Nyhed
Læsetid: 6 min.

Eksperter: Industrivenlig sundhedspolitik skyld i høje medicinudgifter

Vores sundhedsvæsen presses af stigende medicinpriser. Sådan har det været i årevis, men de høje medicinpriser skyldes især, at politikerne har givet medicinalindustrien privilegier, som gør, at der ikke er konkurrence om prisen på ny hospitalsmedicin, vurderer eksperter
Manglende konkurrence på medicin betyder, at priserne stiger og sundhedsvæsenet presses. Konsekvensen er blandt andet færre penge til at ansætte læger og sygeplejesker. 

Manglende konkurrence på medicin betyder, at priserne stiger og sundhedsvæsenet presses. Konsekvensen er blandt andet færre penge til at ansætte læger og sygeplejesker. 

Tor Birk Trads

Indland
1. august 2019

Vi har hørt det mange gange før, og vi kommer til at høre det igen: Sundhedsvæsenet bruger stadig flere penge på medicin, og det går ud over pleje og behandling, fordi der bliver færre penge til at ansætte læger og sygeplejersker.

De stigende medicinpriser fik i 2017 politikerne til at etablere det såkaldte Medicinrådet, der skulle vurdere værdien af ny medicin og lave udbud for at få prisen ned. Men som det har været fremme i medierne, viser nye tal fra Danske Regioner og Danmarks Statistik, at hospitalernes medicinudgifter fortsat stiger.

De stigende udgifter skyldes især, at man intet har gjort for at regulere medicinalindustrien, påpeger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard på Syddansk Universitet. Han har undersøgt, hvad forskellige lægemidler til kræftbehandling koster, og prisen stiger med gennemsnitligt ni procent om året – ud over inflationen.

De prisstigninger svarer på ingen måde til det, som det koster at udvikle ny medicin, vurderer Jes Søgaard. Han mener, at problemet er den statslige patentlovgivning, der beskytter producenterne af ny medicin i op til tyve år. Det modvirker konkurrence på området.

»Alle er enige om, at det er den situation, der holder prisen oppe, men min påstand er, at medicinalindustrien udnytter deres monopol for meget. Der er ingen grund til, at prisen på eksempelvis hospitalsmedicin til kræft stiger så meget, andet end at virksomheden kan få et højere afkast,« siger Jes Søgaard.

Tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen, der er medlem af Medicinrådet og Etisk Råd, er enig i analysen af, at de stigende medicinpriser især skyldes mangel på politisk handling.

»Politikerne har selv været med til at gøre medicinpriserne så dyre ved at give medicinalindustrien et helt særligt monopol, og der er ingen konkurrencemyndigheder hverken i Danmark eller i EU, der holder øje med rimeligheden af priserne. Men det betyder også, at man vægter industriens interesser højere end patienternes,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Industrivenlig

Medicinrådet, der blev oprettet i 2017, skal prioritere og vurdere værdien af ny medicin og skabe mere konkurrence via udbud. Men Medicinrådet har primært haft den funktion, at det har afskåret mindre patientgrupper fra at få adgang til medicin med den begrundelse, at den er for dyr. Det mener Leif Vestergaard Pedersen, der er udpeget til rådet af Danske Patienter:

»Det er trist, at danske politikeres eneste redskab over for de høje medicinpriser er at nægte patienterne adgang til behandling. Det hviler på en antagelse om, at medicinproducenternes monopol er urørligt, men det er altså noget, vi som samfund har givet dem til gengæld for at udvikle ny medicin. Når de sætter priserne så højt, er der tale om udnyttelse af vores sundhedssystem, så jeg forstår ikke, at politikerne ikke snart reagerer og finder andre instrumenter frem, der kan tøjle medicinalindustrien.«

Især i EU-regi burde det være muligt at arbejde sammen om at få presset de store medicinalvirksomheder til nogle mere rimelige aftaler, da det danske sundhedsvæsen langtfra er det eneste, der er presset af de stigende medicinpriser, siger Leif Vestergaard Pedersen:

»Når EU kan presse Gazprom og Google med milliardbøder, hvordan kan vi så acceptere så høje priser for lægemidler? Politikerne må simpelthen til at tage nogle andre redskaber i brug, for ellers vil medicinudgifterne fortsætte med at æde sig ind på vores sundhedsvæsen og velfærd.«

Jes Søgaard forklarer, at Danmark og en række andre lande senest i maj har modarbejdet en resolution i World Health Organisation (WHO), som kunne være med til at skabe mere transparens om medicinpriserne. Vi ved i dag ikke, hvad bestemte medicintyper koster, og hvad omkostningerne er ved at udvikle og producere dem, og det gør det svært at gennemskue, hvad vi egentlig får for pengene, forklarer Jes Søgaard.

»Og det er et eksempel på, at vores meget industrivenlige sundhedspolitik også er skyld i, at vi har et sundhedsvæsen, hvor medicinpriserne stikker af.«

Industrien styrer

Også i Medicinrådet, som skulle være med til at dæmme op for prisstigningerne, har industriens interesser været styrende, mener Jes Søgaard:

»Industrien var jo ikke vild med, at der skulle være en instans, der skulle prioritere, hvilken medicin der var pengene værd. Derfor blev industriens interesser opprioriteret.«

Det betød blandt andet, at Medicinrådets primære arbejde er blevet at sagsbehandle industriens ansøgninger om godkendelse af medicin til standardbehandling på maksimalt to måneder.

Men den korte sagsbehandling gør, at rådet ikke har haft særligt meget tid til en anden vigtig del af dets arbejde: At lave behandlingsvejledninger og udbudsrunder, hvor to-tre forskellige udbydere af eksempelvis brystkræftmedicin kommer med bud. Sådanne runder ville kunne spare hospitalerne mange penge og skærpe konkurrencen på området, siger sundhedsøkonomen.

»Så vi har fået skabt et medicinråd, hvor industrien har fået serveretten,« mener Jes Søgaard.

Leif Vestergaard Pedersen er enig i problemstillingen, at det er lægemiddelfirmaerne, der styrer, hvad Medicinrådet skal arbejde med.

»Det burde være de danske læger, der styrede, hvilke typer af medicin der skal godkendes til standardlægemidler,« siger han og kalder ideen om, at Medicinrådet ved at sige nej til dyr medicin kan være med til at få priserne ned, »politisk naiv«.

»Det er en misforståelse, for medicinalindustrien er fløjtende ligeglad med, at Danmark siger nej. Det er nærmest internationalt accepteret, at prisen på sygehusmedicin er så høj, selv om det ingen sammenhæng har med udviklingsomkostningerne. Man sætter prisen efter, hvad markedet kan bære, og håber på, at politikerne bliver svage i knæene, fordi de presses af patientkrav. Derfor handler det her også om udbytning af svage og syge mennesker,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lægemiddelindustriforeningen, der henviser til, at ledelsen holder sommerferie. Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er på ferie.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Flemming Møller Mortensen, mener, at Medicinrådet har levet op til intentionerne, og at det sammen med Amgros, der indkøber medicin, har været med til at give det danske sundhedsvæsen bedre priser.

»Men vi er i Socialdemokratiet meget lydhøre over for, hvad der er af gode ideer, der kan sikre en bedre prisfastsættelse på medicin. Det skal vi hele tiden arbejde på, men vi skal også passe på, at vi ikke hæmmer industriens lyst til at udvikle ny medicin. Jeg tror, at indsatsen med Amgros og Medicinrådet er meget effektiv, og så må vi se, hvad vi kan gøre på den internationale arena. Det kunne både være i Norden eller i EU for at modvirke ublu medicinpriser,« siger Flemming Møller Mortensen.

SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen mener, at der skal gøres langt mere internationalt, især i EU.

»De stigende medicinpriser har jo stor indflydelse på sundhedssektoren, fordi de er en af de vigtigste årsager til nedskæringer og fyringer af personale i sundhedsvæsenet. Vi har prøvet at løse det med Medicinrådet, men det kan ikke være hele løsningen,« siger Kirsten Normann Andersen.

»Alle sundhedspolitikere i Europa står jo med et offentligt sundhedsvæsen, som er aftagere af de her produkter, og de står med den samme udfordring. Derfor er det her en sag, som burde have vores største opmærksomhed, så de stigende medicinpriser ikke bliver ved med at koste personale og pleje i vores sundhedsvæsen,« siger sundhedsordføreren.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt mener, at det går for trægt i både EU og Norden med at få forhandlet medicinpriserne ned på et mere rimeligt niveau. Men hun mener, at mange lande primært tænker på sig selv, når det gælder medicinpriser, fordi alle er dybt afhængige af at kunne få medicin til behandling af syge borgere.

»Det er den magt, som medicinalindustrien har, at de som eneproducenter kan presse prisen, men der bør vi gå sammen med andre lande og lægge pres på dem,« siger Liselott Blixt.

»Medicinalindustrien er jo ikke bare onde. De forsker og udvikler livsnødvendig medicin, og det skal de selvfølgelig have penge for, men det er også derfor, at der skal være gennemsigtighed, så vores sundhedsvæsen ikke ender med at skulle betale ublu priser,« siger DF’s ordfører.

Hun vil nu stille spørgsmål til sundhedsministeren om, hvorfor Danmark er gået imod mere transparens omkring medicinpriserne i WHO-regi, som sundhedsøkonom Jes Søgaard hævder.

Sundhedsministeriet ønsker ikke at kommentere WHO-resolutionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Problemet er, at man gik væk fra, at medicin blev fremstillet på apotekerne efter anvisning. Det skal vi tilbage til.

torben - nielsen

Yep, vi skal have noget mere snake oil, - cures everything

Er det kun et rygte, eller har man i Norge sat medicinalindustrien stolen for døren: Dértil - og ikke ét skridt videre? Vi burde ihvertfald gøre det i Danmark. De er så grådige, at man må rødme.

Eva Schwanenflügel, søren ploug, Espen Bøgh og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Kast et blik på de godt 110 mia. kr. danske pharmaselskaber hiver hjem i eksportindtægter hvert år, og man vil forstå hvorfor sundhedssystemet betaler dyrt for medicin.

Erik Fuglsang, søren ploug og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar

De har "kun" den magt, så længe, at vi som borgere affinder os med det. I det øjeblik, at vi forlanger af vores politikere, og står fast på vores forlangende, at de skal ændre systemet, så vil magtfordelingen være vendt.