Læsetid: 5 min.

Beboere i Brønshøj havde asbest på loftet i syv år uden at vide det

Pulterrummene hos beboerne i AAB’s boligafdeling i Kobbelvænget i Brønshøj har i syv år været forurenede med asbestfibre som følge af mangelfuld rengøring efter en tagudskiftning. Ægteparret Jane og Mogens Blomsterberg foreslår, at der fremover altid tages kontrolprøver efter en asbestrengøring, og AAB’s direktør støtter tanken
Ægteparret Jane og Mogens Blomsterberg fra Kobbelvænget 63 bruger ikke selv deres eget pulterrum særligt ofte, men det er utrygt for dem, at der ikke er blevet gjort tilstrækkeligt rent efter et bygningsarbejde for syv år siden.

Ægteparret Jane og Mogens Blomsterberg fra Kobbelvænget 63 bruger ikke selv deres eget pulterrum særligt ofte, men det er utrygt for dem, at der ikke er blevet gjort tilstrækkeligt rent efter et bygningsarbejde for syv år siden.

Peter Nygaard Christensen

19. juni 2019

I slutningen af marts fik beboerne i Boligforeningen AAB Afd. 38 på Kobbelvænget i Brønshøj en ubehagelig besked i postkassen. På loftet var der fundet »asbestholdigt støv og rester«, og det blev forbudt for beboerne at benytte pulterrummene, før de var blevet rengjort.

»Asbesten stammer fra tagrenoveringen«, hed det i meddelelsen, der indkaldte beboerne til et orienteringsmøde.

I 2010-12 fik boligblokkene fjernet det gamle eternittag, og lige siden havde loftsrummene altså været forurenede med asbeststøv.

Forud for en renovering af ejendommene, der skulle have installeret et nyt ventilationssystem, havde firmaet Dansk Miljøanalyse her i foråret taget renhedsprøver på loftet.

Resultatet var fund af asbestfibre i 15 ud af 20 prøver »udtaget på forskellige overflader i pulterrum og gange mellem pulterrum«, heriblandt overflader af træværk og rør samt »opmagasinerede genstand i pulterrum, f.eks. reoler«, fremgår det af analysefirmaets rapport.

I ti af de 15 analyser er den konstaterede mængde asbestfibre registreret som den højeste værdi »mange«, og målingerne viste både hvid asbest (chrysotil) og den mere farlige blå asbest (crocidolit). Desuden blev der konstateret »eternitstumper« flere steder.

Med andre ord havde beboerne i syv år bevæget sig rundt i asbestforurenede omgivelser, hver gang de havde været oppe og hente sommerdyner, børnetøj, eller hvad pulterrum nu bruges til.

Det bryder ægteparret Jane og Mogens Blomsterberg fra Kobbelvænget 63 sig ikke om. Selv om de ikke selv benytter deres eget pulterrum særligt ofte, så finder de det utrygt, at der ikke er blevet gjort tilstrækkeligt rent, efter at de tilbage i 2010-12 fik skiftet tagene på ejendommen.

»Jeg ved, at vi dengang betalte for rengøring. Så hvis den har fundet sted, har det ikke været gjort ordentligt,« siger Mogens, mens Jane finder gamle referater fra beboermøder frem.

Arbejdsdelingen mellem de to er oftest, at Mogens taler, mens Jane har styr på ringbindenes papirer.

Ikke til at spøge med

Mogens er 82 år og har selv lungesygdommen asbestose, efter at han som udlært elektriker har arbejdet mange år i varmebranchen.

»Man var slet ikke opmærksom på asbest før i 1970’erne. Jeg husker, at lige meget hvad vi lavede dengang, så støvede det ad helvede til, når vi baksede med isolering af rør‚« siger han.

»Asbestosen blev konstateret for 15 år siden, da vi var på cykelferie i Sverige. Jeg blev så forpustet af at køre op ad bakkerne‚« fortsætter han.

Derfor er både Mogens og 76-årige Jane ekstra opmærksomme på, hvor farlig asbest kan være.

»Det er ikke til at spøge med,« som Mogens udtrykker det.

