Læsetid: 8 min.

Moyed Al Zoebi ville terrorbombe København. Det hele begyndte med et biluheld

En syrisk asylansøger ankom i 2015 til Sverige med sin familie. Kort efter indtraf en ulykke, som sendte ham ud i en psykologisk deroute, der kulminerede med planer om et terrorangreb mod Danmark. Hvordan gik det så galt? Dette er første kapitel i serien om Tændstikmanden
En syrisk asylansøger ankom i 2015 til Sverige med sin familie. Kort efter indtraf en ulykke, som sendte ham ud i en psykologisk deroute, der kulminerede med planer om et terrorangreb mod Danmark. Hvordan gik det så galt? Dette er første kapitel i serien om Tændstikmanden

Sofie Holm Larsen

15. juli 2019

Kapitel 1: Han havde mistet alt. Hans søn var død. Hans kone havde forladt ham, og hans hjemland, Syrien, lå i ruiner. Nu, en eftermiddag i november 2016, sad han i et tog, som bragede afsted mod en by, han knap kendte. Han havde planlagt, at dette skulle blive hans sidste rejse.

Toget bumlede ud langs en bro. På den anden side af ruden strakte Øresunds mørkeblå vand sig mod horisonten. Så forsvandt toget ind i en tunnel. Snart ville han være fremme ved sin destination: København. Her ville han give afkald på det sidste, han havde tilbage her i verden; sit eget jordiske liv. Og han havde tænkt sig at trække så mange mennesker med sig i døden som muligt.

Snart ville han endelig finde hvile.

Tidligere i år blev den nu 32-årige syrer Moyed Al Zoebi idømt 12 års fængsel for at planlægge et terrorangreb i Danmark. Angrebet skulle have fundet sted i København og involvere en eller flere bomber bygget af svovl fra tusindvis af tændstikker. Det hele var tilsyneladende orkestreret af Islamisk Stat. Manden bag planerne var kun et år forinden ankommet til Sverige med håb om et bedre liv for sig selv og sin familie.

Spørgsmålet er, hvad der på så kort tid havde drevet ham så langt ud.

Moyed Al Zoebi var 28 år, da han ankom til Sverige med sin hustru og parrets et år gamle søn.

Det var september 2015, og den europæiske flygtningekrise var på sit højeste. Kort forinden havde de ligesom tusindvis af andre syrere begivet sig ud på den farefulde sejltur over det smalle stræde mellem Tyrkiet og Grækenland.

Fra Athen havde de taget toget op gennem Europa. Efter en uges tid var de ankommet til København. Netop i de dage var hele Danmark optaget af en gruppe flygtninge, som vandrede langs motorvejen i Sønderjylland i retning mod Sverige. Moyed Al Zoebi og hans familie skulle samme vej. Måske havde de endda, på deres vej gennem Europa, fulgtes med nogle af de udmattede mænd, kvinder og børn, som nu kunne ses på tv-billederne fra E45.

I København lykkedes det den lille familie at komme på et tog til Malmø. Et par dage efter ankomsten fik de taget deres fingeraftryk og blev anvist en asyllejr i det nordlige Sverige.

Livet i en svensk landsby stod på alle måder i kontrast til det borgerkrigshærgede Syrien. Både Moyed og hans hustru Sana har senere forklaret til svensk politi, at den første tid i deres nye hjem var fredfyldt: De tog på fisketure, gik til koncerter i den lokale kirke, og Moyed spillede fodbold, mens Sana og deres søn heppede. De blev også venner med et andet syrisk ægtepar på asylcentret, Mustafa og Maya.

Inden flugten til Sverige havde Moyed deltaget aktivt i den syriske borgerkrig. Han skulle senere, i forbindelse med flere retssager, hævde, at han havde været en del af Den Frie Syriske Hær, hvor han arbejdede med medier og »hackede« regimet som en del af en digital efterretningstjeneste. Noget tyder dog på, at han også havde kæmpet for den jihadistiske milits Jabhat al-Nusra og måske endda Islamisk Stat. Men det er ikke muligt at fastslå med sikkerhed.

Under alle omstændigheder rejste han i en periode frem og tilbage mellem Syrien og Saudi-Arabien, hvor hans familie boede, og hvor han selv tidligere havde arbejdet som makeupartist i et stormagasin.

I 2013 mødte han Sana i Riyadh. Han fik hendes families velsignelse til at bede om hendes hånd, og inden længe havde de giftet sig. Men de kunne ikke blive boende i Saudi-Arabien, hvor hun ikke havde permanent opholdstilladelse. De kunne heller ikke slå sig ned i Syrien, hvor krigen eskalerede dag for dag, og Moyed har senere forklaret, at han var eftersøgt af det syriske regime.

I oktober 2014 fik de en søn, som de kaldte Hani. Kort efter besluttede de sig for at rejse til Europa. Målet var Sverige, hvor Sana havde familie, og efter et halvt år i Tyrkiet lykkedes det dem endelig at komme afsted.

I Sverige gik Moyed på arbejdsformidlingen for at se, om han kunne finde arbejde som makeup-artist. Men sproget var en barriere. Han trivedes ikke med lediggang. Som mand var det hans pligt at sikre familien økonomisk. Hjemme på asylcentret gik han til hånde i kantinen og tog opvasken for dog at lave et eller andet. Både han og Sana gik på sprogskole og forsøgte at lære svensk. Hun drømte om at uddanne sig inden for medier, mens han angiveligt overvejede at blive farmaceut. Mest af alt glædede de sig over at være kommet til et land, hvor deres søn Hani kunne gå i skole og få en fremtid.

Men deres drømme og planer blev snart slået itu.

En dag i november 2015 kom den lille familie kørende i en minibus sammen med fire andre, da bilen kørte galt. Både Moyed, Sana og sønnen Hani blev slynget ud på vejen.

Den etårige Hani blev kørt over og fik en kraftig hjerneblødning. Han blev hastet med helikopter til et hospital i Uppsala.

Moyed og Sana var også kommet alvorligt til skade. Sana havde fået brud på nakke, ryg, bryst og bækken. Hun svævede mellem liv og død, og i lang tid var det uvist, om hun nogensinde ville komme til at gå igen. Moyed havde fået to brud på rygsøjlen. De blev i første omgang transporteret til hvert sit hospital.

Imens kæmpede et hold læger for at redde deres søns liv. Men få timer efter ulykken døde Hani alene på en hospitalsstue i Uppsala. Han blev begravet i Malmø. Moyed og Sana var stadig indlagt og kunne derfor ikke være til stede, da han blev lagt i jorden.

En måneds tid efter ulykken blev forældrene udskrevet og flyttede til et nyt asylcenter. De havde bedt om at komme til at bo i Malmø tæt på Hanis grav og Sanas familie. Men i stedet havnede de i det nordlige Skåne.

Drømmen om en bedre fremtid for Hani havde været en stor del af grunden til, at de havde forladt Saudi-Arabien. Uden ham var det umuligt at forestille sig et meningsfuldt liv i Sverige.

Det nye asylcenter var indrettet i et gammelt pensionat. Set udefra var det et idyllisk svensk træhus, gulmalet og med hvide, sprossede vinduer. Fra terrassen på bagsiden af huset var der udsigt over en lille sø. Men indenfor var stemningen tung.

Moyed og Sana delte et lille værelse. Her var to enkeltmandssenge, som var skubbet sammen i midten af lokalet, et garderobeskab, et lille natbord med en skuffe, som de fyldte med fyrfadslys, og et fjernsyn, som de havde lånt af Sanas familie. Meget af deres tid gik nu med at se en tv-serie ved navn ’En halv dag’. Moyed downloadede afsnittene på det lokale bibliotek.

Han havde i en periode forsøgt at fortsætte med at lære svensk, og på biblioteket havde han lyttet til cd’er og bøger. Men hver gang blev han overvældet af sorg. Bøgerne mindede ham om at læse højt for Hani.

Udadtil smilede han høfligt til alle på asylcentret. Men bag lukkede døre græd han ofte og hverken spiste eller sov. Han tabte sig meget, og på et tidspunkt blev der ringet efter en ambulance, da hans blodtryk var faldet voldsomt.

Moyed og Sana sprang indimellem måltider over for at få råd til togbilletter, så de kunne køre til Malmø og besøge sønnens grav.

Han bebrejdede sig selv alt, der var sket. Han havde endnu ikke fundet et job. Og det hele blev kun værre af, at de efter sønnens død var blevet tildelt en midlertidig opholdstilladelse. De kunne ikke udholde forestillingen om, at de måske ville blive udvist og dermed afskåret fra at besøge sønnens grav. De ventede og ventede. Uden at vide hvad de ventede på.

I smug så Moyed videoer af deres afdøde søn, når han troede, at Sana ikke kiggede. Før havde han været stille og mild. Nu talte han uafbrudt og ofte usammenhængende, og han kunne fare voldsomt op og råbe ad hende. Bagefter græd han og bad om tilgivelse. Andre gange kunne han blive besat af irrationelle bekymringer, som når han anklagede Sana for ikke at spise nok. Det var, som om han frygtede, at hun skulle svinde ind og dø og efterlade ham alene med sin sorg.

Sana kunne ikke kende ham længere.

Vennerne Mustafa og Maya var også blevet flyttet til det nye asylcenter efter ulykken. De boede nu på et værelse ved siden af, og de bemærkede, hvordan Moyed og Sana ofte skændtes. De hørte også, at Moyed var begyndt at tale meget højlydt om krigen i Syrien. Særligt én af grupperne i borgerkrigen var han optaget af: Islamisk Stat.

Moyed holdt sig opdateret om udviklingen i hjemlandet og kunne dagligt berette om gruppens seneste bedrifter på slagmarken. Han sad ofte bøjet over sin telefon og læste nyheder. På biblioteket downloadede han hundredvis af propagandavideoer, som hyldede selvmordsbombere, viste henrettelser af gidsler og dæmoniserede jøder og shiamuslimer. Nogle af videoerne hævdede at dokumentere, hvordan shiamuslimer dræbte små, uskyldige børn i Syrien. Borgerkrigen var en krig mellem det gode og det onde. Og Islamisk Stat kæmpede på de godes side, mente han.

Forsiden af en terrormanual fra Islamisk Stat.

Sana var også modstander af præsident Bashar al-Assad. Men hun delte ikke sin mands fascination af terrorgruppen Islamisk Stat, og hun syntes, det var pinligt, at han talte højlydt om den på asylcentret. Efterhånden blev vennerne også trætte af at høre på ham. Moyed talte ikke længere om sin fremtid i Sverige eller om, hvad han kunne tænke sig at lave. Som der står i referatet fra en senere afhøring af vennen Mustafa foretaget af dansk politi: »Det eneste han (Moyed) talte om hele tiden det var ISIS, ISIS, ISIS, der var ikke andet end ISIS.«

Moyeds interesse for jihad og Islamisk Stat førte ham ind i et netværk af ligesindede. Snart havde han fået en ny omgangskreds. Og han var også begyndt at foretage nogle bemærkelsesværdige søgninger på internettet. Søgninger efter opskrifter på bomber og arabiske hymner om martyrer.

Navnene Sana, Hani, Maya og Mustafa er opdigtede for at beskytte personernes privatliv. Information er bekendt med deres rigtige identitet.

Serie

Tændstikmanden – fra flygtning til hellig kriger

I maj blev en 32-årig syrisk mand idømt 12 års fængsel for at planlægge et terrorangreb mod København. Han var få år inden ankommet til Sverige som asylansøger.

I denne artikelserie fortæller Information historien om Moyed Al Zoebi og forsøger at finde svar på, hvad der på så kort tid havde gjort ham klar til at tage sit eget og mange andre uskyldige menneskers liv.

Artiklerne er baseret på mange hundrede siders dokumenter fra politi og domstole i Danmark, Tyskland og Sverige samt interviews med folk tæt på sagen. Moyed Al Zoebi har anket sagen og nægter sig skyldig.

Seneste artikler

  • Tændstikterroristen blev radikaliseret af sin egen sorg

    27. juli 2019
    Som en mand i dyb sorg var Moyed Al Zoebi, der tidligere i år blev dømt for forsøg på at udøve et terrorangreb i København, særligt sårbar over for radikalisering. Det vurderer terroreksperten Magnus Ranstorp, der har gennemgået Informations føljeton om sagen
  • Terroristen med tændstikkerne flygtede fra politiet og fra sig selv, men snublede til sidst

    27. juli 2019
    Retssagen mod en syrisk asylansøger, som havde forsøgt at begå terror i København, gav indtryk af en nervøs og høflig mand, som var blevet radikaliseret af livets modgang. Han havde været parat til at dø og til at dræbe andre. Nu skulle han bevise, hvorfor han fortjente et liv i frihed. Dette er femte – og sidste – kapitel i serien om Tændstikmanden
  • Moyed skulle møde Dieab på en togstation og bygge en bombe. Men noget gik galt

    23. juli 2019
    To syriske mænd skulle i november 2016 mødes på Hovedbanegården i København. Planen var at stikke så mange tilfældige mennesker som muligt ned med knive og derefter sprænge en eller flere bomber. Men noget gik galt. Dette er fjerde kapitel i serien om Tændstikmanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Erik Karlsen, Viggo Okholm, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Sundt at minde om at terrorister(?) er mennesker, og at forudsætningerne for terrorisme, når ulykkelige omstændigheder er ude, er skabt af mennesker. Bør altid huskes, uanset domme.

Christel Gruner-Olesen, Erik Karlsen, Gert Romme, Thomas Tanghus, Christian Mondrup og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
David Joelsen

@Brøndum

Tændstiksmanden nåede at købe 100 tændstiksæsker, før han blev dømt.

Danske politikere “erklærede krig” og sendte soldater samt udstyr til Irak, Afghanistan og Libyen. Der har over 1.000.000 civile mistet livet ved krig, bomber og tortur. Private hjem, bryllupsfester og hospitaler er blevet sønderskudt og bombet.

Hvad er det det giver dig kvalme og hvem er det lige nu du gerne vil have dømt og glemt?

Christel Gruner-Olesen, Ete Forchhammer , Hans Larsen, Carsten Wienholtz, Erik Karlsen, Gert Romme, Liselotte Paulsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Henrik Brøndum:
Det er da en nødvendig artikel som går bag om motiver og går ind i det der kan ske,når modgang og tragedier går i sind og psyke. Jeg fratager ikke personen et ansvar, men som jeg læser historien er det vel i grunden ikke så mærkelig han knækker. men desværre til den forkerte side
Den ulidelige storpolitiske tragedie som David nævner her, har så i min optik ikke noget med selve historien her at gøre umiddelbart,bortset fra at alt hvad der sker indirekte kan henføres til vanviddet omkring den politik. Det fratager så ikke den enkelte ansvaret for at skade nogen..

Jeg skal ikke forsøge at forklare eller forsvare terrorisme. Men der er faktisk, - måske ikke i Danmark men i hvert fald i nogle lande. forsøgt at forklare motivet for tilgang til selvmordsrelateret terrorisme under Daesh,

Og i de tilfælde jeg har læst, var det altid personer, der af en eller anden grund, som normalt også blev offentliggjort, gik i selvmordstanker. Altså psykisk og socialt svækkede mennesker der så selvmord som den eneste realistisk løsning på deres problem. Faktisk har jeg kun læst om en eneste, der tilsyneladende var en succes med alt, og alligevel tog en række andre menneskeliv med sig.

Skal disse problemer løses, er det tilsyneladende vigtigt at alle i samfundene, er bevidste om den skade de kan gøre, og forsøger at undgå det. For mennesker der virkelig har noget at miste, som de sætter stor pris på, begår ikke selvmord. Og de har heller ikke motivet for at skade andre.

John Damm Sørensen, David Joelsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar