Læsetid: 10 min.

Moyed ville ’dræbe hele verden’ – og han havde tænkt sig at begynde i København

I efteråret 2016 fik to syriske asylansøgere kontakt til hinanden. Den ene boede i Sverige, den anden i Tyskland. Selv om de aldrig havde mødtes før, vidste de, at de skulle udføre et terrorangreb sammen i København. Dette er tredje kapitel i serien om Tændstikmanden
I efteråret 2016 fik to syriske asylansøgere kontakt til hinanden. Den ene boede i Sverige, den anden i Tyskland. Selv om de aldrig havde mødtes før, vidste de, at de skulle udføre et terrorangreb sammen i København. Dette er tredje kapitel i serien om Tændstikmanden

Sofie Holm Larsen

20. juli 2019

Dette er en fortælling i fem afsnit. Læs første kapitel her.

Kapitel 3: I efteråret 2016 hærgede en ny trend på Youtube. Unge verden over var begyndt at optage videoer, hvor de skræmte livet af fremmede mennesker ved pludselig at dukke op iført uhyggelige klovnemasker.

Videoerne med de såkaldte killer clowns var ment som en grov spøg. Men da fænomenet kom til Sverige, var det noget af det mest uhyggelige, den 29-årige asylansøger Moyed Al Zoebi kunne forestille sig.

Han var kommet til landet et år forinden med sin kone og deres etårige søn. Sønnen var kort efter omkommet i en bilulykke, og siden da var Moyed blevet stadig mere utilregnelig.

Inden sønnens død havde han været mild og omsorgsfuld. Nu kunne hans kone Sana dårligt kende ham. På asylcentret, hvor de boede, skiftevis råbte han ad hende og græd ukontrolleret. Og så bekymrede han sig manisk om vilkårlige ting. For eksempel dræberklovne. Han havde hørt, at en killer clown var blevet set i Sverige. En ung kvinde fra Blekinge havde i en artikel fortalt, at hun en sen aften var blevet skræmt fra vid og sans af en sortklædt mand med klovnemaske, som havde stirret tavst på hende gennem et vindue i flere minutter. Det fik Moyed til at frygte for sit liv.

»Tænk dig, kan det virkelig passe, at man støder på sådan en klovn, som myrder mig?« havde han sagt til Sana.

»Jeg har forladt Syrien, jeg har forladt krigen for at blive myrdet af en klovn her.«

Derefter var han begyndt at gå med kniv.

Moyed var også blevet grovere over for Sana. Han talte grimt til hende, når de skændtes, hvilket var ofte. Og en dag midt i et skænderi stak han hende en lussing og greb hårdt fat i hende. Sana blev chokeret. Han havde aldrig slået hende før.

Sana havde før truet med at forlade ham. Denne gang gjorde hun alvor af det. Efter at have talt med sin veninde Maya og en medarbejder fra kommunen flygtede hun til et krisecenter for voldsramte kvinder i en nærliggende by.

Men Moyed havde ikke tænkt sig bare at lade hende forsvinde. Hun var det eneste, der gjorde hans liv værd at leve.

I første omgang troede Moyed, at Sana bare var gået ind til sin veninde Maya, som også var deres nabo på asylcentret. Det havde hun ofte gjort, når de havde skændtes. Men da det gik op for ham, at hun var forsvundet, gik han straks i gang med at lede efter hende.

Han ringede til hendes søster og til hendes brødre i Malmø, som hun før havde boet hos, når hun havde brug for ro. Men der var hun ikke. Han ringede sågar til hendes psykolog, og han forsøgte også at få Maya til at afsløre, hvor hans kone var taget hen. Men uden held.

Sana var mindst lige så psykisk nedbrudt af sønnens død som Moyed. Men i stedet for som ham at omdanne smerten til vrede og rette den mod andre, havde hun vendt smerten indad. Hun havde tidligere forsøgt at tage sit eget liv med en overdosis af de piller, hun havde fået efter bilulykken, og var blevet kørt på hospitalet.

Nu ankom hun til et topsikret kvindecenter i byen Hässleholm. Bygningen var omgivet af sikkerhedsdøre, overvågningskameraer og vinduer forstærket med gitter. De andre kvinder på centret kom fra langt værre parforhold, tænkte Sana. De var vant til at få alvorlige tæsk af deres mænd.

Da hun flyttede ind på krisecentret, fik hun en ny telefon, som hun primært brugte til at tale med Maya. Veninden kunne fortælle, at Moyed blev ved med at ringe til hende. Sana sagde, at hun bare skulle blokere hans nummer, og det gjorde hun.

Moyed kontaktede også Maya via den krypterede beskedtjeneste WhatsApp. Her truede han med, at hvis Sana ikke kom hjem, ville han »lave et bryllup«. Formuleringen er et velkendt udtryk for at udføre en selvmordsaktion.

Sana sagde til Maya, at hun bare skulle ignorere det. Den slags trusler kom han med hele tiden. Men Moyed var tilsyneladende nået længere ud, end hun regnede med.

En morgen, kort efter Sana var ankommet til krisecentret, stod Moyed pludselig ved indgangen til bygningen. På en eller anden måde var det lykkedes ham at finde ud af, hvor hun opholdt sig. Han bar på en nettopose og en sort rejsetaske og sagde, at han bare ville aflevere noget tøj til hende. De ansatte på krisecentret løj og sagde, at hans kone ikke var der. Umiddelbart efter blev han bortvist af politiet, som skrev i deres rapport, at han opførte sig venligt.

I de forgående uger havde Moyed haft et omfattende og temmelig opsigtsvækkende medieforbrug. Han havde downloadet adskillige videoer af halshugninger og terrorangreb og videoer, som hyldede Islamisk Stat.

Når han ikke så på videoer eller ledte efter sin kone, chattede han med folk på sin telefon. Dels om terror og bomber med folk fra sit jihadistiske netværk, dels med familiemedlemmer om, hvor meget han savnede sin søn, og hvor hårdt livet var blevet efter hans død. Han levede i en konstant vekselvirkning mellem sorg og raseri.

Sent om aftenen, samme dag som Moyed var blevet afvist ved kvindekrisecentret, bredte der sig pludselig en underlig lugt derinde. Kvinderne rumsterede omkring i huset for at finde ud af, hvor lugten stammede fra. Der blev også ringet efter politiet.

Kilden til lugten viste sig at være en flaske med benzin, som nogen havde kastet mod kvindekrisecentret, og som nu sad fast i et vindue. En yazidisk kvinde mente, at det måtte være hendes mand, der havde kastet flasken. Faktisk mente stort set alle kvinderne på centret, at det måtte være lige netop deres mand, som stod bag. Til sidst blev de dog enige om, at det måtte være Sanas mand, Moyed, som havde gjort det. Hun nægtede at tro på dem.

Klokken 23.45 fik de betjente, der var blevet tilkaldt til krisecentret, øje på en spinkel mand, som gik rundt i nærheden af bygningen. Det viste sig at være Moyed. Betjentene lugtede til hans hænder, tog et billede af ham og bortviste ham fra stedet.

Året forinden, i sommeren 2015, var en anden syrisk mand ankommet alene til Tyskland.

Den 19-årige Dieab Khadigah var ifølge sin egen forklaring flygtet fra Syrien, hvor han havde oplevet at blive vilkårligt anholdt og indespærret. Hans far havde angiveligt betalt for at få ham løsladt, og efterfølgende var han flygtet ud af landet.

Dieab Khadigahs familie tilhørte Syriens øvre middelklasse. Inden flugten havde han studeret på en privat ingeniørhøjskole i Damaskus. Nu sad han på et asylcenter i den tyske by Biberach, langt væk fra noget eller nogen han kendte.

Senere, under en retssag, skulle han hævde, at han havde haft planer om at lære tysk og studere i sit nye hjemland. Men intet tyder på, at han forsøgte at gøre alvor af de planer. I stedet isolerede han sig straks efter ankomsten på sit værelse. Her tilbragte han hver dag adskillige timer med at lade tommelfingrene danse over skærmen på sin HTC-telefon.

Han fulgte med i nyhederne fra Syrien. Og særligt blev han tiltrukket af islamistiske prædikener og propagandavideoer. Han var sunnimuslim og fattede hurtigt interesse for de yderst konservative og skriftnære fortolkninger af islam kaldet salafisme og wahabisme. Der gik ikke længe, før han også begyndte at dyrke propaganda fra Islamisk Stat. På kort tid så han hundredvis af gruppens videoer.

Når han åbnede sin telefon, blev han mødt af sit nye baggrundsbillede: et foto af en IS-kæmper.

