Læsetid: 4 min.

Et maraton i tålmodighed

Efterlod buschaufføren os med vilje i bjergtynd luft? Kan man overhovedet vinde i disciplinen tålmodighed, hvis man er oppe imod tibetanere og kinesere?
Billedet er taget umiddelbart før bussen brød sammen

Billedet er taget umiddelbart før bussen brød sammen

Privatfoto

31. juli 2019

Vores buschauffør er gået ud på vejen. I et forsøg på at få et lift vinker han ivrigt i retning af en lastbil, som nærmer sig i det fjerne.

Det kan umuligt være et godt tegn for vores videre færd. Så meget kan jeg da regne ud på trods af, at den tynde luft i over 5.000 meters højde er ved at gøre indhug på min evne til at gennemføre en logisk tanke.

Alle os tætpakkede passagerer har allerede befundet os her i et døgn. Vi er i år 2003 og på vej fra ørkenbyen Golmud i nord til Lhasa, den tibetanske hovedstad, i syd. Turen skulle have taget et par døgn. Men bussen er brudt sammen på det absolut højeste punkt på ruten, Tangula-bjergpasset.

Og buschaufføren, der hidtil har brugt det mest af tiden med hovedet inde i motoren, ser nu ud til at have givet op og er klar til at flygte og lade os i stikken. Han står ude på vejen og tomler.

»Hvad har du gang i?!« råber jeg til ham, da jeg får stavret mig udenfor, forpustet af den tynde luft og på skrøbelige højdesyge ben.

Han skulle bare til »den nærmeste by« for at købe reservedele, forsikrer han, inden han skynder sig op i en lastbil, der har reageret på hans febrilske vink.

»Men hvad med os?!«

Chaufføren er allerede væk. Hvor er den nærmeste by mon?

Jeg har udsigt til et endeløst tibetansk plateau. Et spektakulært og smukt sted at være strandet. En spejlblank sø, der perfekt reflekterer den knaldblå himmel og intense grønne bjerge. Græssende yakokser og stupaer kan ses på afstand som brune og hvide pletter. Men der er ingen tegn på, at der i nærheden skulle være noget, der ligner en by.

Inde i bussen virker det endnu mere iltfattigt end udenfor. I den forreste del, hvor de fleste kinesere sidder, er luften tyk af cigaretrøg. I den bageste del, hos tibetanerne, er der en ram lugt af våd yakokse fra mændenes pelstøj.

Jeg er løbet tør for snacks, og en ung tibetansk mand rækker mig en tung klump tsampa – bygmel æltet sammen med saltet te og tilsat yaksmør. Bag ham sidder en munk i bordeauxfarvede klæder og med en rosenkrans konstant roterende mellem fingrene.

»Chaufføren er smuttet. Hvad gør vi? Skal vi også tomle?« spørger jeg den unge tibetaner.

Det vil han dog ikke høre tale om.  

»Vi har købt billetter,« svarer han på gebrokkent kinesisk.

»Vi har krav på at blive taget hele vejen til Lhasa.«

Bussen gik i stå midt i den tynde bjergluft.

Alessandro Digaetano

Vi ligger i to etager inde i den overfyldte sovebus. Her er så mange passagerer, at i det køjeafsnit, hvor jeg sidder, har jeg det meste af tiden kun lige akkurat plads til halvanden balle på kanten af køjen, som egentlig ikke er andet end en træplade – to personer skulle kunne ligge her med bøjede ben, men vi er fem.

Fra køjerne ovenover regner det med skaller fra solsikkekerner, som kinesere sidder og gnasker, samtidig med at de spiller kort.

Jeg blunder. Men bliver kort efter vækket af en lille buttet kinesisk dreng, der har besluttet at hælde yoghurt i håret på mig. Energiniveauet er så lavt, at jeg ikke kan reagere på anden måde end at kigge tomt på ham. Hans far rækker en pose med snaskede hønsefødder i min retning, måske som kompensation for sønnens gerning.

Buschaufføren har nu været væk i snart et døgn. Vi har holdt stille her i to døgn.

»Hvad gør vi?« spørger jeg.

Flere har kastet op af højdesyge.

»Vi må væk herfra,« insisterer jeg.

Men faren til yoghurtdrengen er lige så afvisende som den unge tibetaner.

»Hvis vi forlader bussen, er vores billetter spildt,« siger han.

»Det er chaufførens ansvar at få os bragt frem til destinationen.«

En ældre kinesisk mand, der ellers har brugt det meste af tiden på at snorke, siger nu, at buschaufføren kan have som »et mål«, at vi forlader bussen:

»Så kan han samle andre passagerer op og på den måde tjene flere penge.«

Er den tynde luft gået mest til mit eller deres hoved? Både tibetanerne og kineserne får det til at lyde, som om at chaufføren højst sandsynligt har fingeret motorproblemerne, så han kunne forlade os på rutens højeste sted; han skulle åbenbart satse på, at vi vil give op og finde en anden vej videre, så han kan sælge vores tomme pladser til andre passagerer, han kan samle op på vejen til Lhasa.

Det er vanvid, tænker jeg. Vi er ved at løbe et maraton i disciplinen tålmodighed, og brændstoffet er en tilsyneladende dyb mistillid til autoriteter, her i skikkelse af en buschauffør.

Jeg vil løbe med i maratonet. Jeg fisker det sidste af den fortsat klæbrige tsampa op af lommen for at få lidt mere energi til at stå distancen.

Men et halvt døgn senere giver jeg op. Jeg bliver samlet op af en lastbil. Dog først efter, at omtrent en tredjedel af de andre passagerer allerede er smuttet. Det vælger jeg at se som en sejr. Måske har jeg lært noget om udholdenhed, eller også er jeg bare blevet traumatiseret. Under alle omstændigheder har al form for transport sidenhen virket lettere.

Jeg aner ikke, hvornår buschaufføren vender tilbage. Eller om der i sidste ende er grund til mistilliden. Det irriterer mig.

Serie

Ferieminder

Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Thomas Tanghus
  • Christian Mondrup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
David Zennaro, Thomas Tanghus, Christian Mondrup og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu