Christopher Arzrouni: »De borgerliges krise skyldes ikke ideerne, men dårligt samarbejde«​​​​​​​

Det blå Danmark har det fremragende på alt, hvad der handler om analyse, idéer og stærke personer, som kan føre ideerne frem.

Det valgnederlag, som det borgerlige Danmark har lidt, skyldes altså ikke en idépolitisk krise. Det skyldes i høj grad uafklarede magtforhold mellem partierne. Det mener Christopher Arzrouni, der de seneste fire år har været spindoktor for finansminister Kristian Jensen (V) og i mange år har været en borgerlig stemme i den offentlige debat.

»Der gik kuk i rollefordelingen, da Liberal Alliance gik i regering. Det skete, fordi Venstre ikke kunne få en fornuftig samarbejdsform med Dansk Folkeparti. Det kunne Venstre ikke, fordi Dansk Folkeparti var blevet større end Venstre,« siger han.

Det betød ifølge Arzrouni, at autoritetsforholdene mellem partierne ændrede sig til skade for den samlede blå blok.

»Det største parti må pr. definition påtage sig mere ansvar, ligesom de mindre må acceptere at give sig mere. Sådan bør det være.«

I besvarelsen af spørgsmålet om, hvordan det borgerlige Danmark rejser sig efter det historiske valgnederlag den 5. juni, er det ifølge Arzrouni vigtigt at sondre mellem partier og mellem ideologier. For et parti er som udgangspunkt en konspiration om at tage magten, mener han, og det er hér, det er gået galt for blå blok.

»Formålet for et parti er at opnå stemmer og opnå magt. Et parti kan så nogle gange være så heldig at trække på nogle åndelige strømninger eller nogle ideologier eller nogle gode analyser. Men det er en anden sag.«

Når Venstre mister magten, vil det første, ledelsen tænker på, være, hvordan partiet kan genvinde den. Og her er der som bekendt to muligheder for det største parti i den borgerlige blok, fremfører Christopher Arzrouni.

»Det ene er at tilbyde sig i en regering over midten. Det andet er at samle de såkaldte blå partier til et regeringsalternativ.«

Det er i hans optik altid sundest for et demokrati at have et stærkt alternativ til en siddende regering, fordi man således kan skifte magthavere på fredelig vis.

Hvis man danner en regering, hvor alle de såkaldt »ansvarlige, magtbærende partier« deltager, bliver der reelt mindre konkurrence om magten.

»Og det er skidt. Det vil kun gavne yderfløjene.«

Derfor mener den afgående spindoktor, at det nu gælder for blå blok at glæde sig over at være i opposition »og arbejde på det udmærkede grundlag, der er for de borgerligt-liberale idéer«.

Vilkårlig magtudøvelse

Spørgsmålet er så, hvad Christopher Arzrouni anskuer for gode, borgerligt-liberale ideer. Den borgerligt-liberale dagsorden er først og fremmest at begrænse vilkårlig politisk magtudøvelse, lyder svaret.

Vilkårlig magtudøvelse er blandt andet at tildele nogle grupper privilegier over andre grupper, forklarer han. Hvorfor gælder konkurrenceloven for eksempel kun for private virksomheder og ikke det offentlige? Og hvorfor er der ikke konkurrence om at levere service inden for det, der er skattefinansieret?

»Nogle sektorer i Danmark er skærmet af for brugerpåvirkning. Hvis jeg modtager en dårlig behandling fra et lufthavnsselskab, så kan jeg klage og få erstatning. Men hvis mit barn modtager dårlig behandling i en daginstitution, så er det bare sådan, det er,« siger han.

»Det har vi vænnet os til, og det skal vi vænne os af med.«

– Det har vi også vænnet os til i en lang periode, hvor de borgerlige har haft magten. Hvordan kan det være, hvis det er en borgerlig værdi?

»Det er, fordi de borgerlige ikke har været stærke nok til at få reformeret den offentlige sektor,« siger han.

Hvis man ser på de succeser, som borgerlige – og for den sags skyld socialdemokratiske – regeringer har haft på den liberale dagsorden, så er det ifølge Arzrouni primært, at overførselsindkomster såsom efterløn, dagpenge og kontanthjælp er blevet reduceret.

»Når det kommer til overførsler af penge, har vi opnået meget stor succes med borgerligt-liberale reformer. Men når det handler om offentlig serviceproduktion, foregår det stadig i et semiplanøkonomisk system. Der har man ikke været i stand til at tage fat.«

– Det er ikke, fordi der også er en erkendelse af, at en stor offentlig sektor og de offentlige institutioner er gode?

»Vi vil rigtig gerne have, at vores børn går i skole, bliver passet, og at vi kan komme til læge. Men læg lige mærke til en ting: Der er faktisk et betydeligt privat element mange steder. Der er også mange selvejende institutioner. Den måde, vi har organiseret det på er ikke særlig smart. Og det har vi været for tilbageholdende med at gøre noget ved.«

Der er mange grunde til, at de borgerlige partier ikke har turdet gøre noget ved det, mener Christopher Arzrouni. Han nævner problemerne omkring daginstitutionerne i København, som TV 2 satte fokus på med en dokumentar under valgkampen.

»Burde den ikke have givet anledning til en eller anden form for overvejelse om, hvorvidt daginstitutionsområdet var organiseret rigtigt? Blev det til noget? Næh, det blev ikke til noget som helst. Men hvor er de højeste normeringer, de højeste udgifter til daginstitutionsområdet i Danmark? De er i København.«

Alligevel har svaret på skandalen for mange politikere og vælgere været, at der skal indføres minimumsnormeringer, og at daginstitutionerne skal tilføres flere penge.

