De Radikale og SF’s fremgang tvinger Mette Frederiksen til at søge i en ny politisk retning

Hun gjorde det – ikke. Og Mette Frederiksen udtalte heller ikke de tre skæbnesvangre ord, som Helle Thorning-Schmidt kom til i et anfald af overmod tilbage i 2011: »Vi gjorde det,« sagde Danmarks første kvindelige statsminister allerede på valgnatten. Til sin senere fortrydelse.

Mette Frederiksen ved godt, at hun skal være mere snu. I stedet kaldte hun det for »en historisk sejr til de røde partier i Folketinget« og tilføjede omfavnende: »Og sejren er fælles«.

Socialdemokratiet vandt nemlig ikke selv onsdagens valg, og partiets nye formand har tydeligvis taget ved lære af fortalelsen, for dengang blev det meget dyrt at have gjort regning uden vært. Dengang fik De Radikale efterfølgende det afgørende ord, og Socialdemokratiet blev tvunget ud i løftebrud efter løftebrud.

En ny regering vil skulle regere på sejrherrernes nåde. De Radikale og SF har vundet styrke til at kunne kræve markante indrømmelser. Og det kan hurtigt udvikle sig til et vanskeligt krydspres, hvor SF på den ene side vil presse Socialdemokratiet i en rødere retning, mens De Radikale på den anden side snarere vil gøre livet surt for sosserne med ubekvemme krav om lempelser i udlændingepolitikken og en fortsat økonomisk reformpolitik.

Processen vil blive bøvlet, vil kunne trække i langdrag, måske ligefrem helt hen over sommeren, og kan også resultere i spegede, psykologiske dramaer. Men bundlinjen er alligevel, at vælgernes tale ved folketingsvalget er klar nok: Mette Frederiksen vil ende med at blive ny statsminister.

Problemet for Socialdemokratiet er, at de gik tilbage i procent og kun reddede æren ved en lille mandatfremgang på grund af stemmespild i den borgerlige blok. Mette Frederiksen har ikke overhånden i de regeringsforhandlinger, der for alvor begynder i dag.

Del og hersk-strategi

Socialdemokratiet fremhæver, at det først og fremmest er dem, der har trukket titusindvis af vælgere hen over midten, direkte fra Dansk Folkeparti. Ifølge tænkningen hos rådgiverne omkring Mette Frederiksen er valgsejren derfor dybest set Socialdemokratiets fortjeneste.

Mens De Radikale og SF opfatter fremgangen som et udtryk for øget opbakning til klimaomstilling og investeringer i uddannelse, ser sosserne selv valget som kulminationen på en langstrakt udmarvelseskrig mod højrefløjen, hvor det endelig i år lykkedes at knuse Dansk Folkeparti. De danske socialdemokrater betragter sig selv som avantgarden i Europa – som det første røde parti, der har fundet formlen til at kapre vælgerne tilbage fra de nationalpopulistiske højrepartier.

Den samlede del og hersk-strategi har gået ud på først at trække vælgere fra Dansk Folkeparti over til Socialdemokratiet og så lade tidligere S-vælgere rykke længere ud til venstre. Dermed er den røde blok vokset til sit højeste niveau siden 1971.

Men nu hvor stemmerne er talt op, kan socialdemokraterne bare ikke rigtig bruge disse reelle analyser af vælgervandringerne til så meget, for nu forventer de rød-grønne vinderpartier kontant og konkret at få vekslet deres flere mandater til mere indflydelse.

Det drabelige spørgsmål i den kommende tid bliver, hvordan Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen vil imødekomme de partier, som nu er gået frem, og som nu sidder med de altafgørende mandater.

Særligt den radikale leder Morten Østergaard har vundet en nøglerolle som kongemager og vil kunne kræve en række ubekvemme indrømmelser, ikke mindst som direkte pay back for, at Socialdemokratiet for nøjagtig et år siden afviste at tage det dengang lille socialliberale parti med i et nyt regeringssamarbejde. Hvis De Radikale ikke skal med i regering, skal de til gengæld have så meget desto større aftryk i den politiske aftale, som Morten Østergaard kræver.

I første omgang vil Mette Frederiksen med stor sandsynlighed danne en etpartiregering, men De Radikale står på spring til at træde med ind og få ministerposter. Det kan sagtens ske senere i valgperioden.

Mandaternes nye logik

Traumet fra 2011, hvor den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, tromlede Helle Thorning-Schmidt i Det Sorte Tårn på Amager, rumsterer allerede som et spøgelse blandt socialdemokraterne. De frygter, at Morten Østergaard vil gentage magtspillet og ligefrem ydmyge Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen mangler nemlig allerede et flertal for sit eneste klare valgløfte, nemlig en rettighed til tidligere tilbagetrækning. De Radikale vil tage sig dyrt betalt for at lægge stemmer til, og partiet lægger da også allerede op til igen at kræve en videreførelse af den reformpolitik, som i 2011 gav Helle Thorning-Schmidt store problemer med baglandet.

Den samlede fremgang til de partier, der i de senere år har kritiseret stramningerne i udlændingepolitikken, og dermed den tilsvarende tilbagegang til netop strammerpartier – med Dansk Folkeparti som det mest markante kollaps – vil også uundgåeligt føre til krav om lempelser i udlændingepolitikken, herunder radikale krav om lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft og en styrket satsning på integration af asylansøgere og flygtninge.

Opturen for SF vil øge kravene på velfærdsområdet, hvor det fra Pia Olsen Dyhr primært vil handle om minimumsnormeringer i daginstitutioner og en afskaffelse af fattigdomsydelserne. Samtidig forsøgte SF sig i går med krav til dronningerunden om, at Socialdemokratiet skal forsøge at danne en flerpartiregering med deltagelse af netop SF.

De brutale opgør begynder nu: Valgresultatet vil tvinge Mette Frederiksen til at trække støttepartierne langt tættere ind i et regeringssamarbejde, end hun havde håbet på. Og hendes tidligere forestilling om, at Dansk Folkeparti vil kunne hjælpe i nødens stund, ser ydermere ud til at være knust.

Mette Frederiksen bliver nødt til at vende sig mod de rød-grønne, og som politisk leder vil hun skulle vise en mere ydmyg, åben og imødekommende attitude, end hun hidtil har været kendt for, i hvert fald hvis hun skal overleve længe som statsminister.

Mette Frederiksen kender om nogen mandaternes logik, og den nye magtbalance i Danmark betyder ganske enkelt, at de centrale omdrejningspunkter i dansk politik ikke længere snurrer om hverken udlændingestramninger eller afgiftslettelser. Hun skal søge i en ny retning.

Socialdemokratiet skal nok få ministerposterne, men den politiske kurs i Danmark vil i langt højere grad blive bestemt af støttepartierne, der kræver en grønnere omstilling, investeringer i uddannelse, større budgetter til børn og ikke mindst en mere human udlændingepolitik. Det er et rød-grønt opbrud, der ikke er set tilsvarende i mere end én generation.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton