Læsetid: 4 min.

Mette Frederiksen har vundet valget – men det er på støttepartiernes nåde

Socialdemokratiet har vundet valget. Men den markante fremgang til De Radikale og SF vil presse partiet fra hver sin side. Den socialdemokratiske partiformand vil ikke desto mindre snart kunne overtage Statsministeriet
Mette Frederiksen vil danne en ren S-regering, sagde hun ved sin sejrstale i Fællessalen på Christiansborg omkring midnat. Men hun bliver partier på støttepartiernes nåde. Det står klart efter især SF og De Radikales gode valgresultater, skriver Lars Trier-Mogensen.

Mette Frederiksen vil danne en ren S-regering, sagde hun ved sin sejrstale i Fællessalen på Christiansborg omkring midnat. Men hun bliver partier på støttepartiernes nåde. Det står klart efter især SF og De Radikales gode valgresultater, skriver Lars Trier-Mogensen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

6. juni 2019

Socialdemokratiet har fået opbakning til at kunne danne en ny regering. Men det bliver i høj grad på valgets andre sejrherrers nåde, at Mette Frederiksen fremover vil skulle navigere i et nyt og kompliceret parlamentarisk landskab.

De Radikale og SF vil kræve markante indrømmelser. Og det kan hurtigt udvikle sig til et vanskeligt krydspres, hvor SF på den ene side vil kunne hjælpe Socialdemokratiet på flere strækninger i en rødere retning, mens De Radikale på den anden side snarere vil gøre livet surt for sosserne med ubekvemme krav om lempelser i udlændingepolitikken og en fortsat økonomisk reformpolitik.

Processen vil blive bøvlet. Den kan trække i langdrag – måske ligefrem hen over sommeren – og kan udvikle sig til spegede, psykologiske dramaer. Men bundlinjen er alligevel, at vælgernes tale ved folketingsvalget er klar nok til, at Mette Frederiksen vil ende med at blive ny statsminister. Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er færdig – i hvert fald i Statsministeriet.

Den markante fremgang til De Radikale og SF – og kun mindre tilbagegang til Enhedslisten og Alternativet – giver et nyt flertal, og dermed også et folkeligt mandat til, at en ny S-regering vil kunne slå ind på en ny kurs på en række centrale politikområder, først og fremmest klima og uddannelse.

Sejren til de rød-grønne skyldes først og fremmest, at vælgerne har fravalgt den borgerlige blok, med en endnu større styrke end de rød-grønne er blevet valgt til. Skønt Lars Løkke kan fejre en lille personlig triumf ved Venstres fremgang, har vælgerne skrottet hans politiske projekt. Fremgangen til Venstre betyder reelt kun, at Lars Løkke – muligvis – kan fortsætte som formand, ikke at han kan få nogen nøglerolle i det nye folketing.

Halveringen af vælgeropbakningen til Dansk Folkeparti markerer et vendepunkt i dansk politik, og Liberal Alliances samtidige nedtur udstiller, at det borgerlige Danmark nu er i indre opløsning. At den yderste højre ser ud til at være kommet i Folketinget med Nye Borgerlige, gør kun ondt værre for den ny opløste blå blok, hvor fortsatte stramninger nu har fået en mere jordslået lugt.

Del og hersk

Socialdemokratiet er igen blevet omdrejningspunktet for ethvert realistisk regeringssamarbejde i Danmark – så langt øjet rækker. Selv om valget – som er på niveau med forgængeren Helle Thorning-Schmidts valgresultat fra 2015 – bestemt ikke blev prangende for sosserne, er Mette Frederiksen lykkedes med den del og hersk-strategi, som hun og Henrik Sass Larsen har udtænkt og gennemført i de senere år.

Socialdemokratiet har fået trukket tusindvis af vælgere hen over midten fra Dansk Folkeparti, men har så til gengæld måttet levere næsten lige så mange videre til SF og De Radikale. Samlet set er de rød-grønne gået frem, skønt der næppe er mange vælgere, som er hoppet direkte fra Dansk Folkeparti til De Radikale.

Det drabelige spørgsmål i den kommende tid bliver, hvordan Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil imødekomme de partier, der nu er gået frem og sidder med de altafgørende mandater. Hun er nødt til at åbne forhandlinger om et regeringsgrundlag med klare aftryk til vinderpartierne.

Særligt den radikale leder Morten Østergaard har vundet en nøglerolle og vil kunne kræve ubekvemme indrømmelser som kompensation for, at Socialdemokratiet for et år siden afviste at tage det dengang lille socialliberale parti med i et nyt regeringssamarbejde.

I første omgang vil Mette Frederiksen med stor sandsynlighed danne en etpartiregering, men De Radikale står på spring til at træde med ind og få ministerposter. Det kan sagtens ske senere i valgperioden.

Traumet fra 2011, hvor den daværende den radikale leder Margrethe Vestager tromlede Helle Thorning-Schmidt i Det Sorte Tårn på Amager, rumsterer allerede som et spøgelse blandt socialdemokraterne. De frygter, at Morten Østergaard vil gentage magtspillet og ligefrem ydmyge Mette Frederiksen.

De Radikale vil igen kræve en videreførelse af den reformpolitik, som i 2011 gav Helle Thorning-Schmidt store problemer med baglandet, og kombinationen af Morten Østergaards succes og Kristian Thulesen Dahls kollaps vil hellere ikke kunne undgå at føre til nogle lempelser i udlændingepolitikken, herunder et opgør med fattigdomsydelserne.

Mandaternes nye logik

Dramaet vil blive skreget op, og konflikterne er bestemt også reelle. Der er langt fra Enhedslisten til De Radikale i den økonomiske politik, og Socialdemokratiet vil også skulle presse på den grønne front. For politik handler om splid og splittelse, og de enkelte partier vil have trang til at profilere sig selv.

Men alle partier, der på forhånd har peget på Mette Frederiksen som ny statsminister, samt Alternativet, som også snart vil træde med ind i forhandlingerne om en ny regering, har en fælles interesse i at udnytte den mulighed, der nu er opstået med nedsmeltningen i den borgerlige blok.

Opturen for SF vil kunne blive en solid base, som Mette Frederiksen vil kunne vende tilbage til, skønt hun nok vil blive nødt til at komme med indrømmelser – eksempelvis minimumsnormeringer på børneområdet.

Men det brutale opgør begynder nu: Valgresultatet tvinger Mette Frederiksen til at trække støttepartierne langt tættere ind i et regeringssamarbejde, end hun havde håbet på. Og forestillingen om, at Dansk Folkeparti skulle kunne hjælpe Socialdemokratiet i nødens stund, ser også ud til at være knust.

Mette Frederiksen bliver nødt til at vende sig mod de rød-grønne, og hun vil skulle vise en langt mere ydmyg, åben og imødekommende attitude, end hun hidtil har været kendt for, hvis hun skal overleve længe som ny statsminister.

Men Mette Frederiksen kender om nogen mandaternes logik. Og den nye magtbalance i Danmark betyder, at de partier, der kræver en grønnere omstilling, investeringer i uddannelse, større budgetter til børn og ikke mindst en mere human udlændingepolitik, er gået frem. Socialdemokratiet får ministerposterne, men den politiske kurs vil i høj grad blive bestemt af støttepartierne.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Jeg tror desværre ikke, at hun har vundet en skid, for "nissen" er flyttet med fra blå blok til den røde.