»De slår hele kloden ihjel. Bogstavelig talt«

En flok unge mennesker i pæne skjorter og jakkesæt sætter sig ned foran indgangen til olieselskabet Totals hovedkontor. De har reb om halsen og begynder at lime deres hænder fast til de spejlblanke ruder, så de danner en urokkelig kæde, der spærrer indgangen.

Gruppen, på omkring 15 mennesker, taler engelsk, fordi der er flere internationale studerende med fra blandt andet Frankrig og Storbritannien. De er alle sammen klimaaktivister i den internationale bevægelse Extinction Rebellion, der begyndte i Storbritannien og siden har spredt sig til en række lande og udøver civil ulydighed for at sætte fokus på den masseudryddelse, de mener, menneskeheden står over for på grund af klimakrisen.

Kort forinden mødtes de nede ved vandet i Nordhavn i København, hvor vinden susede mellem de høje nybyggerier, og regnen dryppede.

»Den største trussel mod aktivisme er dårligt vejr og dårlig tålmodighed,« siger talsperson for bevægelsen, Birgitte Ringgaard Diget. Men det begyndte heldigvis at klare op, og med samling på tropperne marcherede de målrettet afsted mod hovedkontoret.

Ifølge Extinction Rebellion bruger olieselskabet Total 200 millioner kroner årligt på at bekæmpe klimalovgivning med lobbyisme og udvinder derudover »fuldstændig hensynsløst sort energi, som slår hele kloden ihjel. Bogstavelig talt«, som aktivisten Marco-Cem Ugur formulerer det.

Intet klimavalg

Når Extinction Rebellion taler om masseudryddelse, deraf navnet, mener de det alvorligt.

»Det er den største krise nogensinde for menneskeracen. Det truer vores planet, dyrene og alt, hvad vi har kært. Vi skal kæmpe nu, hvis vi skal have en fremtid,« siger aktivist Amanda Bodal, der til daglig går i gymnasiet.

Foran indgangen folder de deres bannere ud. »Fortsat udvinding af olie i Nordsøen = Menneskehedens selvmord,« står der.

Aktivisterne mødtes tidligt om morgenen og gik i samlet flok afsted mod Total. Med sig havde de bannere med teksten »Fortsat udvinding af olie i Nordsøen = Menneskehedens selvmord« og »Total bruger 200 millioner på at blokere klimalovgivning hvert år«.

Peter Nygaard Christensen

Tidligere på ugen har DR bragt en gennemgang af valgets emner – og klima og miljø var øverst på dagsordenen under valgkampen. Aktivist Birgitte Ringgaard Diget anerkender da også, at klima er kommet på politikernes læber, men hun tror ikke, at det nødvendigvis er lig med handling.

»Det her var ikke et klimavalg. Det var et valg med mange grønne plakater. Vi har kendt til problemet i årtier, og forskere har råbt op, men vi ser stadig, at det ikke rykker noget,« siger hun.

»Derfor ser jeg ikke andre muligheder end civil ulydighed.«

– Synes du virkelig, at det slet ikke rykker noget, at klima er kommet på den politiske dagsorden?

»Det rykker måske noget, men det rykker alt, alt for lidt. Dem, der reelt sidder med løsningerne, ser vi knap nok i klimadebatten,« siger hun og henviser til de store virksomheder.

»De løsninger, politikerne præsenterer, går ikke til roden af problemet. Vi tror, at elbiler er ambitiøst, men IPCC siger, at vi skal have grundlæggende forandringer i alle dele af samfundet,« siger Birgitte Ringgaard Diget.

I Extinction Rebellion frygter de, at al snakken om klima ikke fører handling med sig. Og selv om den nye regering skulle forpligte sig på nogle konkrete mål, betyder det hverken, at målene er ambitiøse nok, eller at de nødvendigvis vil leve op til dem. Derfor må man selv gribe til handling, siger gruppens talspersoner Birgitte Ringgaard Diget og Simon Steensig.

Der blev uddelt reb, som aktivisterne hængte om halsen under aktionen. »Det er op til egen fortolkning, men vi går alle sammen en mørk tid i møde,« sagde Ulrik Myrtue fra Extinction Rebellion.

Peter Nygaard Christensen

Men selv om det er civil ulydighed, har de lært af erfaring, at det er en god idé at kontakte politiet selv, før andre gør det.

»Ellers overreagerer de helt vildt,« fortæller aktivist Ida Marie Olsen.

Med politiet i røret råber hun til de andre og spørger, hvor længe de regner med at blive siddende. »Until climate justice,« bliver der råbt tilbage. Og »når Total stopper al olieudvinding«.

Det svar er politiet ikke helt tilfredse med, og de beslutter at sende en patruljevogn afsted.

Ikkevold

Totals medarbejdere begynder langsomt at møde ind. Nogle opgiver på forhånd at bruge døren og går ind gennem parkeringskælderen, mens andre vrisser og forsøger at mase sig igennem afspærringen, så de vælter både aktivister og skilte.

Men Extinction Rebellion er en ikkevoldelig bevægelse, så de kæmper ikke imod.

»Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, også få frataget min frihed. Så længe det ikke er voldeligt,« fortæller Ulrik Myrtue – eller ’Veganer Ulrik’ som der står malet på ryggen af hans jakke.

»Klimakampen er dét, der får mig ud af sengen om morgenen.«

Peter Nygaard Christensen

Til spørgsmålet om, hvorfor de har reb om halsen, svarer han, at »det er op til egen fortolkning. Men vi går alle sammen en mørk tid i møde.«

De aktivister, hvis hænder ikke er limet til døren, mader de andre med dadler og varm kaffe. Vi er en solidarisk bevægelse, forklarer de.

For Birgitte Ringgaard Diget er et af de vigtigste budskaber, at alle har et personligt ansvar i klimakampen.

»Det vigtige at forstå er, at man også træffer et valg, hvis man ikke træffer et valg. Når folk lever deres hverdag som normalt, er de med til at underminere andres og fremtidige generationers hverdag. Så ufrivilligt er man jo en tyv og en morder,« siger Birgitte Ringgaard Diget.

En mand i hvid skjorte, mørke solbriller og polerede sko kommer hen til forsamlingen og kigger på.

»De rammer de forkerte,« siger han. »Mærsk er meget værre. Total gør faktisk rigtig meget for klimaet og investerer i grønne tiltag,« siger han og fortsætter om aktivisterne:

»Men de er så grønne, at de ikke aner, hvad de laver. Se dem lige, med deres mærkelige tøj og lange hår.«

Den forklaring køber Extinction Rebellion ikke. De kalder olieselskabernes grønne investeringer for ’greenwashing’ – en måde at fremstå klimavenlige på udadtil, selv om ens produktion i virkeligheden gør langt mere skade end gavn.

Extinction Rebellion limede deres hænder fast til ruderne ved indgangen til Totals hovedkvarter, så politiet ikke kunne fjerne dem.

Peter Nygaard Christensen

Personligt ansvar

Klik, klik, klik. Lyden af stiletter på asfalt nærmer sig, og en kvinde i sorte hæle og mørkeblå trenchcoat stopper op foran forsamlingen et kort øjeblik.

Hun læser skiltene og opgiver at komme ind den vej. Men idet hun kaster sit lange lyse hår tilbage og vender sig mod bagindgangen i en glidende bevægelse, råber hun: »Jeg er helt enig med jer.«

Kort efter møder en anden kvinde ind på arbejde. Hun står længe helt stille og kigger på aktivisterne, nærmest paralyseret, indtil tårerne pludselig begynder at trille ned ad hendes kinder.

»Det sætter virkelig nogle tanker i gang. Især nu hvor der lige har været valg, og der er blevet talt så meget om klima. Det her arbejde er jo fuldstændig i uoverensstemmelse med mine værdier,« fortæller kvinden, der arbejder i Total. Hun ønsker ikke at få sit navn i avisen. »Jeg bliver meget rørt af det.«

»Jeg har jo ikke lyst til at bidrage til det her,« fremstammer hun og peger hen mod skiltene, der beretter om, hvor mange hundrede millioner Total bruger på lobbyarbejde imod klimalovgivning.

En af aktivisterne siger til hende, at de ikke ønsker at ramme nogen personligt, hvortil hun svarer bestemt, at hun jo har et personligt ansvar, og at der ikke er nogen, der har tvunget hende til at arbejde i virksomheden.

»Men jeg har jo ikke indflydelse på de store beslutninger,« siger hun undskyldende.

En anden aktivist kommer hen til den grædende kvinde, giver hende et kram og fortæller hende, at de ikke bebrejder hende noget, men kun virksomhedens arbejde.

Kvinden siger tak for deres omsorg og går ind ad bagindgangen.

Extinction Rebellions politiansvarlige, Ida Marie Olsen, fortæller betjentene og Totals kommunikationsmedarbejdere, at de ikke går, før der kommer klimaretfærdighed.

Peter Nygaard Christensen

Åben dialog

En patruljevogn kommer forbi aktionen, men konstaterer, at aktivisterne stadig ikke vil flytte sig, før Total omlægger til grøn energi.

I mellemtiden er to kommunikationsmedarbejdere til aktivisternes overraskelse kommet ud af bygningen og tilbyder at invitere to repræsentanter for gruppen indenfor til et møde.

»Vi vil gerne høre, hvorfor I er her. Vi kan jo ikke se skiltene indefra,« siger de.

Gruppen samler sig i en cirkel for at diskutere, hvad de skal gøre, og efter grundige overvejelser beslutter de at takke ja til dialog på betingelse af, at de må optage samtalen.

Det skal Total lige overveje nærmere og trækker ind bag murene igen.

Da de kommer tilbage, har de taget et rullebord med kaffe, mælk, kopper og vandflasker med, som de stiller foran aktionen og går igen.

Rullebordet skaber stor debat.

»Hvis vi drikker kaffen, er vi hykleriske, men hvis vi ikke drikker kaffen, er vi urimelige,« siger én. »Men det er ikke engang plantemælk,« siger en anden.

De beslutter at sende vognen tilbage med en seddel på, hvor der står »Det er ikke det samme uden jer. Kaffe?«

Alle – undtagen politiet, der har valgt at forlade stedet igen – venter i spænding på at se, hvad Totals næste træk er i den magtkamp, der nu udspiller sig.

De to kommunikationsmedarbejdere kommer tilbage med et sidste tilbud.

Extinction Rebellion kan mødes med den øverste chef i Danmark, Michael Borrell, der er senior vice præsident i Total og har ansvaret for Nordsøen og Rusland – men stadig uden elektronisk udstyr.

»Vi vil jo gerne have en åben dialog. Det her er et offentligt problem, så det skal også ud i offentligheden,« siger Birgitte Ringgaard Diget. »Vi gør det jo for folket, så folket skal kunne høre, hvad der bliver sagt,« tilføjer Marco-Cem Ugur.

Total sætter kaffe frem til aktivisterne. Det bliver hurtigt afvist som et PR-stunt og sendt tilbage igen.

Peter Nygaard Christensen

Solen er begyndt at skinne. Dem, der havde limet sig fast, har nu revet hænderne fri, stemningen er lettere, og næsten som i et spil overvejer de forskellige strategier.

Der diskuteres frem og tilbage, hvordan Total vil kunne bruge mødet til deres egen fordel, når samtalen ikke bliver dokumenteret, og de beslutter derfor at sende to repræsentanter ind for at forklare deres krav, hvorefter de skal forlade mødet igen uden dialog.

Det lykkes næsten. Da de to repræsentanter kommer tilbage, har de et hæfte med i hånden om alle Totals grønne initiativer, og der blev efter sigende åbnet op for at arrangere et møde, hvor de kan diskutere sagen nærmere.

»Men det er bare greenwashing med de initiativer,« siger Marco-Cem Ugur.

»Vi snakker jo om Jordens undergang.«

Da stemningen har lagt sig efter det store møde, og folk har spist deres medbragte madpakker, begynder flere at overveje, om de skal vende snuden hjemad. »Until climate justice,« bliver ikke i denne omgang.

Men de fik, hvad de kom efter, siger en af aktivisterne.

De blev ganske vist ikke anholdt, hvilket ellers er »det mest effektive, vi kan gøre lige nu«, som Marco-Cem Ugur formulerer det. Til gengæld fik de råbt Totals medarbejdere op og livestreamet hele seancen, så den kan bruges til at værge flere medlemmer, så de kan lave større aktioner. Og så holdt de – nogenlunde – stand mod »Totals PR-stunt«.

Aktivisterne Marco-Cem Ugur (i midten) og Birgitte Ringgaard Diget (til højre) diskuterer med resten af gruppen, hvordan de skal reagere på Totals invitation til dialog.

Peter Nygaard Christensen