Læsetid: 11 min.

Det er ikke ’Røde Mette’, der bliver statsminister

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen – og efter rød bloks valgsejr formentlig Danmarks kommende statsminister – har gjort en dyd ud af kun at love en politik, som allerede er populær på forhånd. På opstigningen mod magten har hun effektivt og opportunistisk renset ud i alle de holdninger, hun i sin mere røde fortid selv kæmpede passioneret for, men som stod i vejen for hendes ærgerrighed
Mette Frederiksen på sin første dag i Folketinget i 2001, hvor hun blev valgt ind for første gang.

Mette Frederiksen på sin første dag i Folketinget i 2001, hvor hun blev valgt ind for første gang.

Søren Bidstrup

6. juni 2019

Flertallet har altid ret. Og Socialdemokratiet står nu, hvor flertallet står. Den samlede valgsejr skyldes imidlertid ikke, at Mette Frederiksen har flyttet mange vælgere i sin retning. I hvert fald ikke holdningsmæssigt. Hun har stort set ikke fået folk til at ændre holdning. Til gengæld har Mette Frederiksen formået at flytte Socialdemokratiet så tæt op ad flertallets holdninger på en række politikområder, at hun nu ser ud til at erobre statsministerposten.

Med stor præcision har hun fundet ud af, hvor flertallet befinder sig, og hun ved samtidig også – af bitter erfaring – hvor de upopulære synspunkter findes i landskabet. På få år har hun udviklet en sikker næse for, hvad der enten tiltrækker eller skubber vælgere væk. Hendes unge jeg skræmmer hende selv i dag.

Den passionerede kvinde, der engang blev kaldt for ’Røde Mette’, er blevet skrevet ud af historien. Med alle til rådighed stående midler har den nu 41-årige Mette Frederiksen i stedet formået at bringe sig selv i en gunstig position, hvor hun næsten allerede har levet op til sit eget ultimative succeskriterium, der i al enkelthed lyder:

»Det vigtigste for en socialdemokratisk partiformand er at skaffe Socialdemokratiet magten.«

Hun bruger begrebet ’Mandaternes logik’ som et våbenskjold. Det er Mette Frederiksens raison d’état, og hver gang hun i de senere år er blevet presset af sit eget bagland eller af de rød-grønne støttepartier, henviser hun skæbnehengivent til mandaternes logik. For alt i verden vil hun ikke fremstå for blød og føjelig.

Logikken er lige så simpel, som den er hyperpragmatisk, og vi kender den fra den taktiske opportunismes grand old mand, Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen, der regerede efter credoet: Alt, hvad der ikke er bredt flertal for, betragtes som tankespind og tidsspilde.

Mest markant på udlændingeområdet, hvor hun engang tilhørte den humanitære venstrefløj i Socialdemokratiet, men hvor tiden som justitsminister i Helle Thorning-Schmidts regering på rekordtid gjorde hende usentimental og hårdhudet.

Det er dette ryk, som i høj grad er årsagen til den rød-grønne bloks sejr, idet titusindvis af vælgere, der stemte på Dansk Folkeparti i 2015, nu er vendt tilbage til Socialdemokratiet, og at næsten lige så mange socialdemokratiske vælgere så samtidig er rykket videre til SF og Enhedslisten, betyder mindre. For magtbalancen er tippet.

Foghsk opportunisme

Forhenværende S-formand Helle Thorning-Schmidt og nuværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen blev begge statsminister uden på noget tidspunkt at have haft særlig markante synspunkter. Mette Frederiksens er derimod kommet fra en passioneret yderposition på venstrefløjen. Hun har måttet pakke sine ideologiske tilbøjeligheder langt væk, og på den måde spejler hendes vej mod magten sig i forhenværende statsminister og Venstre-formand Anders Foghs. Han droppede sine liberalistiske tanker om at udskifte socialstaten med en minimalstat og lod i stedet de offentlige udgifter stige. Ganske enkelt fordi velfærdspolitikken solgte flere billetter hos vælgerne.

Efter folketingsvalget i 2001 advarede Mette Frederiksen om, at Socialdemokratiet risikerede at rykke alt for langt til højre, hvis de fulgte folkestemningen og kravene om nye stramninger:

»Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet,« sagde hun som et direkte modangreb på de kræfter i partiet, der støttede tidligere S-indenrigsminister Karen Jespersens kampagne for stramninger i udlændingepolitikken.

Blot to dage efter at Mette Frederiksen blev valgt ind i Folketinget i 2001, sagde hun kontant om Karen Jespersen, der i eftertiden nok er mest kendt for forslaget om at isolere kriminelle udlændinge på en øde ø:

»Den linje, hun står for, er færdig. Helt færdig.«

Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet uddeler roser i Aalborg sammen med borgmester Thomas Kastrup-Larsen og kandidater fra Nordjylland ved dette valg til Folketinget.

Rene Schutze

Men linjen var ikke færdig, og Mette Frederiksen er endt som eksponent for den. I dag støtter Socialdemokratiet de facto planerne om at internere afviste asylansøgere på øen Lindholm i Stege Bugt, og i dag har Socialdemokratiets statsministerkandidat længe været imod, at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge, og åbnede kun en lille dør på klem, da statsminister Lars Løkke her under valgkampen sagde, at Venstre nu ønskede at modtage kvoteflygtninge.

Helst vil Mette Frederiksens Socialdemokrati stå lidt til højre for Venstre. Tilbage i 2002 kritiserede hun partiet for at være i færd med at bidrage til »den nationale løgn om, at antallet af indvandrere var det store problem frem for at fokusere på integration«. Og med samme passionerede overbevisning argumenterer hun i dag for, at udlændingepolitikken skal strammes helt ud til kanten af konventionerne.

Rød kronprinsesse

Mette Frederiksen er født i 1977 i en eksemplarisk almindelig familie. Hendes opvækst i Aalborg er faktisk så påfaldende upåfaldende, at hun som udgangspunkt ikke skiller sig ud fra mængden. Hun er langt fra den eneste Mette fra 1970’erne, der som teenager blev engageret i bevarelsen af regnskove og antiapartheid-bevægelsen, og som senere støttede et forbud mod købesex.

Mette Frederiksen trådte alligevel ud af flokken, da hun løftede de nye værdipolitiske strømninger med ind på Christiansborg. Hun blev i 2001 valgt ind i Folketinget som den yngste kvinde i folketingsgruppen. Her repræsenterede hun en ny velfærdsgeneration, som i kølvandet på Berlinmurens fald ikke bare drømte om, men også helhjertet troede på en fredeligere fremtid med mellemfolkeligt samarbejde og social ligestilling.

Hun var indigneret, idealistisk og påkaldte sig derfor hurtigt opmærksomhed fra Mogens Lykketoft, der kortvarigt overtog formandsposten, efter at Poul Nyrup Rasmussen blev presset til at trække sig tilbage i 2002. Hun markerede sig i folketingsgruppen med en kompromisløs tone og blev det nye håb for den ellers slagne venstrefløj i Socialdemokratiet.

Som barn af en lønmodtagerfamilie, der i sin tid støttede Svend Auken, stemte hun selv på Frank Jensen i formandsopgøret mod Helle Thorning-Schmidt, og med sin passionerede humanisme og skarptslebne feminisme virkede hun til igen at kunne give sosserne kant til den borgerlige blok.

Mogens Lykketoft forsøgte i 2005 aktivt at gøre hende til sin egen efterfølger som partiformand, men Mette Frederiksen afviste selv, fordi hun ville have mere erfaring. Omvendt forsøgte den nye formand, Helle Thorning-Schmidt at tæmme eller måske ligefrem knække den unge venstreorienterede kronprinsesse, der stod på spring i kulissen. Det mere end antyder Mette Frederiksen i hvert fald selv i den politiske kommentator Thomas Larsens portrætbog, der udkom kort før valget.

