To gange på få år har Danmark lidt markante nederlag ved EU-Domstolen i sager om den danske udlændingepolitik.
I 2016 førte den såkaldte Genc-sag til, at den danske lov om børnefamiliesammenføring blev ændret, og at Udlændingestyrelsen måtte kontakte en række familier i tidligere afgjorte sager med henblik på at genoptage deres sager.
Onsdag var det så det danske tilknytningskrav – en af de mest omdiskuterede dele af dansk udlændingepolitik de seneste 20 år – som blev underkendt. Tilknytningskravet, som blev afskaffet i 2018, blev af domstolen erklæret for uegnet til at opnå sit formål om at sikre integrationen i Danmark. Samtidig kaldte domstolen det for både upræcist og diffust til at leve op til borgernes retssikkerhed – og det var i begge tilfælde i strid med en særlig aftale mellem EU og Tyrkiet, der har fungeret siden 1963.
Sagerne har fået flere borgerlige politikere til at rase mod EU-Domstolens indblanding i dansk politik, og de er blevet betegnet som »en bombe« under den stramme danske udlændingepolitik. Men for advokatægteparret Thomas Ryhl og Charlotte Friis Bach Ryhl, der har ført begge sager, handler det om, at EU-Domstolen løfter en væsentlig opgave, som danske domstole historisk ikke har været i stand til.
»Der skal være domstole til at holde lovgiverne i ørene. Det har danske domstole ikke været særligt gode til. Det er sket to gange inden for de seneste 150 år, at danske domstole har underkendt en lov, der er vedtaget af Folketinget. Her har EU-Domstolen været langt bedre til at sikre, at fællesskabets værdier om retssikkerhed og proportionalitet bliver overholdt,« siger Thomas Ryhl.
– Der er en bred konsensus om en stram udlændingepolitik, som tilknytningskravet var en del af. Kan I ikke forstå, hvis nogen synes, det er oprørende, at der kommer nogen udefra og blander sig i det?
»Det er helt misforstået. For Danmark kan føre en præcis lige så stram udlændingepolitik, som vi vil, så længe vi bare overholder helt grundlæggende retsprincipper, som vi også plejer at minde andre stater om, at de skal overholde. Danske politikere må lave alle de særregler, de vil, men de skal laves ordentligt. Det har man ikke gjort her«, siger Thomas Ryhl.
»Der er også det andet meget grundlæggende princip om, at en aftale er en aftale. Det handler om, at der er lavet en aftale med Tyrkiet, og så har vi brudt den. Det er ikke EU-Domstolen, der blander sig i dansk udlændingepolitik. De minder om, at vi har indgået en aftale, og den skal vi holde. Det er hverken aktivistisk eller politisk. Det er ren jura. En aftale er en aftale,« siger Charlotte Friis Bach Ryhl.
’Forarget som jurist’
Efter Thomas Ryhl og Charlotte Friis Bach Ryhl havde vundet Genc-sagen, fik de en del henvendelser fra borgere, der ville høre, om der også var nogle EU-retlige problemstillinger, der kunne hjælpe dem i deres sag. Og særligt et praksisnotat fra Udlændingestyrelsen, der beskrev, hvordan man skulle afgøre sager med henvisning til tilknytningskravet, var med til at overbevise Charlotte Friis Bach Ryhl om, at noget var helt galt.
»Jeg blev så forarget som jurist. Praksisnotatet er én lang opregning af kriterier, man skal lægge vægt på for at se, om tilknytningskravet er opfyldt. Men det var sådan indrettet, at man ikke kan se, hvad der vægter mest. Jeg tænkte, at som jurist ville jeg kunne skrive et afslag på stort set alle ansøgninger med det her notat i hånden, for jeg ville altid kunne finde en knage at hænge afslaget op på,« siger hun.
Tilknytningskravet bestemte, at myndighederne blandt andet skulle vurdere, hvor lang tid et par har boet og været i Danmark, om de havde arbejde, om de talte dansk, om de havde mindreårige børn, og hvor stor tilknytning de havde til andre lande end Danmark.
»Retssikkerhedsprincippet handler om, at regler skal være klare og forudsigelige. Man skal vide, om man har en rettighed eller ej. Det kunne man ikke med det her notat. Det byggede på, at man i Danmark bare skulle kunne give afslag på alting,« siger Charlotte Friis Bach Ryhl.
