Essay
Læsetid: 3 min.

Efter nederlag ved folkeafstemning blev De Radikale landets mest EU-begejstrede

EU-skepsis styrede engang Det Radikale Venstre – indtil partiet blev stemt ned af sine egne ja-vælgere ved folkeafstemningen i 1986. Så lavede partiet en u-vending
Der var fortsat splittelse i 1986 om EU-spørgsmålet hos Niels Helveg Petersen (i midten mellem statsminister Poul Schlüter (th.) og socialdemokraten Anker Jørgensen (tv.)) og resten af De Radikale. Sidenhen er partiet blevet stadig mere begejstret for unionen.

Der var fortsat splittelse i 1986 om EU-spørgsmålet hos Niels Helveg Petersen (i midten mellem statsminister Poul Schlüter (th.) og socialdemokraten Anker Jørgensen (tv.)) og resten af De Radikale. Sidenhen er partiet blevet stadig mere begejstret for unionen.

Bo Svane

Indland
3. juli 2019

Hvilket dansk parti er det mest EU-begejstrede? Ikke megen tvivl, vel? De Radikale.

Spøjst, at det er sådan nu. For det har det langt fra været tidligere.

Ligesom det næstmest EU-begejstrede parti, SF, har De Radikale taget et gevaldigt sving i EU-politikken. Forskellen mellem de to partier er den, at SF begyndte som lodret EU-modstander. Det gjorde De Radikale ikke. De startede med at være dybt splittede om sagen.

Forud for folkeafstemningen om dansk tilslutning til Det Europæiske Fællesskab i oktober 1972 var Det Radikale Venstre nærmest hadefuldt delt mellem ja og nej.

Ja-sigerne var anført af partiets parlamentariske leder, Hilmar Baunsgaard, der havde været statsminister for en VKR-regering fra 1968-71. Baunsgaards argumenter var – som det oftest var tilfældet – snusfornuftige. I en stor ja-annonce i aviserne tonede han og hans kone, der hed Egone, frem som en dansk familie, der anbefalede et ja »for den daglige husholdnings skyld«.

At bruge prisen på bacon og andre rare ting til madkurven som argument for at melde Danmark ind i Fællesmarkedet – som det hed dengang – ophidsede stærkt de radikale EU-modstandere, som nok har udgjort 40 procent af partiets tillidsfolk: at lade sig købe med flæsk til at prisgive den nationale frihed!

Modstanderne havde rod i højskolekredse, satte nordiske perspektiver over europæiske og delte N.F.S. Grundvigs utilpashed ved tyskere.

Lagt for had

Selv om ja-siden sejrede overbevisende på folkeafstemningsdagen – 56,7 procent af alle stemmeberettigede stemte ja – faldt der ikke ro over sagen hos Det Radikale Venstre.

Modstanderne mente nærmest, at Baunsgaard havde narret danskerne ind i et ildevarslende, overnationalt, krigerisk, pengestyret og tyskdomineret foretagende.

Baunsgaard blev ligefrem lagt for had af mange af sine egne. Det vedholdende radikale kævl om EU kom de følgende år til at forbitre partiets indre liv – og var med til at afkræfte Baunsgaard, der i 1977 forlod politik.

Derpå fulgt nogle år med relativ indenrigspolitisk ro om EU. Men balladen brød ud igen, da tysk-franske initiativer i midten af 1980’erne ville bryde det dødvande, som den internationale oliekrise fra 1979 havde kastet EU og medlemslandene ud i.

Anført af den dynamiske franske formand for EU-Kommissionen Jacques Delors kom forslag om en ’pakke’ bestående af to dele: et meget mere effektivt indre marked og en højere grad af fælles koordination af udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Den konservative Poul Schlüters borgerlige firepartiregering og dens Venstre-udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, forestillede sig, at forslagenes øgede beskyttelse af miljø, forbrugere, arbejdsmarked og arbejdsmiljø ville stemme Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre mildt.

S udtalte sig da også indledningsvist ret imødekommende.

Det Radikale Venstre valgte derimod at tækkes deres indre EF-modstandere ved at sige fra over for det udvidede udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde.

Den radikale framelding skubbede socialdemokraterne mod et nej. Nu kunne et nej-flertal i Folketinget bruges til at tvinge Schlüter af taburetten, hvorpå en efterfølgende S-ledet regering kunne tage til Bruxelles og forhandle nogle småændringer og derpå sige ja.

Det kunne Socialdemokratiet selvsagt ikke sige offentligt, så partiet valgte at afvise ’pakken’ med, at den i sig selv ikke var så farlig, men at den var en glidebane mod alt for meget mere union.

Schlüters genistreg

Derpå viste statsminister Schlüter sit nærmest geniale talent for politiske manøvrer. Han bebudede, at han ville udskrive en folkeafstemning om pakken. Det kunne S og R jo ikke så godt sige nej til. Hvem vil ikke gerne bøje sig for folkets vilje?

Under den efterfølgende debat op til ’pakkeafstemningen’ i februar 1986 stod det klart, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var blevet fanget med bukserne nede. Indre splid var tydelig, og argumenterne dunkle.

I den afsluttende partilederdebat lød Det Radikale Venstres Niels Helveg Petersen nærmest, som om han anbefalede et ja. Det blev under alle omstændigheder resultatet. Af samtlige vælgere stemte 42 procent for og 32,7 procent imod.

Danmark tiltrådte traktaten, Schlüter strålede, socialdemokraterne var i krise og udskiftede året efter Anker Jørgensen med Svend Auken som partileder. Det Radikale Venstre benyttede lejligheden til at udrense EU-modstanden fra deres politik – og gradvist – i løbet af 1990’erne at svinge over til ubetinget EU-sympati, senere glidende over i begejstring.

Dermed bragte Det Radikale Venstre sig på linje med et solidt flertal af deres egne tilhængere. Vælgerundersøgelser omkring folkeafstemningen i 1986 viste, at 70 procent af de radikale vælgere havde stemt ja.

Et parti, der er så optaget af balancer i politik, som De Radikale hævder at være, bragte sig nu – endeligt og uforbeholdent – i balance med sit folkelige grundlag.

Serie

De irriterende radikale

Efter folketingsvalget den 5. juni er De Radikale tilbage i sin yndlingsrolle som ’tungen på vægtskålen’ i dansk politik. De Radikale har det med at gå andre på nerverne – sådan har det været i de fleste af de 114 år, partiet har eksisteret. I denne serie ser Informations David Rehling nærmere på dets op- og nedture og slagsmål med de andre partier undervejs.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

og hvor vil du hen med den historie ?

Eva Schwanenflügel

Det er da interessant at få et indblik i hvordan de Radikale er blevet så irriterende ;-)

Torben K L Jensen, Liselotte Paulsen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar