Feriers fysiske farer

Når familien Metz kørte sydpå i bil, foregik det manerligt med hotelophold hele vejen til og med Sydfrankrig og retur, hvilket ikke var så dyrt dengang, men alligevel.

Turene fra 1953 og frem varede det meste af en måned, hvilket førte til forældregenerationens resolvering: at familien måtte spare på måltiderne. Kun aftens- og morgenmad skete på stol ved dug. Frokost blev indtaget på grøftekanten, vi skulle jo ikke fortabe os, men videre, ofte under hhv. trafikhørm og cikadesang.

Delvis varm mad til frokost var en selvfølge, hvorfor der var investeret i ting og sager, i vore dage henregnet under campingudstyr, men dengang at finde i jagt- og lystfiskeriforretninger: En simpel gryde, en ditto pande med aftageligt eller rettere affaldeligt håndtag; tallerkener af hård plast, hvis uforenelighed med madvarer aldrig blev glemt. Dertil glas indkøbt én gang for alle i en fransk snask.

Endelig varmekilden: primussen. Her tror den erindrende knap egen erindring, men primussen brugte benzin.

Benzinrutinen

Nu var der den fordel ved den gamle folkevogn, at benzintanken lå let tilgængelig, idet den bogstaveligt talt sad oven på forsædepassagerernes lår adskilt af en tynd blikplade hvor instrumentbrættet sad og foran en bævrende kølerhjelm eller rettere: benzintankshjelm.

Tilgang til selve tanken skete gennem et afskrueligt dæksel over en kort studs. Nede i tanken skvulpede 30 liter vel at mærke blyholdig benzin. Bortset fra at man således under kørsel med VW’en sad med en brandbombe i skødet, udgjorde primusarrangementet følgende ligning: benzintank = benzin i rigelig mængde - benzin i minimal mængde + en gummislange = en hævert + en benzinprimus + en tændstik = varm mad.

Med andre ord: For at få benzinprimussen i sving, behøvedes selvsagt benzin, som med en gummislange i respekt for hævertprincippet blev gelejdet over i primussen. At materialisere hævertprincippet fordrede imidlertid at en given person, dvs. faderen eller sønnen, dvs. den ældste bror af to, stak gummislangen i benzintanken, sugede, sugede og sugede, indtil den sært flygtigt påtrængende ubestemmeligt olierede uhåndgribelige, men konkrete benzin – tilsat bly for at beskytte cylinderne – skyllede ind i mundhulen.

Herefter gjaldt det om i en helvedes fart og med en sjat benzin i munden, at få mingeleret den laksefarvede gummislange ned i primussen, så benzinen kunne skylle uhindret fra bil til primus. Primussen var ikke stor, primussens benzinbeholder endnu mindre, folkevognens tank i forhold til primussen uendelig, hvilket medførte at benzinen altid løb over og tilsjaskede et pænt område omkring åstedet. Alene dét.

Efter en række pumpebevægelser med en stang i primussen løb benzinen til vægen som blev antændt af en forsigtigt fremstrakt tændstik med et hult drøn. Der var sådan set ingen tvivl om, at operationens faser hver for sig og tilsammen var livsfarlige. Hr. Metz og storebror NH skiftedes til at harke og småbrække sig, inden de satte tanden i æggekagen, eller hvad moderskabet serverede.

Primussen havde vanskeligt ved at køle ned og var mindre pålidelig end en afsikret håndgranat. Monstrummet blev herefter pakket ned i nogle håndklæder, så der ikke kom ilt til den, blev det forklaret. Ikke så sært, at man siden fik dårlige fysikkarakterer.

Og så gik turen videre.

Den foretrukne plads i bilen var foran. Om den var der altid rift. Men i en eller anden udgave af kærlig retfærdighedssans mente far og mor og generøse storebror, at lillebror, der var yngst så det gjorde noget, ikke skulle forfordeles. Derfor sad lillebror meget ofte foran.

Imidlertid var skribenten i fem-seks-syv-otte-årsalderen jo ikke særskilt høj.

For at han kunne kigge ud, anbragte familien derfor godhedsfuldt en (glat) kuffert på sædet og lillebror oven på kufferten. Sikkerhedsselen var ikke opfundet. Bilerne kørte ganske vist ikke så stærkt dengang, men 80-100 kilometer i timen skulle også kunne række til en flyvetur ud af folkepottens snævre forrude.

Man tror det er lyv, men sådan var det. Man regnede vel med, at når bilen stoppede, stoppede passagererne. Også dem der sad foran på kuffert.

Ingen bebrejdelser skal lyde. Ingen curling er savnet.

Skribenten blev fra barnsben vænnet til, at der er europæere i Europa, og det gælder om at lære dem at kende, og, som H.C. Andersen anviste så rundhåndet: ikke frygte rejsens fysiske farer.

Uden at se det halve Frankrig sprængt i småstykker eller hamre knolden ind i forruden, viste de mig som seksårig, hvor Voltaire havde boet.

Det var sgu da risikoen værd.