Nyhed
Læsetid: 6 min.

Venstre vildleder om effekten af kontanthjælpsloftet i valgmanual

Venstres folketingskandidater opfordres i en debatmappe forud for folketingsvalget til at bruge misvisende tal, når de skal argumentere for og forsvare kontanthjælpsloftet. Her nævnes flere gange, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet med 31.900, siden kontanthjælpsloftet blev indført. Men ifølge Finansministeriet er kun 250 fuldtidspersoner kommet i arbejde som følge af regeringens politik på området
Venstres folketingskandidater opfordres i en debatmappe forud for folketingsvalget til at bruge misvisende tal, når de skal argumentere for og forsvare kontanthjælpsloftet. Her nævnes flere gange, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet med 31.900, siden kontanthjælpsloftet blev indført. Men ifølge Finansministeriet er kun 250 fuldtidspersoner kommet i arbejde som følge af regeringens politik på området

Emilie Noer Bobek

Indland
16. maj 2019

»Kontanthjælpsloftet er en kæmpe succes.«

Sådan skriver Venstre i en ny 122-siders valgmanuel, som er sendt ud til alle partiets folketingskandidater forud for valgkampen og lækket til Ekstra Bladet.

Manualen er en detaljeret vejledning i, hvordan kandidaterne argumenterer for Venstres politik og forsvarer sig over for politiske modstandere.

Et af de politikområder, som er i fokus, er beskæftigelse, og her argumenteres flere steder for, hvorfor kontanthjælpsloftet, som blev indført af regeringen i 2016, er en succes i forhold til at få flere danskere i arbejde.

»Siden kontanthjælpsloftet blev indført, er antallet af personer i kontanthjælpssystemet faldet med 31.900. Det kan vi i høj grad takke netop kontanthjælpsloftet for, fordi det har medvirket til, at det bedre kan betale sig at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse,« står der blandt andet i manualen. 

Kontanthjælpsloftet trådte i kraft oktober 2016 og sætter en øvre grænse for, hvor meget man kan modtage i ydelser fra staten, hvis man er på offentlig forsørgelse.

Et fald på 31.900 kontanthjælpsmodtagere går igen flere gange i manualen, når det handler om kontanthjælpsloftet. Men tallet, som Venstres kandidater altså vejledes til at bruge, er vildledende, lyder det fra eksperter.

»Det er som minimum stærkt misvisende og en form for politisk manipulation. Hvis man implicit siger, at faldet i kontanthjælpsmodtagere på 31.900 handler om kontanthjælpsloftet, så er man ude på et overdrev, som ikke holder ved nærmere analyse,« siger Kristian Kongshøj, adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

Problemet ved at bruge tallet 31.900 er nemlig, at det ikke er renset for de andre faktorer, som er afgørende for, om antallet af kontanthjælpsmodtagere falder, påpeger Kristian Kongshøj. Han bakkes op af Anders Bruun Jonassen, forsker i Rockwool Fonden.

»Hvis man skal have et retvisende billede af det her, så skal man passe på med at sætte lighedstegn mellem det generelle fald og så den effekt, der har været af reformen. For reformen har givet et meget lille bidrag til den samlede udvikling,« siger Anders Bruun Jonassen.

Tættere på nul

I forrige uge offentliggjorde Finansministeriet en analyse af den isolerede beskæftigelseseffekt af kontanthjælpsloftet. Den viser, at der er kommet 250 fuldtidspersoner i arbejde som direkte konsekvens af reformen, siden den blev indført.

Venstre oplyser, at analysen ikke var offentliggjort, da manualen blev skrevet. 

Under punktet »Beskæftigelse« opfordres kandidaterne til at sige, at »lige så forkert det ville være at sige, at faldet alene kan forklares med at vi har indført et kontanthjælpsloft, lige så forkert ville det være at sige, at kontanthjælpsloftet slet ingen effekt har«.

Men ifølge Anders Bruun Jonassen er det ikke »en rimelig måde at stille det op på«.

»Du kan godt sige, at der har været et bidrag fra kontanthjælpsloftet, men hvis du ikke er villig til at diskutere, hvor lille det bidrag er, så kommer det til at lyde som mere, end det egentlig er. Nu ved vi, at det er langt tættere på nul end på 31.900, og det er heller ikke noget i nærheden af at være midt imellem de to tal,« siger han.

