Læsetid: 6 min.

Det fyger med ultimative krav i valgkampen. De kan være livsfarlige

Minimumsnormeringer, asylstop og børnene ud af Sjælsmark. Det fyger med ultimative krav i den igangværende valgkamp, men de seneste års hændelser i dansk politik viser, at de kan være politisk livsfarlige at fremsætte. Information tegner et portræt af det ultimative krav i dansk politik
Marianne Jelved troede, hun kunne gå på vandet efter valgsejren i 2005. Men da hun rejste et ’ultimativt krav’ om at blive statsministerkandidat, mistede hun opbakning.

Marianne Jelved troede, hun kunne gå på vandet efter valgsejren i 2005. Men da hun rejste et ’ultimativt krav’ om at blive statsministerkandidat, mistede hun opbakning.

Henning Bagger

4. juni 2019

I 2006 kunne Marianne Jelved gå på vandet. Det var dengang, hun var formand for De Radikale, og året forinden havde partiet fået et suverænt godt valg, hvor det var blevet næsten fordoblet til 17 mandater.

Men én ting nagede det ellers så selvsikre parti. Vennerne i Socialdemokratiet havde længe ført en politik på blandt andet udlændingeområdet, som De Radikale havde svært ved at se sig selv i. Derfor havde De Radikale i nogen tid haft en liste med fem »hovedkrav« til Socialdemokratiet, hvis de to partier en dag skulle gå i regeringen sammen igen.

Men i foråret 2006 følte De Radikale sig så langt fra deres mangeårige samarbejdspartner, at partiet spillede ud med en vovet og opsigtsvækkende melding: Marianne Jelved var partiets statsministerkandidat. Og det var »ultimativt«.

Udmeldingen blev næsten fatal for De Radikale. I otte måneder blev partiet »med de mange ultimative krav«, som Berlingske beskrev det, mobbet på Christiansborg og i medierne. I november samme år trak partiet udmeldingen om Marianne Jelved som statsministerkandidat tilbage. Og ved valget i 2007 fik De Radikale gedigne tæsk af vælgerne, venstrefløjen tabte endnu et valg, og Anders Fogh Rasmussen (V) vandt statsministerposten endnu en gang.

I dag fortæller Marianne Jelved, at ordet »ultimativt« aldrig betød, at De Radikale ikke var indstillet på at samarbejde, hvis ikke hun blev statsminister. Det betød blot, at »det var ultimativt, at jeg stillede op som statsministerkandidat«, siger hun.

Men sådan blev det ikke opfattet. I stedet blev Jelveds udmelding opfattet som et ultimativt, ufravigeligt krav.

»Når ens samarbejdspartner forsvinder mellem fingrene på én, kan man godt blive mere ivrig efter at markere, at der altså er grænser for, hvor meget man vil gå med til. Og der kan man så komme til at bruge det ord. Men både i dag og dengang ærgrede det mig, at jeg overhovedet tog ordet i min mund,« fortæller Jelved.

Marianne Jelveds udmelding i 2006 var ikke første gang, begrebet ultimative krav blev taget i anvendelse i dansk politik. For eksempel havde De Radikale et par år forinden stillet et ultimativt krav til en eventuel S-regering om at afskaffe 24 års-reglen. Men Marianne Jelveds statsministerkandidatur står tilbage som et eksempel på, at det at stille ultimative krav kan være dødsensfarligt i politik.

I den seneste valgperiode er ’ultimative krav’ blevet en fast del af det politiske ordforråd, og i valgkampen fyger det med ufravigelige krav om det ene og det andet. Men kan det nogle gange betale sig eller vil det altid være en tabersag at kravle op i et træ og forlange helt bestemte indrømmelser fra sine politiske samarbejdspartnere?

Helt nyt begreb

For samtlige kilder, vi har talt med i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel, frembringer ordene ’ultimative krav’ et helt særligt billede: Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, med stålsatte blå øjne, der er kravlet op i et træ.

Efter valget i 2015 stillede Liberal Alliances formand flere gange et ultimativt krav til den daværende Venstre-regering om at gennemføre topskattelettelser på fem procentpoint hele vejen op til den sidst tjente krone. Ellers kunne partiet ikke støtte regeringen.

»Du kan jo se mig i øjnene og se, hvor stålsat jeg er,« sagde Anders Samuelsen for eksempel i et interview med TV 2 i 2016.