Bomben
Sagen, der handlede om en tyrkisk mand, som forsøgte at få sin kone til Danmark, hvor han og deres fire børn boede, var dog ikke en sag, de umiddelbart så nogen vej til at løfte ind i retssystemet. Det så svært ud, blev de enige om, efter de begge havde læst materialet på sagen igennem. Indtil noget pludselig gik op for Charlotte Friis Bach Ryhl:
»Det var faktisk sådan, at jeg kiggede på Thomas og sagde: Vi har fundet en bombe. Det var det første ord, jeg brugte,« fortæller hun.
– Hvad var det for en bombe?
»Nu er der flere, der har spurgt os om vores ideologiske tilgang, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi altid har synes, at tilknytningskravet generelt er en meget utiltalende opfindelse,« siger Charlotte Friis Bach Ryhl.
Lige fra tilknytningskravets begyndelse var der sager i medierne med blandt andet danskere, der selv efter få års ophold i udlandet ikke kunne få ægtefæller med hjem på grund af kravet om, at man som par samlet set skulle have en større grad af tilknytning til Danmark end til et andet land. Og de mange sager gjorde indtryk på Charlotte Friis Bach Ryhl.
»Hvis vi vender det om, og jeg tænker på, at jeg tager til et andet land og får et arbejde helt lovligt. Jeg kan forsørge min familie, jeg skaffer en bolig, hvor min familie kan bo, jeg begynder at lære landets sprog og føler mig velintegreret i det land, og så får jeg alligevel besked på, at jeg ikke kan få min familie med mig. Det, ville jeg synes, var dybt urimeligt og meget mærkeligt,« siger hun.
»Den bombe, vi fandt, var, at vi kunne bruge associeringsaftalen med Tyrkiet til at få skovlen under det.«
Eksperter i EU-ret
Charlotte Friis Bach Ryhl og Thomas Ryhl har begge deres ekspertise inden for EU-ret og har ført sagen for det tyrkiske ægtepar pro bono.
»Vi er eksperter i EU-ret og bruger ofte EU-retten til gavn for store og mellemstore danske virksomheder. Det er det, vi lever af til hverdag. Men her kom der så nogen, der havde brug for EU-retseksperter, men som bestemt ikke havde råd til at betale det, sådan nogen som os koster. Så vi besluttede at bruge noget af det, vi kan i en god sags tjeneste,« siger Thomas Ryhl, der tilføjer, at nu hvor sagen er vundet, får parret sandsynligvis dækket nogle af sagens omkostninger af den danske stat.
– Hvordan er det at føre sager som ægtepar?
»Det er dejligt. Vi arbejder sammen om mange sager. Vi er så privilegerede, at grænsen mellem arbejde og fritid ikke er så skarp hos os. Vi elsker vores fag, også selv om familie og venner griner af, at vi snakker om sager på sengekanten. Men sådan er det. Vi hygger os meget godt med det, og vi mangler aldrig noget at snakke om,« siger Charlotte Friis Bach Ryhl.
»Det er ikke bare et fælles erhverv, men en fælles hobby. Hvis der er klimatosser, er der også EU-retstosser. Og sådan nogle er vi,« siger Thomas Ryhl.
Flere bomber?
Parret peger på, at det er en logisk følge af den førte politik på udlændingeområdet, at man får domme imod sig ved EU-Domstolen. Særligt tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ord om, at man var villig til at løbe »en procesrisiko«, da hun i en sag om stramninger på asylområdet blev spurgt til, om embedsmændene havde advaret hende om, at konventionerne risikerede at blive overtrådt.
»Som jurist bliver man rystet over, at man kan have politikere, der siger, at de er villige til at løbe en procesrisiko. Det betyder, at man gerne vil bevæge sig ud i et gråzoneområde for at genere de her mennesker så meget som muligt. Det er menneskers liv og lykke, det drejer sig om. Vi skal hellere gå med livrem og seler for at sikre, at de regler, vi laver, er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet,« siger Charlotte Friis Bach Ryhl.
»Det skyldes ikke, at man ikke har dygtige jurister i centraladministrationen. Det skyldes nok snarere, at politikernes symbolpolitik koster på fagligheden. Så overhører man de skarpe juristers betænkeligheder,« siger Thomas Ryhl.
– Har I andre bomber i ærmet?
»Ja, det har vi faktisk,« lyder det fra Thomas Ryhl.
Fætter-kusine-ægteskaber
To sager med tyrkiske borgere, som parret fører, er sat på pause i Østre Landsret i lyset af onsdagens dom om tilknytningskravet. Her skal de med Kammeradvokaten – som statens repræsentant – nu forhandle om, hvorvidt EU-Domstolen også i de sager skal spørges til, om de danske regler er i orden, eller om Østre Landsret efter den nye dom godt selv kan tage stilling til det.
Den ene sag handler om en lovændring, der i familiesammenføringssager sænkede en aldersgrænse fra 18 til 15 år, mens den anden handler om den danske lov om at undgå tvangsægteskaber. Sidstnævnte har i en række tilfælde gjort det stort set umuligt for borgere, der ønsker at indgå fætter-kusine-ægteskaber, at få lov at bo sammen i Danmark, også selvom der ikke er nogen tegn på tvang, mener Thomas Ryhl.
Men selv om sagerne i lyset af onsdagens dom ser ud til at stå bedre, er det ifølge de to advokater stadig dybt problematisk, at de bliver nødt til at ende ved domstolene. Det tager i sig selv lang tid – men samtidig mener de, at staten også vælger at trække sagerne yderligere ud.
»Der virker til at have været en stående instruks om, at de her sager skal trækkes så meget i langdrag som overhovedet muligt. Det har været helt usædvanligt, for staten plejer gerne at ville afklare, hvem der har ret, og hvem der tager fejl. Men alle de her sager, vi har haft med tyrkiske familier, har Kammeradvokaten ikke bare på én måde, men på to-tre og fire forskellige måder forsøgt få helt afvist fra domstolene,« siger Thomas Ryhl.
»Det, vi ser, er, at staten spiller med musklerne og bruger sine uanede ressourcer. For Kammeradvokaten skal ikke tænke på, hvad det koster at skrive de her mange indlæg frem og tilbage til retten. Ministerierne er villige til at betale endda meget store beløb for at trække sagen i langdrag. Det har vi undret os over, at der ikke er nogen, der gør noget ved.«
Det er godt vi har nogle vagthunde, så retsprincipperne ikke køres fuldstændig over
Med lov skal land bygges, når de beror på gode sæder og skikke! Men det er tilsyneladende svært overskueligt for de ansvarlige. Er vi i EU på vej mod retsløshed, nu hvor overskueligheden er i skred: "- sprænge en bombe: associeringsaftalen med Tyrkiet" var tilsyneladende "glemt"? Har vi "glemt" andet?
Endnu et søm i EU´s kiste!
Det bør være Danmark der suverænt bestemmer hvem der lukkes ind i vores land, ikke EU.
Peter Hansen
Det bør vel i retssamfund være de konventioner vores politikere underskriver, der skal afgøre, hvordan tvister skal behandles. Eller mener du, at det er den til enhver tid siddende minister, der skal afgøre, hvad der skal være gældende ret?
I øvrigt gør artiklen på udmærket måde opmærksom på, at almindelige borgere ingen jordisk chance har mod statens advokat med ubegrænsede midler.
Kunne være nyttigt med en samlet fremstilling af alle de tilfælde/sager, hvor Støjbergs (og Løkkes) villighed til at løbe en procesrisiko, har været afgørende for den førte integrations- og asylpolitik.
Desværre var der ingen, der tog hende på ordet mens hun sad som minister, men nu kommer sagerne væltende. Om det får konsekvenser for hendes valgbarhed, er dog mere en tvivlsomt - selvom hun har gjort sit til at bringe DK i vanry. Kom ikke og sig, at det ikke betaler sig at overtræde love, bestemmelser og konventioner - 28.000 personlige stemmer blev det til - tre gange så mange som ikke-strammeren Kr. Jensen.
Dansk værdier - my foot!
Såfremt man som fhv Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg arbejder med indbygget "procesrisiko" i loven, er man selv ude om at blive eftertrykkeligt underkendt ved EU- domstolen.
Det er det, der populært sagt kaldes ris til egen røv.
Makværk er makværk.
Nu er det rettet fra springer til sprænger i overskriften på nettet. Men i papiravisen "springer" fejlen stadig i øjnene.
Det er ikke et søm i EUs ligkiste.
Tværtimod er det et vidnesbyrd om en retsfilosofi, der hæver sig over autoritært bigotteri og snæver nationalisme. Det er en filosofi, der tager individdet rettigheder alvorligt, uden skelen til øjeblikkelige politiske strømninger.
Det er en filosofi, som helt og uhildet bekender sig til de værdier, EU bygger på.
Og som vi i Danmark - så vidt jeg ved - bakker op om.
Ultimativt er det et spørgsmål om civilisation.
Så hurra for EU-retten og hurra for EU.
Det er efter min opfattelse ikke legalt, at overdrage danske domstoles eneret til den dømmende magt til overstatslige og mellemfolkelige domstole, som eksempelvis EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Med Grundlovens indførelse blev det stadfæstet, at den dømmende magt er hos domstolene og man kan vel gå ud fra, at der menes, de danske nationale domstole. Med indførelsen af § 20 i Grundloven af 1953 om suverænitetsafgivelse, er det derfor alene beføjelser der tilkommer rigets myndigheder, altså folketing og regering, der kan overlades til andre. Domstolenes suverænitet er jo garanteret i Grundlovens § 3 og kan kun ændres ved en grundlovsændring og det er aldrig sket.
8000 par, er det så ikke ca 16000 ny statsborger på engang?, det virker lidt ud i hampen. Når man tænker på der ikke er krig i Tyrkiet og at det ikke er medlem af EU, det jo ikke fordi velstanden i tyrkiet er dårlig. jeg forstår simpelthen ikke argumentation, når det immigranter op i årene.
@John Damm Sørensen
Stort set, ja det mener jeg!
Alle I, der er imod den her dom/kendelse fra EU-domstolen overset to væsentlige ting:
1) Det var en dansk domstol, Østre Landsret!, hvor sagen først var anlagt, der henviste den her sag til EU-domstolen! Altså er alt sket i fuld overensstemmelse med dansk ret, og sidenhen også international ret! Og fordi det er en dansk domstol, der henviste denne sag til EU-domstolen, bevarede de danske domstole deres uafhængighed også her...og bevarer, og har den stadigvæk.
2) Danskerne stemte JA til Amsterdam-traktaten i 1998! Dette JA betød, at vi, i visse tilfælde, bl.a. når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed har afgivet suverænitet! Og at vi, i visse tilfælde, tillader EU-domstolens kendelse at have retsvirkning i DK, især når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed må accepterere, at EUs regler får forud for nationale regler. (og desuden er EMRK indoptaget i dansk lov! så alene derfor har Menneskerettighedsdomstolens kendelser/domme retsvirkning og er gyldige juridisk i DK).
Og den her sag handler just om en tyrkisk indvandrer, der har lovligt ophold her i landet, har fire børn her i landet, og i 2009-2010 gerne ville have sin tyrkiske kone til landet; her går EU-domstolen så ind og siger, at det er en aftale med EF/EU og Tyrkiet fra 1963 (og 1980) om tyrkiske arbejdstageres rettigheder i EU-lande, herunder DK; denne aftale handler om tyrkere, under visse betingelser (lovligt ophold og arbejde) har næsten de samme rettigheder som folk fra EU-lande, f.eks. folk fra Frankrig, Ungarn, eller Grækenland, bl.a. har de ret til familiesammenføring med deres mænd/koner her i DK.
Fordi en aftale er en aftale er aftale.
Alle synes også at have glemt, at vel har EU-domstolen sagt, at det ikke i sig selv kan være en hindring for god integration i DK (eller et andet EU-land), at man kommer fra Tyrkiet, men EU-domstolen har også sagt, i kendelsen/dommen, at DK som stat gerne må stille krav om, at man skal gå i sprogskole, deltage i praktik, mm. og mv. for at sikre et en god integration...
Ja, EU-domstolen er en domstol, der er oprettet for at sikre, at alle mennesker i alle landene i EU bliver behandlet lige og retfærdigt; det var e dom ved denne domstol, der sikrede, at danske ski-instruktører kunne arbejde i Frankrig uden at kunne fransk, som den franske stat ellers forlangte!
EU-domstolen er til at for at sikre, at EU-traktatens ordlyd, ånd og sjæl bliver overholdt af alle landene i EU, også af DK!
Karsten Aaen, Tyrkiet er ikke Eu.
Så forstår ikke den argumentation du gør brug af, og i værste tilfælde skal loven bare laves om, det jo altid noget vi ikke har stem de 4 forbehold ind i nu.
selvfølge skal vi ikke tvinges til at blive pålagt at nogen mennesker skal have tildelt et statsborgerskab, ud fra jura der ikke gavner Danmark, det jo logik.
og især hvis det mennesker der er oplagt til førtidspension.
Unionsborgerskabet
Det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold.
Forbeholdet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette. Denne garanti er siden skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle EU-lande, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette.
https://www.eu.dk/da/danmark-i-eu/de-danske-forbehold
Uanset diskussionen om for- eller imod EU, er det sgu da problematisk, at vi her til lands, og indtil sidste år, operererede efter nogle regler, der de facto gjorde mennesker retsløse.
Det såkaldte tilknytningskrav var så tilpas forblommet formuleret, at det, uanset omstændigheder i øvrigt, var nemt for danske myndigheder at afvise enhver - enhver - ansøgning om famliesammenføring. Og set i et retrospektivt politisk perspektiv er det nærliggende at antage, at kravet var designet til netop dét.
Man kan mene om familiesammeføringer hvad man vil, men retsstatens grundlæggende principper er forhåbentlig ikke til diskussion.
For så har vi for alvor et problem.
Uanset hvad vi især måtte mene om familiesammenføringsreglerne (og jeg bekender gerne kulør og står ved, at jeg synes, de skal være meget stramme, medmindre det meget klart kan godtgøres, at de familiesammenførte kan forsørge dem selv hele vejen), så er den her sag ren EU-jura og har intet med følelser og almindelige politiske holdninger at gøre.
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) er på dette punkt ikke til at tage fejl af..
Det følger således klart af TEUF art.267, at Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at afgøre de såkaldte præjudicielle spørgsmål, herunder:
a) om fortolkningen af traktaterne
b) om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer.
Såfremt et sådant spørgsmål (som i den foreliggende sag) rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet.
Såfremt et sådant spørgsmål rejses under en retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er retten pligtig at indbringe sagen for Domstolen.
Den Europæiske Unions Domstols svar på et forelagt spørgsmål, har den nationale ret (her Østre Landsret) pligt til at lægge til grund for sin afgørelse af sagen - uanset hvad vi ellers måtte mene om afgørelsen.
Folkestyret, og demokratiet bør til en hver tid står over diverse konventioner, for hvis folket ikke selv kan bestemme, men skal dikteres ad selvsamme, så har men i realiteten sat demokratiet ud af kraft!
Peter Hansen, hvis du underskriver en kontrakt, er du bundet af, hvad der står i den, indtil det eventuelt er ændret, eller kontrakten er opsagt. Hvis en stat tiltræder en konvention eller traktat, er den bundet af, hvad traktaten eller konventionen siger, indtil dette eventuelt er lavet om, eller staten er trådt ud af traktaten eller konventionen. Hvis en stat indgår i et samarbejde som EU, er den bundet af de regler for samarbejdet, den har tiltrådt, indtll de eventuelt bliver ændret, eller den trækker sig ud af samarbejdet. Du kan mene, at Danmark bør træde ud af alt, der binder det, men så længe det ikke sker, er det forpligtet af traktater, konventioner og EU's regler. Andet vil gøre ethvert samarbejde og enhver retsorden mellem stater umulige.
I øvrigt har du forstået tankerne bag et system som det danske demokrati meget dårligt, hvis du "stort set" mener, at det er den til enhver tid siddende minister, der skal afgøre, hvad skal være gældende ret. Den lovgivende magt ligger hos Folketinget, og er der tvivl om, hvad der er gældende ret, er det domstolene, der skal afgøre det - for at undgå, at magten kan udøves vilkårligt, hvorved demokratiet netop vil være sat ud af kraft.
Forresten er det vist Krister Meyershams private opfindelse, at domstolene modsat regering og folketing, kommuner, politi, militær m.fl. ikke er en myndighed. § 3 i Grundloven taler ikke om suverænitet, men fastslår blot, at: "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."
@Ib Gram-Jensen
Min pointe er, at hvis disse ting ikke længere lever op til nutiden, så må man naturligvis tilstræbe, at de opsiges eller ændres, for modsat kan det lige netop give det indtryk, at demokratiet og folkets mening dermed er sat ud af kraft for evigt på disse områder, og det tror jeg bare vil give bagslag i det lange løb!
Jeg har ikke misforstået noget, jeg mener naturligvis at folketinget vedtager lovene for hvad der er gældende ret, derfor også det forbeholdende "stort set". Indrømmet, det var ikke særligt præcist, men jeg er lidt træt af div, konventioner osv. er blevet nutidens hellige skrifter, og ikke kan debatteres, men bare efterfølges, så jeg orkede næsten ikke debatten.
Men det bør være tilladt, at staten Danmark også nogle gange kæmper for og handler i egne interesser og ikke altid alle mulige andres. Det er vel også derfor man i sin tid har skabt nationen og "foreningen" Danmark, netop så vi kan kæmpe for hvad vi har kært og hvordan vi ønsker at tilrettelægge vores samfund og levevis.
Peter Hansen, det du 15. 7. 17:35 skrev var, at folkestyret og demokratiet til enhver tid bør stå over diverse konventioner, for ellers er demokratiet i realiteten sat ud af kraft. En stat kan i overensstemmelse med demokratiets spilleregler tiltræde en konvention og er så bundet af den; konventionen kan naturligvis kritiseres, men følges skal den, så længe staten er med i den; staten kan i overensstemmelse med samme demokratiske spilleregler træde ud af konventionen, og er så ikke længere bundet af den. Men staten - eller dens regering - kan ikke, sålænge den ikke har forladt konventionen, på et hvilket som helst tidspunkt lade, som om konventionen ikke eksisterer, hvis en vis grad af international retsorden skal fungere. Du kan naturligvis mene, at en sådan retsorden ikke skal fungere, men måske skulle du lige overveje de mulige konsekvenser.
@Ib Gram-Jensen
Et er retsorden, noget andet er retsfølelsen!
Måske burde man sætte disse konventioner til revision og afstemning hvert 4 år, ligesom med valget til folkestyret, for er sandheden ikke, at de bliver forældet, og ude af trit med virkeligheden, det er min opfattelse.
Ib Gram-Jensen.
Da Grundloven blev ændret i 1953 var der, udover den nye § 20 der skulle regulere vort forhold til mellemstatsligt samarbejde også andre ændringer og tilføjelser til den bestående Grundlov. Der var dog ingen ændringer, der tilsidesatte de bestemmelser der var og er nedfældet i § 3. Den dømmende magt er derfor stadig hos danske domstole, om end, man ikke respekterer denne orden.
Krister Meyersahm,
Du snakker udenom: de danske domstole er myndigheder lige så vel som folketing og regering, og derfor gælder muligheden af suverænitetsafgivelse som fastlagt i Grundlovens § 20 også dem.
Peter Hansen, du kan mene om konventionerne, hvad du vil, og man kan ændre dem eller træde ud af dem, hvis man kan få flertal for det, men så længe det ikke er sket, gælder de, som de er. Og hvis den til enhver tid siddende minister kan afgøre, hvad der er ret, på tværs af, hvad konventioner og aftaler og lovgivning siger, under påberåbelse af en "retsfølelse", som vedkommende minister selv fortolker, er retssikkerheden undergravet. Og det burde ikke være svært at indse, at det er et problem for alle.
@Ib Gram-Jensen
Hvis du er usaglig gider jeg ikke debattere med dig, du tillægger mig holdninger jeg ikke har, jeg har jo uddybet og sagt, at naturligvis er det folketinget der laver lovene, og ikke ministeren.
Ministeren skal naturligvis have loven med sig, men som sagt, man kunne jo starte med at arbejde for at ændre de konventioner som direkte og indirekte skader vores samfund, det må da være det mindste.
Peter Hansen,
Det er da fint hvis vi reelt er enige på dette punkt, for naturligvis kan love og konventioner ændres eller afskaffes, hvis der er flertal for det - hvorvidt det i konkrete tilfælde vedrørende familiesammenføring osv. bør ske i den retning, du åbenbart ønsker, er vi derimod nok uenige om.
Det skal dog lige med, at udgangspunktet for hele den sag, artiklen handler om, netop er dansk lovgivning og sagsbehandling, der ikke har været i orden i forhold til, hvad Danmark har forpligtet sig på.