»Vigtige skridt i den rigtige retning,« men intet opgør med ’paradigmeskiftet’ i udlændingepolitik

På den ene side beskylder Dansk Folkeparti den kommende statsminister Mette Frederiksen (S) for løftebrud, fordi Socialdemokratiet og de tre støttepartier Radikale Venstre, SF og Enhedslisten med deres aftale om en »Retfærdig retning for Danmark« er blevet enige om at fremme integrationen. På den anden side fastholder Mette Frederiksen, at det såkaldte paradigmeskift i Danmarks udlændingepolitik består.

Paradigmeskiftet var det ord, der blev brugt, da den forrige regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blev enige om en kursændring i udlændingepolitikken, således at fokus blev vendt fra integration til hjemsendelse. Symbolsk skulle ’integrationsydelsen’ omdøbes til ’selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’, og lovforslaget indeholdt en række bestemmelser om, at flygtninges ophold i Danmark kun skulle være midlertidigt og så kortvarigt som mulig.

Men er den nyligt indgåede aftale mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten så et opgør med paradigmeskiftet? Nej, mener Thomas Gammeltoft-Hansen, professor MSO ved Københavns Universitet.

»Hvis man kigger på de tiltag, som det såkaldte paradigmeskift indebærer – blandt andet at flygtninges opholdstilladelser skal være midlertidige, at der skal kunne være et loft over familiesammenføringer, at der skal være senere adgang til at stemme ved for eksempel kommunalvalg – så ændres der ikke på det i den aftale, som de fire partier har indgået,« siger han.

Thomas Gammeltoft-Hansen mener i øvrigt ikke, at lovforslag L 140, som blev vedtaget i februar i år og som skulle virkeliggøre paradigmeskiftet, reelt var nogen nyskabelse.

»Det såkaldte paradigmeskift var slet og ret en fortsættelse af de spor, et folketingsflertal allerede havde lagt ud i udlændingepolitikken tilbage fra tidligere regeringer. Logikken var kort fortalt, at hvis man sænkede adgangen til sociale ydelser og forringede mulighederne for familiesammenføringer, så ville det blive nemmere at sende folk hjem igen,« siger han.

To ud af 18 sider

Afsnittet om udlændingepolitik fylder to ud af aftalens 18 sider og har fået overskriften »En udlændingepolitik, der fremmer integrationen«. Det slås fast, at den socialdemokratiske regering vil styrke integrationen blandt andet med en årlig handlingsplan, »der konkret anviser, hvordan integrationen kan fremmes og styrkes«, og »aktivt arbejde for et samfund, hvor vi bor og lever blandet«. Det skal for eksempel være muligt for flygtninge, der har været i beskæftigelse i Danmark i to år, at blive i Danmark, mens de har det pågældende eller et tilsvarende arbejde.

»Men den nye regering er ikke i modstrid med den overordnede idé om midlertidighed. Og tværtimod kan mere integration vise sig at have en positiv effekt på nogle af de tiltag, den forrige regering vedtog,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen og uddyber:

»De praktiske erfaringer og den begrænsede forskning, der er på området, peger faktisk i den modsatte retning: De flygtninge, der vender frivilligt tilbage, er ofte dem, der har holdt sig selv i gang med uddannelse og arbejde.«

Selv om det med at fremme integrationen kun er meget overordnet beskrevet i aftalen, så håber Thomas Gammeltoft-Hansen, at det for eksempel kan betyde, at Danmark indfører en national såkaldt onboarding-strategi.

»Den skulle tydeliggøre, dels hvad Danmark kan tilbyde, dels hvad vi forventer af flygtninge og udlændinge, der kommer til landet. Det ville medvirke til at få folk til at blive integreret i det danske samfund på en positiv måde.«

Ifølge aftalen skal der også etableres et nyt udrejsecenter for børnefamilier, så de ikke længere skal bo i Sjælsmark i Nordsjælland. Indretningen skal ske efter anbefalinger fra Røde Kors og Ombudsmanden.

»Det vil være en klar forbedring i forhold til den nuværende situation. Det vil i sagens natur være nemmere at sikre børnenes grundlæggende rettigheder i en institution, der er designet specifikt til børnefamilier.«

Alligevel mener Thomas Gammeltoft-Hansen, at de nye udrejsecentre for børnefamilier og kriminelle udlændinge er symptombehandling.

»Det er et område, hvor man helt oplagt ikke har knækket koden. Der er ikke nogen evidens for, at dét at skulle opholde sig på et udrejsecenter får folk til at vende frivilligt tilbage. Så den overordnede problemstilling med at få flere til at rejse frivilligt hjem løser man ikke med en anden centerkonstruktion.«

Sikre sund fornuft

Endnu et punkt i aftalen er at »sikre sund fornuft i udlændingelovgivningen«. Formentlig er det et radikalt fingeraftryk, for ordvalget minder meget om De Radikales bidrag til betænkningen om lovforslag L 140. Her skrev partiet, at lovforslaget var »et egentligt opgør med enhver form for sund fornuft«.

Selv om det ikke er forklaret til bunds, hvad det vil betyde at sikre den sunde fornuft i udlændingelovgivningen, så forestiller Thomas Gammeltoft-Hansen sig, at det kan være begyndelsen til et opgør med den meget stærke politisering, som udlændingeområdet har været underlagt de seneste mange år.

»Et af de store problemer med den ekstreme politisering er, at handlerummet til at gennemføre og afprøve, om et politisk forslag virker eller ikke virker, er blevet meget lille. Den politiske debat bliver fakta- og evidensresistent, når udlændingeområdet bliver set som så afgørende for den politiske mandatfordeling. Og så bliver det også tilsvarende svært at sikre muligheden for f.eks. at se på erfaringer fra andre lande og inddrage resultater fra forskningen.«

Som eksempel peger han på såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger, som har været etableret siden 1990’erne, for at motivere flygtninge til for eksempel frivillig hjemrejse:

»Der har aldrig været igangsat en undersøgelse af, om de virker efter hensigten eller ej.«

Sammenfattende mener Thomas Gammeltoft-Hansen, at aftalen mellem de fire partier udgør »flere vigtige skridt i den rigtige retning«. Men han understreger samtidig, at der udestår en del konkrete udfordringer, der ikke er løst.

»Den nye regering vil anlægge en politik, der bygger på den samme logik, der har præget dansk udlændingepolitik i mere end 20 år. Det betyder, at stramninger bruges til at afskrække flygtninge fra at vælge Danmark i håb om, at de så vælger at flygte til andre lande. Problemet er selvfølgelig, at de andre lande gør akkurat det samme. Hvis de andre lande kopierer eller overgår de danske stramninger, så bliver den danske strategi straks udhulet. Derfor vil den nye regering skulle genfinde takten i forhold til EU og resten af Norden.«