Balladen affødte kommentarer om, at partiformanden var kravlet op i et træ og ikke ville komme ned igen, før han fik sine ultimative krav opfyldt. Ned kom han dog – uden topskattelettelser, som han havde ønsket dem.

Thorsten Borring Olesen, professor i historie fra Aarhus Universitet, mener, at begrebet ’ultimative krav’ er noget relativt nyt i dansk poltik.

»At vi pludselig ser en masse ultimative krav, handler for det første om, at vi nu til dags er utroligt optagede af, hvem der danner regering med hvem efter et valg. Det var vi ikke før i tiden,« siger Thorsten Borring Olesen.

Førhen var det vigtigere for vælgerne, hvad det enkelte parti stod for, og så kom alt det med regeringsdannelse og kompromiser efter valget, forklarer han.

For det andet handler det om, at der i dag findes langt flere små partier, der prøver at maksimere deres indflydelse.

»Ultimative krav er jo de små partiers forsøg på at sikre sig politisk indflydelse,« siger Borring Olesen.

Allerede ved jordskredsvalget i 1973 blev antallet af partier fordoblet fra fem til ti, og allerede dengang blev der stillet krav til de store partier – for eksempel af Mogens Glistrup fra Fremskridtspartiet og Erhardt Jacobsen fra Centrum-Demokraterne.

»Her talte man også allerede i valgkampen om, hvordan en kommende regering skulle se ud. Men man talte ikke om ’ultimative krav’. Og man så heller ikke så mange krav fra så mange sider, som man gør i dag, hvor vi er i en helt anden situation med flere små partier både til højre og til venstre, som forsøger at maksimere deres indflydelse,« siger historikeren.

Men de ultimative krav om topskattelettelser virkede ikke for Anders Samuelsen. Spørgsmålet er, hvornår i dansk politisk historie det så har kunne betale sig at stille ultimative krav?

Livsfarligt

Det lette svar er nok aldrig.

Sådan siger Michael Kristiansen, der er politisk kommentator på TV 2 og desuden arbejdede som særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen op gennem 00’erne.

»Det kan godt være, at Anders Samuelsen endte med at komme i regering. Men nu kan vi se i meningsmålingerne, at han bliver straffet af vælgerne,« siger Kristiansen.

Det er Bo Lidegaard, historiker og tidligere chefredaktør på Politiken, enig i.

»I dansk politik og parlamentarisk praksis er det livsfarligt at stille ultimative krav. Fordi dansk politik næsten altid består af kompromisser. Faren ved at gøre et bestemt krav ultimativt er, at det antyder, at nogen skal vinde og få sin vilje, mens andre skal tabe og bøje sig. Og det er ikke sådan, man laver politik, når man ikke har et flertal på 90 mandater bag sig,« siger Lidegaard.

Alligevel er valgkampen kendetegnet ved, at mange partier stiller krav, som de enten selv kalder decideret ultimative, eller som de formulerer på en måde, så medierne stempler kravene som ultimative.

»Det, vi oplever i denne valgkamp, har vi aldrig set før,« siger Michael Kristiansen.

Pernille Vermund hilser på vælgere og uddeler valgmateriale på Nørrebro. Nye Borgerlige har gjort det til en central del af sin valgkamp, at det kun vil gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister igen, hvis han giver partiet indrømmelser på tre ufravigelige krav på udlændingeområdet.

Martin Sylvest Andersen

Et eksempel er Nye Borgerlige, der har gjort det til en central del af sin valgkamp, at det kun vil gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister igen, hvis han giver partiet indrømmelser på tre ufravigelige krav på udlændingeområdet.

Og SF har været ude med krav til afskaffelse af kontanthjælpsloftet og indførelse af minimumsnormeringer i daginstitutioner, hvis partiet skal støtte en finanslov fra Mette Frederiksen (S), hvis hun bliver statsminister.

Også Dansk Folkeparti, der ellers tidligere aldrig har gjort sig i ultimative krav, er pludselig mere krævende, lyder Kristiansens analyse.