»Jeg synes, at det er en fiasko, og jeg synes også, at det er en fiasko for det blå Danmark, at man ikke har kunnet bringe de røde i defensiven på det.«

Det er her, »de blå bliver bange for at reformere den offentlige service«, siger han.

»For så får de at vide af de røde, at de hader offentlig service. Der er svaret, at prøv at høre her – vi kan godt lide service, vi vil bare sikre, at den bliver leveret ordentligt.«

– Hvorfor har det borgerlige Danmark så ikke svaret det?

Det er, fordi mange borgerlige politikere burde være bedre rustet intellektuelt. Og det kræver en rimelig begavelse at forklare komplicerede problemstillinger. Det er nemmere at være rød, for så kan man altid være populist.«

At være blå kræver ifølge Arzrouni »en større opfindsomhed«.

»Så skal man ud og sige, hør her: Vi har et skoleområde, hvor der er friskoler. Det fungerer fremragende. De får færre penge pr. elev end kommuneskolerne. Og systemet fungerer fremragende. Vi kan sagtens have private leverandører, som opnår betaling efter det, de leverer til borgerne. Det kan du også gøre endnu nemmere på daginstitutionsområdet.«

Det samme kunne man sige på hospitalerne, hvor regeringen fremlagde en sundhedsreform, der ikke handler nævneværdigt om brugerindflydelse, konkurrence og privatisering. Her er det igen, fordi »de blå er så utroligt bange for deres egen skygge,« siger Arzrouni. De vil hellere vælge de teknokratiske løsninger end at tage en principiel diskussion af sundhedsvæsenets indretning, lyder hans analyse.

»Et af de steder, man kunne have taget fat i den her sundhedsreform, hvor man ikke tog ordentligt fat, var på det, der handler om privatpraktiserende læger. Danmark er præget af private leverandører – området er bare ekstremt reguleret. Det er så reguleret, at læger ikke konkurrerer med hinanden. Hvorfor tog man ikke fat der? Blandt andet fordi man ville få mange læger på nakken.«

– Det er vel også en smule populistisk så?

»Du kan i hvert fald sige, at det ikke er særligt ambitiøst.«

V bør blive mindre systembevarende

– Skal Venstre være mere systemforandrende?

Ja, det mener jeg helt bestemt, at Venstre bør være. Venstre bør være et reformparti og har også erklæret sig for at være et reformparti. Men Venstre er også et magtparti. Liberal Alliance er udelukkende et reformparti, og derfor gik det galt, da de kom med i regering,« siger han.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen af dette interview: Partier har forskellige roller. Venstre er et liberalt magtparti, mens Liberal Alliance er et liberalt systemkritikerparti, påpeger han. Det er kort fortalt Venstres rolle at forvalte magten, mens det er systemkritiske partier som Liberal Alliances rolle at udfordre den.

Fordi forholdet mellem Venstre og DF ikke kunne omsættes til regeringssamarbejde, måtte Liberal Alliance og De Konservative ind i regeringen, forklarer Christopher Arzrouni. Som han ser det, fungerede det fint for De Konservatives vedkommende, men ikke for Liberal Alliances. De måtte nemlig give køb på deres rolle, som er at kritisere de øvrige blå, når de bliver for kompromissøgende.

»LA skal være med til at spille banen bred. Siden 2015 har der stort set ikke været organiserede kræfter, der spillede banen bred til højre. Og det gør det faktisk svært at gennemføre borgerlig-liberal politik, for et liberalt magtparti har brug for kritikere fra højre for at kunne manøvrere,« siger han.

– Der er vel også noget i, at der er meget store forskelle på eksempelvis LA og DF? Meget liberale kræfter og meget nationalkonservative, som ikke har kunnet forenes?

»Ja, men de er ikke større end som så. Der er gode relationer i begge partier. Lad mig prøve at illustrere: Hvem var Merete Riisagers faste makker? Det var Alex Ahrendtsen. Politisk set var det ham, der bakkede Merete Riisager mest op.«

– Så det ser du ikke som et problem?

»Nej. Det er først og fremmest, hvorvidt man er i stand til at få en ordentlig rollefordeling mellem partierne.«

– Har man så ikke fået det nu her efter valget i din optik?

»Faktisk fik man det et år før, valget blev udskrevet. Her begyndte samarbejdet og rollefordelingen mellem de blå partier at falde bedre i hak. Der var mindre sabotage, obstruktion end tidligere. Der var stadig kuk i rollefordelingen, for Liberal Alliance burde aldrig have været i regering. Men samarbejdet mellem de blå partier det seneste år har fungeret godt.«

– Men alligevel vælger Lars Løkke at vende sit samarbejde ryggen et par dage inden valget?

»Ja, det er også udtryk for en krise. Men spørgsmålet er, hvor det er en krise henne.«

– Om det er hos partiet eller ham?

»Det skal jeg ikke gøre mig klog på.«

– Er det nødvendigt for det borgerlige Danmark, at han dropper den idé?

»Hvis det er sådan, at Lars Løkke kan få socialdemokraterne til at føre borgerlig-liberal politik ved at gå i regering med dem, så er Lars Løkke genial.«

– Er det realistisk?

»Mette Frederiksen vil tydeligvis ikke.«