Nyhed
Læsetid: 5 min.

Enhedslisten efterlyser mere kontrol med private kulturfonde: »De driver udviklingen uden demokratisk debat«

De private fonde får større og større indflydelse på kulturlivet. Det er i sig selv ikke problematisk, lyder det samstemmende fra kulturordførerne på Christiansborg, som dog er uenige om, hvorvidt der er behov for mere kontrol med dem. Enhedslisten foreslår, at fondene gennem lov pålægges krav om mere gennemsigtighed
Museet for Søfart i Helsingør blev støttet af A.P. Møller Fonden.

Museet for Søfart i Helsingør blev støttet af A.P. Møller Fonden.

Ritzau Scanpix

Indland
23. juli 2019

Mens de offentlige budgetter til kulturen er blevet beskåret over de senere år, er de private fondes bidrag steget. Faktisk er de steget til mere end det dobbelte, hvis man regner 20 år tilbage.

Det betyder blandt andet, det i høj grad er fondene, der bestemmer, hvilke nye projekter der skal blive til noget, og hvilke der ikke skal. Samtidig er de offentlige støttekroner primært bundet til drift og aflønning af personale. 

Enhedslistens kulturordfører, Mai Villadsen, mener ikke, at det i sig selv er et problem, at kulturlivet modtager bidrag fra private fonde. Men når staten samtidig står bag store nedskæringer, og fondene dermed få lov til at drive udviklingen på området uden demokratisk debat, er det problematisk:

»I realiteten kan det være få enkeltpersoner med store formuer, der bestemmer, hvilken kunst der skal være på de danske museer. I Enhedslisten vil vi gerne have et mangfoldigt kulturudbud med både populært og nichepræget kunst, både i byen og i udkantsområderne – men vi kan se, at fondene i høj grad støtter prestigeprojekter.«

Som det fremgik af lørdagens Information, er der i Tyskland en lovmæssig forudsætning for, at private fonde kan skattefritage deres donationer, og at de udgiver rapporter, hvor det tydeligt fremgår, hvad de har støttet, og hvad motivationen har været.

Det fondsregister, der fandtes i Danmark indtil 1991, men blev nedlagt af daværende justitsminister Hans Engell, ønsker EL genindført:

»Vi foreslår, at man gennem lov pålægger private fonde at offentliggøre, hvad de støtter, så vi kan etablere en større offentlig samtale om, hvilken kunst og kultur der får støtte,« siger kulturordfører Mai Villadsen.

Venstres kulturordfører, Bertel Haarder, mener imidlertid ikke, at der er behov for mere gennemsigtighed: 

»Hvad skal vi med et lovmæssigt krav, når fondene gør det ganske frivilligt? Fondene går jo ikke og putter med, hvad de bidrager til. Det kunne de ikke drømme om. De vil gerne have ros for at kunne bidrage til noget godt i samfundet,« siger han.

Hul i isen

Generelt er der blandt Christiansborgs kulturordførere enighed om, at fondene spiller en væsentlig rolle i det danske kunst- og kulturliv. Bertel Haarder mener, at de er med til at sikre en form for pluralisme:

»Det værste ville jo være, hvis det var Kulturministeriet eller nogle kulturministerielle udvalg, som sad på samtlige bevillinger inden for et område,« siger han.

»Der er en tendens til, at de offentlige midler er frosset fast til de nuværende formål. Det er som en sø, der er blevet lagt til is, og ænderne sidder fast og kan ikke flytte sig. Men så kommer der heldigvis nogle fonde og laver hul i isen og laver noget nyt. Så hvad skulle vi gøre uden dem,« spørger han.

Socialdemokratiet og Alternativet mener også, at fondene generelt gør et godt stykke arbejde. De Konservatives Birgitte Bergman siger, at »hvis ikke vi havde fondene, var vi et fattigere samfund rent kulturelt«.

Og Dansk Folkeparti kalder det »alletiders«, at fondene med private midler sikrer en mangfoldighed i kulturen og kunsten:

»Det kan nok være lidt svært at forstå, hvis man er socialist, men jeg er lykkelig for, at fondene sørger for, at det hele ikke bliver ensrettet gennem det politiske system,« siger kulturordfører Alex Ahrendtsen.

Fondene består af borgere, siger han, og de har ikke en fælles dagsorden. Fra hvert sit udgangspunkt og med hver sine interesser sørger de for at uddele penge. De gør, »hvad der passer dem«, og det synes Ahrendtsen, er »dejligt«.

Debat om skattefordele

En af de diskussioner, som de seneste år har fyldt meget i den politiske debat om private fonde, har handlet om deres skattefordele.

Når man som fond uddeler midler i Danmark, er det nemlig muligt at få et skattefradrag på 104 pct. Fradraget har tidligere været endnu højere, før 2015 var det således 125 pct. Og jo flere midler, fondene uddeler, jo mere kan de trække fra i skat, forklarer skatteadvokat Torben Bagge.

»Ved at give bevillinger gennem fradrag i stedet for at overlade det til staten, så beslutter man også politisk, hvem der skal bestemme, og hvad der skal fremmes i kulturlivet. I det her tilfælde er det virksomhederne, som er med til at bestemme,« siger han.

Og det er her, man politisk kan sætte ind, hvis fondene bliver magtfuldkomne, siger Socialdemokratiets kulturordfører Jan Johansen.

»Det skal jo nødig gå hen og blive sådan, at en lukket kreds af mennesker bestemmer lige nøjagtigt, hvad der skal på plakaten. Det skal vi passe på med, for hvis ikke vi er varsomme, risikerer vi et meget ensartet kulturliv,« siger han.

S-ordføreren mener dog ikke, at reglerne om skattefritagelse skal ændres, men han mener, det er godt, at politikerne har muligheden for det.

Ifølge Enhedslisten trænger skattesystemet til et »eftersyn«:

»En procentdel af de penge, der bliver uddelt, kunne være endt i statskassen, som vi så kollektivt politisk kunne uddele,« siger Mai Villadsen.

Det møder dog modstand fra de borgerlige partier. Som Venstres Bertel Haarder formulerer det:

»Hvorfor i alverden skal man beskatte virksomheder for at gøre noget, de ikke tjener penge på, og som gør noget godt for samfundet,« spørger han.

Birgitte Bergman fra Konservative supplerer:

»Det er jo penge, som bliver investeret i vores samfund.«

Lodtrækningsmedlemmer

I Alternativet er man heller ikke imod skattefritagelsen. Men når man har den ordning, kræver det også, at »der er offentlig kontrol med gaverne«, siger kulturordfører Rasmus Nordqvist.

Han mener, at flere fonde burde tage stilling til, hvordan de kan skabe mere demokrati og sprede magten ud. Konkret foreslår han, at man i fondsbestyrelserne kunne have et eller to »lodtrækningsmedlemmer«.

»En form for samfundsrepræsentanter, som var en del af bestyrelsen ud over dem, der udpeges på grund af deres faglighed eller kendskab til fonden,« siger han.

Årsagen til, at udfordringen med fondenes stigende indflydelse og bestemmelsesret overhovedet er aktuel, mener han dog ikke kan tillægges fondene, men politikerne.

»Det er noget, vi har valgt fra politisk side ved at skære og skære og skære. Vi har valgt at sige: ’Det er rigtig godt, det bestemmer I bare, og så blander vi os udenom.’ Det er svært at komme efter fondene, når vi har skåret så meget, at man kan se lukningsdatoen på de fleste institutioner.«

FAKTA: De private fonde styrer dansk kulturliv

Sofie Holm Larsen

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Mansdotter

Det er en tåbelig tankegang at bruge skattelovgivningen som donor for øgede midler til kulturen. Istedet bør stat og kommuner gennem lovgivning pålægges at afsætte en hvis procentdel af deres budgetter til kulturelle formål. Fordelingen af disse midler foretages herefter af hhv. statslige og kommunale råd, hvor både borgere og institutionelle interessenter har mulighed for at sidde i begrænsede perioder.
Bevillingerne kan være flerårige, men aldrig længere end de enkelte råds funktionsperioder. Oven over dette udarbejdes en liste over fælles kulturelle institutioner, som efter demokratisk debat er "umistelige". Disse institutioners vilkår bør kun kunne ændres afgørende hen over 2 valgperioder.

Steffen Gliese

Her kunne man ønske sig det athenske demokrati tilbage: Folkeforsamlingen pålagde de private rigmænd at støtte statens kulturelle aktiviteter og institutioner, hvorefter de blev udpeget år for år ved lodtrækning.
Det var altså guderne, der bestemte, at man kunne få lov at vise sin generøsitet over teater, musik, billedkunst og arkitektur - så selvfølgelig var det et ærefuldt privilegium. Og armslængdeprincippets fornemste realisering.

jens peter hansen

Ja luk da endelig Davids samling. Det er gratis at komme ind og det er jo kunst fra den nære orient .... og så er den privat bvadr.

Christian de Thurah og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Mht. kultur agerer politikere gerne som bekvemmelighedsflygtninge, henviser overblikket de selv bør ha' og forvalte i forhold til, til fonde som ganske vist måske har et alment formål, altså alment i egen optik.
Fondene bør ikke klandres, men takkes. MEN: hvad med "hullerne" mellem de enkelte fondes prioriteringer, og hvad med det enorme ressursespild i kapløbet om at komme inden for hos en fond med sit større eller mindre kunstneriske og eller kulturelle projekt fordi fondene i vid udstrækning har overtaget mæceners frem for fællesskabets rolle?

John Ebbestrup Hansen

Nu er der ikke kun på det kulturelle område at private fonde har stor indflydelse på hvilke kulturprojekter, der bliver sat i søen. På det sociale område har private fonde tiltagende indflydelse og finansierer stadig flere projekter for udsatte borgere, hvor den offentlige sociale indsats igennem mange år er blevet ringere og mindre fintmasket. Det er et demokratisk problem at de private fonde i den grad er styrende i socialpolitikken og det er ikke nødvendigvis de sociale indsatser, der er mest brug for, der bliver prioriteret af fondene. Jeg forventer at den nye regering tager hånd om denne udvikling og finder måder til at begrænse fondenes store indflydelse på den socialpolitiske udvikling i Danmark.

June Beltoft, Carsten Wienholtz og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Den der betaler musikken bestemmer også hvad der skal spilles! Mere indviklet er det vel ikke?

Erik Fuglsang, Jens Winther, Ruth Knudsen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det drejer sig vist, Jens Peter Hansen, om de private fondes indflydelse på de offentlige beslutninger, ikke på anvendelsen af egne midler til egne projekter.

Der er brug for et andet system til offentlig kunststøtte! Det er et mentalitetsspørgsmål, som plager store dele af de initiativriges virketrang overfor de offentlige bevillingssystemer.
For de fleste, der har projektplaner, gælder det, at realiseringen går frem for alt. Det giver optimistiske fremfor realistiske budgetudkast, positive forventninger til projektets videre gevinster og negative i forhold til de praktiske og jordbundne vanskeligheder, der skal overkommes.
Vigtigst af alt: tiden til at realisere projekterne er meget ofte alt for kort - fordi der typisk ikke er midler til at holde selv en lille organisation kørende ret længe.
Når vi derfor i dag ser en ret blomstrende kulturel aktivitet, skyldes meget af det de år, hvor (ungdoms)arbejdsløshed førte til en relativt lemfældig omfang med rådighedskriterier i amter og kommuner - mon ikke nogen stadig husker den jyske konservative socialudvalgsforperson, der pralede af, at hendes udvalg var den væsentligste kilde til kunststøtte i kommunen?
Vi er nødt til at holde op med at betragte kunststøtten som et sted, hvor der skal holdes på pengene - der er brug for en mere positiv og offensiv forhandling imellem dem, der gider trække læsset og sikre ofte kunst i verdensklasse til selv de mest upåfaldende provinsbyer, og myndighederne.
De senere års kraftige vækst i kunstskoler for børn er jo et tegn på, at der er et behov og en lyst til at bruge ressourcer på styrkelse og udvikling af kunstnerisk professionalisme over hele landet.
Men det skal foregå i et imødekommende samarbejde, ikke som en trods-reaktion.

jens peter hansen

Mange især kunstmuseer var aldrig opstået hvis ikke private kapitalister havde oprettet dem. Det var bajerne der betalte Glyptoteket og marmeladen der der betalte Fåborg Museum. Som det mindste burde Staten som det mindste give gratis adgang til de museer som er drevet af staten. Det koster, men det er altså hele landets borgere der nu skal betale for at gå på fx Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst som alle betaler skat til.. Det er uværdigt for et civiliseret samfund som det danske. At private fonde betaler til mange små museer er da et gode, ellers kunne de såmænd lukke i morgen og den frivillige og gratis arbejdskraft måtte så finde et andet gebet at slå sig løs på. Måske skulle EL først og fremmest forsøge at få entreen væk fra de statslige museer og så takke Velux, Carlsberg og A.P. Møller og mange flere for deres bidrag.

Erik Fuglsang, Ole Schwander, Steffen Gliese, Ruth Knudsen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

Nogle af disse fonde sponsorer bevidst kunstnere der laver noget formålstjenesteligt - tænk på FN osv. Det kan medfører en politisk korrekt feel-good kunst, som uden tvivl er relevant, men som måske mangler det, der kan forarge og ændre vores syn - jeg tænker på mine egne konventionelle syn - på tingene. Problemet er, at den kunsteriske kvalitet ikke bliver kriteriet for støtte, men hvorvidt projektet "tager sig godt ud".

jens peter hansen

Når der er van Gogh på programmet står folk i kø. Når det er en lidet kendt kunstner får man de hellige haller for sig selv. Det gør nu ikke van Gogh mindre...

Randi Christiansen

Vi lever i et samfund, hvor pengene bestemmer. Det bliver stadig mere tydeligt. Så hvis det skal ændres, må opgøret tages helt grundlæggende og ifht privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet. Og vi må sige nej til de krige, som pengemagten inddrager os i.

Randi Christiansen

Udfordringen mht til systemskifte er, at forandring til det bedre forudsætter en dybere forståelse for og indoptagelse af fredens væsen. En indsigt som kan erhverves, hvis det oprigtigt ønskes.

Ole Schwander

Øh - hvor er så lige den 'demokratiske debat' omkring offentligt støttede kulturtiltag?

Randi Christiansen

Eller om offentligt støttet krigsdeltagelse

Torben Morten Lund

BLOX i Københavns Havn er et eksempel på elitiær arrogance, hvor en såkaldt gave fra Real Dania fejer almindelige, demokratiske procedurer af bordet, får kommunale nikkedukker til at klappe i hænderne, så vejen banes for et ufolkeligt monsterbyggeri med tvivlsom funktion med på en skattet beliggenhed. københavnerne -bredt taget- ryster på hovedet og ser gerne byggeriet hen hvor peberet gror.