Læsetid: 9 min.

Klimaorganisationer advarer regeringen mod at øge klimabistanden med penge fra ulandsbistanden

Regeringen og støttepartierne er enige om, at klimabistanden skal øges, men ikke om, hvorvidt pengene fortsat skal tages fra ulandsbistanden. Det er i strid med vores internationale forpligtelser, hvis man fortsætter den nuværende model med give med den ene hånd og tage med den anden, lyder kritikken fra flere klimaorganisationer
Når de rigeste lande har forpligtet sig til at betale klimabistand, er det ikke kun for at hjælpe fattige lande. Hvis de fattige lande bliver ramt meget hårdt at klimaforandringerne – i form af f.eks. oversvømmelser og tørke – vil indbyggerne der på et tidspunkt beslutte at flytte sig. På billedet er ofre for en oversvømmelse i Myanmar på vej væk.

Når de rigeste lande har forpligtet sig til at betale klimabistand, er det ikke kun for at hjælpe fattige lande. Hvis de fattige lande bliver ramt meget hårdt at klimaforandringerne – i form af f.eks. oversvømmelser og tørke – vil indbyggerne der på et tidspunkt beslutte at flytte sig. På billedet er ofre for en oversvømmelse i Myanmar på vej væk.

Ye Aung Thu

8. juli 2019

Regeringen og dens støttepartier har lovet at øge Danmarks klimabistand til verdens fattigste og mest klimasårbare lande.

Men står det til SF, skal pengene fortsat tages fra ulandsbistanden, og heller ikke De Radikale vil love, at der her og nu bliver tale om ’nye og additionelle’ penge, som Danmark ellers har forpligtet sig til. Det fremgår af svar, som partierne har givet til Information.

I praksis vil det betyde, at rød blok kan ende med at sænke ulandsbistanden, advarer John Nordbo, klimarådgiver i organisationen Care.

»Grundlæggende betyder det jo, at der er en mindre indsats for at bekæmpe fattigdom i verden, og det hænger dårligt sammen med vores løfter på FN’s verdensmål,« siger John Nordbo.

Også i Folkekirkens Nødhjælp advarer man mod at hæve klimabistanden på bekostning af ulandsbistanden:

»Vi har forpligtet os til at øge klimabistanden, og der er virkelig brug for det. Men jeg håber selvfølgelig ikke, at der kommer flere penge til klimaet, fordi de bliver taget fra uddannelse, demokrati og hospitaler i fattige lande. Man skal ikke tage med den ene hånd og give med den anden. Så bliver det de fattige, der betaler prisen – igen,« siger Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.

Uenighed i rød blok

Under den tidligere regering har klimabistanden netop været finansieret med midler fra ulandsbistanden, og i rød blok er der ikke enighed om, hvorvidt man bør ændre denne praksis.

SF’s holdning er, at man fortsat skal tage penge fra ulandsbistanden og bruge på klimabistand, skriver partiet i et skriftligt svar.

Samtidig skal klimabistanden øges gradvist med cirka én milliard kroner frem mod 2023. Dertil vil partiet have oprettet en klimafond på 10 milliarder kroner, der skal yde billige lån til ulande, som kan bruges på vedvarende energi og energieffektivisering.

For De Radikale er ambitionen klart at hæve klimabistanden med nye og additionelle midler, siger Jens Rohde, der har fået pressevagten, mens klimaordfører Ida Auken holder ferie.

»Det er en ambition, der gerne skal indfries hen over årene, men jeg kan ikke stå og love, at det bliver inden for ét eller to år. En gang imellem giver det en lidt for stiv og dum diskussion, at tænke ’et tal her og et tal der’. De to ting kan jo fint komplimentere hinanden i forhold til, hvad vi vil opnå,« siger Jens Rohde.

– Så I vil hæve klimabistanden, selv hvis pengene fortsat tages fra ulandsbistanden?

»Det kan jeg ikke svare på. Nu stiller du et hypotetisk spørgsmål.«

»Det er jo via finansloven, at vi skal finde midler til det, vi gør. Og der ønsker vi at finde flest muligt midler til ambitionen på både ulandsbistand og klimabistand,« siger Jens Rohde.

»Men jeg har ikke et dogmatisk forhold til det. Det kan godt være, at nogle af midlerne kan kanaliseres ind på en måde, så de rent faktisk gør noget godt for begge dele.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet. Men sidste år meldte Socialdemokratiet ud, at der ikke ville blive råd til at hæve ulandsbistanden fra de nuværende 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), fordi partiet hellere vil prioritere velfærdsområdet.

I Enhedslisten tager man klart afstand fra at fortsætte finansiering af klimabistanden med penge fra udviklingsbistanden.

I stedet foreslår partiet en ny model, der vil bringe klimabistanden op på 5,4 milliarder årligt, og som i overvejende grad skal bestå af nye penge.

»Vi foreslår, at man omlægger 1,1 milliard af den erhvervsrettede udviklingsstøtte til klimastøtte og derudover tilføjer 3,7 milliarder til klimabistanden, som skal komme fra en ny balanceskat i finanssektoren,« siger klimaordfører i Enhedslisten, Mai Villadsen.

Udviklingsbistand

  • Udviklingsbistanden bruges primært på fattigdomsbekæmpelse i udviklingslande.
  • Den er motiveret af idealistiske og moralske målsætninger og er ofte blevet sammenlignet med den nationale velfærdsstats ansvarsfølelse over for de svageste.
  • Den danske udviklingsbistand er særligt karakteriseret ved sit fokus på de allerfattigste grupper i modtagerlandet, ligestilling og miljøhensyn.
  • Siden 1970’erne har Danmark været blandt de største ydere af udviklingsbistand i forhold til BNI og har som et af få lande levet op til FN’s minimumsmålsætninger for udviklingsbistand.

Aarhus Universitet (Danmarkshistorien.dk), Udenrigsministeriet, Globalnyt.dk.

 

International forpligtelse

Klimabistanden bruges på at hjælpe lande, der er fattige eller særligt sårbare over for klimaforandringer, med at tilpasse sig mere ekstremt vejr, som følge af klimaændringer, og til at reducere deres drivhusgasudslip.

Da klimabistanden blev indført ved COP15 i København, var det en klar aftale, at pengene skulle være ’nye og additionelle’, som formuleringen lød.

»Der var nogle ret klare udmeldinger fra de rige lande om, at de havde tænkt sig at hjælpe de fattige lande, og det blev indskrevet som et væsentligt princip. Det er senere blevet tolket på forskellig vis, men det er helt grundlæggende, at klimabistanden skal ligge ud over den bistand, man ellers havde tænkt sig at give,« siger John Nordbo fra Care.

Derudover forpligtede landene sig til, at klimabistanden samlet set gradvist skulle nå op på 100 milliarder dollar om året inden 2020.

John Nordbo har beregnet, at Danmarks andel i forhold til BNI skulle ligge omkring fem milliarder kroner årligt for at nå målet.

Men Danmark betaler kun i omegnen af 1,3 milliarder kroner årligt, forklarer han, hvoraf pengene som nævnt ikke er nye, men bliver taget fra ulandsbistanden.

Derfor er det grundlæggende et rigtig positivt signal at sende, når regeringen lægger op til at øge klimabistanden.

»Det er godt, og det er nødvendigt,« siger Troels Dam Christensen, der er sekretariatsleder i 92-gruppen, som er et samarbejde mellem 23 danske miljø- og udviklingsorganisationer.

Men i 92-gruppen er man dybt utilfredse med, at pengene, som det er nu, bliver taget fra u-landsbistanden. Blandt andet fordi Danmark gennem en FN-resolution tilbage fra 1970 har forpligtet sig til at bruge minimum 0,7 procent af vores BNI på ulandsbistand.

Men det lever vi ikke op til, når pengene bliver omdirigeret til klimaet.

»Vi ser helt konsekvent, at det bliver et nulsumsspil,« siger Troels Dam Christensen.

»Groft sagt bliver pengene bare taget fra skoler, sundhedsvæsen og andre udviklingshensyn og i stedet brugt på klima. Det er utilfredsstillende og ikke tilstrækkeligt, og vi har altid haft den holdning, at klimabistanden skal være nye penge.«

Troels Dam Christensen mener, at det strider mod det grundlæggende princip i miljø- og klimalovgivning, at forureneren betaler. De rige lande, der historisk har udledt mest CO2, er forpligtede til at hjælpe dem, der bliver ramt af klimaforandringerne.

»Så for os er det ikke et spørgsmål om almisse, men et spørgsmål om rettigheder. Der er en ansvarsdimension her. Vi skylder dem det. Danmark har haft et stort CO2-udslip i mange år, så vi har et historisk ansvar at leve op til,« siger Troels Dam Christensen.

Klimabistand

  • Under FN’s Klimakonvention i 1992 forpligtede de rige lande sig til at give udviklingslandene finansiel støtte til at omstille sig til lavemissionslande, der vil kunne stå imod klimaændringerne.
  • Ved COP15 i 2009 blev man enige om, at landene gradvist skulle øge klimabistanden, så man samlet set nåede 100 milliarder dollars årligt fra 2020.
  • Et af de bærende principper i begge aftaler var, at klimafinansieringen skulle være »ny, additionel, forudsigelig og tilstrækkelig«.

Egeninteresse

Når de rigeste lande har forpligtet sig til at betale klimabistand, er det ikke kun for at hjælpe fattige lande. Det er nemlig også i vores egen interesse, at de tilpasser sig klimaforandringerne og mindsker deres drivhusgasudslip.

»Hvis store, befolkningsrige lande bliver ramt meget hårdt at klimaændringer, eller hvis Afrika syd for Sahara bliver ramt af tørke, så vil de mennesker på et tidspunkt beslutte at flytte sig,« siger Troels Dam Christensen, der forudser, at de blandt andet vil rejse til europæiske lande som Danmark.

Samme bekymring har klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Mattias Söderberg.

»Det vil have en betydning for spørgsmålet om migration og flygtninge, for hvis vi hjælper dem med klimatilpasning, så kan de jo blive, hvor de bor.«

Den egeninteresse, vi har i at betale klimabistand, kan ligefrem være en del af årsagen til, at man omdirigerer penge fra ulandsbistanden til klimabistanden, mener klimarådgiver i Care, John Nordbo. Vi har nemlig stor interesse i at hjælpe med drivhusgasreduktion, mens ulandsbistanden er »et mere altruistisk projekt.«

Nordbo fortæller, at han vil blive »rigtig, rigtig skuffet«, hvis ikke regeringen finder en ny finansiering af klimabistanden. Men han tror på, at det kan lade sig gøre.

»Jeg er fortrøstningsfuld, fordi der simpelthen ingen indre logik ville være i at tage klimaproblemet så alvorligt, som de gør, og så samtidig mene, at det skal gøres ved at tage penge fra verdens fattige,« siger John Nordbo.

Regeringen har indtil videre været meget ambitiøse på klimaområdet, og det lader til, at de har forstået essensen af klimaudfordringerne, siger han.

»Herunder at de fattige ikke har skabt problemerne. I modsætning til andre så kender de godt til virkeligheden, så det ville være helt ulogisk at lade være (med at øge klimabistanden med nye midler, red.),« siger han.

Hårdest ramt

Ud over at vi, ifølge klimaorganisationerne, som land har et ansvar, må man også se i øjnene, at de fattige lande ikke kan bidrage til Parisaftalens mål uden vores hjælp, forklarer sekretariatsleder i 92-gruppen, Troels Dam Christensen.

»De skal simpelthen have hjælp, hvis de skal have en chance for at få vedtaget nogle ambitiøse klimaplaner.«

Klimabistanden har to overordnede indsatsområder, som skal holdes i balance.

Dels skal vi bidrage til, at modtagerlandet kan reducere deres drivhusgasudslip, hvilket typisk sker gennem projekter, der arbejder for vedvarende energi, vindkraft, sol, biomasse eller vandkraft.

Den anden del handler om at tilpasse landet til klimaforandringer.

Det gælder eksempelvis omlægning af landbrug til nye dyrkningsmetoder eller afgrøder, systemer til indsamling af regnvand forud for tørketider, infrastruktur, der kan kapere vandstigninger og voldsommere vejr, og advarselssystemer og evakueringscentre ved store klimakatastrofer.

Men når klimatilpasning er særligt vigtigt i eksempelvis Afrika og små østater, er det ikke kun, fordi de geografisk set er mere udsatte.

»De fattigste mennesker er også dem, der bliver ramt hårdest af klimaforandringer, fordi de ikke har en økonomi, der kan stå imod. Hvis der er oversvømmelse i Danmark, så har de fleste mennesker trods alt en forsikring, og Danmark har en økonomi, der kan klare det. Men de fattige landes kapital kan ikke løse det for dem,« siger Troels Dam Christensen fra 92-gruppen.

Del af en større tendens

Danmark er langtfra det eneste land, der ikke lever op til den forpligtelse, man gav i 2009.

»Generelt ligger de andre lande heller ikke så godt. De rige lande skulle samlet set give 100 milliarder dollar i 2020, men når det gælder offentlige midler, siger de selv, at de leverer omkring 50 milliarder dollar i klimabistand,« siger klimarådgiver i Care, John Nordbo.

Og noget kunne tyde på, at den finansieringsmodel, vi bruger i Danmark, er en del af en større tendens til, at man bevæger sig væk fra princippet om, at klimafinansiering skal være ’nye penge’, som man oplevede det under klimatopmødet i Polen i december.

»Der oplevede vi desværre, at en del af de rige lande forsøgte at få kriterier, der var så lempelige som overhovedet muligt. Helt konkret kunne det være at skrive ’nyt og additionelt’ ud af teksten. Det arbejder de benhårdt for, « siger han.

»Hvis man kigger på det historisk, er der sket et underligt skred, hvor politikere pludselig siger, at de ikke længere bruger ’nyt og additionelt’-princippet. Det hørte vi også fra den tidligere regering. Så vi håber sandelig, at den nye regering vil sørge for, at den måde, vi udregner klimabistanden på, bliver mere retfærdig over for udviklingslandene,« siger Troels Dam Christensen.

De 167 millioner indbyggere i Bangladesh er kun ansvarlige for 0,3 pct. af den globale udledning af drivhusgasser. Det på trods er befolkningen blandt de allermest udsatte for klimaforandringerne. Billedet af fra en flygtningelejer i Bangladesh, hvor de lige nu er ved at skærme sig mod voldsom regn.
Læs også
Godt ti millioner kroner forventes at blive prisen for P4G-topmødet i weekenden, meddeler Udenrigsministeriet. Pengene til regeringens prestigeprojekt, hvor erhvervslivets top, politiske ledere og ngo’er mødtes i København, tages fra udviklingsbistanden
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Bjarne Bisgaard Jensen
ingemaje lange og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

når talen går på niveauet af danmarks bistand til fattige lande har jeg i mange år tænkt hvorfor man ikke bare skaber en retfærdig økonomisk verdensorden,
som det er i dag skummer de rige lande fløden og sidder tungt på alle værdier også i de fattige lande, og kan så ansætte den lokale befolkning til sulteløn og dermed øge profitten på koncessionerne som vi har købt billigt af magthaverne,
og med stor sandsynlighed solgt militært isenkram til samme magthavere så disse kan forsvare sig imod folket eller naboen om nødvendigt,
og skulle magthaverne være uvillige kan vi jo i stedet bevæbne nogle lokale militser som så kan erobre de værdifulde områder, og sælge koncessionen til os,
og nu ved jeg godt at det ikke er danmark som opkøber flest koncessioner rundt omkring, men vi tillader og bakker op om systemet og får en del af kagen for at bevare muligheden for alle lande med penge at investere,
en regel om at ejerskabet af råstoffer ikke kan sælges til andre lande, og ikke mindst en regel imod salg af militære våben ville kunne hjælpe de fattige lande, men det vil vi ikke støtte,
vi vil hellere give 100kr i bistand for hver mio vi tjener på en ulighedsskabende verdensorden ( nemlig den verdensorden som borgerlige kræfter holder så meget af fordi den er genial til at skabe ulighed, kaldet markedet ! )
hvis fattige lande blev beskyttet imod rige landes grådighed og pengemagt ville de ophøre med at være fattige,
for ligesom det er en myte at rige mennesker er dygtigere, klogere, og arbejder mere end fattige, er det en myte at fattige lande er fattige af lignende grunde, fakta er at i begge tilfælde kommer rigdommen fra den magtposition man har i en hierarkisk verden, ( og fattigdommen af manglen på samme )
vi kunne altså hjælpe fattige lande langt mere ved at bekæmpe ulighed end ved at give almisser.
men selvfølgelig skal vi først stoppe ulighedsskabelsen inden vi overvejer at reducere almisserne især fordi bistand jo er målrettet de hårdest ramte ( i princippet i det mindste, i praksis ? )

Estermarie Mandelquist, Peter Ole Kvint, Jan Rousseau Kelgren, John Andersen, ingemaje lange, Annette Aronsø og Maia Aarskov anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Måske man kunne undvære en pædagog eller to ?
Uha da nej.
Så er der kun den rige onkel tilbage, som kan betale gildet.
Han skal snart få nok at se til.

Henrik Madsen

En gang var Zimbabwe STOREKSPORTØR af landbrugsprodukter. Sådan var det i en lang årrække! Og ddt kunne have fortsat. Men det ændrede sig, efter landet smed de hvide på porten, og selv overtog hele styringen. Lige siden er det gået skidt. Nu har Zimbabwe i mange mange år været nødt til at IMPORTERE fødevarer for overhovedet at brødføde sin egen befolkning.

Henrik Madsen

Klimaorganisationer der taler om fordelingspolitik. Hvor når begynder fagforeningerne at tale om klimapolitik?

Alt imens ingen rigtigt tør tale om det største globale problem overhovedet: Befolkningstilvæksten!

John Andersen

Henrik Madsen, langt hen ad vejen har du ret. Du glemte blot at nævne en lille detalje. Det rige vesten har brugt, og bruger stadigvæk sanktioner mod landet for at de skal følge vore regler.

Michael Friis

Jan Weber Fritsbøger du skriver "retfærdig økonomisk verdensorden" og senere "stoppe ulighedsskabelsen" -
Jeg savner meget et "hvordan" ?

Uligheden er interessant at måle: I en famile, vennekreds, en skole, et egn, et land, en verdensdel eller hele kloden? Alder m.v.

Kinas vækst har været med til at mindske uligheden mellem Asien og Europa/USA. Men hvis Kina bliver ved med at vokse, da vil Kina øge ulighedheden i verden (da Kina bliver for rige).
Tilsvarende er København og enkelte andre egne af Danmark vokset mens store dele at "udkanten" har haft tilbagegang.

Muligvis er det et vilkår. Markedet regulerer.
Det offentlige kan hjælpe ved at flytte uddannelser væk fra København til en masse provinsbyer. Jeg tror, at det er bedre end at udflytte dele af administrationen.