siger Per Hauritz.

Præsten i den røde bil

I 2007 kom en ny mand til byen.

Hans navn var Johannes Gjesing, en ung teolog, som lidt tilfældigt var blevet sognepræst i Gram efter at have sendt en ansøgning med »venstre hånd«. Da forskrækkelsen over rent faktisk at have fået jobbet havde lagt sig, gik det op for ham, at han var kommet til en by, der var »åben og modtagelig«, som han siger, da Information møder ham på præstegården.

I Gram er sognepræst Johannes Gjesing lidt af en rockstjerne. Han kender Gud og hver mand og er engageret i en lang række foreninger i byen.

Peter Nygaard Christensen

»Den gestus ville jeg gerne tage imod, så jeg engagerede mig i alle mulige ting.«

Siden er han blevet formand for skolens bestyrelse, medlem af Gram Efterskoles bestyrelse, frivillig brandmand og en af de bærende kræfter bag den årlige byfest Pinsemærken.

I dag ser mange ham som en erstatning for byens gamle borgmester. En, der kan få ting til at ske.

Og så har han sans for showbiz. Johannes Gjesing er ikke til at tage fejl af, når han kører gennem Gram i sit røde folkevognsrugbrød.

Sidste jul blev han landskendt, da han kørte til Haderslev og slæbte byens juletræ til Gram. Handelsstandsforeningen i kommunens hovedby ville ikke kendes ved træet, fordi det var grimt og slattent. Men det skulle være løgn, tænkte Johannes Gjesing, som adopterede det otte meter høje juletræ og rejste det hjemme i præstegården.

I løbet af julen kom sognebørn forbi for at pynte træet, som ikke var fint nok til Haderslev.

Indbyggerne i Gram savner, at der er nogen, der tænker på dem, mener Johannes Gjesing. Når uddannelserne, arbejdspladserne og transportmulighederne forsvinder, hvad er der så tilbage?

»Jeg har ikke løsningen. Men fornemmelsen af, at vi er ét land, den skal styrkes,« siger han.

Hvis politikerne vil have, at der fortsat skal være liv i byer som Gram, må de også erkende, at det koster noget, mener han.

»Det er jo dyrere at drive en skole i Gram, fordi der er færre elever. De skal investere i de små byer, eller også skal de være ærlige og sige, at de ønsker, at vi alle sammen bor i fem store.«

Med sin placering midt i den sønderjyske hede, som en fritsvævende satellit i udkanten af kommunen, kan man godt få fornemmelsen af, at Gram er stedet, hvor alting slutter. Men man kan også vende det om, funderer Johannes Gjesing. Det kan også være her, alting begynder.

»Det er den fornemmelse, vi skal til at have lidt mere af i Gram.«

Jesse Jacob

Serie

Gram går til valg

Sønderjylland bliver kaldt udkant, men landsdelen er også blevet et nyt centrum i dansk politik.

Det er her, nogle af de mest utilfredse vælgere bor. Det er her, de største partier kappes om at tiltrække de samme stemmer. Og det var her, Dansk Folkeparti tog fusen på alle i 2015 ved at blive det største parti i stort set hele landsdelen.

Spørgsmålet er, om DF kan gentage succesen, om Venstre kan vinde noget af det tabte tilbage, og om oppositionen kan få skrabet nok stemmer sammen til at vippe regeringen af pinden.

Sønderjylland rummer svar på det hele. Information har derfor rykket en del af redaktionen til det gamle Baron Wedels hus i byen Gram for at dække valgkampen fra det nye centrum i dansk politik.

Seneste artikler

  • DF’s fald i Sønderjylland: »Danmark er ikke længere gult, men stadig delt«

    7. juni 2019
    ​​​​​​​Det lykkedes Venstre at generobre tabt terræn i kernelandet Sønderjylland, efter Dansk Folkeparti for fire år siden farvede regionen gul. DF går massivt tilbage, mens Socialdemokratiet, Venstre og de nye højrefløjspartier går frem. Det gælder også i den lille sønderjyske by Gram, hvorfra Information de sidste fire uger har dækket valgkampen
  • Vælgerne i Gram: Det vigtigste er klimaet. »Det er et emne, som påvirker os ALLE«

    5. juni 2019
    Den seneste måned har Information dækket valgkampen fra den lille sønderjyske by Gram. Nu er valgdagen endelig kommet. Vi har talt med ni af de borgere, vi har mødt i løbet af valgkampen. De opfordrer politikerne til at være ærlige om deres politik og holde, hvad de lover. Og så fylder både klima, udlændinge, daginstitutioner og skoler en del – også i Gram
  • Vi fik et brev fra de lokale. Det handlede om, at Gram er andet end fraflytning og butiksdød

    1. juni 2019
    I løbet af valgkampen har Information rapporteret fra den lille sønderjyske by Gram. En gruppe borgere besluttede at fortælle københavnerjournalisterne om sammenholdet og foreningslivet i byen og hjælpe dem med at nuancere billedet af Sønderjylland
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Borgvardt
  • Viggo Okholm
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Steffen Gliese
  • Gert Romme
  • Thomas Frisendal
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jeppe Larsen
Marianne Borgvardt, Viggo Okholm, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Gert Romme, Thomas Frisendal, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen og Jeppe Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Fin beskrivelse af Gram. En lille ting: Fanø er ikke og har ikke været en del af Sønderjylland.

Torben K L Jensen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Tak skæbne, de er jo vanvittigt rige i Gram. En indtægt på 277.000 kr. i snit, hvor vi andre må leve for 117.000 i folkepension før skat. Det er 160.000 mindre. Og så siger men der ikke er ulighed i Danmark. Vi lever som folkepensionister på sultegrænsen og er samtidig stavnsbundne, da skatten på 38% SKAL betales i Danmark, og ikke som før, dér hvor man bor.

Grethe Preisler

Nu i er så godt i gang med at lodde folkestemningen i Udkant-Danmark, kunne I så ikke tage en tur til Hadsund, hvor udlændinge- og integrations minister Inger Støjberg har sit domicil?

Birte Pedersen, Liselotte Paulsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steen Piper

Fin artikel. Fortsæt den linje, flere artikler fra det rigtige Danmark, så vil bladet kunne fejre 100 års jubilæum med guldur i vesten.

Ole Kresten Finnemann Juhl, Birte Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jørgen Prenslev

jens peter hansen
Rigtig. En fin beskrivelse af Gram, som jeg fint kan genkende. Og beklager det er gået sådan, at Gram er blevet til den sociale udkant.

Nej Fanø hører til Esbjerg Bykredsen, hvis vi skal blive valgtermer.
Men Sydjyllands Storkreds omfatter Fanø. Og i storkredsen var DF størst. Det er nok Informations pointe.
I dag strækker kommuner sig over den gamle grænse.

Jørgen Prenslev

Ole Rasmussen

Mon ikke du blander tingene sammen.
At du får for lidt i FP, har jo ikke noget at gøre med at gennemsnitindkomsten er lav i Gram.