Der kommer en god løsning i morgen. Eller senere. Måske aldrig?
Selv om det umiddelbart tegner vanskeligt at gennemføre i praksis, fastholder statsminister Mette Frederiksen (S) sin ambition om at ville indføre en differentieret pensionsalder, så nedslidte fremover kan trække sig lidt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.
Det klare valgløfte, som var med til at lokke mange DF-vælgere tilbage til Socialdemokratiet for tre uger siden, har fortsat ikke et flertal bag sig i det nye folketing, og pensionsløftet nævnes heller ikke en eneste gang i forståelsespapiret mellem S-regeringen og de tre støttepartier, De Radikale, SF og Enhedslisten.
Realpolitisk er den differentierede pensionsalder på mange måder et dødfødt projekt. Alligevel fremhævede Mette Frederiksen det selv, da hun torsdag trådte frem med sin nye S-regering på Amalienborgs Slotsplads:
»Det allerførste, vi tager hul på, er arbejdet med at sikre en differentieret pensionsalder,« sagde Frederiksen og tilføjede, at hun nu står i spidsen for den »første socialdemokratiske regering i 40 år«.
Statsministeren har dermed sat pensionsløftet i scene som selve lakmusprøven på regeringens farve: Hvis pensionsløftet flopper, vil hun være mislykket som socialdemokratisk statsminister. Og tilmed pådrage sig beskyldninger om løftebrud, på samme måde som forgængeren Helle Thorning-Schmidt blev opløst i troværdighedsproblemer.
Men gevinsten kan omvendt også være stor: Hvis den differentierede pensionsalder føres ud i livet, vil Mette Frederiksen kunne triumfere og lade sig krone som Socialdemokratiets ubestridte dronning.
Snubletråd fra Løkke
Hun satser skyhøjt – og ud fra en konventionel analyse risikerer hun at tabe med et brag. S-regeringens grundlæggende problem er, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, lige inden valget fik fristet De Radikale og Dansk Folkeparti til at underskrive en ny aftale om en såkaldt seniorpension.
Aftalen forpligter både Morten Østergaard og Kristian Thulesen Dahl til helt specifikt at blokere for en ekstra ordning med tidligere tilbagetrækning.
Den nu afgåede statsminister har således fået lagt en snedig snubletråd ud for Mette Frederiksen, på nøjagtig samme måde som han også gjorde for Helle Thorning-Schmidt i 2011, da Lars Løkke Rasmussen som daværende statsminister fik saboteret SRSF-regeringen på forhånd med dagpengereformen. Mønsteret gentager sig nu.
Aftalen om seniorpensionen, som den nye, socialdemokratiske regering allerede har forpligtet sig til at realisere, kan blive en formel blokering for at indføre en differentieret pensionsalder, ganske enkelt fordi hverken De Radikale og Dansk Folkeparti vil stemme for Socialdemokratiets store valgløfte.
Rent teknisk har Mette Frederiksen også gjort det vanskeligt for sig selv ved at indskrive i forståelsespapiret, at »initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende«.
Det betyder, at en eventuel tidligere tilbagetrækning vil skulle modsvares af andre arbejdsmarkedsreformer, som får et tilsvarende antal personer ud i reel beskæftigelse.
Kombinationen af Lars Løkkes fiffige seniorpensionsaftale og formuleringerne i hendes eget forståelsespapir kan meget vel have låst Mette Frederiksen, så hun hverken først eller sidst kan sikre en differentieret pensionsalder. Og dermed risikerer hun allerede nu at bygge op til et monumentalt løftebrud.
Forslaget er populært
Politik udvikler sig imidlertid sjældent lineært og helt efter bogen. Tværtimod har særligt valgkampen udstillet, hvor hurtigt og tumultarisk positionerne kan ændres og forskydes.
Og Mette Frederiksen har én afgørende trumf i baghånden: Forslaget om tidligere tilbagetrækning for nedslidte er uhyre populært. Meningsmålinger viser, at tre ud af fire vælgere støtter tanken, og dermed har S-regeringen folkelig rygdækning, hvilket snart kan få Dansk Folkeparti til at føje sig.
Nederlaget for Dansk Folkeparti var langtfra kun et spørgsmål om, at Socialdemokratiet har kopieret deres udlændingepolitik, men nok så skelsættende også om, at Kristian Thulesen Dahl modsatte sig sossernes populære pensionsforslag, som målrettet vil gavne kortuddannede arbejdervælgere.
Når Dansk Folkeparti får samlet sig sammen igen, vil det stå klart, også for Kristian Thulesen Dahl, at han fik placeret sig på den forkerte side af vælgerflertallet i netop diskussionen om tidligere tilbagetrækning.
Sandsynligheden taler derfor for, at Dansk Folkeparti vil ende med at støtte en eller anden model, som S-regeringen før eller siden vil præsentere.
Mette Frederiksen har erobret magtapparatet på Slotsholmen, og hvis hun konsekvent tvinger embedsværket til at udvikle gangbare ideer til en differentieret pensionsalder, og ydermere får dem til at strikke ideerne ind i de løbende forhandlinger på kryds og tværs af Folketinget, skal det nok i sidste ende lykkes for S-regeringen.
Men løftet vil med statsgaranti blive dyrt af indfri: Dansk Folkeparti vil kræve store indrømmelser som betaling, og De Radikale vil også hæve prisen på andre områder som kompensation.
Men Mette Frederiksen har ikke noget valg: Uden en differentieret pensionsalder vil hendes regeringsperiode blive en fiasko.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton
Den enkleste måde at få folk i reel beskæftigelse på ved ved at afskaffe aktivering, løntilskud og andre ordninger, der fratager lønmodtagerne retten til at tjene penge på deres aktiver.
Apropos den folkelige rygdækning til Mette Frederiksen, så måtte jeg op på 400mg Ibuprofen i aftes for at falde i søvn, fordi jeg har et af de skodjobs som Dovne Robert flygtede fra og hvor det er min opgave at rydde op efter kollegaer der tjener næsten det dobbelte, for langt mere behageligt arbejde. Desværre kan jeg ikke som 64-årig bare skifte, da jeg lange perioder af ledighed i mit CV, som følge af omtalte dårlig ryg, som ingen gider høre om. Nu vi taler om rygdækning.
"Den enkleste måde at få folk i reel beskæftigelse på ved ved at afskaffe aktivering, løntilskud og andre ordninger, der fratager lønmodtagerne retten til at tjene penge på deres aktiver."
Samt forøge forskellen på indtjening ved offentlig forsørgelse og eget arbejde. Men den nytiltrådte regering har som målsætning at mindske denne forskel og dermed reducere motivationafaktoren til at tage arbejde.
Niels Bøjden mener du, at arbejdsgiverne selv SKAL give de lavtlønnede en højre løn så forskellen stiger. Du kan vel ikke mene at endnu flere skal leve i fattigdom i et så rigt land som Danmark.
Hvornår kan den MYTE aflives om at ledige ikke gider tage et arbejde??
Ligeledes hvorfor stilles der ikke direkte krav til arbejdsgiverne om at ansætte folk og tage det nødvendige antal lærling. Det er besynderligt at de råber og skriger på kvalificeret arbejdskraft, når mange ikke vil ansætte lærlinge.
Erhvervslivet og arbejdsgiverne skal vise mere samfundsansvar og ikke først gøre det når ny regering er tiltrådt, og hvor de så kommer med deres krav, de skal også selv være til at løse de problemer landet står overfor.
man er ilde stedt hvis man tror på løgnen om at lavere overførsler skaber flere jobs, den øvelse gik slet ikke ud på at få flere i arbejde, men på at lægge pres på især de laveste lønninger så virksomhederne kunne få arbejdskraft billigere, (helt normal borgerlig politik),
Claus Hjort var så uheldig at komme til at sige det lige ud på direkte tv, citat: "jamen det ville da være dejligt hvis vi kunne få skabt en masse nye ultralavtlønsjobs"
og man kunne tydeligt se at han straks fortrød udtalelsen ( ups det skulle jo ikke frem ) og underligt nok har ingen journalister senere konfronteret ham med den, hvilket bekræfter at det var en laptus som skulle glemmes, og en sandhed som skulle skjules.
Endnu en gang accepterer man, uden diskussion, at fællesskabet skal betale omkostningerne for et dårligt arbejdsmiljø.
Få nu indført en uvildig visitation af nedslidte, og betal dem en ordentlig kompensation, som skal financieres 100% af en branchebestemt arbejdsskadeforsikring.
Det, tror jeg, er den eneste måde man kan komme nedslidningen til livs.
Leo Nygaard. Førtidspension er kun for decideret handicappede og folk med livstruende sygdomme. Efterlønnen er afskaffet og seniorpension opererer med et fuldstændig tåbeligt krav om at du kun kan arbejde max. 15 timer om ugen. Som om det tid det handler om. Det handler om dagsform og smerter! Jeg kan fx sagtens arbejde som vicevært 25 om ugen, i en god uge, hvis jeg slipper for at feje alt for meget og tunge løft, men de opgaver er lejlighedsvis en del af jobbet og så kommer pilleæsken frem. Så nogle gange kan jeg arbejde over 15 timer og nogle gange under. Det handle ikke om arbejdstid. Og nej, det er ikke fordi jeg er havnet på den forkerte hylde. Tro mig, jeg har været rundt: luftfragtmedarbejder, postbud, lærervikar og kontormedarbejder og jeg har haft dårlig ryg siden jeg var 28 (i dag er jeg 64). Men når ryggen er kaput, så er den kaput og så handler det ikke om et bestemt antal timer. Det handler om dagsformen og hvad du lige fik taget fat på i går, som du måske ikke skulle have rørt ved og ofte har noget at gøre med det kollektive pres du udsættes for på en arbejdsplads, ofte i den bedste mening - eller uvidenhed. Problemet i den nuværende lovgivning er at du som såkaldt nedslidt ikke kan melde dig ud, når det bliver for meget. Med mindre du selv betaler for en tidligere pension - og det er vi nogle stykker der ikke har råd til og i hvert fald nok til at Mette Frederiksen har lagt mærke til os. Om det så hjælper noget vil tiden vise. Men lige nu er vi prisgivet, på trods af alle de fint lydende ordninger. I realiteten er der ingen hjælp at hente.
Den enkelte borger kan vel også selv pensionere sig og starte med at spise mursten (og måske skrue lidt ned for forbruget). Når det så bliver tid til pension, så få folkepension og efterløn. Og måske sælge boligen til børnene og bo til leje. Når så kassen er ved at være tom, så kommer der jo en masse tillæg til pensionen. For husk lige på hvor store lommer der er i den sidste skjorte.
Leo
»Du beskriver, at du selv bedst ved, hvad du kan og har lyst til. Det må du ikke, hvis du vil ha`støtte !
Det er det, der er kærnen i problematikken.«
Lige præcis!
Leo@ - "Vi, og mange med os, sidder i gældfri bolig, men reglerne tvinger os ikke til at æde mursten. Er det rimeligt ?"
Et markant opgør med den private ejendomsret, som også bør ramme de helt store privatkapitalister. Ellers vil det jo bare være den sædvanlige manøvre med at skære ind til benet hos de forkerte. Men enig - spis mursten som i ingen form for overførsel, sålænge du er i besiddelse af noget, der kan kapitaliseres på, men det forudsætter altså, at det ikke er endnu en camoufleret manøvre med at stjæle fra de ydmygeste indkomster og give til de grådigste.
Men se lige hvor svært dét er for margrethe vestager, selvom hun gør en kæmpeindsats for at bide sig fast i haserne på banditterne i habitterne. Det er måske ikke lige i de lave indkomstlag, vi skal botanisere efter kapital.
Leo@ - Men så må vi jo også igang med en redefinition af 'eget' og 'andres' - som vi så ofte har debatteret.
"Niels Bøjden mener du, at arbejdsgiverne selv SKAL give de lavtlønnede en højre løn så forskellen stiger. Du kan vel ikke mene at endnu flere skal leve i fattigdom i et så rigt land som Danmark."
Man kunne øge arbejdsmarkedsfradraget til 72.000 så de første 6.000 man tjente på arbejde var skattefrie, Dette ville selvfølgelig ikke gælde de på kontanthjælp
Leo@ - og derfor kan du spise mursten? Men ikke æde jord .... og når al jord tilhører fællesskabet, kan de ikke privatkapitaliseres på den.