Læsetid: 3 min.

»Jeg føler ikke politikerlede, jeg føler politikerskræk«

Forfatter Olga Ravn følger valgdagen for Information – ude i virkeligheden og inde fra Christiansborg. Dette er dagens første tekst
Forfatter Olga Ravn følger valgdagen for Information – ude i virkeligheden og inde fra Christiansborg. Dette er dagens første tekst

Henning Bagger

5. juni 2019

På vej over Kongens Nytorv i mandags stødte jeg på Lars Løkke.

Han stod tæt omringet af journalister og kamerafolk. Energien var ophidset, de rykkede tættere på den lille firskårne krop i deres midte. Først kunne jeg ikke se ham, så kom hans ansigt til syne imellem dem. Øjnene tæt sammenknebne, et gråt jakkesæt, en alvorlig mund, hele hans statur udstrålede en enorm kraft.

Hvilken form for vending i sindet kræver det at stå der? Indelukket i dette felt af andres kropsvarme, tænkte jeg. De to fødder mod torvets brosten, skallen mod himlen, der var blå af sommeren. Og en svale fløj et sted deroppe og sendte sit skrig ned over os.

Hvad vil det sige at være den krop, der bærer magtens bogstav? Han fremstod solid, overbevist. Hvad vil det sige at leve sit liv i en sådan overbevisning? At den totale overbevisning kræves for at kunne fortsætte? Han stod så fastnaglet, hans jordforbindelse total, med missende øjne i solen, fanget i journalisternes cirkel, ham, hvis love modarbejder visse liv for at fremhæve andres.

Jeg føler ikke politikerlede, jeg føler politikerskræk. De folkevalgte magthavere skræmmer livet ud af mig.

Aldrig har de stået fjernere fra mit livs realiteter. Jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt de er virkelige. I flere uger har jeg set deres ansigter stirre smilende ned på mig fra valgplakaterne. Jeg har set dem i fjernsynet og hørt dem i radioen, men jeg kan ikke forstå, at de er levende kroppe.

Derfor har jeg besluttet mig for, på valgaftenen, at tage ind på Christiansborg, så jeg i det mindste fysisk kan formindske afstanden mellem politikerne og mig. Jeg vil finde ud af, om Mette Frederiksen findes i virkeligheden.

Jeg har det spæde håb, den naive tro, at det at se dem vil forandre noget. Og at det at se alle de mennesker, der arbejder omkring dem, hele økosystemet der er Christiansborg, vil gøre det lettere for mig at tilegne mig vores politiske system. Jeg har et dybt behov for at forstå det som materiel virkelighed og ikke bare som medieret teater.

Min svigermor, som er svensk, spurgte mig, hvilket valgresultat jeg håbede på for min søns skyld, hendes barnebarn. Men der er ingen af de mulige udfald, jeg håber på. Jeg føler mig ikke repræsenteret, jeg føler mig medskyldig.

Det er ikke, at en racistisk tankegang ikke har været her længe, det er Rasmus Paludan som tegn på, hvor langt vi har tilladt racismen at komme uden at gøre noget.

Det er det, at diskussion om klasse er gemt under alle disse cigaretpriser.

Det er det alt for varme forår, de fraværende vejsideplanter, at jeg er begyndt at se plastik overalt.

Jeg cyklede over slotspladsen, jeg blev lille, jeg så op på de vajende dannebrogsflag, på stænger fra tårnets buer. Der skal jeg ind, tænkte jeg. Alene tanken om at skulle nærme mig magten fyldte mig med modstridende følelser, og jeg begyndte pludselig at tænke over, hvad for noget tøj jeg skulle have på. Og mens jeg gled over pladsen, tænkte jeg på disse linjer fra Lean Nielsens digt »cykling gennem christiansborg« fra hans bog Besøgsdigte, 1977:

jeg har aldrig været inde på borgen
men stemningen kan ikke være så dårlig
derinde
der arbejdes jo meget over
det lyser fra de store vinduer om aftenen
man skaffer hinanden arbejde derinde
fædrene skaffer brødre koner og børn
jobs derinde
alle er vel opdragne i den gode ånd
hvorfor føler jeg mig så uendelig trist
når jeg cykler gennem denne mægtige
bygning
og udenfor en kraftig konge på hest
hvor jeg har stået og demonstreret
dengang h.c. hansen ophøjede mæglingsforslaget
til lov
udsigten til børsen overformynderiet
trappen op til forsvarsministeriet
og senere under en demonstration
erhard jakobsen i borgvinduet
da han så ned på os demokrater med sin ene
sko i vinduet
og andre mærkelige hånlige ansigter der så
ned på folk
bliver magten aldrig anderledes
bliver den altid samlet så tæt om sig selv
mens forliget glider gennem tiderne
og sproget trækkes længere og længere ud
og de offentlige ansigter bliver
mere og mere uransagelige.

Serie

Til valg med Olga Ravn

Sådan har du ikke fået folketingsvalget før: Digter og forfatter Olga Ravn følger valgdagen for Information, ude fra virkeligheden og inde fra Borgen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Thomas Tanghus
  • Anker Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Steffen Gliese, Thomas Tanghus, Anker Nielsen, Jørn Andersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

[12:43, 5/6/2019] Kenneth K: kommentar på fjæset (mig -> peter-clement woetman)

"Ved at stemme bekræfter man systemet".

Det gør man også ved at undlade at stemme. Systemet (det demokratiske valg hvert 4. år) er ikke ET system, det er Selve Systemet, fordi det er hér man lever. Der er ikke noget alternativ. Eneste (teoretiske) undtagelse er at være komplet narcissist, hvor kun ens egne meninger tæller, eller solipsist, hvor alt udspringer fra én selv. Og man kan ikke via det demokratiske system sige, at man ønsker en anden styreform.

Afviser man at stemme, eller stemmer man, bekræfter man systemet: Det er min demokratiske ret IKKE at stemme. Det er min demokratiske ret at stemme blank. Det er min demokratiske ret at stemme på et parti. Det er min demokratiske ret at stemme personligt. …

[12:46, 5/6/2019] Cindy Lynn Brown: Man kan sige at man ønsker en anden styreform ved at stille op på det grundlag - altså at man vil arbejde for er systemskifte

[12:46, 5/6/2019] Kenneth K: (Jeg antager, at det er dét "parallelvirkeligheds"-problematikken egentlig handler om. Mennesker, som ikke støtter demokratiet, men alligevel bor her. Men faktum er, at deres manglende stemmer, hvis de er stemmeberettigede, støtter demokratiet som styreform.)

[12:46, 5/6/2019] Kenneth K: Ja, and good luck with that.

[12:48, 5/6/2019] Cindy Lynn Brown: Bliver blanke stemmer overhovedet skelnet fra ugyldige stemmer, det tror jeg ikke de gør?

[12:48, 5/6/2019] Kenneth K: Nej, de tælles sammen med. Det er en politisk beslutning, som systemet nægter at synliggøre!

[12:49, 5/6/2019] Kenneth K: Tværpolitisk beslutning.

[12:49, 5/6/2019] Cindy Lynn Brown: Så blanke stemmer usynliggøres og bliver irrelevante
[12:59, 5/6/2019] Kenneth K: ja. Det skubber debatten om Systemets værdi ud i fremtiden, ud i fremtiden, ud i fremtiden... IKKE at tage debatten er værn mod demokratiet som "mindst ringe styreform" - i den antagelse, at man ikke kan klare sig mod omverden, hvis ikke statsmagten er reelt almægtig i sin repræsentation. Men det er dét man har statssamarbejder til.

[13:01, 5/6/2019] Kenneth K: Så, det er egentlig bare demokratifjendtligt, fordi politikerne er en MÅDE at være "almindeligt" menneske på, som ikke ønsker at fokusere på egen forandring.

[13:05, 5/6/2019] Cindy Lynn Brown: Sin egen forandring som politikermenneske eller sin egen forandring som system?

[13:05, 5/6/2019] Kenneth K: som menneske. Og dermed som repræsentant for den menneskelige forandring, der afstedkommes frivilligt frem for ved lovgivning.

