Folketingsvalget 2019 er overstået, og det blev en sejr til den grønne dagsorden. De partier, der ikke havde en seriøs og troværdig klimapolitik, blev straffet af vælgerne, mens de grønne partier samlet gik frem.
Historisk har klimasagen oplevet sine op- og nedture, og ikke mindst i Danmark har klimaet i perioder været definerende for den politiske retning. Socialdemokratiets i alle henseender store miljøminister, Svend Auken, fik igennem 1990’erne sat Danmark på det globale klimakort med en tidlig grøn satsning, mens Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fra 2001 først forsøgte at tage livet af den grønne omstilling, inden han i sin anden valgperiode vendte rundt og erkendte klimakrisen.
Fra 2015 ændrer billedet sig imidlertid markant. Verdens politiske ledere underskriver Parisaftalen, og forpligtiger sig til »at gøre deres ypperste« for at holde klodens temperaturstigning til under to grader celsius og så tæt på 1,5 grad som muligt.
Det betyder, at klimasagen igen får rygvind globalt, og med Parisaftalens juridiske karakter åbnes der mulighed for at presse både politiske beslutningstagere og private virksomheder med retssager, hvis ikke de handler klimapolitisk forsvarligt.
Men lad os gå tilbage til begyndelsen. Den gang i slutningen af 1980’erne, hvor de første advarsler om klimaforandringerne kom, og det begyndte at stå klart, at en igangværende klimakrise ville kræve politisk handling.
Kapitel 1: Danmark bliver grønt foregangsland
Allerede i 1987 konkluderede FN’s såkaldte Brundtland-rapport, at en fremtid baseret på fossile brændsler ville føre til alvorlige klimaproblemer for fremtidige generationer. Tre år senere udkom FN’s klimapanel med den første IPCC-rapport, der lige så tydeligt slog fast, at den igangværende udvikling ville medføre en global opvarmning på 0,3 grader celsius hvert tiende år og betyde vandstandsstigninger på mindst 0,7 meter ved udgangen af det 21. århundrede.
»Det er jo helt vildt. Der stod præcis det, vi taler om nu. Advarslerne stod skrevet i IPCC-rapporten allerede i 1990, og i Danmark fulgte vi op samme år og fik det første konkrete CO2-reduktionsmål. Det var med Lone Dybkjær (RV) som miljøminister i en KVR-regering,« siger Steen Gade, der blev medlem af Folketinget for SF i 1981.
»Lokummet brændte. Vi havde al den her viden om klimaforandringerne, og ser man på det danske udslip, så stiger det dramatisk op igennem 1980’erne, hvor det når op på 14 ton CO2 pr. indbygger – i dag er det nede på seks.«
Som svar lavede den daværende KVR-regering en ny energiaftale, Energi 2000, der blandt andet havde som mål, at Danmark skulle reducere udledningerne af CO2 med 20 procent inden 2005, og i EU kom der også en reaktion, fortæller Steen Gade:
»EU er faktisk på banen meget hurtigt og vedtager sit første klimamål i 1990. Her skulle EU-landene samlet stabilisere CO2-udslippet senest i år 2000.«
I Danmark blev der samtidig skruet op for støtten til den vedvarende energi, og udviklingen af vindenergi tog især fart, efter Svend Auken i 1993 i en ny SR-regering blev minister for energi og miljø, der blev lagt sammen i et nyt, stort ministerium.
»Han fik lagt energi ind under Miljøministeriet. På den måde fik han styr på energipolitikken. Det var helt afgørende for udbygningen af den vedvarende energi,« fortæller Steen Gade.
En grøn nation
Samtidig fik Danmark et nyt klimamål: Senest i 2030 skulle 35 procent af strømmen komme fra grønne energikilder.
Den tidlige og – i sammenligning med andre steder – også meget massive satsning på vedvarende energi betød, at Danmark efterhånden kunne markedsføres som ’grøn nation’ og derfor også »blev landet, man rejste til for at se«, siger Connie Hedegaard, tidligere miljø-, klima- og energiminister og EU-kommissær.
»Men den danske klimaindsats starter langt længere tilbage og handler ikke mindst om energikrisen i 1970’erne med bilfrie søndage. For mig at se blev det startskuddet til, at vi begyndte at lede efter alternative energikilder, og med nej til atomkraft i 1985 bliver der lagt et spor for den vedvarende energi.«
Steen Gade peger på, at Svend Auken tidligt forstod sammenhængen mellem fremtidens arbejdspladser og udbygningen af vedvarende energi:
»Det blev meget vigtigt for ham at opbygge en ny industri. Han kunne forene sin bekymring for dét at skabe arbejdspladser med bekymringen for klimaet.«
Og derfor blev Danmark eksemplet på, hvordan man for alvor kunne begynde omstillingen af energisektoren.
»Det er det, vi blev et levende eksempel på i Danmark. Vi lukkede skibsværfterne, fordi de blev udkonkurreret. Vi kunne ikke blive ved at statsstøtte dem. Men de arbejdspladser med smede osv., der blev tilovers, de kunne bruges til at skabe noget andre steder. De job, der blev skabt, var også en drivkraft i omstillingen,« siger Steen Gade:
»At koble de her svære omstillinger med andre udfordringer, det har altid været vejen frem. Det var vi i Danmark de første til at gøre.«
Folkets omstilling
Et andet og altafgørende element i forhold til at gennemføre en grøn omstilling af energisektoren i Danmark var folkelig opbakning og engagement.
»1990’erne var også et årti, hvor der virkelig blev skabt et kæmpe engagement omkring hele miljø- og klimasagen med agenda-21-initiativet med lokale miljøgrupper og grønne guider i alle kommuner til at engagere folk lokalt,« siger Steen Gade.
Det handlede om at skabe lokal interesse for omstillingen – blandt andet igennem lokalt medejerskab af de mange vindmøller, der blev sat op. I København kunne almindelige borgere købe andele i møllerne ved Middelgrunden og Flakfortet.
For at sætte skub i udviklingen – og vise, at det var muligt at gennemføre en grøn omstilling af energisektoren – afholdt Miljø- og Energiministeriet i 1997 en konkurrence, hvor et dansk lokalområde skulle lave en realistisk plan for i løbet af blot ti år at gennemføre en 100 procent omstilling til vedvarende energi.
Samsø lavede en plan for en grøn omstilling, vandt konkurrencen og viste, hvordan lokale i løbet af få år kunne omstille en hel ø fra dyb afhængighed af fossile brændsler til at være eksportør af grøn energi. Igen var nøglen lokal deltagelse. Blandt andet ved at uddanne de lokale smede og fagfolk, men ikke mindst ved at gøre de lokale til ejere af øens grønne energiforsyning.
Omstillingen på Samsø blev også bemærket internationalt. Søren Hermansen, der havde gået fra dør til dør for at overbevise de lokale samsinger om at blive en del af den grønne omstilling, blev i 2008 kåret af Time Magazine til en af årets internationale miljøhelte.
Danmark som grøn ledestjerne
Både Steen Gade og Connie Hedegaard fremhæver den forholdsvise stabilitet, der har været omkring den danske energipolitik, som typisk har været baseret på brede energiforlig.
»Mange ting blev gjort rigtigt,« siger Connie Hedegaard.
»Miljø- og Energiministeriet blev grundlagt som det første af sin art i verden. Der var et tidligt fokus på energieffektivisering og hele vores affaldshåndtering, der blev til energi på fjernvarmenettet. Allerede i 1992 får vi en CO2-afgift – fem år før Kyoto. Og så selvfølgelig miljøindsatsen generelt. Man skal ikke underkende, hvad det har betydet for det grønne brand.«
»På en eller anden måde bliver alle de her forskellige grønne veje og løsninger, vi vælger, til et slags hovedspor, der ender med at blive til vores fordel.«
Og da det danske vindeventyr med opsætning af kraftige havvindmøller og store mængder grøn energi på nettet blev en realitet, kom Danmark for alvor på det grønne verdenskort.
»I andre lande troede man jo ikke på, at det var muligt at have så store mængder fluktuerende energi i nettet. Samtidig tænkte vi den vedvarende energi ud over landegrænserne i Europa. Så andre lande blev interesserede i os,« siger Connie Hedegaard.
Wendel Trio fra sammenslutningen af europæiske klimaorganisationer, Climate Action Network Europe, er enig.
»Både målt på politiske ambitioner, men måske endnu mere ved at være eksemplet på en reel grøn omstilling af energisektoren, var Danmark et af de absolut førende lande i verden,« siger han.
Kapitel 2: Af klimasporet – og tilbage igen
Alt var godt i 90’erne. Internationalt indgik EU sammen med en række lande som Japan, Australien og Canada i 1997 Kyoto-protokollen – den første bindende klimaaftale, der dog år senere endte med at mislykkes.
Men scenen skiftede kraftigt i 2001, da Anders Fogh Rasmussen (V) med støtte fra Dansk Folkeparti dannede en VK-regering. Regeringen indledte med at aflyse planlagte vindmølleparker og sætte en ny »grøn realisme« med »mere miljø for pengene« på dagsordenen.
»Fogh fulgte egentlig bare en internationale tendens sammen med Bush, hvor man nedprioriterede hele området,« siger Steen Gade:
»Og så fik Anders Fogh øje på Lomborg, fordi Politiken bragte en række af hans kronikker, og det blev indgangen til at tale alt omkring klima ned. Anders Fogh sagde de berømte ord om, at ’ikke en frø, fugl eller fisk’ havde fået det værre under ham, og man fik skabt en stemning af, at klimaet ikke var noget, vi skulle spilde for mange kræfter på.«
Internationalt bragede Bjørn Lomborg igennem med bogen Verdens sande tilstand, der på engelsk udkom med den måske mere rammende titel The Skeptical Environmentalist.
Med sit budskab om, at klimakrisen er stærkt overdrevet, og at verden har større og vigtigere problemer at løse, var Lomborg vand på alle klimabenægteres mølle. Olieindustrien jublede, og i 2004 placerede Time Magazine Bjørn Lomborg på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
»I Danmark blev klimaet også gjort til en kamp om værdier – til en kamp imod smagsdommerne. Det brugte Anders Fogh som undskyldning for at fjerne en masse grønne initiativer. Det var egentlig meget begavet, for selv om det var forkert, så lykkedes han med projektet,« siger Steen Gade. Han husker, hvordan der blev gjort grin med Svend Auken og hele klima- og miljøsagen.
»I tv blev der endda gjort grin med vores projekter med grønne ambassadører og cykelprojekter i Baltikum.«
Personligt mærkede Steen Gade den nye klimapolitiske kurs fra Anders Fogh Rasmussens VK-regering.
»Jeg sad som direktør i Miljøstyrelsen, da alle budgetter blev skåret med en tredjedel,« siger Steen Gade, der sagde op i protest.
»Jeg ville ikke længere. Jeg havde sagt farvel til 100 mand, og der skulle skæres mere. Jeg kunne godt se, at den butik blev mindre og mindre interessant, og at vi ikke kunne gøre noget. Jeg kunne derfor ikke stå inde for det længere – det var ikke en politisk opsigelse.«
Hedegaard: Ikke alle bør høres
Men Anders Fogh Rasmussen ombestemte sig knap midtvejs i sin regeringsperiode.
»Fogh fortrød undervejs. Han indså måske også, at det var dumt i forhold til de danske virksomheder. Og så kom Connie Hedegaard ind som først miljøminister og senere som klima- og energiminister – og så blev hun jo kommissær,« fortæller Steen Gade.
»Mange ting blev rettet op, og Connie Hedegaard forsøgte også igen at sætte en international dagsorden fra Danmark.«
Connie Hedegaard erkender i dag, at den regering, hun selv blev en del af, lagde ud med at beskære hele det grønne område hårdt. Og at det var en kæmpe fejl at bringe Bjørn Lomborg på banen.
»Men var det ikke Politiken, der skabte ham?«
– Det var jo den regering, du var en del af, der bragte Lomborg på finansloven?
»Det var en beslutning, jeg ikke havde direkte indflydelse på. Men altså: Ét er at sige, at der også skal være nogen, der tænker anderledes, men personligt mener jeg, at Lomborg fik alt for meget opmærksomhed, og der var en periode, hvor man ikke kunne diskutere klima uden at skulle høre Lomborg. Og han har været med til at udbrede tankegangen om, at der er andre vigtigere prioriteter end klima.«
»Der er jo ytringsfrihed, fair nok, men det var ærgerligt for os, der faktisk forstod, at det var vigtigt. Og bare fordi nogen siger, Jorden er rund, behøver vi jo ikke hver gang også høre én, der hævder, at den er flad,« siger Connie Hedegaard.
Foghs lederskab
Om den kovending, som Anders Fogh tog på klimaområdet, forklarer Connie Hedegaard, at processen frem mod klimatopmødet COP15 i København i 2009 spillede en afgørende rolle.
»Han kunne jo se, at vi som nation skulle tage et lederskab, og måske så han potentialet: At det også er en industridagsorden, og at det handler om, hvordan vi producerer i fremtiden. Det handler også om jobskabelse og vækst. Og jeg tror også, at Anders Fogh som mange andre så, at vi blev nødt til at tage klimakrisen alvorligt.«
Og så minder Connie Hedegaard om, at Anders Fogh Rasmussen var den første regeringsleder, der satte som mål, at Danmark skulle være helt fri af fossile brændsler.
»Så selv om Anders Fogh Rasmussen startede med at aflyse en række vindmølleparker, så endte han med at vende rundt og sætte det første langsigtede klimamål om et fossilfrit samfund i 2050.«
Klimatopmødet i København sluttede uden en bindende aftale. Den såkaldte Københavneraftale, som topmødet skulle have affødt, endte med at falde til jorden, da hverken USA eller de store udviklingsøkonomier anført af Kina og Indien for alvor ønskede at binde sig i en global klimaaftale.
Det lykkedes dog verdens ledere at blive enige om at etablere en grøn fond, hvor verdens rige lande årligt skal overføre 100 mia. dollar til grønne projekter i ulandene begyndende i 2020. Alligevel endte klimatopmødet i København med at være et nederlag for både det danske værtskab og for den internationale klimasag.
Kapitel 3: Danmark taber pusten
Da Lars Løkke Rasmussen tabte valget til Helle Thorning-Schmidt i 2011, kom en ny SRSF-regering til, og den var ambitiøs på klimaområdet. Og selv om centrale valgløfter ikke blev realiseret, som eksempelvis en betalingsring omkring hovedstaden, lancerede Thorning-regeringen en ny klima- og energiplan med ambitiøse målsætninger: 50 procent vedvarende energi i elnettet og 40 procent reduktion af CO2-udslippet inden 2020.
Steen Gade erkender dog, at trods en ambitiøs klimaplan gjorde SRSF-regeringen heller ikke tilstrækkeligt. Den lod også stå til der, hvor der er sværest.
»To store områder, vi burde have gjort noget ved for længst, er landbrug og transport – det er jo åbenlyst, at der skal gøres noget på de områder,« siger Steen Gade.
Internationalt løftede Danmark sig igen op. Med Martin Lidegaard som radikal klima- og energiminister og Connie Hedegaard som EU-klimakommissær, spillede Danmark en afgørende rolle under klimatopmødet COP17 i 2011 i Durban, Sydafrika, hvor det ved dansk mellemkomst lykkedes at indgå et vigtigt strategisk klimasamarbejde mellem EU og gruppen af verdens fattigste og mest sårbare nationer, de såkaldt LDC-lande (least developed countries, red.).
Helle Thorning-Schmidts regering – der til sidst var uden SF – fik kun fire år, inden Lars Løkke Rasmussen og Venstre med borgerlig støtte kom til magten og gentog statsminister Foghs bedrift fra 2001 med et nyt angreb på klima- og miljøområdet.
Venstreregeringen droppede straks Danmarks CO2-reduktionsmål på 40 procent i 2020 og skar voldsomt ned på det grønne forskningsområde, der centrale steder blev reduceret med 50 procent. Det gjaldt eksempelvis de strategisk vigtige EUDP-forskningsmidler, der blev beskåret med 332 mio. i ét hug.
Betragtet fra afstand er Connie Hedegaard uforstående over for den seneste Løkke-regerings måde at gå til klimaet på:
»Dét, der kan undre, er, når man ser den attitude i dag. Altså, når (fungerende klimaminister) Lars Christian Lilleholt igen og igen siger, ’at vi ikke må løbe så langt foran de andre, at de ikke kan se os’. Der håber jeg bare, at vi nu er nået til, at alle partierne i det kommende folketing har en grøn politisk dagsorden, og at vi derfor ikke længere behøver at tage skridt tilbage, og at vi ikke behøver at stille spørgsmål ved den her udfordring. Det er ikke i nogens interesse.«
Tabes førertrøjen?
I et større perspektiv handler det også om for Danmark at beholde sine styrkepositioner globalt.
»Når man eksempelvis laver en infrastrukturplan til 112 mia. kroner, men ikke regner på klimaeffekten, fordi det havde man ikke lige tid til. Jamen, et foregangsland skal da tage den her slags store investeringer og holde dem op imod Parisaftalen,« siger Connie Hedegaard.
– Er Danmark i gang med at tabe sin globale førerposition på klimaområdet?
»Nogle af de styrkepositioner, vi har haft historisk, dem har vi stadig. Men andre begynder selvfølgelig at få øje på, at man kan skabe vækst afkoblet fra CO2. Vi har jo vist, at vi har kunnet skabe vækst og job – 71.000 inden for den grønne klynge – på det her,« siger hun.
»Det er selvfølgelig ikke, fordi vi i Danmark har stået stille, men hvis ikke vi begynder at rykke hurtigere, så vil vi blive udfordret på vores styrkepositioner. DI nævnte for nylig Tyskland og Frankrig som nogle af de lande, der kommer tættere på os,« siger Connie Hedegaard, der dog ikke vil gå så langt som til at sige, at Danmark endnu har mistet førertrøjen.
Det kræver dog en langt mere ambitiøs klimapolitik at bevare den fremover.
»Når man halverer forskningen og slækker på energieffektiviseringen – altså, man kan ikke regne med, at sådan en førerposition bevarer sig selv. Vi må tage de næste skridt, som er svære: De mere strukturelle ændringer,« siger Connie Hedegaard.
Derfor skal Danmark op igen – og satse stort.
»Vi skal i gang med noget af det strukturelle. Man kan sagtens tale om at sætte grønne mål, men det skal være mere konkret. Altså, hvor skal de næste store strukturelle skridt tages? Det synes jeg ikke, vi har fået svar på – men det er noget, det nye folketing får travlt med at gøre. Hvis ikke vi tager de næste skridt, så bliver det andre, der løber med førertrøjen – et andet sted, der bliver det næste must-go-toland, når man skal se grøn omstilling,« siger Connie Hedegaard.
»Så jeg ønsker mig, at det nye folketing genoptager traditionen med brede energi- og klimaforlig, og at vi får vedtaget en ny klimalov med bindende femårsmål.«