»Der er ikke nogen tvivl om, at DF de seneste år har ageret meget anderledes i medierne, end de har gjort historisk. De har altid været kendetegnet ved ikke at være optaget af taktik og bogstavkombinationer, men udelukkende af deres politik. Men pludselig har man hørt dem sige, at de kun vil i regering, hvis De Konservative og LA ikke er med. Det ligner ikke dem, og jeg tror, at det er derfor, de bliver så hårdt straffet af vælgerne nu,« siger han.

Til gengæld har et parti som Enhedslisten været varsomme med at tale om ultimative krav. Så sent som i sidste uge gik partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, ellers sammen med formændene fra SF, De Radikale og Alternativet og krævede, at Mette Frederiksen forpligter sig til at gennemføre en bindende klimalov, hvis hun vil være statsminister. Partiet afviste dog, at det var et ultimativt krav.

De mange ultimative krav, eller det, der ligner, skyldes, at støttepartierne øjner muligheden for at presse statsministerkandidater, der ikke står stærkt alene, siger Michael Kristiansen.

»Det handler om, at de to store partier ikke er lige så stærke, som de var en gang. Hvis man har et stærkt statsministerparti, så virker et støtteparti, der kommer med ultimative krav, bare som en lille skødehund, der står og bjæffer. Men Socialdemokratiet gik jo tilbage, da de vandt i 2011, mens Venstre gik tilbage, da de vandt valget i 2015. Så vores to seneste statsministre har været halvsvage,« siger han.

Undtagelsen for reglen om, at de ultimative krav er politisk livsfarlige, kunne være Morten Østergaard fra De Radikale, pointerer Kristiansen.

»Han har jo excelleret i et utal af krav, nogle mere eller mindre ultimative, og ser alligevel ud til at få et godt valg. Men her tror jeg ikke så meget, at det er de ultimative krav, der har skaffet ham opbakning, men snarere den meget åbenlyse politiske afstandtagen til Mette Frederiksens udlændingepolitik.«

valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tillader mig at kommentere selv om artiklen først er i morgen (dateret 4. juni).

For otte år siden fik RV en masse stemmer til allersidst og fik dermed magt til at en regering med S og SF aftalte at fortsætte borgerlig økonomisk politik.
Hvis jeg var en vælger fra blå blok ville jeg stemme på RV - alene for at sikre liberal økonomisk politik og dermed ikke store forandringer. Den eneste måde, Lars Løkke og hans udbrændte parti vil kunne fortsætte på, er jo sammen med rabiate partier.
Af samme grund overvejer jeg for første gang at stemme på S. Jeg plejer at stemme SF eller EL men det vil være klogt at sikre et stort S for at kunne matche RV. Gad vide om Mette F "tør" bruge dette argument.

Kim Folke Knudsen, Nette Skov og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Helle Walther

RV Østergård overspiller sine kort og sin rolle, han tror, han kan gå på vandet, det kan han ikke. Det er lidt sjovt, at det er tidligere R folk, som har den der arrogance med, at de er bedre end andre og de ved bedst. Husker da Jelved ville være statsminister, og med al respekt, R røg ned mod spærre grænsen. Og stille ultimative krav, Uffe E., Anders S. lær lidt at fortidens fejl. Martin Lidegård er en sund type radikal, han er pragmatiker og søger kompromisset.

Kim Folke Knudsen

@Morten Østergaard, Formand for Det Radikale Venstre.

Det er latterligt med alle de ultimative krav. Et parti kan stille ultimative krav, hvis partiet har opnået over 50% af stemmerne. Kun S har historisk set været i nærheden af de stemmetal.

Morten Østergaard tænk over, at nu er Du repræsentant for os socialliberale midtervælgere. Vi vil gerne se en genopretning af vores uddannelser, vores omsorg for børnene, vores omsorg for ældre, og vores omsorg for de socialt udsatte handicappede, hjemløse mv.

Vi vil først og fremmest gerne se en GRØN KLIMAMPOLITIK som præger vores transport, landbrug, produktion og forbrug. Det er valgets absolut vigtigste tema. S har spillet ud med et moderat klimaudspil tak for det. Det er et godt udgangspunkt for denne meget store reform udfordring for hele Danmark og for EU.

Vi er lidt kedelige i forhold til venstrefløjen, da et budget både består af udgifter og indtægter. De skal hænge sammen med mindre vi skal lånefinansiere og lade andre betale regningen senere.

Men Morten Østergaard: Lad så være med at kortslutte valgkampen med meningsløse ultimative forslag om, at minimumsnormeringer skal finansieres af at sløjfe Seniorjobordningen. Det er helt håbløst statsbudgettet indeholder et utal af poster, som der kan skrues på i samarbejde med en kommende Socialdemokratisk Mindretalsregering. Men den skal jo først vælges ellers så fortsætter den perspektivløse ørkenvandring, hvor Lars Løkke Rasmussen mod sin vilje bliver afhængig af Nye Borgerlige og Stram Kurs. Er det det alternative du ønsker Morten Østergaard RV nej helt sikkert ikke.

Hvis Det Radikale Venstre skal vinde vælgernes troværdighed, så kræver det, at viser at vi vil samarbejdet hen over midten og at alle partier bøjer sig mod hinanden, for sådan er vilkårene i Danmark. En kommende radikal minister eller forhandler skal udvise diplomatisk snilde forklare hvad vores politik går ud på, men holde døren åben for at andre partier i vores røde blok kan have andre relevante forslag til finansiering.

Det nytter ikke noget med at ende i rollen som den altid højrøstet tønde der buldrer mest, men aldrig kommer i nærheden af at levere. Hilmar Baunsgaard forstod denne kunst, Karl Skytte forstod denne kunst, Marianne Jelved forstod denne kunst undtagen i år 2006, hvor det kortsluttede med det fantasifulde forslag, om at hun selv skulle være Statsministerkandidat med 9,2% af stemmerne.

Jeg glæder mig til at opleve lidt statsmandskunst og jeg gider ikke høre på flere ensporede og snæversynede udmeldinger om, at hvis ikke dit eller dat, så går Det Radikale Venstre i baglås.
Hvis forhandlingsvilje og hold fast i den socialliberale overbevisning, det er den vi tror på og samles om.

PS. Seniorjobordningen: Jeg ønsker at bevare Seniorjobordningen. I en tid uden efterløn med forhøjet pensionsalder og med flere og flere stærkt nedslidte offentlige ansatte, så skal vi ikke demontere ordninger, som kan sikre ældre medarbejdere en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det kunne være, at der blandt Seniorjobberne var en fantastisk kærlig Pædagog, eller Pædagog medhjælp som lige havde blik for at trøste et enligt ensomt og ulykkeligt lille barn i en fortravlet hverdag.

Venlig Hilsen

Kim Folke Knudsen
Socialliberal debattør
og Klimatosse.

Troels Brøgger

Desværre ser det ud til at RV får et godt valg. LA's vælger smutter derover fordi de trætte af Anders Samuelsen læste jeg et sted (Ingeniøren)

Helle Walther

Radikale lider af storhedsvanvid, Pia K er ude i hampen og desperat godt fulgt op af CTD. Godt den lange valgkamp er slut, og Løkke vandt ikke på den. Heldigvis.

Søren Kristensen

Er der én der ikke har stillet ultimative krav, så er det Klavs Riskær Pedersen. Ham stemmer jeg på - er jeg lige kommet frem til, her under fredagsbaren. Hvorfor? Medierne forsøger at få det til at være et klimavalg (som om klimaet er noget man kan vælge til eller fra), mens det i virkeligheden handler om velfærd og denne gang med særlig fokus på de nedslidte. Det var Mette Frederiksen selv, der annoncerede temaet for et par måneder siden, da hun meldte ud at hun hjertens gerne vil gøre noget på området, hvis altså hun bliver statsminister, hvad meget jo tyder på. Hun og resten af socialdemokratiet havde bare lige glemt at gøre forarbejdet og kunne derfor ikke rigtigt forklare hvordan det egentlig skal gå for sig. Det er dér Klavs Riskær kommer ind i billedet. Han foreslår nemlig et forholdsvis simpelt pointsystem og derfor stemmer jeg på ham, i håb om at han vil hjælpe MF med at skrue en ordning fornuftigt sammen. På den måde kommer vi forhåbentligt fra valgflæsk til konkret handling - og er det ikke det der er hele idéen med et folketingsvalg?

Gert Friis Christiansen

Det er vel egentlig noget vrøvl, at kalde sit kandidatur til statsministerposten for et ultimativt krav. Det kan vel højst være en ufravigelig udmelding. Et ultimatum er et krav, der har en konsekvens, hvis kravet ikke opfyldes.