I perioden efter at Helle Thorning-Schmidt blev ny S-formand, blev Mette Frederiksen trukket officielt ind i ledelseskredsen, men mest som et alibi, for reelt var hun ikke en del af partiets inderkreds. Tværtimod var Mette Frederiksen på barsel i denne periode og fik også senere færdiggjort sit speciale på Afrikastudier.

Hendes omdømme som Lykketofts arvtager og venstrefløjens håb fik næring, da hun i 2008 formulerede ’10 socialdemokratiske teser’, som skabte intern ballade. Her i Information gik Mette Frederiksen ligefrem ud og afviste, at hun havde formandsambitioner:

»Jeg vil slet ikke diskutere et kommende formandsvalg i Socialdemokratiet. Det er Helle, der er formand, og det skal hun blive ved med at være,« lød det diplomatisk. Men mellem linjerne blev konflikten skærpet.

Da Helle Thorning-Schmidt endelig blev statsminister i 2011 og accepterede kravene fra De Radikale om at videreføre dagpengereformen, udnævnte hun Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister og dermed som den ansvarlige for at føre forringelserne af dagpengene ud i livet.

Det var en uriaspost, for pludselig blev Mette Frederiksen tvunget til at forvalte en blå politik, som hun var lodret imod. Men mandaternes logik var ikke til at komme udenom.

Forsøg på likvidering

Det bliver værre i 2013. Aftenen inden Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister skulle fremlægge en ny reform af kontanthjælpssystemet, lækkede folk omkring finansminister Bjarne Corydon, at regeringen også ville sænke selskabsskatten – og sjovt nok for et beløb, der passede præcist til det provenu, som kontanthjælpsreformen ville indbringe.

På et nedværdigende pressemøde måtte Mette Frederiksen udadtil forsvare, at Socialdemokratiet ville spare penge på arbejdsløse for at give dem direkte til virksomhedsejere. Indadtil var hun rasende over at være blevet faldet i ryggen, og i Thomas Larsens portrætbog beskriver hun åbenhjertigt, hvordan opgøret med Bjarne Corydon førte hende tættere sammen med partiets hårdeste negl, Henrik Sass Larsen.

Hun mente ikke, at selskabslettelserne var socialdemokratisk politik:

»For historiefortællingens skyld skete der vigtige forskydninger i Socialdemokratiet. Forløbet om selskabsskat blev en begivenhed, der kom til at spille en større rolle, end man tror,« siger hun og fortsætter: »Planen fik mig og Henrik til at spærre øjnene op, og vi blev uvenner med Bjarne. Det blev afgørende, for da skiltes vores veje politisk. Uenigheden blev for stor.«

Indadtil markerede Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, at de var uenige med den teknokrat-kurs, som Thorning og Corydon førte. Og dermed lagde hun de første vigtige trædesten til at kunne erobre formandsposten og dernæst samle partiet. Hun blev internt i partiet opfattet som den ægte partileder, den sanddru oprørsleder.

Men det skulle først blive endnu værre. Efter en længere periode med kaos i Justitsministeriet indsatte Helle Thorning-Schmidt pludselig Mette Frederiksen som ny justitsminister i 2014. En rokade, som Frederiksen selv opfattede som en farefuld prøvelse og endnu et led i forsøget på at desavouere hende.

Forholdet mellem Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen var iskoldt. Men senere viser det sig faktisk at blive det vigtigste trumfkort for Frederiksen, at Thorning-Schmidt netop har modarbejdet hende så systematisk. Selv om Thorning-Schmidt ikke ønskede, at Frederiksen skulle blive hendes efterfølger, fik hun på bagvendt vis bygget den yngre kronprinsesse op til at blive populær på de indre linjer.

I takt med at Helle Thorning-Schmidts egen opbakning smuldrer i partiet, vokser begejstringen således tilsvarende for Mette Frederiksen i flere af de magtfulde socialdemokratiske kaffeklubber. Som skarp kontrast til Thorning-Schmidt bliver Frederiksen set som den ægte vare.

Mødet med mørket

Realpolitisk har Mette Frederiksen dog ikke lagt op til at bryde afgørende med de forlig og reformer, som blev lavet under Thornings SR-regering. Tværtimod har hun på flere politikområder ligefrem skærpet kursen, ikke mindst i udlændingepolitikken. Men selv i den økonomiske politik er kurssvingene små.

Særligt tiden som justitsminister satte sig dybe spor. Mette Frederiksen hævder selv, at en dagligdag med terror og bandekriminalitet tæt inde på livet skulle have forvandlet hende til en hardliner. At en dyster virkelighed ganske overrumplede hende. I diametral modsætning til hendes egen tidligere tiltro til rehabilitering og sociale indsatser siger hun nu:

»Vi må gå på kompromis med nogle frihedsværdier, hvis vi vil beskytte vores befolkning. Det er sørgeligt, at vi er kommet dertil, men den radikaliserede islamisme tvinger os til at gå nye veje, hvis vi vil beskytte mennesker og demokrati herhjemme.«

Den hemmelige mission med at ville tæmme den venstreorienterede kronprinsesse lykkedes således for Helle Thorning-Schmidt – Mette Frederiksen er pudsigt nok rykket præcist derhen, hvor flertallet i dag regerer i rets- og udlændingepolitikken.

De formative oplevelser som først beskæftigelsesminister, hvor hun gennemtvang dagpengeforringelser, og dernæst som justitsminister, hvor hun strammede udlændingereglerne, har forvandlet Mette Frederiksen til en klassisk magtpolitiker uden romantiske sværmerier. Ligesom Anders Fogh aldrig virkede til at have kvababbelser ved at følge flertallet, har Mette Frederiksen også besindet sig på efterhånden kun at mene, hvad majoriteten allerede mener.

Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet stemmer i Hareskovhallen i Værløse på valgdagen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ingen sætter spørgsmålstegn indefra ved Mette Frederiksen. Mindet om Helle Thorning-Schmidts tid som S-formand står stadig så klart i erindringen blandt sosserne, at ingen udfordrer eller kritiserer hendes efterfølger – eller anklager hende for at have solgt ud. Hun ved, hvad det vil sige at være ægte socialdemokrat. Men hvis nogen tror, at de vil få den gamle ’Røde Mette’ som ny statsminister, vil de blive slemt skuffet.

Tankevækkende nok har hun ikke foreslået at ville rulle de senere årtiers mange borgerlige arbejdsudbudsreformer tilbage, hverken efterlønsreformen, dagpengereformen eller den automatiske stigning i pensionsalderen. Til gengæld lægger hun op til at ville bryde med den hidtidige kurs i reformpolitikken og har med valgudspillet om en tidligere tilbagetrækning for nedslidte lagt op til – for første gang i årevis – at udvide velfærdsrettigheder.

I valgkampen har hun også antydet, at økonomisk vækst ikke nødvendigvis skal have forrang for klimaomstilling til bæredygtighed, og selv om Mette Frederiksen ikke længere vil omvælte den økonomiske politik, markerer hun et brud med særligt Thorning-epoken.

Stort manøvrerum

På forhånd har hun ikke lovet særligt meget før valget, og hvis hun evner at sammenstykke sin politik med skiftende flertal i det parlamentariske kaos, der nu tegner sig – hvilket i sig selv kan blive noget nær en umulig opgave – kan Mette Frederiksen ende med at blive en ganske driftssikker statsminister.

De kommende døgn vil være fuld af forventelig teatertorden fra især De Radikale og Enhedslisten, men når – eller hvis – virakken dør ud, vil der opstå et stort parlamentarisk manøvrerum. Ganske enkelt fordi Venstre og Dansk Folkeparti også snart vil byde sig til og vil give en S-regering flere forskellige muligheder for at danne flertal.

Mette Frederiksen har i de senere år ikke gjort meget for at pleje de personlige bånd til lederne af de rød-grønne partier, og forholdet til særligt Alternativet er anspændt, efter at Uffe Elbæk valgte at pege på sig selv som statsministerkandidat. Forholdet til De Radikale og Morten Østergaard er ligeledes anspændt efter den fælles ministerfortid i SR-regeringen. Kollapset for Dansk Folkeparti betyder imidlertid, at Mette Frederiksen vil være nødt til at finde en måde at tale med Morten Østergaard igen, for De Radikale er tilbage i centrum.

Allerbedst er forholdet til SF’s formand Pia Olsen Dyhr. Hun og Mette Frederiksen har opbygget et gensidigt tillidsforhold, ikke mindst fordi SF’erne loyalt har bakket op om Socialdemokratiet, selv i de vanskelige diskussioner, såsom udlændingedebatten. Mindre søsterligt er Mette Frederiksens forhold til Enhedslisten og Pernille Skipper, men båndene er trods alt langt stærkere end i Thorning-epoken.

Realpolitisk står Mette Frederiksen med en sjældent pragmatisk og dermed nogenlunde operationsduelig venstrefløj, der vil kunne sikre hende pålidelig opbakning til at gennemføre en række røde og grønne signaturprojekter. Men husk mandaternes logik: Mette Frederiksen vil undvige det sekteriske og upopulære.

Ved konstant at fokusere på at placere Socialdemokratiet lige i midten af det hele, dér hvor flertallet i forvejen er, synes Mette Frederiksen som ny statsminister at have genopfundet den foghske succesformel: Hun kommer aldrig – igen – til at sige noget rigtigt kontroversielt, for det vigtigste for hende er nu engang at sikre, at Socialdemokratiet bevarer magten.

Mette Frederiksen ved udmærket, at hun ikke har fået noget folkeligt mandat til at gennemføre omsiggribende forandringer. Som statsminister vil hun – nøjagtig som Fogh i begyndelsen af 00’erne – nøjes med at reagere snarere end at regere.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

De Radikale fik med deres mere lempelige udlændingepolitik og grønne profil stor fremgang til folketingsvalget Grundlovsdag.
Læs også
Danmark skal gå forrest i kampen for grøn omstilling, men hvis vi igen skal være grønt foregangsland, skal tempoet op. For at hjælpe en ny regering under Mette Frederiksen med at blive grøn har Information samlet en række borgere og eksperters krav til, hvor den skal tage fat, så vi hurtigt og effektivt får vendt udviklingen
Læs også
Valgkampen har været den grønneste nogensinde, og nu skal de røde partier vise, at de også er klar til den svære del: Nemlig at føre de grønne visioner ud i livet
Læs også
Dansk Folkeparti fik onsdag det største symbolske tilbageslag i dansk politik, siden Fremskridtspartiet stormede ind ved jordskredsvalget og knuste de gamle magtpartier. Nu bindes sløjfen: Kristian Thulesen Dahl risikerer at have gjort sit parti overflødigt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik riiskjær
  • Olaf Tehrani
  • Alvin Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Torben Ethelfeld
  • Stig Bøg
  • Michael Waterstradt
  • Michael Friis
  • Torben K L Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Johnny Christiansen
erik riiskjær, Olaf Tehrani, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Torben Ethelfeld, Stig Bøg, Michael Waterstradt, Michael Friis, Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

MF har ændret sig og er ikke så rød mere - men hun har dog formået at trække mange stemmer fra eller tilbage fra DF- uden dem havde rød-blok ikke haft et flertal nu.
Venstre gik 9 mandater frem og LA tabte 9 mandater.
Både RV og SF fik stemmer igen efter tiden i Thorning-regeringerne - i det lys var det flot, at EL KUN mistede 1 mandat og beholdt de fleste af deres stemmer fra deres kanonvalg i 2015.

Jan Weber Fritsbøger, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Kurt Brixen, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Både RV og SF fik stemmer igen efter tiden i Thorning-regeringerne - i det lys var det flot, at EL KUN mistede 1 mandat og beholdt de fleste af deres stemmer fra deres kanonvalg i 2015."

Nu får SF og Enhedslisten ikke lov til at bestemme noget andet om de vil stemme på MF som statsminister. Derefter får de et kødben i ny og næ.

Henrik Brøndum

Som sur gammel mand er jeg ret imponeret over hvor hurtigt Lars Trier Mogensen trods sin relativt unge alder, nærmer sig vores kreds!

Søren Nielsen, Michael Friis, Torben Skov, Niels Johannesen, Nike Forsander Lorentsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Håber ikke sammenligningen med Fogh holder: reagere, frem for at regere. Er vælgerne blevet forledt af Mette & Sass? Er sosserne ved at glemme deres socialistiske fundament? Vi får se!

Arne Albatros Olsen

Jeg husker Mette, da hun var en ung socialdemokrat.

Som en en anden Jeanne D'arc stod hun op for de svageste i samfundet, og talte passioneret deres sag med en autencitet, som ramte mig lige i hjertekulen. Man kunne ikke andet end tro hende og folde hænderne i brysthøjde, og ønske hende og hendes projekt alt godt.

Idag kan jeg ikke længere genkende hende.

Auraen fra den franske heltinde jeg indledningsvis sammenlignede hende er fuldstændig blæst væk, sammen med indignationen og den autencitet, som tidligere fandtes hos hende.

Idag fremstår hun , som om at hun er en CEO for et større kommunikationsbureau, som har taget navn efter det tidligere så gloværdige politiske parti med navnet Socialdemokratiet.

Idag kan jeg ikke længere genkende hende.

lars helde, Estermarie Mandelquist, Vibeke Christensen, Jan Weber Fritsbøger, Martin Sørensen, Mogens Holme, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Torben Ethelfeld, Herdis Weins, Michael Waterstradt, Nis Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Fals, Carsten Wienholtz og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Johnny F. Andresen

Om det skal gå godt for Danmark og velfærden, skal Kristian Thulesen Dahl gerne drikke mere kaffe med Mette Frederiksen.
På den måde kan vi holde den utålelige Morten Østergaard og hans Radikale Venstre ude af dansk politik og indflydelse.

Martin Sørensen, Per Torbensen, Steen K Petersen, Torben K L Jensen og christian christensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Kære unge vælgere, det ser desværre ud til at i tabte valget ud fra mandatfordelingen.

Det må desværre konstateres danskernes faktiske situation ud fra politikernes faktuelle viden ikke formidles til befolkningen af vores politikere, ved dette seneste afholdte valg, hvorfor jeg føler det nødvendigt at gentage dette faktum, at vores politikere ved bedre, at had og forfølgelse af udstøtte i samfundet, ser ud til fortsat at afløse fakta i dansk politik, ud fra mandaternes fordeling, som det bl.a. også er tilfældet i USA, Polen og Ungarn.

I de unge vælger, bør fortsat huske på, at hvis f.eks. ikke man politisk ønsker at skulle forholde sig til et ‘ekstremt’ stigende antal klimaflygtninge, burde vores folkevalgte politikere stoppe med, at producere klimaflygtninge.

Der burde tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

Vores politikere stjæler helt bevist deres egne børns fremtid for bevarelse af deres egen ikke bæredygtig livsstil og tilhørende ikke bæredygtige økonomiske vækst.

Husk på ved fortsat stigende CO2 udledning og der er ‘absolut’ ikke udsigt til andet, der kommer ikke tilstrækkelig bæredygtig energi til samlet set global økonomisk vækst, herved estimere UN/FN 250 millioner nye klimaflygtninge de kommende få år, ikke kun fra og omkring ækvator, men primært der fra, da ekstremt vejr frekvensen stiger og eksistensgrundlaget forsvinder.

Dette antal flygtninge stiger i takt med CO2 koncentrationen stiger i atmosfæren og den samlet set globalt stigende opvarmning af kloden.

Husk alternative fakta ‘IKKE’ er fakta, men er altid løgn!

Faktum er:

Ingen af de løgnagtige politiker i folketinget, har til dato kunne beskrive, samlet set global vækst, uden brug af energi fra klimakatastrofe skabende CO2 afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen af de løgnagtige politiker i folketinget, har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra klimakatastrofe skabende CO2 afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen må derfor naturligvis være, at de løgnagtige politikere i folketinget generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, ingen af de løgnagtige politikere i folketinget har forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

Danmark/EU medregner ikke i CO2 regnskabet de varer der forbruges i EU men er produceret uden for EU.
Danmark/EU medregnet ikke i CO2 regnskabet CO2 udledning fra skipping.
Danmark/EU medregner ikke i CO2 regnskabet luftfart.
Danmark/EU er ikke samlet set begyndt på CO2 udledning reduktion.

Verdens samlede CO2 udledning stiger.

Kære børn og unge der endnu ikke er blevet hjernevaskede i skolen.

Stem når i kan i størst muligt antal, når den tid forhåbentlig snart kommer igen, stem på partier og kandidater, der siger sandheden om jeres fremtid i modsætning til de nuværende, her er en smagsprøve på sandheden om vores løgnagtige politikere fra en af jeres egne helt unge mennesker den da 15 årige Greta Thunberg.

“You only speak of green eternal economic growth because you are too scared of being unpopular.

You only talk about moving forward with the same bad ideas that got us into this mess, even when the only sensible thing to do is pull the emergency brake.

You are not mature enough to tell it like is.
Even that burden you leave to us children.”

Citat fra den 15 årige Greta Thunberg COP24 i december 2018 Katowice Polen.

Fra COP24 i december i Katowice i Polen 2018 Greta Thunberg holder denne tale til beslutningstagerne (de løgnagtige politikere mf.) for klimamålene.

Link:https://www.lifegate.com/people/news/greta-thunberg-speech-cop24
Link:https://youtu.be/HzeekxtyFOY

Gaderummet Regnbuen, Thomas Tanghus, Johannes De Fine Licht, Carsten Nørgaard, Niels Duus Nielsen og Dom Salcedo anbefalede denne kommentar
Kresten Thomsen

Kære Lars Trier Mogensen.
Tak for en god gennemgang af Mette Frederiksens udvikling. Der er mange tankevækkende vinkler.
På et punkt er jeg dog uenig. Du skriver at hendes retspolitiske kursændring var en konsekvens af hendes tid som justitsminister. Jeg er bange for at hun bag sin socialt indignerede fremfærd altid har været fuldstændig kynisk i sin pragmatiske tilgang til retssikkerhed.
Da hun var beskæftigelsesminister lavede Information en grundig beskrivelse af de kontrolgrupper, kommunerne oprettede for at være dyneløftere hos enlige kontanthjælpsmodtagere. Det var og er en klar krænkelse af kontanthjælpsmodtagernes retssikkerhed. Konfronteret med dette faktum udtalte Mette Frederiksen til Information at hun mente det offentliges behov for kontrol retfærdiggør krænkelsen af borgerens retssikkerhed.

Allan S. K. Frederiksen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Jan Weber Fritsbøger, Rolf Andersen, Mogens Holme, Trond Meiring, Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, Werner Gass, Steen K Petersen, Thomas Tanghus, Torben K L Jensen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Jens Winther, David Zennaro, Pia Nielsen, Herdis Weins, Michael Friis, Katrine Damm, Ebbe Overbye og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

MF bør ikke og kan ikke tilgives for hendes meritter som beskæftigelsesminister i Thorning regeringen.
Hvis ikke hun retter op på dette og klart og tydeligt erklærer og tager skridt til, at ville bekæmpe ulighed i samfundet og beskytte de svageste børn, så får hun ikke opbakning herfra men må søge den hos RV, se det skal blive "morsomt"

Bjarne Andersen, Jan Weber Fritsbøger, Martin Sørensen, Alvin Jensen, Werner Gass, Steen K Petersen, Thomas Tanghus, Ebbe Overbye, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Tor Brandt, Rolf Andersen, Pia Nielsen, Herdis Weins, Michael Waterstradt, Katrine Damm og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
christian christensen

Frederiksen er en sosser ligesom alle de andre. Magten og taburetterne er det vigtigste for dem. Siden 2. Verdenskrig er kun Anker (i 82) gået frivilligt for at overlade biksen til et andet parti.

jan henrik wegener

Så, hellere stå udenfor? Rejse de røde faner ekstra højt, vedtage en masse om hvordan tingene burde kunne blive bedre, uden at få noget ført ud?

Rikke Nielsen

Mette Frederiksen er blevet voksen, og som hun selv siger, skal hun være statsminister for hele landet - også dem, der ikke stemte på hende. Men derfor vil den første politik selvfølgelig få en rød kant.

Nils Bøjden

"Jeg husker Mette, da hun var en ung socialdemokrat. "

Og det er hun stadig. Det er Mette Frederiksen der definerer hvad det vil sige at være Socialdemokrat, idet hun tegner partiet.

Giv nu Mette Frederiksen chancen for at vise, hvem hun ER og hvad hun kan !! Vi burde jo ikke som enkelt personer dømme og sprede FakeNews om MF, FØR hun har fået chancen for at bevise sit værd. Det er præcis på denne måde visse medier starter deres formodninger og derved spreder "gylle" Læs: sladder om formodninger , som endnu ikke er bevist. Ubeviste formodninger skaber kaos!!!. Lad nu tilliden arbejde og lad MF få arbejdsro.

@Bjarne Bisgaard Jensen
Det tager du fejt af
"MF bør ikke og kan ikke tilgives for hendes meritter som beskæftigelsesminister i Thorning regeringen."
Mette gjorde ikke op med 2003-reformen af førtidspensions-systemet
Det er først med lov nr. 553 af 29. maj 2018, at syge får de rettigheder tilbage,
som Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har afskaffet i 2003.

Claus Hjort Frederiksen reform gjorde at, jobcenter kunne holde syge mennesker på Kontanthjælp
I årevis. Lov nr. 553 gør at man springer jobcenteret over, og kommer direkte til Besigtigelsudgalget
Som har 3. måneder til at træffe en afgørelse, om det skal være førtidspension, fleksjob eller uddannelse.
http://www.socialjura.dk/content-storage/regler/2018/skr-9470-af-206-2018/

Det er nu Mettes opgave at finde penge til gaven, som kommer fra LLR og Claus Hjort Frederiksen
Reformer, det kan være 40,000 førtidspensionister der kommer det næste halve år.

Ole Rasmussen

Hvem er S i dag 2019. De kan vel bedst sammenlignes med Rassemblement Nationale i Frankrig

Jeg skrev før valget : S har med opbakning fra den yderste venstrefløj overtaget førertrøjen fra DF, som de ligner til forveksling. Et topstyret parti, som går til valg på øgede udgifter til velfærd, fremmedfjendskhed og en anti-europæisk politik. Det kosmopolitiske udsyn synes at skulle ofres på bekostning af værdier som kan sammenlignes med en stammekultur i Amazonas. Hvilke ekstra byrder borgerne skal bære i den anledning kan vi ikke få at vide, men det må forventes at blive dyrt for den menige dansker, hvis frihed i solidaritetens navn bliver yderligere begrænset.

I dag trak Sass Larsen så stikket og herfra de beste hilsner for fremtiden, for det bliver absolut ikke sjov at sidde i den kommende S regering, hvis den nogenside bliver til noget. Den er jo fra start en regering i strid med sin oprindelige politik, og store dele af befolkningen. Det var ikke S som gik frem, de gik vidst tilbage.

Nils Bøjden

"Hvem er S i dag 2019. De kan vel bedst sammenlignes med Rassemblement Nationale i Frankrig"

Jeg tror mere at hen er billedet på de europæiske socialdemokratier af i morgen (i hvert fald de der når at omstille sig og derved ikke forsvinder)