Når Venstres kandidater opfordres til at bruge tallet 31.900, er der ifølge ham en fare for, at man skaber en falsk association mellem en udvikling, som ville være sket uanset hvad, og så det bidrag, der kommer fra reformen.

»Ved at koble de to ting sammen og ikke italesætte nærmere, hvor stort eller lille bidraget er, så kan man få en association til et større tal, end der egentlig er tale om,« siger han.

Kristian Kongshøj er enig i, at det ikke giver mening at sige sådan, når man ved, at faldet i antallet af kontanthjælpsmodtagere kun i meget lille grad skyldes kontanthjælpsloftet. Han understreger, at der i samme periode har været en stor beskæftigelsesfremgang, som skyldes, at der er gang i opsvinget, og at virksomhederne dermed efterspørger arbejdskraft.

Han forklarer, at det ofte er de stærkeste ledige, der kommer i beskæftigelse først, når et opsving begynder, mens kontanthjælpsmodtagere er nogle af dem, som gennemsnitligt er længst væk fra arbejdsmarkedet.

»Det beskæftigelsesopsving, vi har haft i lang tid, er nu nået så langt ud, at virksomhederne også begynder at opsøge kontanthjælpsmodtagere. Derfor er det måske især de seneste år, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet,« siger han.

Skyts mod rød blok

Venstre opfordrer i valgmanualen også sine kandidater til at prikke til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, når det kommer til kontanthjælpsloftet. Der står for eksempel i en boks med overskriften »Gode spørgsmål til rød blok«:

»Da Mette Frederiksen var minister, afskaffede hun det gamle kontanthjælpsloft. Resultatet var, at det blev mindre attraktivt at arbejde. Og efterfølgende steg antallet af kontanthjælpsmodtagere markant. Hvorfor skulle det ikke ske igen, hvis Socialdemokratiet vinder valget?«

Hvis rød blok hæver ydelserne til kontanthjælpsmodtagere, vil det ifølge Venstres valgmanual »fastholde flere på passiv forsørgelse«. Igen drager manualen sammenhæng mellem antallet af kontanthjælpsmodtagere og kontanthjælpsloftet.

Det er rigtigt, at antallet af kontanthjælpsmodtagere steg under den tidligere socialdemokratiske regering, påpeger Kristian Kongshøj. Men igen er det forkert at antage, at det alene skyldes afskaffelsen af kontanthjælpsloftet.

»Situationen dengang var, at vi ikke havde fået vendt beskæftigelsessituationen på nogen måde endnu, og de følgende år implementerede dagpengereformen og førtidspensionsreformen, som gjorde, at borgere, der tidligere havde været på andre ydelser, endte i kontanthjælpssystemet. Det var dels derfor, at kontanthjælp var en af de få ydelseskategorier, som faktisk voksede i starten af 2010’erne, mens alle andre ydelseskategorier havde et faldende antal,« siger Kristian Kongshøj.

V: Større gevinst ved job

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, har ikke haft mulighed for at stille op til et interview og har derfor svaret på Informations spørgsmål pr. mail. Til spørgsmålet om, hvorvidt manualen er misvisende i forhold til effekterne af kontanthjælpsloftet, svarer ordføreren:

»Som du selv siger, skriver vi, at det har medvirket til, at det i dag bedre kan betale sig at arbejde, og flere kommer med i det arbejdende fællesskab. Og det er helt naturligt, at der også er andre faktorer, som spiller ind på den virkelig gode beskæftigelsesudvikling, vi ser på vores vagt. Og det står i skarp kontrast til, da Socialdemokratiet sidst havde regeringsansvaret, hvor de fastholdte mange på offentlig forsørgelse i stedet for at gøre det attraktivt at komme i arbejde eller uddannelse.«

– Hvorfor bruger I ikke tallet, der viser den isolerede beskæftigelseseffekt, som er 250 fuldtidspersoner, i jeres valgmanual til Venstres folketingskandidater?

»Uden kontanthjælpsloftet ville en enlig mor med tre børn kun have en gevinst på 800 kr. om måneden ved at skifte kontanthjælpen ud med et arbejde. Med kontanthjælpsloftet er gevinsten hævet til 4.800 kr. Det synes vi er rigtig vigtigt at få formidlet. For mens de røde partier vil fastholde folk på offentlig forsørgelse, så vil vi hellere hjælpe folk i uddannelse og arbejde.«

– Forskere påpeger, at effekten af kontanthjælpsloftet snarere er nul end 31.900. Men valgmanualen giver indtryk af, at det ligger tættere på 31.900. Hvorfor vejleder Venstre til at bruge denne argumentation, som ikke er den mest retvisende?

»Vi glæder os over, at antallet af personer i kontanthjælpssystemet er faldet med 32.700, siden vi indførte kontanthjælpsloftet. Og vi skriver flere steder, at den positive udvikling ikke alene kan tilskrives vores politik. Men selvfølgelig gør den førte politik en forskel. Vores kontanthjælpsloft sikrer, at der i dag er en mærkbar forskel mellem at være på kontanthjælp og i arbejde. Sammen med de ting, vi ellers har gennemført siden valget, f.eks. vækstinitiativer og fokus på mere iværksætteri i hele Danmark.«

– Såfremt Finansministeriet ikke var kommet med sin analyse af beskæftigelseseffekten, da I skrev valgmanualen, ville I så have brugt tallene derfra?

»Vi justerer løbende til, og det er fint, at Finansministeriet kan bidrage med effekter. Vores fokus handler om de politiske initiativer og forslag, som vi har sat i gang. Og vi er glade for, at der på vores vagt er rekordhøj beskæftigelse og lav arbejdsløshed. Det skyldes blandt andet vores mange initiativer og selvfølgelig også gode konjunkturer,« skriver Hans Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Løgnen er tyk og mørk

Ole Svendsen, Thomas Tanghus, Estermarie Mandelquist, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Allan Stampe Kristiansen, Espen Bøgh, Birte Pedersen, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Bruhn Andersen, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Carsten Nørgaard, Rolf Andersen, Gert Romme, Torben K L Jensen, Ida Larsson, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Vil det ikke være mere overraskende, hvis Venstre og LLR kom med nogle korrekte oplysninger?

Ole Svendsen, Thomas Tanghus, Estermarie Mandelquist, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Allan Stampe Kristiansen, Birte Pedersen, Alvin Jensen, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Lars Løfgren, Gert Romme, Torben K L Jensen, Ida Larsson, Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek, Werner Gass, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Werner Gass

Det er da utroligt hvor meget af Venstres argumentation er direkte baseret på løgn!
De har virkeligt ingen skam i livet.

Send hele denne løgnerbande ud af tinget.
Så ved vi hvor vi har dem - gerne langt væk fra tinget.

Thomas Tanghus, Lars Løfgren, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Allan Stampe Kristiansen, Espen Bøgh, Alvin Jensen, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Kim Houmøller, Bjarne Andersen, Gert Romme, Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jesper Jakobsen

Det er på tide, at kontanthjælpsmodtagerne og kontanthjælpsloftet fylder mere i debatten. Men det er vanskeligt at få eliten til at tale om emner, der er så langt fra deres horisont.

Thomas Tanghus, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Karsten Lundsby, Allan Stampe Kristiansen, Ole Svendsen, Alvin Jensen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Ebbe Overbye, Rolf Andersen, Gert Romme og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Alternativ sandhed, fra Venstre!

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Karsten Lundsby, Allan Stampe Kristiansen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Propaganda.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Minder lidt om deres succes med grundvandet. Efter Venstre kom til, findes der ikke nær så meget gift i grundvandet længere.
Og så kan man håbe på de mindre kloge vælger så ikke tænker over, at det nok hænger sammen med at man ikke prøver på at finde noget som helts længere.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek, Ole Svendsen, Randi Christiansen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

At folk ikke (længere) er på kontanthjælp er generelt slet ikke ensbetydende med, at de er kommet i arbejde. Mange er faldet helt ud pga gensidig forsørgelsespligt, andre fordi de har en 'formue' på over de 10.000, man må have, andre igen, fordi de hellere vil leve af at skralde og bo hos venner end at underkaste sig dette nervesambrudsfremkandende system.

Det samme gælder den ominøse jobbonus, der skulle lokke arbejdsløse af enhver slags til at tage et job. Jeg kunne godt tænke mig at se verificerede tal for jobskabelsen igennem denne procedure. Mit gæt er: Godt nok er der nogle eller en del, der har fået et job efter at have været ledig i tilstrækkelig tid for at kvalificere sig til at modtage bonussen. Dog tvivler jeg på, at bonussen har været årsagen til at nogen sådan lige fandt sig et job!

Så tallene må analyseres og renses meget bedre endnu!

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek, Allan Stampe Kristiansen, Ole Svendsen, Randi Christiansen, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Kim Houmøller, Werner Gass, Lars Løfgren, Ib Christensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Fattigdom findes heller ikke længere, så alt er godt. Venstre får min stemme. At kunne afskaffe fattigdom ved simpelt pennestrøg og omdefinering af begrebet vidner om stor formåen. Jeg ser frem til flere fantastiske pennestrøg fra V. Evt. kunne man begynde at kurere kræft ved at kalde det noget andet.

Vibeke Hansen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Allan Stampe Kristiansen, Ole Svendsen, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Britta Hansen, Werner Gass og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Forskellen mellem tallene 31.900 og 250 gør at jeg gerne ville se noget statistik ang, hvordan moral / etik har udviklet sig i samfundet i samme periode.
Hvis de 250 fuldtidspersoner er medregnet det stigende behov for fuldtids ansatte fængselsbetjente, ser jeg effekten af kontanthjælps loftet mere som et symptom på dårlig ledelse, end noget der kan bruges til at illustrer erfaren og kvalificeret ledelse.

Stiger svindel, bedrageri og kriminalitet i et forhold der kan forklare hvordan differencen på 31.650 får mad på bordet?
Eller er de blot flyttet over i andre kasser, hvor udgifterne kaldes noget andet end "kontanthjælp" og er dette andet faktisk billigere eller bedrer?

Vibeke Hansen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek, Alvin Jensen og Werner Gass anbefalede denne kommentar

Nogen snyder for at få magten.
Andre snyder for at beholde magten.
Man kan ikke vinde et spil matador alene ved hjælp af markedskræfterne.
Man er nødt til også at snyde. (:-()

Thomas B, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek, Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Kim Houmøller og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

De utroværdige har det med at finde hinanden, lars Løkke er kendt for netop dette.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Espen Bøgh og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Svendsen

Talfusk og snyd for at dække over den totale fiasko, som kontanthjælpsloftet i virkeligheden er.
Venstre ved du hvor du har!

Britta Hansen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan ikke bedrive politik i et demokrati, der går ud på at drive flokke af mennesker i en bestemt retning, som politikerne vil bestemme.
Tværtimod må de være politikerne, der drives i en bestemt retning af det, som folkeflertallet mener er bedst, uden manipulation.

Steffen Gliese

- og tænk så lige på alle dem, de arbejdsløse, socialt udfordrede og syge holder i arbejde! Det er jo det, der er en den virkelige beskæftigelsesindsats.

Ole Svendsen, Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, Ebbe Overbye, Brian W. Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

PS.
Norge hives ofte frem som det gode eksempel på, høje cigaretpriser fører imod mindre forbrug.
Men den holder ikke. (man sammenblander en masse forskellige årsager og konkluderer forkert at prisen var det afgørende.)

Cigaretpriserne i Norge har (ihvertfald) siden 60érne været ca dobbelt så høje som her.
Det betød nordmænd ligegerne hjemme-rullede cigaretterne hvilket på ingen måde er mindre sundhedsskadeligt.

At det norske cigaretforbrug i øjeblikket er lavt behøves jo ikke have med økonomi at gøre.
At cigaretforbruget i øjeblikket er lavt kan jo netop skyldes, det med den forrige generation var højt og modreagerer nu med lavt forbrug.

ps. Hvad hulen skete lige der (ha-ha)
Det ovenstående var selvfølgelig indlæg til tråden om højere pris på amøger.

Hvordan kan jeg slette det?

Carsten Svendsen

Goebbels har ikke levet forgæves... :o(