Statsrevisorerne kritiserer Inger Støjbergs ministerium

Selv om godt halvdelen af flygtningene i asylcentrene er registreret med psykiske problemer, bliver oplysningerne kun videregivet til kommunerne for én ud af 20 flygtninge.
Det viser en stikprøve, som Rigsrevisionen har gennemført i november 2017, og resultatet har fået Statsrevisorerne til at kritisere Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Den manglende videregivelse af helbredsoplysninger medfører nemlig betydelige offentlige udgifter på den ene side og på den anden side manglende skatteindtægter.
Ubehandlede traumatiserede flygtninge har ifølge Rigsrevisionens undersøgelse »markant mere kontakt til sygehusvæsenet og lavere beskæftigelsesgrad end andre flygtninge«, som Rigsrevisionen skriver i deres beretning fra december 2018. En undersøgelse, som Rigsrevisionen selv har taget initiativ til.
Beretningen har som nævnt fået Statsrevisorerne til at kritisere den fungerende udlændinge- og integrationsminister Støjbergs ministerium: Det er således »utilfredsstillende«, at ministeriet »ikke har sørget for, at relevante oplysninger om flygtninges helbred følger med i overgangen mellem asylcenter og kommune,« skriver de seks statsrevisorer.
Desuden medvirker den manglende overlevering af helbredsoplysninger til at vildlede kommunerne til at tro, at flygtninge ikke har helbredsproblemer.
Da integrationsloven blev ændret for år tilbage, fastslog Inger Støjberg (V) ellers flere gange, at for hende var det et vigtigt mål for regeringen at få flygtninge i arbejde:
»Det vigtige er, at man kommer ud og bidrager, at man får et job, og at man derved kommer til at tjene sin egen løn,« sagde ministeren under førstebehandlingen af integrationsloven i maj 2016.
Ministeren var også opmærksom på, at det ikke nødvendigvis ville blive nemt at få flygtninge ind på en arbejdsplads.
»Man kan have traumer med, og der kan være andre ting, der gør, at det kan være besværligt«, som hun sagde.
I et svar under lovbehandlingen skrev Inger Støjberg desuden, at der »næppe« var tvivl om, at »det er en fordel både for den enkelte og samfundsøkonomisk, hvis behandlingskrævende helbredsproblemer opdages tidligt«.
I et andet svar skrev ministeren, at hendes ministerium ville »fremme, at der sker en mere systematisk videregivelse af relevante oplysninger om flygtninge fra asylindkvarteringsoperatørerne til kommunerne, herunder for så vidt angår de helbredsmæssige oplysninger om den enkelte«.
Men det mål kan ikke siges at være opfyldt. Rigsrevisionens stikprøve viser således, at 51 procent af flygtningene allerede i asylcentrene var blevet registreret med psykiske problemer, men alligevel havde kommunerne kun fået oplysninger om psykiske problemer for fem procent af flygtningene – selv om »stort set alle« havde givet samtykke til, at deres helbredsoplysninger kunne videregives til kommunerne i et såkaldt overgivelsesskema.
Konsekvenserne er ifølge Rigsrevisionens analyse, at flygtninge med en traumediagnose i gennemsnit arbejder under halvt så mange timer som flygtninge uden en traumediagnose, nemlig gennemsnitligt arbejdstimer svarende til fire ugers beskæftigelse.
Støjberg uenig i kritikken
Inger Støjberg har i en redegørelse fra april »noteret« sig statsrevisorernes kritik, men erklærer sig uenig i »flere af de kritikpunkter, Rigsrevisionen har fremført«.
Blandt andet mener ministeren ikke, at der er hjemmel til at »opspore og behandle eventuelle traumer« hos asylansøgere for at øge sandsynligheden for, at de på et senere tidspunkt kan komme i arbejde.
Desuden peger ministeren på, at kommunerne selv har adgang til at indhente sundhedsoplysninger, hvis de har samtykke fra en flygtning.
Men Rigsrevisionen giver ikke meget for Inger Støjbergs uenighed, tværtimod. Ministerens synspunkter har nemlig »flere gange i løbet af undersøgelsen« været drøftet med ministeriet, »og de er allerede indarbejdet i beretningen«, skriver Rigsrevisionen i sit afsluttende notat fra begyndelsen af juni.
»Rigsrevisionen finder derfor, at præmisserne for undersøgelsen fortsat er de rigtige og kan stadig stå inde for alle konklusioner, vurderinger og faktuelle oplysninger i beretningen. Ministerens redegørelse giver derfor ikke anledning til at ændre herpå.«
Inger Støjberg ønsker ikke at kommentere kritikken fra Statsrevisorerne.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Inger Støjberg har i en redegørelse fra april »noteret« sig statsrevisorernes kritik, men erklærer sig uenig i »flere af de kritikpunkter, Rigsrevisionen har fremført«
Efter min mening er hun en heks, der kan sættes i bås med Rasmus Paludan, og andre fasister.
Den blå/ borgerlige fløj burde skamme sig, over at holde hende beskyttet i så mange år.
Hvorfor bliver hon ikke fyret!! Det er otroligt at denne minister der bryder all sund-fornuft bliver ved med at bryde lov og ret....
"Blandt andet mener ministeren ikke, at der er hjemmel til at »opspore og behandle eventuelle traumer« hos asylansøgere for at øge sandsynligheden for, at de på et senere tidspunkt kan komme i arbejde."
Er vinklen på flygtningenes helbred ikke fuldstændig forkvaklet her?
Det burde vel dreje sig om at de berørte mennesker fik så tidlig behandling som muligt - af hensyn til dem selv og deres familier - og ikke om hvorvidt de kan tilgå arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt..
Men når det er sagt, lyder den (heldigvis) forhenværende ministers udsagn ret selvmodsigende.
Noget man ofte har lagt mærke til ved hendes hidtidige virke.