Læsetid: 7 min.

Alex Vanopslagh: 14 år med blåt flertal har ikke gjort Danmark markant mere liberalt

Det er slut med Liberal Alliance som et borgerligt-liberalt magtparti. Det lille parti, der er gået fra 13 til fire mandater skal igen være et borgerligt-liberalt fritænkerparti, som rykker holdninger i befolkningen, lyder det fra den nye formand Alex Vanopslagh. Blandt andet ved at gå til oprør mod ’systemet velfærdsstaten’
Først og fremmest gælder det om for partierne i blå blok at droppe ideen om at konkurrere med Socialdemokratiet om, hvem der kan være de bedste socialdemokrater, mener Alex Vanopslagh. For så taber det borgerlige Danmark.

Først og fremmest gælder det om for partierne i blå blok at droppe ideen om at konkurrere med Socialdemokratiet om, hvem der kan være de bedste socialdemokrater, mener Alex Vanopslagh. For så taber det borgerlige Danmark.

Nils Meilvang

8. juli 2019

Den unge, nyslåede formand for Liberal Alliance har ikke travlt med, at blå blok skal genvinde regeringsmagten.

»Det borgerlige projekt skal ikke handle om, hvordan man vinder regeringsmagten for enhver pris. Jeg er ikke interesseret i, hvordan blokken får 90 mandater, hvis ikke der er grundlag for at føre borgerlig politik,« siger 27-årige Alex Vanopslagh.

Information møder ham på Christiansborg i Liberal Alliances gemakker. Her er præget af flytterod, og massevis af kasser med bøger, papirer og kontorartikler står på gangen ude foran kontorerne. Efter folketingsvalget er Liberal Alliances folketingsgruppe skåret fra 13 til kun fire mandater.

Det bliver nu Alex Vanopslaghs opgave at rejse partiet og være med til at få det borgerlige-liberale Danmark tilbage på sporet.

»Det, vi skal de kommende år, er benhårdt at fokusere på at rykke borgerligt-liberale holdninger i befolkningen. Og det kan godt tage mange år,« siger han.

Fritænkerpartiet

Først og fremmest gælder det om for partierne i blå blok at droppe ideen om at konkurrere med Socialdemokratiet om, hvem der kan være de bedste socialdemokrater, mener Alex Vanopslagh. For så taber det borgerlige Danmark.

Det vidner valgene i 2011 og i 2019 ifølge ham om. Her gik Venstre ifølge ham begge gange til valg på socialdemokratisk konkurrencestatstænkning og tabte regeringsmagten.

Derimod, påpeger han, gik det største borgerlige parti i 2015 til valg på mere klassisk liberal politik såsom et udgiftsstop i den offentlige sektor og skattelettelser. Her vandt blå blok.

Og her kommer hans eget parti også ind i billedet.

For Venstre er ifølge ham en proxy for, hvor succesfuld Liberal Alliance er. Når Venstre bliver mere liberal, skyldes det ifølge ham, at LA har presset dem til at være det. Når Venstre bliver mindre liberal, skyldes det, at LA har sovet i timen.

»For fire år siden lykkedes det LA at skabe en stemning omkring det borgerligt-liberale projekt. Men vi har bare ikke været gode nok til at styrke og dyrke de borgerligt-liberale værdier og skubbe dem frem.«

Han erkender nemlig, at stemningen i befolkningen i øjeblikket ikke er til skattelettelser, udgiftsstop og anden borgerlig-liberal politik. Det skyldes blandt andet, mener han, at LA de seneste fire år har brugt ressourcerne på at være et borgerligt magtparti og dermed ikke har ført den nødvendige værdikamp.

Derfor ligger der ifølge ham en vigtig opgave for Liberal Alliance forude. Det er LA, mener han, der kan være med til at præge befolkningen – og dermed de øvrige partier i blå blok, ikke mindst Venstre og Dansk Folkeparti, til at føre en mere klassisk liberal borgerlig politik.

»Vi er ikke et borgerligt-liberalt magtparti, som går ind i systemet og forvalter det. Vi er et borgerligt-liberalt fritænkerparti, som rykker holdninger. Det skal vi tilbage til. Det er der, vi er troværdige og kan få indflydelse på den lange bane,« siger han.

Et systemoprør

Spørgsmålet er så, hvorhen Alex Vanopslagh præcis vil rykke befolkningen. Kort sagt vil han kæmpe for et systemoprør.

For det første er der den offentlige sektor, siger han. Samtlige regeringer siden Schlüter har forsøgt at afbureaukratisere den, men er ikke lykkedes med det ifølge ham.

»Vi kan se, at bureaukratiet stiger for pædagoger, sygeplejersker og læger. Og det er, fordi der er et system, for eksempel Kommunernes Landsforening, som ikke ønsker afbureaukratisering, for så mister de magt. FOA ønsker ikke det frie valg på velfærd, for så er der borgere, der vil vælge det private. Det er et system, der sætter sig i vejen for borgeren, det frie valg, konkurrence og en frisættelse af de offentlige ansatte.«

»Og det er et systemoprør, som vi kan lægge an,« siger han.

Kampen for lavere skatter er også et systemoprør, fortsætter han. Han mener, at det borgerlige Danmark – og dermed også danskerne – har glemt, at man betaler så meget i skat og får så lidt igen.

»Jeg ved, at der er mange danskere, der bakker op om det system, men jeg mener, at de får alt for lidt ud af det. Og der bliver brugt alt for mange penge på pjat og pjank‚« siger han.

Han har det på samme måde med lavere skatter, som en socialist har det med ulighed og grotesk rigdom, forklarer han.

»Jeg bliver oprigtigt indigneret over, at en helt almindelig arbejder tvinges til at aflevere halvdelen af de penge, som han eller hun gør i skat – og hvad får de ud af det? De får ældrepleje med et ugentligt bad og vakuumpakket mad samt lange ventelister på de offentlige sygehuse,« siger han.

– De får også gratis uddannelse, sundhedsbehandling osv.?

»Jo, men det er af en dårlig kvalitet. Havde velfærdsstaten været en forsikringsordning på et privat marked, så havde den gået konkurs. Så det, jeg siger, er, at der er et system, hvor tanken er, at det er til for borgeren, men efterhånden er det blevet til for fagbevægelsen, for KL og i for høj grad også for kolde hænder. Det har aldrig været tanken med velfærd.«

På konkurrencestatens præmisser

Alex Vanopslagh mener ikke, at Danmark er blevet markant mere borgerligt-liberalt de seneste 18 år, hvoraf landet i 14 af dem har været ledet af blå partier.

Det skyldes først og fremmest ifølge den unge politiker, at præmissen for blandt andet reformerne har været, at man skulle bevare velfærdsstaten.

»Begrundelsen har været, at så vil konkurrencestaten være mere holdbar, og borgerne kan give overskud til velfærdsstaten. Det er jo ikke borgerligt. Det er socialdemokratisk konkurrencestatslogik, hvor borgerne kan reduceres til tal i et excelark, som skal give grønne tal på bundlinjen,« siger han.

Her er det borgerligt-liberale Danmark medskyldig, mener han.

»Så er det sådan noget med lavere ydelser og ressourceforløb for folk på kontanthjælp. Det lyder jo meget fornuftigt, så kommer folk i arbejde. Men det bliver sådan en systemtankegang, der presses ned i hovedet på dem,« siger han.

– Så lige præcis i forhold til beskæftigelsespolitikken – ressourceforløb, regler i kontanthjælpssystemet. Hvad kunne I have gjort anderledes?

»Man skal have et simplere system med lavere ydelser og færre krav.«

– Med fare for at der kommer en stor underklasse i Danmark, fordi de ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet?

»Der vil altid være en underklasse og nogen, der ikke kan bryde ud af den,« siger Alex Vanopslagh.

Det borgerlige Danmark skal væk fra tanken om, hvordan der bliver råd til velfærd. For det er ikke det vigtigste, mener han.

»Noget af det, det borgerlige Danmark kunne blive enige om, ville være at styrke borgerskabsfølelsen i Danmark: Vi er samfundsborgere og forpligtet til at tage ansvar for vores eget liv – i familien og i civilsamfundet,« siger han og fortsætter:

»Det betyder også, at vi ikke er undersåtter i en eller anden socialstat, men mennesker, der lever for mennesker sammen med mennesker. En implikation af det er, at der skal være lavere ydelser og større tilskyndelse til at tjene vores egne penge. Og at vi i højere grad overlader det næstekærlige projekt til civilsamfundet.«

LA vs. DF

De seneste fire år har udfordringerne for blå blok særligt ligget i Dansk Folkeparti og Liberal Alliances uenigheder om den økonomiske politik. En af opgaverne for blå blok bliver således at finde et fælles projekt, som kan forene ultraliberalisterne med de nationalkonservative.

Det kræver, at det borgerlige Danmark finder ind til nogle »borgerlige dyder«, mener Alex Vanopslagh: frihed, personligt ansvar, et stærkt borgerskab og Danmark som fællesskab.

Dyrker man disse, så tror han ikke, at det bliver svært at finde sammen om konkret politik.

»Hvis man tror på friheden, så tror man også på det frie valg inden for velfærd. Hvis man tror på det personlige ansvar, tror man også på lavere skat. Hvis man tror på et stærkt borgerskab, hvor vi tager ansvar for hinanden, tror man også på en stram udlændingepolitik. Og hvis man tror på dannelse og Danmark som fællesskab, tror man også på en stærk folkeskole, og at man skal værne om den danske kulturarv,« siger han.

Det er altså i styrkelsen af disse værdier, at Alex Vanopslagh har tænkt sig at få Dansk Folkeparti med på ideen om lavere ydelser, lavere skatter og en mindre velfærdsstat.

»Jeg vil ikke give op på Dansk Folkeparti som en del af den borgerlige blok,« siger han og mener, at Dansk Folkeparti har været »socialdemokratisk« af rent magtpolitiske årsager.

»De har vurderet, at det ville give flest stemmer og mest indflydelse. Indflydelse har de helt sikkert fået, for det var det, der har forhindret borgerlig økonomisk politik. Men vælgermæssigt har det ikke givet pote,« siger han.

Hvis Liberal Alliance lykkes med at få vendt folkestemningen ved at kommunikere de borgerlige værdier, så der er større opbakning til eksempelvis skattelettelser, så er han sikker på, at Dansk Folkeparti er med på den.

»Det kan godt være, at tiden ikke er til topskattelettelser lige nu. Men den dag kan komme.«

Serie

Det borgerlige Danmarks genrejsning

Blå bloks valgnederlag er historisk. Ikke siden 1960 har blokken været så lille, og så er den mere splittet end nogensinde før. Venstres formand vil samarbejde med Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er kollapset, og ingen vil lege med det nye parti i blokken, Nye Borgerlige. Hvad er gået galt? Og hvordan skal det borgerlige-liberale Danmark samle sig om et fælles projekt de næste fire år? Det spørger Information om i denne artikelserie. 

Seneste artikler

  • Det borgerlige Danmark befinder sig i en identitetskrise

    2. august 2019
    Mens regeringen og dens støttepartier fremstår historisk samlet, kan ingen kan længere svare meningsfuldt på, hvad der forener de partier, som kalder sig borgerlige
  • Morten Messerschmidt: »Dansk Folkeparti er det borgerlige Danmark«

    25. juli 2019
    Selv om flere partier har købt ind på en stram udlændingepolitik, adskiller Dansk Folkeparti sig fra de andre ved, at de ønsker den stramme linje af kærlighed til fædrelandet og ikke af ’nødvendighed’, siger Morten Messerschmidt. I sidste artikel om det borgerlige Danmarks genrejsning stiller DF’eren sig tvivlende over for, om der overhovedet er noget, der samler de blå partier
  • Redaktør: Uden nye ideer vil den borgerlige mainstream stille og roligt forsvinde

    22. juli 2019
    Hvis ikke de borgerlige begynder at skrive debatbøger og formulere visioner for et nyt borgerligt projekt, vil den brede borgerlighed forsvinde, mener historiker Christian E. Skov. Selv mener han, at det centrale må være, hvordan Danmark bliver rigere, uden at sammenhængskraften forsvinder. Projektet kræver lederskab, og det bør ikke være Lars Løkke Rasmussen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
Michael Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Hvis Liberal Alliance lykkes med at få vendt folkestemningen ved at kommunikere de borgerlige værdier, så der er større opbakning til eksempelvis skattelettelser, så er han sikker på, at Dansk Folkeparti er med på den."

Hør, hvordan vi gungrer..

Karsten Lundsby, Anina Weber, Torben Skov, Hanne Ribens, Steen K Petersen, Gert Romme, Ib Christensen, Susanne Kaspersen, Katrine Damm, Erik Fuglsang, Allan Stampe Kristiansen, Poul Erik Riis og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Meningsforurening af Informations spalteplads.

Karsten Lundsby, Anina Weber, Liselotte Paulsen, Søs Jensen, Steen K Petersen, Hans Larsen, Kim Houmøller, Susanne Kaspersen, Egon Stich og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

... vi får for lidt igen for det vi betaler i skat! I og for sig ok at mene HVIS og NÅR man er parat til PERSONLIGT, hver for sig! at betale FULD PRIS for alt det vi vitterligt får. Dvs. ikke noget med svage/brede skuldre el. lign. udslag af samfundsbevidsthed og -sind. Men hurra for grisk- og grådighed o.a. dødssynder, lad os endelig få mere af dem...

Karsten Lundsby, Anina Weber, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Ribens, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Peter Knap, der er ikke noget som et ekkokammer uden forstyrrende udefra kommende lyde, vel?

John Liebach, Hans Aagaard, Michael Friis, Danny Hedegaard, Emil Davidsen, Anders Mørk og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

»Det betyder også, at vi ikke er undersåtter i en eller anden socialstat, men mennesker, der lever for mennesker sammen med mennesker. En implikation af det er, at der skal være lavere ydelser og større tilskyndelse til at tjene vores egne penge. Og at vi i højere grad overlader det næstekærlige projekt til civilsamfundet.«

Er det næstekærlige civilsamfund ikke netop præcist det, der er organiseret i velfærdsstaten. ?
Det kører vist lidt rundt for den unge mand på det punkt.
Men sandt nok kunne kvaliteterne være bedre.

Karsten Lundsby, Anina Weber, John Liebach, Hanne Ribens, Nis Jørgensen, Kristian Spangsbo, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Marie Jensen, Ib Christensen, Susanne Kaspersen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Jens Taarup Nyberg, nej. Næstekærlighed må ikke forveksles med socialisme. Velfærdsstaten er faktisk et politisk skabt surrogat for et næstekærligt civilsamfund. Det ubehagelige er, at næstekærligheden og ansvarligheden svækkes hver gang politikerne kører videre med det statsdirigerede surrogat for civilsamfundet.

Hans Aagaard, Michael Friis og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

van Opslagh har fuldstændig ret, når han påpeger, at de borgerlige partier konkurrerer om at være de bedste socialdemokrater. Det er jo evident, at de toneangivende borgerlige partier i DK bekender sig ubetinget til Socialdemokratiets absolut største politiske triumf, velfærdsstaten. Der er nuanceforskelle, men det er, når alt kommer til alt, kun nuanceforskelle og som sådan kan man sige, at de borgerlige har accepteret en samfundsmodel, der ud fra en fordelingspolitisk betragtning er socialistisk.
I den forstand er LA en vigtig oppositionel stemme.
Men de bliver heller aldrig til andet. For de forstår grundlæggende ikke hvad det er for et samfund, de er en del af. De forstår ikke den politiske Danmarkshistorie endsige den kultur historien har formet. De har begravet sig i nogle revolutionære illusioner, der trækker næring fra Ayn Rand og de skæver misundeligt til potente økonomiske motorer som USA og Singapore, uden smålig skelen til kulturel kontekst, social sammenhængskraft og miljø.
Derfor er LA dømt til at være en marginal politisk bevægelse i DK.

Karsten Lundsby, Anina Weber, John Liebach, Per Torbensen, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Michael Friis, Danny Hedegaard, Tue Romanow, Erik Fuglsang, Bjarne Bisgaard Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@René Arestrup, for mig at se ligger det reelle problem i, at Socialdemokratiet og de andre røde har kapret dagsordenen hvad angår moral og retfærdighed. De kommet igennem med at hævde, at deres politik er mere moralsk og retfærdig end en borgerlig, liberal politik. Intet er mere forkert!

De toneangivende borgerlige partier, som i virkeligheden er Venstre, Konservative og Radikale Venstre, har totalt opgivet eller glemt at fremhæve, at borgerlig politik netop er baseret på moralbegreber, anstændighed, arbejdsetik og retfærdighed og giver borgerne rettigheder som personligt, økonomisk og samfundsmæssigt ansvarlige, selvstændige individer.

Socialdemokratiet og de endnu rødere har efterhånden totalt fortrængt, at fordelingspolitik og velfærd kun eksisterer i kraft af, at der i vores samfund findes arbejdsomme, initiativrige og ansvarlige mennesker, der leverer den værdiskabelse, som medfører, at der er noget at fordele.

Lisbeth Andersen, Hans Aagaard, Michael Friis og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Martin Bæksgaard Jakobsen

Hvis man går tilbage og læser liberalismen fædre (Smith, Hume, Locke), så er det klart, at det liberalistiske projekt først og fremmest er et økonomisk projekt, hvor samfundet skal indrettet således, at købmænd og kapitalejere skal kunne akkumulere flere penge. Sekundært produceres lejlighedsargumenter, der skal få den bitre pille til at glide ned hos alle dem, der ikke står til at få udbytte af dette projekt. Disse argumenter er religiøse (det er Guds orden), nytteetiske (det gavner os alle på sigt/trickle down-effekten), moralske (vi er de anstændige) osv - alt afhængig af tidsalder og den givne oppositions magtbase. Men projektet handler først og fremmest om at sikre retten til en skæv fordeling af indtægt, formue og udnyttelse af arbejdskraft, som er til gavn for en lille, priviligeret gruppe.
De liberale kan af gode grunde ikke vinde tilslutning til det projekt, som kun gavner 10-20 % af befolkningen, og man forsøger sig derfor i stedet med de her lejlighedsargumenter, hvor man bilder de uvidende masser ind, at projektet er en god ide for alle og/eller ved at lyve om projektet. Sidstnævnte sker via den falske omfavnelse af velfærdsstaten, hvor man priser den samtidig med man langsomt nedbryder den.
Det bliver spændende at se den folkelige reaktion på den ægte liberalisme, som LA nu vil præsentere. Hvem, udover de rigeste og de forblændede, vil støtte op om deres projekt?

Karsten Lundsby, Anina Weber, Allan Stampe Kristiansen, Kristian Spangsbo, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, P.G. Olsen, Carsten Wienholtz, Hanne Ribens, Katrine Damm, Susanne Kaspersen, Jens Mose Pedersen, Carsten Munk, Anders Reinholdt, Carsten Svendsen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Vær nu lidt søde ved Liberal Alliances nye unge formand Alex Vanopslagh.

Han var trods alt kun en skoledreng på 17 og lige startet i gymnasiet i det herrens år 2009, da hans forgænger som partiformand, den 'stålsatte' Anders Samuelsen, stiftede Liberal Alliance sammen med 'den usandsynlige strammer' Simon Emil Ammitzbøll (nu Ammitzbøll-Bille), som sendte Gitte Seeberg og Naser Khader ud på en længere ørkenvandring med mange kameler og få oaser.