I efteråret 2015 blev Paris ramt af et blodigt terrorangreb, som efterlod 130 mennesker døde og flere hundrede såret. Islamisk Stat tog ansvaret for angrebet. I sympati med ofrene lagde nogle indbyggere i Biberach et fransk flag på en offentlig plads og tændte lys omkring det. Da Dieab Khadigah så det, gik han straks hen og fjernede både flag og lys. Han hyldede angrebet og skrev i onlinechatgrupper, at han sympatiserede med terroristerne.

Det er uvist, om Dieab Khadigah var tilhænger af Islamisk Stat, allerede inden han rejste ind i Tyskland, eller om han gennemgik en hastig radikalisering efter sin ankomst. Et par måneder efter hans ankomst til Tyskland hævdede en anonym kilde ifølge den britiske avis Express, at Islamisk Stat havde smuglet 4.000 jihadister til Vesten forklædt som flygtninge. Muligvis var det bare et forsøg på at spille med musklerne. Ikke desto mindre forhindrede Tyrkiet stort set samtidig otte formodede IS-terrorister forklædt som flygtninge i at rejse mod Europa. Kort efter erklærede den tyske sikkerhedstjeneste Bfv, at medlemmer af Islamisk Stat var kommet til Tyskland og resten af Europa under dække af at være flygtninge.

Under alle omstændigheder anså Dieab Khadigah nu sig selv for at være medlem af Islamisk Stat. Han syede sågar sit eget IS-flag i et hobbyrum på asylcentret sammen med en anden beboer. Han fik også en påtale, fordi han var i besiddelse af en kniv og havde nærstuderet opskrifter på bomber fyldt med søm.

På et tidspunkt forsøgte han at rejse tilbage til Syrien for at slutte sig til sine brødre på slagmarken. Men da hans far hørte om hans planer, reagerede han ved at få en af de andre beboere på asylcentret til at konfiskere hans pas.

Dieab Khadigah måtte i første omgang blive i Tyskland. Men over nettet kom han i kontakt med en mand, som havde en idé til, hvordan han alligevel kunne gøre nytte i Europa.

En aften i oktober 2015, kort før midnat, downloadede Dieab Khadigah en udgave af al-Qaedas magasin Inspire. Magasinet, der henvender sig til potentielle jihadister i hele verden, indeholdt en opskrift på, hvordan man kan bygge en bombe ved hjælp af ganske almindelige husholdningsprodukter. Hovedkomponenten var svovl, som skulle udvindes fra tændstikker.

Det færdige sprængstof skulle fyldes i en beholder, og herefter skulle man bare tilslutte en detonator.

»Med Allahs vilje vil dette give os det ønskede resultat,« stod der i opskriften.

I magasinet var der billeder af, hvordan en sådan bombe kunne sprænge hul i et rutefly.

Dieab Khadigah havde opbygget et stort netværk af ligesindede på de sociale medier. En af de personer, han var i kontakt med, gik under navnet Abu Maria. Han var, ifølge Dieab Khadigahs forklaring under en senere retssag, medlem af Islamisk Stat.

Da Abu Maria nævnte ideen om at begå et selvmordsangreb i Europa, var Dieab Khadigah klar med det samme. Han var villig til at ofre sit eget liv for at slå så mange vantro ihjel som muligt og komme i Paradis.

Angrebet skulle finde sted midt i København.

Abu Maria havde sendt Dieab Khadigah en indkøbsliste. Allerede dagen efter, den 16. november 2016, kørte den unge syrer til en by ved navn Laupheim i nærheden af det asylcenter, hvor han boede.

Her gik han i supermarkedet Kaufland og købte en pakke fyrværkeri samt en overordentlig stor mængde tændstikker af mærket Original Riesa Zündhözler. Senere på dagen købte han nogle walkie-talkies.

Dagen efter købte han endnu flere tændstikker. Men denne gang var han kørt til en anden Kauland-butik i byen Warthausen for at gøre sine indkøb. Som der stod i Inspire var det vigtigt ikke at købe alle tændstikkerne på én gang eller i den samme butik. Ellers kunne det vække opsigt.

Han var nu i besiddelse af i alt 17.460 tændstikker.

Med Abu Maria havde han aftalt, at angrebet i København skulle udføres med bomber som den i magasinet Inspire. Men Dieab Khadigah skulle ikke gennemføre angrebet alene. Der var en mand, han skulle ringe til, sagde Abu Maria, og gav ham et svensk telefonnummer.

Moyed befandt sig endnu en gang i Hässleholm, da hans telefon ringede. Hans kone boede stadig på kvindekrisecentret i samme by, og han havde tilbragt formiddagen med at ringe til hendes familiemedlemmer og sms’e til hendes psykolog. Den stemme, der nu kom ud af røret, tilhørte en ung syrisk mand, som ringede fra Tyskland.

Den følgende samtale varede præcis 17 sekunder. Herefter skiftede Moyed og Dieab efter alt at dømme til en krypteret kommunikationstjeneste. Vi ved derfor ikke, præcis hvad der er blevet sagt mellem de to mænd.

Moyed Al Zoebi hævder i dag, at samtalen aldrig fandt sted, og at han slet ikke kender Dieab Khadigah. Dieab Khadigah har imidlertid forklaret, at det var under denne samtale, han og Moyed aftalte et møde, som skulle finde sted i København den følgende dag.

Moyed var gennem de seneste måneder blevet tiltagende radikaliseret.

I en chatbesked havde han skrevet til sin egen mor, at han var en hellig kriger på en mission:

»Jeg er en mujahid, og min eksistens i Europa er jihad.«

Han havde skrevet, at han var soldat hos »staten«, og at krigen nu var på sit højeste.

»Dine handlinger gør en syg,« svarede hans mor og skrev, at han havde gjort sin far så vred, at det gik ud over hans dårlige hjerte.

Moyed svarede igen med, at hun havde set for meget al-Arabia og al-Jazeera, »Israels kanaler«.

»Vi vil dræbe hele verden, indtil Gud bliver tilbedt 100 procent,« skrev han så.

»Hvis de tilbeder 99 procent, så vil vi fortsætte med at dræbe dem, indtil Han bliver tilbedt 100 procent.«

I Hässleholm var Moyed færdig med at tale med Dieab. Næste dag skulle de to mødes på en togstation i København. Dieab skulle medbringe ingredienserne til bomben.

Og Moyed havde mindet ham om også at medbringe to knive. De skulle være så lange som muligt.

Navnene Sana og Maya er opdigtede for at beskytte personernes privatliv. Information er bekendt med deres rigtige identitet.

Serie

Tændstikmanden – fra flygtning til hellig kriger

I maj blev en 32-årig syrisk mand idømt 12 års fængsel for at planlægge et terrorangreb mod København. Han var få år inden ankommet til Sverige som asylansøger.

I denne artikelserie fortæller Information historien om Moyed Al Zoebi og forsøger at finde svar på, hvad der på så kort tid havde gjort ham klar til at tage sit eget og mange andre uskyldige menneskers liv.

Artiklerne er baseret på mange hundrede siders dokumenter fra politi og domstole i Danmark, Tyskland og Sverige samt interviews med folk tæt på sagen. Moyed Al Zoebi har anket sagen og nægter sig skyldig.

Seneste artikler

  • Tændstikterroristen blev radikaliseret af sin egen sorg

    27. juli 2019
    Som en mand i dyb sorg var Moyed Al Zoebi, der tidligere i år blev dømt for forsøg på at udøve et terrorangreb i København, særligt sårbar over for radikalisering. Det vurderer terroreksperten Magnus Ranstorp, der har gennemgået Informations føljeton om sagen
  • Terroristen med tændstikkerne flygtede fra politiet og fra sig selv, men snublede til sidst

    27. juli 2019
    Retssagen mod en syrisk asylansøger, som havde forsøgt at begå terror i København, gav indtryk af en nervøs og høflig mand, som var blevet radikaliseret af livets modgang. Han havde været parat til at dø og til at dræbe andre. Nu skulle han bevise, hvorfor han fortjente et liv i frihed. Dette er femte – og sidste – kapitel i serien om Tændstikmanden
  • Moyed skulle møde Dieab på en togstation og bygge en bombe. Men noget gik galt

    23. juli 2019
    To syriske mænd skulle i november 2016 mødes på Hovedbanegården i København. Planen var at stikke så mange tilfældige mennesker som muligt ned med knive og derefter sprænge en eller flere bomber. Men noget gik galt. Dette er fjerde kapitel i serien om Tændstikmanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Kjær
Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu