Læsetid: 2 min.

Klimaforsker om nyt klimamål om 70 procent reduktion: Det er historisk ambitiøst

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er enige om, at Danmarks CO2-udledning skal reduceres med 70 procent i 2030. Det vil bringe Danmark i den grønne førertrøje på globalt plan, lyder det fra klimaforsker
John Nordbo, klimarådgiver hos organisationen CARE, roser, at der nu er enighed mellem S, SF og Enhedlisten om et mål på 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.

John Nordbo, klimarådgiver hos organisationen CARE, roser, at der nu er enighed mellem S, SF og Enhedlisten om et mål på 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.

Tariq Mikkel Khan

20. juni 2019

Det er historisk ambitiøst, at SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet under regeringsforhandlingerne nu er blevet enige om, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Det mener Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og hovedforfatter til den næste store IPCC-rapport.

»Det er historisk og meget, meget glædeligt med så ambitiøs en klimamålsætning,« siger Sebastian Mernild.

Han hæfter sig ved, at målet om 70 procents reduktion svarer til det niveau, der de seneste måneder også er blevet meldt ud fra eksperter og grønne organisationer. 

»Det er meget ambitiøst. Man kan sige, at det er ikke kun er de lavthængende frugter, man skal til at plukke. Man skal finde ud af, hvordan man tager ordentligt fat i samfundet på de steder, hvor man ikke har taget fat endnu.«

Hvis målsætningen bliver en realitet, vil Danmark blive et af de mest klimaambitiøse lande i verden, forklarer Sebastian Mernild.

»Der er mange lande, som ikke lever op til Parisaftalen. Ved nu at lægge os på det her niveau tager vi den grønne klimaførertrøje på. Det vil betyde, at Danmark nu også kan være med til at lægge pres på verden omkring os,« siger han.

Et af de mest ambitiøse lande i verden

Sebastian Mernild pointerer, at næste skridt også er at få en bedre forståelse for selve klimasystemet, og hvad der yderligere sker med klimaet. Altså, hvor lang tid det tager, fra vi begynder at begrænse udledningerne, til vi ser en effekt på klimaet. 

»Der vil gå tid, før vi kan se, at det begynder at batte noget. Det skal vi forske i, og derfor bør det også føre ekstra midler med til klimavidenskaben,« siger Sebastian Mernild.

Hos Greenpeace jubler klimapolitisk rådgiver Jens Mattias Clausen over den nye aftale. 

»Det simpelthen historisk. Det er helt vanvittigt. Hvis du havde spurgt mig for få måneder siden, hvor der kun var to partier, der støttede det her, så havde jeg sagt, at det var umuligt,« siger han.

Han er enig i, at målsætningen på 70 procent i 2030 vil gøre Danmark til et af de mest ambitiøse lande i verden, hvis ikke det mest ambitiøse.

»Vores beregninger har vist, at hvis Danmark skal yde et retfærdigt bidrag til at opnå 1,5-graders målet fra Parisaftalen, så skal vi op på 70 procent, og det er det, vi ser ud til at få leveret nu,« siger Jens Mattias Clausen.

Også John Nordbo, der er klimarådgiver hos organisationen CARE, roser, at der nu er enighed mellem S, SF og Enhedlisten om et mål på 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.

»Det vil betyde, at Danmark igen kan blive foregangsland på klima,« siger han.

De Radikale deltog ikke i forhandlingsmødet onsdag aften og står derfor på nuværende tidspunkt ikke bag aftalen om det nye klimamål. Partiet har dog flere gange i valgkampen krævet en reduktion på netop 70 procent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Hansen
  • Thomas Tanghus
  • Carsten Munk
  • Ervin Lazar
  • Estermarie Mandelquist
  • Ejvind Larsen
John Hansen, Thomas Tanghus, Carsten Munk, Ervin Lazar, Estermarie Mandelquist og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

@Morten Damborg

Homo Sapiens er uden tvivl en meget speciel art, men vi er på mage områder heller ikke overvældende forskellige fra chimpanserne som vi deler mest DNA med. Det er væsentligt at forstå at vi også er dyr. Vi narrer os selv, hvis vi tror at vi er i stand til at sætte os ud over biologien.

Ser man på de andre primater så finder man både bevidsthed og kultur. Det gør man også hos mange andre dyr. I dag så jeg to krager i gang med at æde en is et barn havde tabt. Da jeg gik forbi dem blev den ene krage skræmt, men den anden beroligede den første med et par "ord" jeg ikke forstod. De virkede. Pointen: Jeg har efterhånden fået den beroligende krage "halvtam" ved at nærme mig langsomt, fordi jeg synes kragers intelligens og bevidsthed er spændende. Jeg er ret overbevist om at kragen ikke sagde: "Ham der er cool nok", men det lod til at betyde det "samme".

Hvorfor krager? Fordi det i høj grad ser ud til at vi kan lære meget om os selv ved at studere dyrene nærmere. De har også kultur (elefanter har "dødsritualer") og solidaritet (rotter bla.), hvilket egentligt ikke er så underligt. Før vi blev til menneskeaber var vi engang en gnaver som mindede irriterende meget om en rotte. Måske er det derfor vi siger at vi nedstammer fra aberne og ikke rotterne.

Homo Sapiens har som den eneste art forstået at bruge f.eks. kemisk lagret energi, og det gør os specielle. Ift. samfundssindet og nøjsomheden er jeg ikke sikker på at vi er nået langt nok, men det er jo op til os allesammen at modbevise ;)

Nils Bøjden

"Nils Bøjden,

Forklar venligst?
"

Hvis jeg forbruger 2KWh fra solenergi udleder jeg 0g CO2, hvis jeg forbruger 1KWh fra kul udleder jeg ganske meget CO2. Mere forbrug, meget mindre CO2 udledning.

Nils Bøjden

"Min holdning er, at der først skal udvikles processer og et demonstrationsanlæg, FØR man bygger flere vindmøller. - Politikerne gør det i omvendt rækkefølge!!!"

Jeg er enig. Men det virker som ompolitikerne har en tryllehat der kan materialiser de fantasier de har.

Hvis vi f.eks skal til abruge fjernvarmesystemet som batteri for den vedvarende energi skal der undersøges: Hvor mange møller skal der til, kan vi øge temperaturen tilstrækkeligt i systemet til at modstå ikke energiproducerende perioder osv osv.

Og hvad skal der spå skal med de hundredtusinvis af boliger hvor det overhovedet ikke er rentabelt af etablere kollektivt varmesystem?

Og kan de blive enige om at virksomheder der genindvinder varme ikke er energiproducerende virksomheder. Indtil videre har start set alle virksomheder der har kørt forsøg med varmegenindvinding afvist at være med de det ville etablere dem som energiproducenter med alle de krav der så er til en sådan virksomhed.

Der er tusindevis af spørgsmål der end ikke er stillet endnu omkring boliger, energiproduktion, transport, produktion, landbrug og de andre store energiforbrugere.

Nils Bøjden

Og så er der skatteomlægning. Hvad skal beskattes hvis vi reduceres vores energiforbrug. Som andre har beregnet lægger billisterne ca 60mia om året i skatter. Hvor skal de penge så komme fra?

Nils Bøjden

""Nils Bøjden,

Forklar venligst?"

Et andet eksempel. Hvis jeg forbruger 2 Kg oksekød fra en malkeko udleder jeg meget mindre CO2 end hvis jeg forbruger 1 Kg fra et stykke kødkvæg, idet kødet fra malkekoen deler udledningsomkostninger med de mange liter mælk koen har produceret.

René Arestrup

@Morten Balling
Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere dine dystopiske fremtidsudsigter, men min samlede livserfaring tilsiger, at du nok har ret.
Det er ikke blot for sent, det er frem for alt helt uforeneligt med menneskelig natur at forfølge den sidste rest af håb. Vi er så at sige ubevidst selvdestruktive.
Men hvad er konklusionen så?
At vi blot skal leve videre som hidtil, vende ryggen til kendsgerningerne eller måske erkende og forlige os med det uafvendelige?
Er det ikke bedre at dø med støvlerne på - at give håbet en chance, uanset at håbet forekommer illusorisk?

Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Morten Balling og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Jeg tænkte over det jeg skrev i går, og selvom jeg mener hvad jeg skrev, og selv har været igennem de to scenarier du opstiller og været i tvivl, så skal der ikke være nogen tvivl om at jeg mener vi skal prøve at gøre noget.

Jeg har nogle gange brugt metaforen at vi sidder i en bil med speederen i bund med retning direkte mod en mur. Bilen accelererer stadig og muren er kommet så tæt på at vi ikke kan nå at bremse inden vi rammer den. Det giver os to muligheder. Enten holder vi foden på speederen, mens vi triumferende konstaterer at vi ikke har ramt muren endnu, og derpå rammer vi muren med et brag. Alle som er i bilen dør på stedet. Alternativt flytter vi foden over på bremsen. Vi rammer stadig muren, men i det mindste kan det være at vi kan få hastigheden så langt ned at børnene på bagsædet overlever.

Når jeg ind imellem føler at det jeg laver er ligemeget finder jeg denne historie frem, og så tager jeg mig sammen (igen):

https://edition.cnn.com/2018/11/22/asia/afghan-child-sales-intl/index.html

Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Morten Damborg og René Arestrup anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Morten Balling
Netop. Om ikke andet, så fordi vi skylder børnene at gøre forsøget.

Morten Balling, Torsten Jacobsen og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Morten Damborg,

Jeg bliver sjældent 'beskyldt' for at udtrykke decideret 'optimisme', så tak for det, i hvert fald :D.

Jeg er slet ikke så dybt nede i beregningerne som Morten Balling, og kan heller ikke prale af nogen synderlig ekspertise udi studiet af planetære klimasystemer.

Dog har jeg med interesse fulgt med i klimaforskningen de sidste mange år. Og hvor jeg egentlig - i erkendelse af mit anlæg for til tider overdreven kulturpessimisme - forventede gradvis at lade mig berolige (det er nok slet ikke så slemt!), så er jeg over tid gået fra bekymring, videre til alarm, for nu at være endt i en tilstand af næsten fortvivlende desperation.

Med fare for at ringe lidt for skingert med patos-klokken, så er det for mig en næsten ubærlig tanke, at jeg snart bliver nødt til at forklare min nu 9-årige dreng, hvilken ekstremt usikker tid, han kommer til at vokse op i. Jeg ved ærligt talt ikke helt hvordan jeg skal gribe det an, for jeg mener ikke, at man bør lyve for børn. Omvendt kan jeg ikke fortælle ham ærligt, hvordan jeg tror hans tid som voksen kommer til at tage sig ud..

Alt hvad jeg har læst og set fortæller mig, at verden som vi kender den i dag, er 'gået under' omkring år 2050 - ganske som Morten Balling også er inde på. Alt peger på, at konsekvenserne af den globale opvarmning i år 2050 har gjort sig gældende i så katastrofal grad, at det faktisk ikke rigtigt giver mening - sådan siddende her i 2019 - at forsøge at spå om de politiske, sociale og økonomiske konsekvenser.

Det eneste som synes givet med sikkerhed er, at alt for mange mennesker under ganske svære vilkår skal finde en måde at deles om stadig mere indskrænkede naturressourcer. Vigtigst her naturligvis vand og fødevarer.

Forestiller man sig at være en 'antropolog fra Mars', kan man forsøge at betragte hele tragedien udefra, og der vil så ikke være noget videre overraskende eller i og for sig bemærkelsesværdigt i det kommende slutspil: En art har vist sig så succesfuld, at den over tid overskrider grænserne for egen livsudfoldelse. Resultatet: Massedød, påført i en kombination af konflikt (intern konkurrence om begrænsede ressourcer), epidemier (for mange individer på for lidt plads), og sultedød (ressourcemangel).

Anderledes tager det udfoldende scenarie sig selvfølgelig ud, hvis man selv er et medlem af den af ganske naturlige processer snarligt regulerede (og i antal reducerede) art, og hvis man som jeg selv står med sin 9-årige dreng i hånden, og forsøger at finde blot en smule lys i det mørke, som uvægerligt kommer.

For mig at se bør al snak om at begrænse den globale opvarmning til 1,5C forstumme. Omgående. Dét løb er kørt. Og medmindre der sker helt revolutionerende udviklinger i de kommende 5-10 år, så må vi indstille os på en fremtid, hvor den globale gennemsnitstemperatur ved århundredeskiftet er steget med 3-4 grader.

En stigning i gennemsnitstemperatur på 4 grader celcius, vil med nærmest uafviselig sikkerhed føre til et civilisatorisk kollaps.

ET CIVILISATORISK KOLLAPS!

Det er sket før, som bekendt. Vi behøver blot at kigge tilbage i vores egen, vestlige kulturhistorie, for at se hvilket mørke der kan følge de mest oplyste perioder af menneskehedens historie.

Men jeg ser nu ikke en tilbagevenden til 'jægersamler-stadiet' for mig. Jeg ser massedød og elendighed for de mennesker, som har gjort mindst for at skabe det globale problem. Jeg ser velnærede europæere og amerikanere rejse hegn og bygge mure, alt i mens de bekræfter sig selv og hinanden i det moralsk forsvarlige - heroiske - i at holde 'barbarerne' stangen udenfor.

Jeg ser en sergent række min søn et våben, og beordre ham til at skyde ud i mørket. Jeg ser hans hjerte svulme af stolthed ved dette 'ærefulde hverv'.

Alt dette ser jeg, og jeg kan ikke holde synet ud. Jeg kan simpelthen ikke bære dét syn.

Så hvad andet er der da at gøre, end at insistere på freden? At insistere på, at der findes en anden vej end den, som allerede er beredt for os? Det er sågar muligt at slå ind på den vej. Det kræver blot en lille smule omtanke, en lillebitte smule vilje til at lade flygtige oplevelser gå næsen forbi, en lillebitte smule evne til at forstå, hvad der virkeligt betyder noget.

Jeg selv er ikke nogen helgen. Alskens dæmoner hiver og slider uophørligt i mit sind. De hvisker indsmigrende om alt det, jeg går glip af. Om alt det, jeg aldrig fik set. Alt det, jeg aldrig fik oplevet. De håner mig og skoser mig, nedgør mig.

Men det hænder, at de tier stille. Og når det sker, så ser jeg klart. Så indser jeg - for en kort stund - at mine bedste øjeblikke her i livet ikke har været præget af al den simili, som jeg alt for ofte forestiller mig udgør lykkens fundament.

Nej, mine bedste øjeblikke har været de gange, hvor jeg af et godt hjerte har hjulpet andre, eller hvor andre har hjulpet mig uden anden modregning end taknemmelighed. Mine bedste øjeblikke har været i selskab med gode venner, hvor al forstillelse ophører. Mine bedste øjeblikke er oplevelsen af et uventet smil og varme fra en fremmed i det offentlige rum. Den overvældende følelse som opstår, når man pludselig får øje på et andet menneske bag ved dets maske.

Mine allerbedste øjeblikke for tiden, er når jeg spiller bold med min dreng på en basket-bane omgivet af grøn, dansk almindelighed, under en aftensol der smiler gennem skyerne fra en venlig himmel. Mere kan jeg ikke med rimelighed forlange af universet. Lige der, giver jeg karakteren '10'.

Men om hundrede år? Ærligt?

'3'

Niels Duus Nielsen, René Arestrup, Morten Balling og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Bøjden,

Pengene skal komme fra den fælles pulje.

Altså en form for kommunisme.

Det smager hæsligt, det ord: 'Kommunisme'. Det ved jeg godt. Jeg væmmes såmænd selv. Præget som også min forestillingsverden er, af det 20. århundredes fejlslagne eksperimenter.

Jeg kan ikke tale for andre end mig selv:

Jeg er et meget generøst menneske. Jeg vil meget gerne dele hvad jeg har - midler, tid, opmærksomhed - med andre mennesker. Blot vil jeg ikke dele med mennesker, som ikke vil dele med mig. Og jeg taler her ikke om øje for øje, tand for tand. Jeg deler villigt med mennesker, som kun kan bidrage med en tiendedel af hvad jeg 'bringer til bordet', blot jeg har tillid til, at de ikke samtidig stikker noget 'under stolen' til 'en regnvejrsdag'.

Jeg bilder mig ikke ind at være unik. Det er tværtimod min egen, personlige oplevelse, at langt de fleste mennesker er generøse. På præcis samme vis som jeg selv.

Altså er det tilliden, det kommer an på. Samt selvfølgelig forpligtelsen til ikke at skuffe denne tillid. Vi bevæger os her i moralens domæne - ikke i markedets.

Jeg ser ikke nogen anden vej frem, nu hvor markedet har spillet endegyldigt fallit..

Niels Duus Nielsen, René Arestrup, Morten Balling og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Torsten

Sapolsky er en af mine personlige helte, næsten på niveau med Richard Feynman. Jeg har bla. set hele semestret i "Human Behavioral Biology":

https://www.youtube.com/watch?v=NNnIGh9g6fA&list=PL848F2368C90DDC3D

Tværdisciplinær videnskab er en af mine kæpheste.

Jeg fornemmer et holdningsskift undervejs. Det er bare virkeligt svært at trænge igennem. De fleste af mine venner "bærer over" med mig, men det er ikke fordi de ikke tror på det jeg fortæller dem. Det er bare nedern at blive mindet om tingene eller få dem uddybet og bekræftet. Den proces tror jeg vi alle er nødt til at starte med at gå igennem. Erkendelsen. Det er en hård proces kan jeg sige af personlig erfaring, og ind imellem overvejer jeg om jeg skulle have taget Morpheus blå pille i stedet for den røde.

Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Morten Balling,

He, min (forhåbentlig) kommende tegneserie starter netop dér: Med en protagonist ('mig'ish), der ved en fejl har fået udleveret den røde pille, i stedet for den blå. Ikke videre originalt, i know, men det bliver resten så forhåbentlig..

There is no spoon

Jeg ved ikke rigtig med det dersens holdningsskifte: Jeg savner politiske ledere, som tør stille sig frem og fortælle åbent, hvor utroligt meget op ad bakke det her bliver. Jeg savner journalistisk lederskab fra de få, intelligente mennesker, som besmykker sig med titlen 'Journalist'.

Hvordan kan det være, at en ubenægtelig dygtig journalist som Martin Krasnik i denne uge kan skrive en fyrig og veloplagt tekst om en fiktiv personages gøren og laden, alt i mens han nærmest intet har at sige om et emne, der i al vurdering af væsentlighed og betydning burde ligge ham mere på sinde? Hvordan kan det være, at nærværende dagblads chefredaktør ved mere om slovenske filosoffers spidsfindigheder, end om konsekvenserne af en blind vedligeholdelse af 'status quo'? Hvordan kan en ellers særdeles skarp og kritisk Georg Metz få lov til at indskrænke sit vid til selvbåren kritik af DF, sædernes forfald, og så ellers sure opstød efter besøg på diverse motorvejscaféer..?

Hvorfor dog denne journalistiske stilstand, hvis ikke netop fordi, at man kun nødigt saver den gren over, som man selv sidder på? Uanset hvor syg, den er?

Der er ikke mangel på blå piller i dette land. Tydeligvis..

Niels Duus Nielsen

Andetsteds i avisen bliver vi mindet om, at SD ikke er arbejderklassens parti, for hvis de var, ville de tilbagerulle dagpengeforringelserne og bakke op om den faglige kamp for bedre løn. Ikke et ord om klimaet i den forbindelse.

Der er tale om kompartmentalisering på grænsen til det psykotiske: På den ene side ønsker vi en stadig stigende levestandard, på den anden ønsker vi ikke at dø varmedøden. Indtil videre er det muligt for det endimensionelle menneske at fastholde disse to tankerækker hver for sig, kunstigt adskilt: I dag diskuterer vi løn uden at inddrage miljøet, i morgen tager vi så snakken om klimaet, uden at nævne ønsket om en højere levestandard. Arbejde i dag, grød i morgen.

Før eller siden bliver det ikke længere muligt at holde skæg for sig og snot for sig - begge dele er uundgåelige følger af den menneskelige tilstand. Hvis der virkelig er tale om et nulsumspil, må vi ikke desto mindre på et eller andet tidspunkt give afkald på en af delene.

Morten, det arbejde, du udfører, er vigtigt. Du bør publicere det, du skal ikke gå alene med dine videnskabeligt begrundede dommedagsprofetier, vi andre har faktisk krav på at se tallene (om ikke for andet, så fordi det jo er os, der betaler for din forskning ;-)).

Og Torsten, dit sortsyn er også vigtigt, om ikke for andet, så fordi du fremprovokerer en trang i mig (og forhåbentlig i andre) til at sige dig imod - og det er vel sådan, al god samtale opstår og modnes og fører til reelle forandringer? Dog ser jeg ingen grund til at sige dig imod i denne tråd, da dit sortsyn er fuldt ud berettiget, belagt som det er af videnskab fra Mortens hånd. Jeg glæder mig til at se din kommende tegneserie; i mon erfaring skal den endimensionelle tankegang bekæmpes med multidimensionelle midler: Morten skyder med skarpt fra den videnskabelige front. og du bombarderer folk med absurd teater, indtil de vandtætte skotter nedbrydes og verden igen (?) kan ses som den helhed, som den er - på godt og ondt (mest ondt).

:-)

Nils Bøjden

Andetsteds i avisen bliver vi mindet om, at SD ikke er arbejderklassens parti, for hvis de var, ville de tilbagerulle dagpengeforringelserne og bakke op om den faglige kamp for bedre løn. Ikke et ord om klimaet i den forbindelse.

Soc.Dem er de offentlig ansattes parti.

Nils Bøjden

"Jeg ser ikke nogen anden vej frem, nu hvor markedet har spillet endegyldigt fallit.."

Det må siges at være skriverier mod bedre vidende. Kina er et godt eksempel hvor 1mia er bragt ud af fattigdom af en ekstrem kapitalisme vi i andre historiske sammenhænge ville kalde fascistisk med sammenkobling mellem stat, ejerne af de største virksomheder og militæret (sidstnævnte er formodentlig den største virksomhedsejer i Kina)

René Arestrup

@Niels Bøjden
Det kommer vel an på hvilket perspektiv man anlægger. Det er jo ikke omkostningsfrit, at en masse kinesere er bragt ud af fattigdom. Kina har gigantiske miljøproblemer og er én af verdens absolut største udledere af CO2 og andre drivhusgasser.
Lidt retorisk kunne man spørge: Vil du sælge dine børns fremtid for en bil, et plasma-TV og andre materielle goder?

Nils Bøjden

"Det kommer vel an på hvilket perspektiv man anlægger. Det er jo ikke omkostningsfrit, at en masse kinesere er bragt ud af fattigdom. Kina har gigantiske miljøproblemer og er én af verdens absolut største udledere af CO2 og andre drivhusgasser"

Kina er et forfærdeligt sted med undertrykkelse, masseforfølgelse, masseovervågning og en grad af forurening hvor vi ville klynge de ansvarlige op. Men de har bragt 1mia ud af fattigdom. Så hvad vil vi? Jeg tror an kapitalisme ville have kontrolleret alle de nævnte problemer da der ville have været forskel på den udøvende magt, den dømmende magt og ledelsen af firmaerne, og ikke som nu hvor det er de samme mennesker.

Så ekstrem kapitalisme (eller rettere fascisme som i KIna) nej tak. kontrolleret kapitalisme som i Danmark, ja tak

Morten Balling

@Nils Bøjden

Jeg har en gammel høne at plukke med kineserne (og det ved de godt ;), jeg er opdraget for meget til selvstændighed og de har nogle gange kvajet sig helt vildt. Alligevel må jeg ind imellem tage hatten af for dem og det de har gjort. Kinesere tænker anderledes end du og jeg. F.eks. vægter vi individet højere ift. staten, men hvorfra ved vi dybest set at det er det rigtige? Fordi det føles rigtigt? Kineserne bruger ofte en form for nytteetik som de kan være ret konsekvente med. Selvom styret er magtcentreret er der mange eksempler jeg har set i diverse data, hvor jeg har tænkt, hmm... smart.

Niels Duus Nielsen

Morten, de gamle romere havde en slags demokrati, med senatorer, der varetog overklassens interesser, og korrupte folketribuner, som var en slags socialdemokrater, der agiterede for mere brød og mere skuespil. Men når hensynet til statens sikkerhed og rigets forsvar ikke tillod langvarig parlamentarisk palaver, men krævede øjeblikkelig handling, udnævnte man en tidsbestemt diktator.

Kineserne bruger lidt samme system, blot er der ingen tidsgrænse for diktatoren, som typisk bliver siddende i stolen, indtil han dør. Lidt ligesom romerne havde arrangeret sig i kejserriget.

Af og til tænker jeg, at det må være svært at være kinesisk diktator: Grunden til, at folket ikke gør oprør, er at skiftende diktatorer faktisk har afskaffet fattigdommen i store dele af det kinesiske samfund. Men det har så betydet, at co2-udledningen i Kina slår verdensrekord. Alligevel sætter de kinesiske diktatorer ambitiøse mål med hensyn til klimaet.

Forskellen på de kinesiske ambitioner og de danske ambitioner, og deres respektive gennemførlighed, er, at kineserne ikke som os kan bare sætte en uduelig statminister fra bestillingen og vælge sig en ny, uduelig statsminister. Den kinesiske diktator er simpelthen tvunget til at levere varen, for hvis han ikke gør, bliver der revolution i Kina - enten fordi folk bliver vrisne i varmen, eller fordi afskaffelsen af fattigdommen lader vente på sig.

Faktisk tror jeg, at Kina er det land, der har de bedste muligheder for at finde holdbare løsninger på dette akutte problem. Ikke fordi jeg er tilhænger af diktatur, men fordi jeg ikke tror, at det degenererede repræsentative demokrati er effektivt nok til at løse en nødsituation. Man kan jo bare læse kommentarerne i denne tråd for at se, at hvis alle skal indflydelse, kommer der ikke til at ske en skid.

Nu har vi i mange år levet under et borgerligt demokratur, som ikke har kunnet nosse sig sammen til at gøre noget som helst ved klimaet - måske skulle vi i en periode forsøge os med et teknokratur i stedet. Jeg er helt på det rene med, at det vil åbne for en meget stor dåse orm, men jeg har simpelthen ikke tillid til, at de politikere, der styrer landet, er vidende nok til at gøre noget effektivt ved problemerne.

Svend Auken er desværre død, ellers ville jeg have stemt på ham som diktator. Jeg er åben over for andre forslag.

Morten Balling

@Niels

Jeg er kun misundelig på politikernes pensioner, men dem når de færreste alligevel at få indløst. Til gengæld er jeg ikke misundelig på dem som kommer til at beslutte udviklingen for fremtiden, i og med at vi er havnet i et catch-22. Der skal skæres igennem med den store motorsav, og det bliver ikke populært.

Jeg tror ikke på at vi kan løse noget på en acceptabel måde med et teknokratur, selvom jeg ofte har joket med at foreslå mig selv som flink kejser for planeten. Det bedste eksempel på hvorfor det ikke er en god idé er ikke dem som mente man skulle "hjælpe evolutionen på vej", men derimod nytteetikken og alle dens åbenlyse paradokser. Det ser fint ud i Excel arket, lige indtil man kommer til det praktiske. Dette er dybest set fordi vi allesammen ønsker at overleve bedst muligt, og dernæst tage vare på vores nærmeste stamme, ungerne, familien og vennerne. Vi er ekstremt dårlige til at "forstå" at noget skal gå ud over os selv for at redde folk på den anden side af stenkuglen i det ydre rum.

René Arestrup

Spørgsmålet er, om vi ikke står foran et demokratisk kollaps uanset hvad fanden, vi gør.
Demokrati er af natur en impotent styreform, som nødvendigvis skal via langstrakte processer for at skabe samfunds-forandringer. Jo større forandringer, desto mere tid - tid, som vi vel at mærke ikke har.
Og når konsekvenserne af den globale opvarmning for alvor begynder at banke på, er det vel nærmest illusorisk at forestille sig, at vi kan opretholde et samtalende demokrati som vi kender det...

Sider