Indtil 'folket' omsider fik nok af Det ærede Medlem af Det høje Ting, kommandør af Dannebrogsordenen med mere Fru Pia Kjærsgaards mærkværdige krumspring som formand for Hendes majestæt Dronningens lovgivende forsamling og fyrede en tredjedel af DF's 'tunger på vægtskålen' med tak for lang og tro tjeneste' for folkestyret i stemmelokalet og korridorerne på Christiansborg ....... ;o)

Karsten Lundsby, Anina Weber, Peter Knap, Allan Stampe Kristiansen, Jens Thaarup Nyberg, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang, Susanne Kaspersen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

"»Vi kan se, at bureaukratiet stiger for pædagoger, sygeplejersker og læger. Og det er, fordi der er et system, for eksempel Kommunernes Landsforening, som ikke ønsker afbureaukratisering, for så mister de magt. FOA ønsker ikke det frie valg på velfærd, for så er der borgere, der vil vælge det private. Det er et system, der sætter sig i vejen for borgeren, det frie valg, konkurrence og en frisættelse af de offentlige ansatte.«"
Han vil gerne være skrædder.

Et relevant spørgsmål han skulle ha været stillet er, at når nu 14 år med blåt flertal ikke har givet et mere liberalt Danmark, hvad brugte i så tiden på?

"»Jeg ved, at der er mange danskere, der bakker op om det system, men jeg mener, at de får alt for lidt ud af det. Og der bliver brugt alt for mange penge på pjat og pjank‚« siger han."
Og her ville jeg gerne ha hørt lidt mere om hvad han anser for pjat og pjank.
Tæller omkostninger for at lyve en begrundelse for krig som pjat eller pjank.
Eller ikke flyveklare kampfly måske?

Og hvad med ukvalificeret ledelse i skat og alle hullerne der. Tag selv og betal kun hvis i vil, lyder sgu da temmelig liberalt!

Karsten Lundsby, Anina Weber, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Nis Jørgensen, Erik Fuglsang, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Hanne Ribens og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Det kunne også bare være, at 20-30 år med neoliberalistiske ideer og tiltag har spillet fallit, og folk derfor bare gerne vil prøve en anden vej!

Karsten Lundsby, Anina Weber, Peter Knap, Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Annemette Due, Susanne Kaspersen, Hanne Ribens, Erik Fuglsang, Kirsten Lindemark, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Realiteten er, at det der med et antal års "blåt flertal" er en illusion - derfor er der heller ikke kommet ret meget liberal politik ud af det. For det påståede "blå flertal" inkluderede Dansk Folkeparti, som nok er nationalistisk, men bestemt ikke er hverken borgerlige eller liberale. Derfor ville de heller ikke medvirke til, at der blev ført borgerlig politik.

Det helt afgørende problem i dansk politik er, at DF ikke er borgerlige, men peger på en borgerlig statsminister; hvorimod RV grundlæggende er borgerlige, men af uransagelige årsager peger på en rød statsminister.

Den første del af problemet er fsv ved at være løst - i og med DF faldende tilslutning. Nu mangler kun fase to: nemlig at RV melder sig ind i blå blok (dvs peger på en borgerlig statsminister).

Kjeld Jensen

Undskyld, men hvad betyder "liberal" egentlig? Det lyder rart. Noget med frihed, og hvem vil ikke gerne det?
Har jeg forstået det rigtigt, at det er det modsatte af konservativ?? Sådan bruger de det mest i Guds eget Land.
Fortæl mig, hvordan vi forstår sagen i vores velsignede land med både kongehus og folkekirke?

Mogens Solgaard

Selvsmagende og arrogant, så kender man LA. Manden fremstille LA som et borgerligt liberalt fyrtårn for hele blå blok. Korrekt at Venstre tabte regeringsmagten 2019, men han må have glemt at Venstre gik frem og hans eget parti blev destrueret, så det var reelt dem der tabte regeringsmagten, LA har kørt en linie med lalleglad begejstring for privatfly og lystbåde, nu forsætter de heldigvis sejladsen på en tømmerflåde.

Karsten Lundsby, Anina Weber, John Liebach, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lis Elmund, Jens Thaarup Nyberg, Marie Jensen og Lasse Nielsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Jens Winther
'Det ubehagelige er, at næstekærligheden og ansvarligheden svækkes hver gang politikerne kører videre med det statsdirigerede surrogat for civilsamfundet.'
Det har du uden tvivl ret i. Men den omvendte situation er almisse-samfundet, hvor altruismen er privatiseret og hvor det er op til den rige tantes luner om manden med hatten i hånden skal have hjælp eller ej.
Jeg ved godt, at det er et socialt kodeks - og udtryk for pli - blandt velhavere i USA at involvere sig i charity. Overklassens aflad, så at sige.
Men for mig at se, er USA stadig et U-land når det kommer til social mobilitet og evnen til at udnytte samfundets menneskelige ressourcer. Og det er en væsentlig årsag til, at USA har enorme sociale problemer, omfattende voldelig kriminalitet og et fængselsvæsen, der konstant balancerer på kanten af sammenbrud på grund af overbelastning.
Det er vel ikke sådan et samfund, du ønsker?

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, John Liebach, Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Ib Gram-Jensen, Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Thaarup Nyberg, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Jens Winther; 08.7. - 10:42
Det næstekærlige civilsamfund er en god ide, der forplumres af den private ejendomsret.

Ib Christoffersen

Alex første opgave bliver jo at vise at partiet fremover faktisk kan andet end råbe og sidde på ministertaburetter, så før Anders Samuelsen æraen er rystet af, så forbliver LA et miniputparti. Men der er jo potentiale til noget der ligger til højre for partiet til venstre for Socilademokratiet, Venstre, men det kræver der er styr på partiets værdier først.

Christian de Coninck Lucas

Liberal Alliance og deres virkjelighedsfornægtende vås har skam ikke gjort det bedre, mr whoeverthefuckyouare.

Ayn Rand var på amfetamin no-stop da hun skrev The Fountainhead. Tænk over det.

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Anina Weber, Torben Skov, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

René Arestrup, hvad angår muligheden for social mobilitet slår USA alt! Men du har ret: jeg ville ikke bytte med USA - det er ikke et efterstræbelsesværdigt samfund.

Danmark er på de fleste parametre et af de mest velfungerende og afbalancerede samfund. Det væsentligste problem er lige pt, at dagens socialdemokrater tænker og opfører sig som Anker Jørgensen og ikke besidder det helhedssyn, som Kampmann og Krag havde.

René Arestrup

@Jens Winther
Du sigter uden tvivl til 'The American dream' - illusionen, der holder under-amerika i skak og er hele forudsætningen for, at det overhovedet er muligt at opretholde et samfund med så enorme økonomiske og sociale forskelle.
Ja, ja, systemet har beredt vejen for mangen en millionær, men de er for intet at regne i forhold til de millioner, der er dømt til et liv i armod.

Ib Christensen, Karsten Lundsby, Torben Skov, Steen K Petersen, Anina Weber, Peter Knap, John Liebach og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@ René Arestrup, som jeg skrev, foretrækker jeg så afgjort det danske samfund frem for det amerikanske.

Men 1) intet sted i verden er mulighederne for social opstigen større - for alle - og alene afhængige af personligt initiativ, virkelyst og engagement - og 2) ja, der er stor økonomisk/social ulighed i USA - men ikke større end i Kina, Rusland og mange andre tvivlsomme lande. Også i Kina og Rusland findes der svinerige milliardærer og samtidig millioner af mennesker, der henslæber en ussel tilværelse i armod og ufrihed.

René Arestrup

@Jens Winther
'For alle'.
Hmm. Jeg tror i hvert fald at 'initiativ, virkelyst og engagement' skal være af en helt ekstraordinær karakter, hvis du er sort, født og opvokset i en kriminalitets-befængt storby-ghetto, med ringe grundskoleuddannelse og nul udsigt til videreuddannelse.
Eller mexikansk migrant-arbejder, der knokler 12 timer i døgnet, ugens seks dage til syv dollars i timen.
På den baggrund tror jeg, at du bliver nødt til at indbefatte 'svineheld' på din positiv-liste...

Ib Christensen, Torben Skov, Steen K Petersen, Anina Weber og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ René Arestrup

Netop.
Svineheld som i filmen "Finding Forrester".
Hollywood-tåreperser held.

Torben Skov, Steen K Petersen og Anina Weber anbefalede denne kommentar