[13:11, 5/6/2019] Cindy Lynn Brown: Menneskelig forandring hører for nogen politikere måske privatsfæren til mens det at være politiker er et job. Det vælgerne ser udadtil. Lovgivning og debat
[13:22, 5/6/2019] Kenneth K: Engang var politikere og borgere mere lig hinanden. Der var en respekt for embedet - det var et job, som var få forundt. Man skulle være noget særligt for at bestride embedet. Men oplysning har forankret politikernes ROLLE i fortiden, fordi ligheden med borgerne ikke længere er den samme ved andet end de (menneskelige...) dumheder, de nu har fundet ud af at udnytte at spille på, charmere sig med og bruge til at slippe ud af faibler med.

Vejen, som populistiske politikere går er at spille på uviljen til at forandre sig "som noget menneskeligt". Og hvis de andre politikere skal opdatere sig på samme vis, kommer DE til at fremstå kloge og bedrevidende. Derved bliver det poltiske game mere og mere for laveste fællesnævner - i kampen om at ligne borgerne mest muligt, uden at fremstå højrøvede. "Hvordan er man en dygtig poltiker som erhverv, hvis man samtidig skal fremstå som et fejlbarligt menneske?"

Selvfølgelig kan man sige, at man bør vælge bedre politikere, men hér er det at de blanke stemmer kunne spille en rolle: Der Er Ingen Jeg Synes Det Er Værd At Stemme På.

Dén kritik bliver undertrykt.

[13:25, 5/6/2019] Cindy Lynn Brown: Den blanke stemme siger også at alle opstillede er lige dårlige repræsentanter, nivellering af gradsforskelle

[13:26, 5/6/2019] Cindy Lynn Brown: Fejlbarlighed som værdi, kun når det er en kamufleret styrke, som til jobsamtale når man skal bekende sine svagheder

[13:33, 5/6/2019] Kenneth K: Problemet er jo, at man kun får lov at vælge dem ind på basis af den måde, de mener de skal repræsentere sig på - i det floskelsystem, som de svageste af dem føler sig tvunget til at bruge - i kampen om synlighed og "anerkendelse for at være som os"... siger (nogle) Folk.

[13:35, 5/6/2019] Kenneth K: Nedbruddet mellem rolle og menneske, uden samtidigt ansvar for det, viser hvilket bonderøvsland, vi lever i - det fortæller alt om vore medier, vore erhverv, vore kapitalinvestorer, vore diplomater, vores opfattelse af sundhed og uddannelse og så videre. Den brede dannelse er mislykkedes.

Randi Christiansen

Kenneth k@ - den brede dannelse er stadig i støbeskeen.

Når du ved, efter hvilke principper alt interagerer, bliver du bevidst medskaber.

Jeg mistænker efterhånden, at denne ældgamle sandhed undertrykkes i det almene dannelsestilbud til befolkningen - af de, som enten er uvidende og lader sig manipulere eller af de, som ønsker at få/bevare magten.

Godt nok delte min fysiklærer i folkeskolens 6 kl (1964) en for mig chokerende viden om atomfysik 'alt består af atomer, som bevæger sig hurtigere eller langsommere i konstant ineraktion' - men det blev ikke uddybet. Senere, da jeg sad i sofaen med ammehjerne (1990), så jeg et program, som vist stadig kan hentes i en lære database, om kvantefysik for lægfolk 'eksisterer månen kun, når man ser på den?'.

Atter blev der for mig flyttet eksistentielle hegnspæle. Revolutionerende viden, som allerede tidligt i århundredet blev kendt og formidlet af fremtrædende forskere som max planck, niels bohr m.fl., men som ikke på nogen måde blev videregivet til den brede befolkning.

Hvorfor? Ville en almen anerkendelse af principperne i kvantefysik rokke for meget ved magtbalance og ressourcefordeling? Eller er der bare tale om den sædvanlige intellektuelle træghed?

Nu er vi imidlertid ved en afgørende skillevej. Nærmer denne korrupte og/eller dumme forvaltning sig omsider sin afslutning og giver plads til, at en ny, oplyst tid kan begynde?

De permakulturelle principper er gode pejlemærker for den individuelle og den kollektive miljø-og socioøkonomiske forvaltning.

Annalis Joanna Johansson

Jeg kender det behov for at konstatere, at folkestyret er andet og mere end bare et medieteater. Men jeg har endnu ikke fundet grund til at kunne konstatere det.

Randi Christiansen

Det skyldes måske annalis, at kun få enten gider eller evner at forholde sig intelligent til ovenstående '05. juni, 2019 - 14:31'