Læsetid: 2 min.

Mette Frederiksen lader hånt om erfaringen: Etpartiregeringer får en krank skæbne

Historisk har regeringer kun bestående af ét parti haft et kort og ikke særligt lykkeligt liv
27. juni 2019

Danmarkshistorien kan ikke have været lærebog for Mette Frederiksen, da hun besluttede at danne sin regering kun bestående af Socialdemokratiet. Erfaringen viser entydigt, at etpartiregeringer lever et kort og ikke særligt lykkeligt liv.

Landets første socialdemokratiske regering var faktisk en mindretalsregering, der kun bestod af dette parti. Den blev dannet i 1924 af selveste landsfader Thorvald Stauning. Hans parti fik ved folketingsvalget det år opbakning fra 36,6 procent af vælgerne – mod Mette Frederiksens nuværende 25,9 procent.

Staunings regering holdt kun to år. Så lod De Radikale den falde på den økonomiske politik. Meget bedre gik det ikke for efterfølgerregeringen, som var en ren Venstre-regering, ledet af Th. Madsen-Mygdal. Han holdt mindre end to et halvt år. Så væltede De Konservative ham, fordi han ikke ville bruge flere penge på forsvaret.

Stabilitet indfandt sig, da Socialdemokratiet og Radikale Venstre i 1929 fandt sammen i en flertalsregering under Stauning. Den overlevede, indtil fjenden i april 1940 trængte ind i landet.

Efter Besættelsen dannede Knud Kristensen en ren Venstre-regering. Efter to år blev den væltet af De Radikale og Folketingets venstrefløj, fordi Kristensen ville udnytte Tysklands krigsnederlag til at skubbe den danske grænse mod syd.

En socialdemokratisk regering under Hans Hedtoft kom til i 1947, men »gled i smørret« i 1950: Den kom i mindretal over for et folketingskrav om ophævelse af rationeringen på smør.

Magre resultater

Socialdemokratiet sejlede fra 1953 videre med mindretalsregeringer, men resultaterne var så magre, at statsminister H.C. Hansen ved folketingsvalget i 1957 stræbte efter en flertalsregering. Det fik han ved at lukke De Radikale og Retsforbundet ind. Ned flertallet var også skabt mulighed for store sociale reformer, herunder folkepensionen, og politisk ro – indtil 1964, hvor De Radikale var udmattet af Jens Otto Krag (S), der blev statsminister i 1962.

Krag fortsatte som etpartiregering indtil 1966, hvor han kørte fast og udskrev valg. Det gav hans regering flertal med SF som støtteparti, men kun kortvarigt, for SF revnede i 1967. Krag faldt.

Krag kom tilbage med en etpartiregering i 1971, men trak sig efter sin jasejr ved EU-folkeafstemningen i 1972. Herefter kom Anker Jørgensen til – kortvarigt. Hans S-etpartiregering faldt i 1973, da Socialdemokratiet revnede. Venstre prøvede dernæst lykken med en smal V-regering under Poul Hartling. Den faldt efter 14 måneder. Så vaklede Anker Jørgensen videre med S-etpartiregeringer og folketingsvalg hvert andet år.

Jeg var dengang embedsmand i centraladministrationen og iagttog fra nærmeste hold, hvorledes Ankers regeringer fra valg til valg blev stedse mere udmarvede.

Med en noget hårdhændet udnyttelse af embedsmænds ytringsfrihed skrev jeg i slutningen af 1970’erne i en spottende kommentar i dagbladet Politiken:

»Det er med Anker Jørgensens seneste kabinet som med ’det fattige lille bondehus’ i H.C. Andersens eventyr Den Grimme Ælling: ’Så elendigt, at det ikke selv vidste, til hvad side det ville falde, og så blev det stående.’«

Deri fik jeg dog ikke ret. Anker Jørgensens kabinet faldt den 10. september 1982. På tomten rykkede Poul Schlüter ind – med en firepartiregering. Han holdt i 11 år – med først fire partier, så tre og så to. Men aldrig solo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Gert Romme
  • Oluf Husted
Espen Bøgh, Gert Romme og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Er tidligere et-parti-regeringer så grundigt forberedte som man må formode denne er det efter ca. 20 dages forhandlinger?

Bent Warburg, Steffen Gliese og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Oluf Husted, radio 24/7s dødsdom på FM er afsagt og kan ikke omgøres. Så det seer sort ud for de 4 år med Mette.

@Ete Forchhammer, det har taget 20 dage at nå frem til 18 sider med uunderbyggede og ufinansierede hensigtserklæringer, forsynet med talrige modifikationer og opblødninger. Det kan ikke betegnes som "grundig forberedelse" - det meste er reelt tom snak. Og det tog så 20 dage?

"Etpartiregeringer får en krank skæbne".
- Og det syntes jeg netop er fordelen ved denne regering, for jeg har faktisk ikke meget tillid til hverken Mette eller flere af hendes parti-venner i Folketingen. Men jeg håber på, at de aktivt arbejder med at skabe denne tillid.

Men som det er nu, lever denne regering på tillid fra de Radikale, SF og Enhedslisten. Og brydes denne tillid, så kender regeringen jo resultatet.

Espen Bøgh, Steen K Petersen, Steffen Gliese og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Dette er det helt nødvendige brud med kontraktpolitikken, som har hærget beslutningsdygtigheden siden 2001.
Tilmed er der tale om et folketing, der giver mange muligheder for at skabe flertal med forskellige konstellationer, hvor det er mest oplagt at forhandle forlig.
Alle synes at negligere, at det mest indlysende findes i form af Alternativet og Konservative, sammen med de to venstreorienterede støttepartier. Det vil give mulighed for at undgå liberalistisk tankegods i konkrete forslag.

Steen K Petersen, Herdis Weins og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Fortidens historie kan man uden tvivl lære en del af, men som det politisk hus(Christiansborg) har udviklet sig under først V og K regeringen anført af AFR, og siden 2015 af LLR som etpartiregering, og disen med VLAK og DF som støtteparti, for alle de uanstændigheder som der er blevet udført overfor demokratiet, må man håbe den nye regering også har den prioritet, at rette op på tilliden til demokratiet og redeligheden.

For det er da i en sørgelig forfatning med sådan som regeringsførelsen er blevet udført i alle årene, og hvor bedrag, misinformation og løgne er blevet dagligdagen, med DF som den sikre paraply for den fortsatte magtudøvelse, når blot de fik yderligere - hvis ikke ekstremt yderliggående nye stramninger på især udlændinge området, klistret til med hyldest kage for endnu en fæl og absurd lov imod fremmede..

Afsløringerne for magtmisbrug og løgne blev dækket af DF, der modsatte sig undersøgelse efter undersøgelse af regeringsførelsen, uden ansvar for såvel arbejdsmetoderne, folketinget forordning om redelighed overfor folketingets medlemmer uanset partifarve, og nok også overfor grundloven.

DFs ligegyldighed overfor disse simple og enkle spilleregler lod de sætte ud af kraft, med deres beskyttende paraply, og da der således var politisk flertal for ikke at en uvildig undersøgelse finde sted overfor misvisende oplysninger til folketinget, medvirkede det til en total undergravelse af vort demokrati og den demokratiske opfattelse, - et tyveri af demokratiet begravet i et simpelt flertal imod bevidst misforvaltning af og i ministerierne.

En helt besynderlig holdning fra DFs side, der førte sig frem med lov og orden til folket, men også med retten til politiske ulovligheder for dem selv, rettet mod samfundet og dets borgere.

Jens Winther

@Steffen Gliese, det er vist bare sammentælling uden tanke for indholdet!

Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, hvad det er, S-SF-EL-ALT-K skal kunne blive enige om (med mindre det er en no-brainer, som samtlige partier i Folketinget vil stemme for).

Hvor er det, du mener, at der er et værdifællesskab mellem ALT og K, som stikker af fra RV?