Klumme
Læsetid: 4 min.

Auschwitz: En feriedag i helvede

På opdragelsestur til Auschwitz – et tankevækkende og ubøjeligt monument over den mest grusomme del af den menneskelige natur
Det er svært ikke at blive rasende på de turister, der sniksnakker og tager selfies, når de besøger Auschwitz.

Det er svært ikke at blive rasende på de turister, der sniksnakker og tager selfies, når de besøger Auschwitz.

Michael Sohn

Indland
23. juli 2019

De tre mænd, der gik foran os, var nogle ordentlige basser, og de gik med den der sømandsvuggende gang, man får, når man har tunge militærstøvler på. Alle tre var i shorts og sorte t-shirts, de var skinheads, og de gik og grinede. Ham i midten daskede en af de andre på skulderen.

I første omgang havde jeg i et skævt blik registreret, at den ene af de tre mænd havde et soltegn – schwarze sonne – tatoveret på albuen. Det fangede min opmærksomhed. Soltegnet ligner et par hagekors lagt over hinanden i en cirkel og bliver ofte brugt af nynazister.

Det var en vidunderlig sommerdag med høj blå himmel. Fluerne summede i luften, og turistbusserne brummede i det fjerne.

De tre skinheads var mere malplacerede, end den slags plejer at være. Især fordi de tydeligvis var på vej i samme retning som os, nemlig hen imod hovedindgangen ind til den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz.

Det er nogle år siden, vi så de tre skinheads på vej ind i den tyske dødslejr. Vi havde lagt besøget ind som en del af en sommerferietur i 2013 gennem Tyskland og Polen.

Jeg har ikke brug for at vide, hvad det var for en ferie, de tre skinheads havde lagt besøget ind i, men jeg gad nu godt vide, hvad de tænkte ved synet af de store dynger af afklippet menneskehår, der er udstillet? Hvad tænkte de om bjerget af kufferter, som folk blev tvunget til at aflevere, når de steg af godsvognene? Hvad tænkte de tre skinheads, da de stod i gaskammeret?

Det får jeg aldrig at vide. Lidt kujonagtigt satte vi farten lidt ned – min hustru, min søn og jeg – og lod de tre skinheads trampe i forvejen. Jeg aner ikke, om de overhovedet fik lov til at komme ind gennem porten med skiltet ’Arbeit Macht Frei’ ind til hovedlejren Auschwitz-I, ’Stammlager’.

Auschwitz kan ikke gradbøjes

I den støvede varme mellem hovedlejrens røde murstensbygninger var der nogle andre unge mennesker, der skilte sig ud fra det øvrige publikum. Små grupper af bistre mænd og nogle få kvinder cirkulerede rundt. De var velklædte, i afslappet tøj, men påfaldende forknytte. På et tidspunkt kom to af de unge mænd inden for hørevidde. De talte tyst sammen på hebræisk.

Tusindvis af israelere besøger hvert år Auschwitz. Efter alderen at dømme kunne det være israelske værnepligtige, der var sendt på opdragelsestur til en væsentlig del af deres folks mest dystre forhistorie.

Auschwitz er en gigantisk malmklokke af død, der blev slået an med en hammer den 14. juni 1940, da de første fanger ankom til lejren. I dag, snart 80 år senere, kan klokkens dybe tone stadig mærkes, når man bevæger sig ind midt i lejren.

Lejren er et monument over den mest grusomme del af den menneskelige natur; den viser, hvor langt vi kan bevæges til at gå i systematisk fornedrelse og død.

1.242 dage gik der fra den første massehenrettelse ved gasning til lejren blev befriet. 1,3 millioner mennesker blev fragtet ind gennem dødsporten. 200.000 kom derfra i live.

Auschwitz kan ikke gradbøjes. Det er lejrens paradoks. Samtidig med, at Auschwitz er sidste, yderpunkt af ekstrem, menneskelig pervertering, så er det meningsløst at bruge dødslejren som målestok; det giver ikke mening at tale om, at en eller anden begivenhed skulle kunne være ’0,1 på Auschwitz-skalaen’.

Voldsomt er det at stå i den kølige luft i gaskammeret, hvor mennesker blev myrdet.

Det er svært ikke at blive rasende på de turister, der sniksnakker og tager selfies. Det er stramt at se, at kradsemærkerne i væggen kun er der, hvor tilskuere har adgang. Det er ikke døende menneskers sidste mærker her på jord. Det er hærværk.

Følger man Auschwitz Memorial på Twitter kan man se, at de bruger mange kræfter på at læse alt, hvad der bliver skrevet om den tyske dødslejr, og rette alle de fejl, de finder, som for eksempel, at ridserne på væggen skulle stamme fra folk, der blev gasset.

»Kradsemærkerne er faktisk vandalisme af besøgende i den historiske bygning.«

Barokt er det, at biler brummer forbi på landevejen lige uden for pigtråden. Hverdagen er i gang derude bag hegnet, hvordan det så end er muligt.

På vej ud gennem porten igen ryster folk på skuldrene, som om de bogstaveligt forsøger at ryste lejren af sig. Man får den lidt fjedrende gang, som har man lagt en tung byrde fra sig.

Ingen kan uberørt tage derfra, og det er ikke rart at besøge Auschwitz. Men det er nødvendigt. Det er en del af vores fælles arvegods, og tingene begynder at skride, når vi slækker på den fælles erindring om – og respekt for – dette industrialiserede helvede.

Gaskamrene var slutningen. Begyndelsen var de hårde ord, der skilte mennesker i ’os og dem’.

Serie

Ferieminder

Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Bo Elkjær

Auschwitz er helt uden for kategori, som du så rigtigt skriver.

Ete Forchhammer

"Gaskamrene var slutningen" - på den historie. Fortsættelsen kradses i gaskamrenes vægge og fotograferes som selfies: historien som underholdning og egentlig lidt uvedkommende... der er mennesker nok (?) til at gentage den... Dobbelt uhyggeligt.

Eva Schwanenflügel

Bare ved at læse nærværende artikel får jeg åndenød og hjertebanken.
Nok det mest grufulde eksperiment i inhumanitet bliver udfoldet på en feriedag.

Undskyld, men jeg kunne aldrig gå ind under porten med "Arbeit macht frei" logoet.

Jeg ville føle de myrdede sjæles tyngde for voldsomt, og besvime før jeg trådte ind.

Jeg ville falde fladt ned på mit ansigt, og mærke blodets magt gennembide mig som om den hele verden var afskyelig, sadistisk og glubsk.

Måske ville jeg rejse mig igen, men nu for evigt plettet af ry, for jeg tilhører selv den morderiske menneskehed der fordrer aflad i blod og kremering.