Ægteparret foreslår derfor, at der altid, når en asbestrenovering med tilhørende rengøring er overstået, skal tages prøver, der kan vise, om rengøringen har været tilfredsstillende.

»Det er utilfredsstillende for ejendommens beboere, at vores pulterrum har været forurenede, og det ender sikkert med, at vi kommer til at betale for rengøringen to gange. Det kunne beboerne være sluppet for, hvis der dengang var lavet kontrolmålinger,« siger Mogens Blomsterberg.

Information har bedt om en kommentar fra Christian Høgsbro, direktør i AAB, og i en mail støtter han forslaget:

»Belært af erfaringer fra Kobbelvænget,« skriver Christian Høgsbro med henvisning til den mangelfulde rengøring af pulterrummene for syv år siden, »vil vi ved kommende rengøringer efter asbestarbejder i andre afdelinger af AAB fremadrettet foretage samme prøver af en uafhængig part, når rengøringen er foretaget«.

Direktøren oplyser videre, at AAB er »ved at screene, om vi har andre sager, hvor der er foretaget asbestrenoveringer – og i fald vi har flere, vil vi sende Dansk Miljøanalyse eller tilsvarende ud med henblik på at få foretaget en opfølgende prøvetagning«.

Christian Høgsbro afviser, at beboerne kommer til at betale for den nye rengøring.

»Det bliver ikke beboerne i afdeling 38, der kommer til at betale for rengøringen, da udgiften indgår i den eksisterende helhedsplan, der finansieres af Landsbyggefonden,« skriver han.

Støtte fra Blik og Rør

Selv om målingerne på pulterrummene i Kobbelvænget ikke har vist overtrædelser af grænseværdien, og selv om beboerne ifølge Arbejdsmedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital kun har været udsat for en »ubetydelig risiko«, så blev der ikke taget nogen chancer, da to asbestsanitører her i april-maj gik i gang med at rengøre pulterrummene.

De skulle, viser en aktindsigt fra Arbejdstilsynet, først afspærre arbejdsområdet, så etablere en lufttæt sluse med undertryk og desuden benytte to separate omklædningsrum samt filtermaske og særligt arbejdstøj for asbest.

For faglig sekretær i Blik- og Rørarbejderforbundets københavnsafdeling, Lars Andersen, er det ikke et særsyn, at der efter en rengøring fortsat kan være asbeststøv. Det er et problem, som hans medlemmer jævnligt støder på.

»Rengøringen er ofte meget tilfældig, « siger Lars Andersen og peger på, at den gældende vejledning for asbestrengøring ellers indebærer, at der »efter endt sanering foretages følgende rengøring: »støvsugning [absolutfilter påmonteret] og vådaftørring – hvis muligt«.

Efter en endt rengøring skal endvidere »rengøringsstandarden godkendes ved en visuel kontrol, som kan suppleres med luftprøve/geltapeprøve«, ligesom »det færdigsanerede område gennemgås af parterne. Der må ved gennemgangen ikke konstateres støv i lokalet.«

»Det er arbejdsgiverens eller bygherrens ansvar, at rengøringen er tilfredsstilllende. Men hvis firmaet ikke fører tilsyn, så kan sanitørerne falde af på den. Vi ved, at mange asbestsanitører ikke gør tilfredsstillende rent,« siger Lars Andersen.

Han støtter tanken om, at der efter endt arbejde skal tages uafhængige prøver, der dokumenterer rengøringens kvalitet. Også af hensyn til beboerne.

»Det ville være fint, hvis det kom til at stå i reglerne,« siger han.

152 ton asbestaffald

En aktindsigt i Arbejdstilsynet viser, at materielfirmaet J. Jensen i Lynge i juni 2011 anmeldte 152 ton asbestholdigt affald fra Kobbelvænget.

Det fremgår også, at »ved indvendig sanering støvsuges med partikelseparator og absolutfilter. Aftørring af alle overflader, hvor dette er muligt«.

På J. Jensens hjemmeside understreges det, at hvis kunder vælger »J. Jensen som samarbejdspartner, kan I være trygge ved, at vi til hver en tid overholder enhver gældende lovgivning og myndighedskrav på arbejdsmiljø- og miljøområdet«.

J. Jensen har ikke ønsket at svare på spørgsmål om kvaliteten af deres rengøring tilbage i 2012.

Direktør Christian Høgsbro understreger, at »AAB opfatter leverandørernes håndtering af sagen som et massivt og helt uacceptabelt svigt i forhold til den indgåede kontrakt«.

Han oplyser, at da den aftalte og betalte rengøring ikke er foretaget, har AAB’s jurister undersøgt, om der kan gøres et ansvar gældende over for leverandørerne.

Men juristernes »vurdering er umiddelbart, at sagen er forældet, og i fald vi skulle anlægge en sag, er det i forhold til rådgiver, Triac, som desværre siden er gået konkurs. Sandsynligvis kan vi ikke komme igennem med et krav«, fortsætter direktøren.

For beboerne i AAB 38 er situationen nu den, at rengøringen af pulterrummene er færdig. Men endnu kan de ikke få adgang til deres effekter, fordi de først skal renses for eventuelle asbestfibre.

Serie

Asbest og skimmelsvamp i Tingbjerg

I foråret 2016 begyndte en renovering af fire boligblokke i Tingbjerg i det nordvestlige København. Københavns største almene boligselskab, FSB, ville fjerne skimmel og forsyne boligerne med nye køkkener. Men meget gik galt. Beboere blev udsat for farlig asbest og skimmel i deres lejligheder, og da FSB efterfølgende fik udført kontrolmålinger af asbest, opstod nye problemer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Christian Mondrup
  • Katrine Damm
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Albinus
Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Mondrup, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Anne Albinus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Clausen

Danmark er desværre tilbagestående på det område. Der er stadigvæk ingen planer om udskiftning af de 1.5 millioner asbesttage samt øvrige steder, hvor asbest har været anvendt i bygninger, og der er heller ingen kortlægning. Jo længere man venter med at udskifte des større bliver problemet. Både med hensyn til frigivelse af støv fra gamle slidte tage som "drysser" og den pukkel man skaber jo længere man venter, og som der ikke vil være ressourcer til at håndtere, når det pludselig skal gå hurtigt. Uhyrligt at kontrollen efter udskiftning åbenbart også er ikke eksisterende. Til gengæld går medierne i selvsving, hvis der er et enkelt tilfælde af mæslinger.

Niels Duus Nielsen, Anne Albinus og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Jens Winther

AAB er en almen boligforening, hvor beboerne har alle muligheder for direkte indflydelse på boligforeningens og afdelingens ledelse. Hvorfor gør de ikke selv noget ved sagen, der er jo tydeligvis tale om alvorlige ledelsesmæssige svigt!

Niels Duus Nielsen, Karsten Lundsby og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Søren Clausen, alle ansvarlige håndværkere og ansvarlige bygherrer tager asbest særdeles alvorligt, og når der pågår arbejder, tages der læssevis af prøver undervejs. Men AAB optræder tilsyneladende ikke som en ansvarlig bygherre!

jens peter hansen

Da min skole blev renoveret for 30 år siden gik arbejderne rundt i rumdragter. Elever og lærere fik "frisk" luft gennem et kanalsystem forbundet med de aflukkede lokaler. Så meget for sikkerheden.

Viggo Okholm

Jens Winther:
De indlæg her er da vist meget farvede ud fra din ideologi om at private altid er ansvarlige.
Det lader jo til der er strammet op,men de almennyttige selskaber har vist haft rigeligt med modvind fra de velbjærgede borgerlige flertal! Der fik du så mine fordomme og sandheden findes nok midt imellem.

Jens Winther

@Viggo Okholm, næh, mit indlæg er baseret på konkrete mangeårige erfaringer - godt nok "kun" fra den private sektor.

Jeg kan ikke huske, at "velbjærgede borgerlige" flertal skulle have inspireret almene boligforeninger til at tage let på arbejdsmiljøregler og beboernes sikkerhed, kan du (når bortses fra din ideologiske farvning)?

Søren Clausen

@Jens Winther, det er lidt af en tilsnigelse at påstå, at alle håndværkere tager asbest alvorligt, fordi du selv har arbejdet i den private sektor engang. Selv har jeg med baggrund i nogle enkelte små byggeopgaver to gange været vidne til tåbeligheder så som at håndværkere brugte vinkelslibere på asbestplader oven i købet uden brug af maske. Da jeg påtalte det blev jeg præsenteret for argumentet om at hvis støvet udgjorde en større risiko, så ville mange flere håndværkere være døde. Med hensyn til private vs foreninger som ser ud til at være vigtigt for dig at skelne imellem, så vil jeg mene, at der trods alt er langt større risiko for lignende sløseri, når op imod halvanden millioner boliger skal have nye tage. Det ville også overraske mig hvis det er bygherren, som skal sørge for at håndværkerne efterfølgende gør forsvarligt rent, og at der ikke er arbejdsmiljøregler mm som kræver det. Ellers er der da tale om et endnu større problem, når private uden kendskab til asbest problematikken bestiller tagrenovering.

Niels Duus Nielsen, Carsten Munk og Anne Albinus anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Søren Clausen, i modsætning til dig har jeg arbejdet med byggeri siden 1991 og gør det fortsat! Jeg gider ikke tælle op, hvor mange byggesager det drejer sig om - men det er rigtig mange og rigtig mange tusindvis af m2 byggeri..

Ja, der findes nogle useriøse småentreprenører, der udelukkende arbejder for useriøse bygherrer. Det lyder til, at det er sådan nogle, du har haft fat i. Ingen - som i overhovedet ingen - seriøse håndværkere, ingen seriøse entreprenører og ingen seriøse bygherrer opfører sig - eller tolererer opførsel, som den, du refererer. INGEN!

Søren Clausen

@Jens Winther, så går jeg ud fra, at du også ved om de håndværkere, der udskifter asbesttage og foretager asbestsaneringer har et ansvar for at fjerne det asbeststøv, som deres arbejde forårsager. Det løser jo ingen problemer, at nogle lejere kan vælge en ny bestyrelse flere år efter, når skaden er sket.
At ikke alle håndværkere tydeligvis håndterer asbest efter reglerne er et problem, uanset om vi vælger at kalde dem for små eller useriøse. Lige lidt hjælper det også at skyde skylden på dem, som bestiller arbejdet, hvilket jo i de fleste tilfælde er private boligejere, som ikke kan forventes at have stor kendskab til risiko.

Noget andet er, at mange har fået højtryksspulet deres asbesttage med deraf følgende støv på loftet, og også her er det ikke blot dem selv som udsættes for sundhedsrisiko, men også andre, som efterfølgende helt uvidende køber eller lejer pågældende huse. Hvad angår den forestående udskiftning af hundrede tusinder gamle asbesttage, så bliver prisen nok afgørende for de flestes valg med deraf følgende risici for kompromiser, når og hvis kontrollen er hullet som en si, ligesom at det bliver sværere og sværere overhovedet at finde ressourcer til det forestående arbejde. Derfor også overvejelserne i Holland om konkrete planer for udskiftning.
https://ing.dk/artikel/holland-vil-fjerne-kraeftfremkaldende-asbesttage-...

Jens Winther

@Søren Clausen, ja, når der bliver asbestsaneret, skal de ramte område effektivt afspærres med dobbelte luftsluser, udsugning med effektive filtre, undertryk i det pågældende område osv. ligesom de folk, der udførere arbejdet, skal anvende værnemidler (beskyttelsesdragt, maske med tilførsel af ren luft osv). Og det sanerede område må ikke frigives, inden der er effektivt rengjort.

Det er i sagens natur ret dyrt. Og der findes nok uansvarlige ejendomsejere, der vil forsøge at få ukvalificerede og lige så uansvarlige "håndværkere" til at undlade at overholde reglerne. Men der findes jo også trafikanter, der kører over for rødt, der findes skattesvindlere, socialbedragere, tyve, miljøsvin, mordere osv.

Glem dog ikke, at langt-langt-langt de flest mennesker og virksomheder er ordentlig og opfører sig ordentligt - dvs overholder love og regler.

For en almen boligforening som fx AAB burde det være en selvfølge at opføre sig ordentligt. Og har de ikke forstand på byggeri, renovering, relevante love og regler, så burde de ringe til et rådg. ingeniørfirma, som kunne hjælpe dem. Intet rådg. ingeniørfirma ville se i gennem fingre med svineri og sløseri med asbest.

Det findes INGEN undskyldninger for AAB!

(PS Jeg er ikke rådg. ing.)

Søren Clausen

@Jens Winther, som jeg læste artiklen, var der betalt betalt for rengøring og lige i dette tilfælde ikke tale om en ejendomsejer, som ville spare for at berige sig selv – med almene boliger opnår dem som rekvirerer arbejdet vel heller ikke egengevinst besparelse på vedligehold og sikkerhed?

Jeg tænker også, at hvis dem som udfører renoveringer og tagudskiftning har kendskab til regler evt. er certificeret til at udføre det arbejde, hvilket formodentligt er et krav (?) og så forlader stedet uden at sikre sig at der gøres forsvarligt rent, så er der vel tale om endnu et eksempel på en virksomhed, som ikke tager problemet alvorligt nok. Det kan selvfølgelig også skyldes, at det er tilladt at nogle helt tredje skal rydde op og her har sløset eller simpelthen glemt aftalen. En mulighed kan også være at boligselskabet ikke fik bestilt oprydning hos en tredjepart, men i alle disse tilfælde synes procedurer og regelsæt at halte. Fra myndighedernes side er der åbenbart ikke noget velfungerende tilsyn, og med så mange tilfælde af enkeltsager, som mere eller mindre tilfældigt kommer for dagens lys - (sidste år var der omtale af en anden større sag med sanering i en boligforening og hvad angår sjusk i private hjem, skal man ikke forvente at ret meget efterfølgende kommer frem) - hvordan vil det ikke forløbe i helt stor skala, når en million tage, luftkanaler mm skal renoveres. Det er derfor jeg synes det er et større problem, når der ingen planer eller kortlægning er i Danmark. Samtidig har det andre steder taget fuldstændig overhånd med tidsfobrug på overflødige kontrolskemaer, evalueringer og papir i det offentlige. Men asbest problematikken er ligesom med luftforeningen i Danmark, hvor det antages at 4.000 dør hvert år. Det foregår usynligt og rammer ikke medierne på samme måde som et blodige trafikuheld.

Jens Winther

@Søren Clausen, ja der er ingen tvivl om, at det i AABs tilfælde er tale om utilgiveligt sløseri - det er jo også det, jeg skriver.

Regler og procedurer fejler sgu ikke noget - AAB har bare opført sig inderligt uprofessionelt og engageret et lige så uprofessionelt foretagende. Men et samfund, hvor den ene halvdel ikke laver andet end at kontrollere den anden halvdel, er jo ikke bæredygtigt! Og - som jeg har skrevet mange gange: den altovervejende del af bygherrerne og entreprenørerne kan sgu sagtens selv finde ud af at overholde reglerne, og laver oven i det kvalitetssikring, for at sikre, af der ikke indtræffer smuttere.

Det fungerer aldeles udmærket, og det ville være totalt ressourcespild, hvis offentlige kontrollører skulle fise rundt på byggepladserne og kontrollere folk, der er voksne og ordentlige mennesker, som sagtens selv kan finde ud af at tænke sig om og gøre arbejdet ordentligt.

Det er et langt større problem, at folk, der ikke aner hvad de taler om, og ikke har kendskab til hvad der faktisk foregår ude i virkeligheden, opfinder "problemer" og urealistiske "løsninger" ud fra enkeltstående tilfælde af sjusk og sløseri.

Søren Clausen

@Jens Winther, nu lyder du fuldstændig som ham jeg tog i at bruge vinklelsliber på asbest uden brug af maske: Uden skygge af tvivl om hans opfattelse af problemstillingen, at andre specielt ikke håndværkere intet anede og ingen ide havde om hvad der foregik i det virkelige liv samt at arbejdstilsyn mm var totalt overflødigt.

Jens Winther

@Søren Clausen, det er kun fordi du ikke respekterer faktuel viden, at du synes, at jeg lyder som din ignorant-ven! Forskellen er, at jeg har ret!