Læsetid: 9 min.

Moyed skulle møde Dieab på en togstation og bygge en bombe. Men noget gik galt

To syriske mænd skulle i november 2016 mødes på Hovedbanegården i København. Planen var at stikke så mange tilfældige mennesker som muligt ned med knive og derefter sprænge en eller flere bomber. Men noget gik galt. Dette er fjerde kapitel i serien om Tændstikmanden
To syriske mænd skulle i november 2016 mødes på Hovedbanegården i København. Planen var at stikke så mange tilfældige mennesker som muligt ned med knive og derefter sprænge en eller flere bomber. Men noget gik galt. Dette er fjerde kapitel i serien om Tændstikmanden

Sofie Holm Larsen

23. juli 2019

Dette er en fortælling i fem afsnit. Læs første kapitel her.

Kapitel 4: Den 19. november 2016 klokken 15.05 dukkede en spinkel mand iført en rygsæk op på Hässleholm togstation i Sverige. Den 29-årige syriske asylansøger havde pakket sit lange, sorte hår ind i en grå hue. På stationen gik han omkring og talte i telefon.

Et overvågningskamera fangede ham, idet han tog rulletrappen ned mod perronen.

17 minutter senere steg Moyed Al Zoebi på et tog mod København. Her skulle han mødes med en anden syrisk mand. Sammen var de på en mission for Islamisk Stat.

Dagen inden havde Moyed Al Zoebi gjort klar til at tage afsked med denne verden.

På Facebook skrev han en opdatering, hvor han sagde farvel til sin mor.

I en anden opdatering skrev han, at hustruen til en martyr ikke må gifte sig igen, hvis hun vil i paradis. Få dage forinden havde hans egen kone forladt ham og var flygtet til et krisecenter for voldsramte kvinder.

Efter at han havde skrevet statusopdateringerne, gav han sig til at søge efter nogle arabiske hymner på nettet. Hymnerne kaldes nasheeds, og mange af dem handler om en martyrs farvel. Han søgte på titler som ’Jeg har fastlagt min vej og nej jeg viger ej’ og ’Oh mor, hold tårerne tilbage’.

Endelig optog han to videoer og uploadede dem til sin facebookprofil.

Den ene var optaget hjemme hos hans ven Rohan Ahmed. Moyed så lige ind i kameraet og fortalte om et slag i 2014, hvor Islamisk Stat ifølge ham havde været offer for en urimelig aggression fra andre militser i Syrien.

Han hævdede, at han selv havde deltaget i slaget sammen med den jihadistiske milits Jabhat al-Nusra, som på det tidspunkt havde forbindelse til al-Qaeda. Men nu havde han tilsyneladende skiftet side og støttede Islamisk Stat.

»[…] de ville have Guds lov, hvis du ikke vil, så kom og slå os ihjel, eller vi slår dig ihjel,« sagde han i videoen. I baggrunden kunne man høre Rohan Ahmeds søn rumstere omkring.

Det virkede, som om videoen var ment som oplysning til eftertiden om, hvad der i virkeligheden var sket under det pågældende slag. Han ville aflægge vidnesbyrd om, at Islamisk Stat havde været udsat for en stor uretfærdighed.

I den anden video filmede Moyed sig selv, imens han gik omkring på en parkeringsplads i byen Hässleholm. Her talte han om, at jihad var en »obligatorisk pligt« for alle dem, der havde forladt Irak og Syrien og nu bare »hænger ud« i Europa.

Han hævdede, at han havde været med til at stifte Den Frie Syriske Hær, men at han nu tog afstand fra dem, fordi de var »frafaldne i henhold til sharia«. Han omtalte dem som »de frafaldne kollaboratørske militser, skammens militær, Den Frie Syriske Hærs hunde, fraktionernes svin«.

Han afsluttede videoen med at sige, at »dette er måske den sidste besked, som jeg fortæller jer over video«.

I Tyskland var en anden ung, syrisk mand i færd med en lignende afsked.

Dieab Khadigah havde efterladt otte afskedsbreve i en chatgruppe på den krypterede kommunikationstjeneste Telegram. Han havde også efterladt en kollegieblok på asylcentret i Biberach med et håndskrevet digt. I digtet stod der:

»Jeg tager afsked med mine forældre og glæder mig til et gensyn i det grønne paradis.«

I løbet af dagen koordinerede han med Moyed Al Zoebi i Sverige. Moyed havde mindet ham om, at han skulle købe to lange knive, hvilket han havde gjort. I dagene inden havde Dieab Khadigah købt materialer, som kunne bruges til at bygge bomber. Og Moyed havde downloadet opskrifter til, hvordan man lavede detonatorer.

De to mænd havde aldrig mødt hinanden før. Men nu havde en IS-kriger, som gik under navnet Abu Maria, bragt dem sammen. Uden det store besvær havde han overtalt dem til, at de skulle ofre deres eget liv for Islamisk Stat.

Den 18. november 2016, omkring klokken 22.00, forlod Dieab Khadigah asylcentret i Biberach. Han havde nulstillet sin telefon og solgt den til en medbeboer. Nu steg han på et tog og kørte nordpå mod Danmark.

Næste dag tog Moyed Al Zoebi afsked med sine naboer på asylcentret i det nordlige Skåne. Ægteparret Maya og Mustafa havde været vidner til, hvordan han var blevet stadig mere optaget af jihad, siden hans søn var død året forinden. Det hele var kun blevet værre, da hans kone for nylig havde forladt ham.

Nu håbede han, at han snart ville blive genforenet med sin familie i paradis.

Han kørte til Hässleholm og derfra videre mod København.

Sidst på eftermiddagen ankom han til Københavns Hovedbanegård. Han havde aftalt med Dieab Khadigah, at de skulle genkende hinanden ved hjælp af en kode. Moyed skulle sige tallet 30, og Dieab skulle så svare med tallet 15. Men Dieab Khadigah var ingen steder at se.

Tidligere samme dag, klokken 12.10, var en færge anløbet til Rødby Havn. Dieab Khadigah havde rejst hele natten og var nu endelig ankommet til Danmark. Men ved landgangen var han blevet standset af en betjent, som kunne konstatere, at han manglede noget temmelig afgørende, nemlig sit pas.

Knap et år forinden havde Folketinget indført midlertidig grænsekontrol som en reaktion på det stigende antal asylansøgere. Det var der tilsyneladende ingen, der havde fortalt Dieab Khadigah.

Den unge syrer, som i de forgående dage så omhyggeligt havde indkøbt ingredienser til de hjemmelavede bomber, sløret sin kommunikation med kryptering og sagt farvel til denne verden, blev afvist ved grænsen. Han måtte sejle med den første færge tilbage til Tyskland.

I Puttgarden blev han anholdt af tysk politi. Da betjentene åbnede hans rygsæk, fandt de seks walkie-talkies, 17 AAA-batterier, en pakke fyrværkeri, to køkkenknive med en bladlængde på 18 centimeter og 17.460 tændstikker.

Mens han sad i politiets varetægt, ventede Moyed på ham i København.

Ingen ved, hvordan Moyed præcist fordrev ventetiden.

Men klokken 17.35 må han have befundet sig på Vesterport Station. Her forsøgte han nemlig at gå på nettet via wifi-forbindelsen i et S-tog. Kort efter besøgte han en arabisk fodboldhjemmeside for at følge med i, hvordan det var gået med hans yndlingshold Real Madrid i en kamp mod rivalerne fra Atlético Madrid.

Lidt senere ser det ud til, at Moyed blev utålmodig. Klokken 18.15 downloadede han de tyske statsbaners app. Ifølge rejseplanen skulle Dieab Khadigah have været på Københavns Hovedbanegård allerede klokken 14.22.

Mens Moyed nærstuderede rejseplanen, blev Dieab Khadigah løsladt af politiet i Puttgarden med besked om at vende hjem til asylcentret i Biberach. Han havde ingen mulighed for at fortælle Moyed, hvad der var sket, da han havde solgt sin telefon dagen forinden.

Et par timer senere fik Moyed tilsyneladende nok af at vente. Ved 20-tiden steg han på et tog og kørte tilbage over Øresundsbroen. Her genaktiverede han sin telefon, som han ellers havde nulstillet i løbet af dagen.

Moyed og Dieab nåede aldrig at mødes. Tændstikkerne forblev i Tyskland.

Dagen efter blev Dieab Khadigah anholdt på asylcentret i Biberach. Anholdelsen blev sporadisk omtalt i dansk presse, og Dansk Folkeparti fremhævede sagen som et eksempel på, hvorfor grænsekontrol var en god ide. Men i øvrigt vakte anholdelsen ikke den store interesse.

I Sverige gik Moyed i gang med at slette sine spor. Han fjernede IS-flaget som baggrundsbillede på sin computer og slettede opskriften til en bombedetonator, han havde downloadet.

På nettet søgte han oplysninger om, hvor sikre krypterede kommunikationstjenester i virkeligheden var. Han søgte også efter artikler om en ung mand, som skulle være blevet anholdt i Danmark i besiddelse af sprængstof.

En enkelt gang forsøgte han at ringe til Dieab Khadigah. Da han ikke tog telefonen, skiftede Moyed sim-kort og brugte aldrig sit gamle nummer igen.

Et par uger senere blev Moyed også anholdt. Dog ikke i forbindelse med terrorplanerne mod København, men i forbindelse med den påsatte brand i en shiamuslimsk kulturforening i Malmø, som havde fundet sted næsten to måneder forinden.

Det lykkedes svensk politi at genskabe det materiale, han ellers havde slettet fra sin computer.

De havde også aflyttet en telefonsamtale mellem ham og hans kone, Sana, som havde fundet sted 11 dage efter det mislykkede terrorangreb i København.

I telefonsamtalen kunne man høre Moyed forsøge at overtale Sana til at komme tilbage. Han lovede hende, at han ville opgive alle sine radikale aktiviteter for hendes skyld. Han fortalte hende også, at han havde forestillet sig, at hvis bare han kunne dø som martyr, ville han blive genforenet med både hende og deres afdøde søn i paradis. De ville alle tre blive ophøjet til »den barmhjertiges trone«.

»[…] og faderen og moderen skal leve med deres søn, forstår du mig,« havde han sagt til hende.

Moyeds ønske om at dø som martyr var ikke kun religiøst motiveret. Det bundede også i hans ønske om at blive genforenet med sin afdøde søn.

Ved domstolen i Ravensburg gik den tyske retssag i gang. Dieab Khadigah erklærede sig skyldig.

Han fortalte, at der havde været fastsat et nøjagtigt sted og tidspunkt for angrebet. Men han hævdede, at han ikke længere kunne huske, hvor eller hvornår det skulle have fundet sted. Dog mente han, at det skulle have været senest 20 dage efter ankomsten til København.

De to køkkenknive skulle have været brugt til at stikke tilfældige mennesker ned, mens tændstikkerne skulle bruges til at lave sprængstoffet til en eller flere selvmordsbomber. Fyrværkeriet og de seks walkie-talkies var ingredienser til detonatorerne.

Dieab Khadigah hævdede i retten, at han ikke vidste, hvor mange bomber, der skulle have været tale om. På et tidspunkt kom han til at nævne tallet fem, men han korrigerede sig selv og sagde, at det bare var noget, han gættede på, baseret på antallet af walkie-talkies.

En civilingeniør fra Landeskriminalamt Baden-Württemberg vurderede under retssagen, at effekten af en bombe af den type, de havde haft planer om at detonere i København, kunne sammenlignes med en håndgranat.

Dieab Khadigah fortalte også om bagmanden Abu Maria. Hans sande identitet forblev et mysterium. Men meningen havde været, at Islamisk Stat skulle påtage sig ansvaret for angrebet, sagde Dieab Khadigah.

Han erkendte også, at han selv havde været dybt radikaliseret under planlægningen. Men han påstod, at han ikke havde haft planer om at deltage i selve angrebet. Han skulle bare aflevere en taske til en mand på en togstation. Den forklaring valgte domstolen i Ravensburg dog at se bort fra som utroværdig. Særligt set i lyset af de mange afskedsbreve, han havde efterladt sig.

Der faldt dom i sagen den 26. juli 2017. Dieab Khadigah blev kendt skyldig. Retten lagde blandt andet vægt på, at han virkede umoden. Han fik derfor en ungdomsstraf på seks år og seks måneder.

Selv om Moyed Al Zoebis navn blev nævnt i forbindelse med den tyske retssag, blev han ikke indkaldt til afhøring. I stedet sad han under det meste af sagen varetægtsfængslet i Sverige, sigtet for branden i Malmø.

Det lykkedes dog ikke den svenske anklagemyndighed at bevise, at han havde haft noget at gøre med branden. Han blev derfor frifundet og fik senere tilkendt en erstatning.

Efter løsladelsen fandt han sammen med sin kone, Sana, igen. De flyttede ud af asylcentret, Moyed begyndte at gå i sprogskole, og ægteparret så ud til at have fundet tilbage til en form for hverdag. Lige indtil Moyed endnu engang dukkede op i København.

Navnene Sana, Maya, Mustafa og Rohan Ahmed er opdigtede for at beskytte personernes privatliv. Information er bekendt med deres rigtige identitet.

Serie

Tændstikmanden – fra flygtning til hellig kriger

I maj blev en 32-årig syrisk mand idømt 12 års fængsel for at planlægge et terrorangreb mod København. Han var få år inden ankommet til Sverige som asylansøger.

I denne artikelserie fortæller Information historien om Moyed Al Zoebi og forsøger at finde svar på, hvad der på så kort tid havde gjort ham klar til at tage sit eget og mange andre uskyldige menneskers liv.

Artiklerne er baseret på mange hundrede siders dokumenter fra politi og domstole i Danmark, Tyskland og Sverige samt interviews med folk tæt på sagen. Moyed Al Zoebi har anket sagen og nægter sig skyldig.

Seneste artikler

  • Tændstikterroristen blev radikaliseret af sin egen sorg

    27. juli 2019
    Som en mand i dyb sorg var Moyed Al Zoebi, der tidligere i år blev dømt for forsøg på at udøve et terrorangreb i København, særligt sårbar over for radikalisering. Det vurderer terroreksperten Magnus Ranstorp, der har gennemgået Informations føljeton om sagen
  • Terroristen med tændstikkerne flygtede fra politiet og fra sig selv, men snublede til sidst

    27. juli 2019
    Retssagen mod en syrisk asylansøger, som havde forsøgt at begå terror i København, gav indtryk af en nervøs og høflig mand, som var blevet radikaliseret af livets modgang. Han havde været parat til at dø og til at dræbe andre. Nu skulle han bevise, hvorfor han fortjente et liv i frihed. Dette er femte – og sidste – kapitel i serien om Tændstikmanden
  • Moyed ville ’dræbe hele verden’ – og han havde tænkt sig at begynde i København

    20. juli 2019
    I efteråret 2016 fik to syriske asylansøgere kontakt til hinanden. Den ene boede i Sverige, den anden i Tyskland. Selv om de aldrig havde mødtes før, vidste de, at de skulle udføre et terrorangreb sammen i København. Dette er tredje kapitel i serien om Tændstikmanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu