Læsetid: 4 min.

Ny fattigdomspolitik er mere afgørende end ny fattigdomsgrænse

Selv om VK-regeringen afskaffede fattigdomsgrænsen, er antallet af fattige i Danmark åbenlyst steget i den seneste regeringsperiode. Flere eller færre fattigdomsramte danskere handler nemlig ikke om måleinstrumenterne, men om socialpolitikken – ikke mindst ydelsernes størrelse. En ny fattigdsdomsgrænse under en ny regering vil derfor kun gøre en forskel, hvis der følger en ny socialpolitik med
»Vi er blevet klogere,« udtaler den nytiltrådte socialminister Astrid Krag om en fattigdomsgrænse, som VK-regeringen afskaffede, og åbner op for en ændring af målemetoden. På billedet er ministeren på besøg på hjemmeløsetilbuddet på Badensgade i København.

»Vi er blevet klogere,« udtaler den nytiltrådte socialminister Astrid Krag om en fattigdomsgrænse, som VK-regeringen afskaffede, og åbner op for en ændring af målemetoden. På billedet er ministeren på besøg på hjemmeløsetilbuddet på Badensgade i København.

Ólafur Steinar Gestsson

8. juli 2019

»Vi kan ikke bruge en fattigdomsgrænse til noget som helst i socialpolitik, så derfor vil jeg ikke bruge flere ressourcer på den. Eller bruge den i det hele taget.«

Sådan sagde socialminister Karen Ellemann (V) til Jyllands-Posten i september 2015 kun et halvt år efter, at Venstre overtog regeringsmagten, og dermed nåede Danmark kun at have en officiel fattigdomsgrænse i godt to år, før den pludselig var fortid.

Men med den nye socialdemokratiske regering er grænsen på vej til igen at blive en del af dansk socialpolitik. Det står i hvert fald i det nye forståelsespapir, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten er blevet enige om. De kan – modsat Ellemann – nemlig godt bruge sådan en grænse til noget.

At regeringen vil genindføre en fattigdomsgrænse, er ikke kun en tilkendegivelse af, at man er parat til at blive målt og vejet. Det er mest af alt fordi, man ønsker et instrument, der kan dokumentere, at ændringer i udbetalinger til samfundets udsatte, flygtninge og arbejdsløse gør en socialpolitisk forskel.

Det er nemlig primært ydelsernes koreografi, der har betydning for, hvordan kurven bevæger sig.

Først en kommission

Det er ikke mindst de mange stramninger af blandt andet ydelser til kontanthjælpsmodtagere og udlændinge, som blev indført første gang i begyndelsen af 00’erne, der har øget antallet af økonomisk fattige i Danmark fra 18.650 personer i 2002 til 44.141 i 2015.

Den opadstigende kurve stagnerede lidt i den S-ledede regeringsperiode, hvor man afskaffede blandt andet starthjælpen, kontanthjælpsloftet og introduktionsydelsen. Men himmelflugten fortsatte, da VK-regeringen strammede grebet igen fra 2015 og frem. Det viser tal fra blandt andre Arbejdernes Erhvervsråd.

Derfor har regeringen heller ikke meldt ud, hvornår fattigdomsgrænsen bliver en realitet. Først skal en ydelseskommission nemlig i løbet af 12 måneder foreslå anbefalinger på området – herunder en erstatning for kontanthjælpsloftet.

I mellemtiden er der afsat 250-300 millioner kroner til et akut midlertidigt kontant børnetilskud målrettet børn fra 0-14 år i familier ramt af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen. Og samtidig har regeringen annulleret en varslet reduktion af integrationsydelsen.

Fattigdom er relativt

Da Socialdemokratiet i 2013 valgte at indførte en fattigdomsgrænse, var det historisk. Den relative fattigdomsgrænse blev defineret ud fra medianindkomsten. Tjente man under 50 procent af medianindkomsten – og var man ikke studerende – var man i Danmark det, man kalder ’relativ fattig.’

På daværende tidspunkt lå grænsen på en årlig indkomst på 103.000 kroner – dog reguleret efter hvor mange mennesker, der var i husholdningen.

Forud havde et ekspertudvalg med økonomiprofessor Torben M. Andersen som formand brugt over et år til at belyse forskellige metoder til at beregne fattigdom.

Udvalget slog i en rapport fast, at fattigdom forstås »ud fra en relativ betragtning i den forstand, at det handler om muligheder og levevilkår i forhold til, hvad der er normen eller det almene i samfundet«.

Udvalget definerede fattigdom som en situation, hvor en person eller familie ufrivilligt havde dårlige livsvilkår sammenlignet med andre. Men også ud fra at det var en vedvarende situation, som man havde svært ved at ændre ved egen drift.

Væsentlig at nævne definerede man fattigdom som noget, der skulle have haft en vis varighed – nemlig tre år.

Borgerlige mod fattigdomsgrænse

Selv om fattigdomsgrænsen officielt blev afskaffet for knap fire år siden, har den faktisk levet uofficielt i bedste velgående. Blandt andre har førnævnte Arbejdernes Erhvervsråd (AE) med jævne mellemrum udsendt beretninger og analyser med udgangspunkt i beregninger fra den afskaffede model. 

Og sidste år udviklede Danmarks Statistik tilmed et relativt fattigdomsmål. Hvilket fik Joachim B. Olsen til at sige, at Danmarks Statistik politiserede og satte deres »troværdighed på spil.« Også Karen Ellemann kaldte det misvisende, blandt andet fordi en del selvstændige ifølge denne beregningsmetode er fattige.

I det hele taget mener de fleste borgerlige partier ikke, at man kan tale om fattigdom i et land som Danmark. Den slags begreber hører slet ikke hjemme i et land med et velfungerende socialt sikkerhedsnet, lyder argumentet. 

I dag er Danmark faktisk forpligtet til at reducere fattigdom – både i Danmark og globalt set. FN har som et af sine 17 nævnte verdensmål at halvere fattigdom i henhold til nationale definitioner inden 2030.

Og organisationen har faktisk en endnu strammere definition – nemlig at man er fattig, hvis man blot et år har en indkomst under halvdelen af medianindkomsten. En afgrænsning som De Radikale gerne ser, at den nye fattigdomsgrænse også kommer til at indholde.

»Forskningen siger, at det allerede går udover børnene at leve under fattigdom,« udtalte fungerende politisk ordfører Jens Rohde i weekenden til DR.

Og regeringen lægger faktisk op til, at de måske vil justere på målemetoden. Også til DR sagde den nytiltrådte socialminister Astrid Krag nemlig, at »vi er blevet klogere.«

49 former for afsavn

Den nye viden ligger blandt andet i den såkaldte ’Afsavnsrapport’ fra VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Ud fra 49 afsavnsindikatorer fordelt på ni dimensioner nuancerer rapporten hen over 338 sider, hvad det vil sige at være fattig.

Rapporten inddrager, hvorvidt man lider afsavn i forhold til mad, beklædning, bolig, indbo, kommunikation, transport, sociale aktiviteter, rekreative aktiviteter, helbred og personlig pleje.

Den konkluderer ikke overraskende, at der er et væsentlig højere omfang af materielle og sociale afsavn blandt de økonomisk fattige end de økonomisk ikkefattige. Særligt blandt kontanthjælpsmodtagere. Særligt blandt enlige voksne. Og særligt blandt børn i indvandrerfamilier.

Men uanset hvilken model regeringen lægger sig fast på, om det skal måles over et eller tre år, og om den kommer til at gøre brug af afsavnsparametre eller noget helt tredje, er det ikke grænsen, der gør en forskel.

Det er socialpolitikken. Ikke mindst ydelsessystemet. Og set i det lys er det ydelseskommissionens anbefalinger, som får størst betydning for den fremtidige socialpolitik under den nye regering. Ikke hvilket værktøj de vælger at måle det med.

Lars Løkke Rasmussen holdt tale for hjemløse fra hele landet til fest i Kongens Have i Odense, da Hus Forbi fejrede 20-års fødselsdagsfest i 2016. Kort inden havde Løkke fremlagt sin 2025-plan, som bl.a. indeholdt topskattelettelser. 
Læs også
’Jeg synes, at denne her konsekvente, vedholdende, næsten papegøjeagtige gentagelse af, at du er ikke noget, hvis du ikke er i arbejde, og du må se at komme i arbejde, for så bliver alt godt, og du bliver et værdigt medlem af samfundet, den udhuler grundlæggende vores værdighed som mennesker ved bare at være dem, vi er,’ siger Helle Christiansen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Thomas Tanghus
  • Marianne Stockmarr
  • Rasmus Knus
  • Ervin Lazar
  • Carsten Munk
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Steen K Petersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Andersen
  • Viggo Okholm
  • Dorte Sørensen
Lise Lotte Rahbek, Thomas Tanghus, Marianne Stockmarr, Rasmus Knus, Ervin Lazar, Carsten Munk, Katrine Damm, David Zennaro, Gert Romme, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Andersen, Viggo Okholm og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

En fattigdomsgrænse er et godt sted at starte, men et skidt sted at slutte.

Dennis Tomsen, Lise Lotte Rahbek, Lasse Nielsen, Thomas Tanghus, Marianne Stockmarr, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Werner Gass, Jakob Lykkebo Østergaard, birgitte andersen, Katrine Damm, David Zennaro, Ete Forchhammer , Birte Pedersen, Gert Romme, Brian W. Andersen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

En simpel, letforståelig målemetode for 'fattigdom' eller 'ulighed' skal selvfølgelig ikke bruges til at dømme nogen 'inde eller ude', men udelukkende til at se, om samfundet bevæger sig i den ene eller anden retning.

Lise Lotte Rahbek, Lasse Nielsen, Thomas Tanghus, Marianne Stockmarr, Werner Gass, Jakob Lykkebo Østergaard, Rasmus Knus, Katrine Damm, David Zennaro, Birte Pedersen, Troels Ken Pedersen, Bjarne Andersen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Også skal den gerne være bundgrænse for indkomst.

Dennis Tomsen, Marianne Stockmarr, Susanne Kaspersen, Jakob Lykkebo Østergaard, Birte Pedersen, Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Og Information er selvfølgelig helt på stikkerne, når den famøse Ydelseskommission skal sammensættes?

Desuden skal selve kommissoriet granskes nøje.
Det er essentielt, hvordan det hele forløber.

PS. 300 millioner til at afbøde den nuværende børnefattigdom er som at putte et hæfteplaster på et åbent benbrud..
Man græmmes :-(

Else Marie Arevad, Dennis Tomsen, Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen, Thomas Tanghus, Marianne Stockmarr, Susanne Kaspersen, nils valla, Jakob Lykkebo Østergaard, Carsten Svendsen, Katrine Damm, Birte Pedersen, Torben Skov, Estermarie Mandelquist og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

De næste ti år skal handle om, at de 15 % i bunden af samfundet skal have pengene tilbage, som er stjålet ved de mange nedskæringer.

Danmark har nu et historisk niveau af ulighed i indkomst og levevilkår. Kløften mellem rige og fattige vokser, vi skal derfor sætte ind der, hvor der er størst behov: Dem som for alvor mærker den stærkt stigende ulighed i samfundet, er den underklasse, som er udenfor arbejdsmarkedet, dem som ikke kan arbejde.

Hvad der er mest tragisk, og det der spilder så meget menneskeligt potentiale er det, at vi kender den politik og de handlinger, der ikke kun vil reducere fattigdommen, men reducere den dramatisk; vi har de tidligere generationers erfaringer.

At hæve lønnen ville øge indkomsten for mange arbejdstagere med f.eks. handicap, som især arbejder i lavtlønnede job. Desuden vil investeringer i overkommelige, tilgængelige boliger gøre det muligt for flere handicappede at opnå sikker og stabil bolig og at leve uafhængigt.

Øget indkomst for fattige familier fører til forbedringer i sundhed og børns trivsel

Politikerne ved hvordan vi kan reducere fattigdommen i dette land, med en politik, der gør en målbar forskel i folks liv. Vi ved hvad der virker mod fattigdom og ulighed.

Nedskæringerne i kommunerne rammer de socialt udsatte, som er mest forsvarsløse, dem som har allermindst. På et eller andet tidspunkt stopper den absurde ide med, at vi fjerner fattigdommen vha. nedskæringer; tværtimod får vi flere fattige.

Det samlede antal love som specifik er rettet imod bunden af samfundet vokser konstant, love som skader de socialt udsattes muligheder, gør dem fattigere og forkorter livet. Fattiglovene skal fjernes og dette gælder for over halvdelen af alle sociallovene.

Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek, Thomas Tanghus, Marianne Stockmarr, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Werner Gass, Torben Skov, birgitte andersen, Carsten Svendsen, Rasmus Knus, Katrine Damm, Birte Pedersen, Egon Stich, Rolf Andersen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Penge kan være meget godt, men det grundlæggende problem er - og har altid været - at det meste af den rigdom der findes slet ikke er til salg. Det der er til salg er noget der ligner rigdom og indkøbscentrene bugner af det.

Susanne Kaspersen, nils valla, Christian Larsen og Per Andersen anbefalede denne kommentar

jeg syntes, at først skal man mindske fattigdommen. Men derefter må man skabe et reelt grundlag for at øge den sociale lighed mellem befolkningsgrupper.

Og man skal være særlig opmærksom på, at den politiske linje man fører, bliver videreført af den næste regering, der formentlig også vil gøre uhensigtsmæssige ændringer.

Eva Schwanenflügel og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Det er en træls myte, at Danmark har et solidt socialt sikkerhedsnet. Og regeringen har været med til at afskaffe det. Lige som de radikale. "Sådan er det jo"!

Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Marianne Stockmarr, Susanne Kaspersen, Carsten Munk, Ebbe Overbye, Werner Gass, Torben Skov, Carsten Svendsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

De borgerlige sparker sig selv i bagen.
For, "når uligheden bliver for stor, når der er for mange fattige, kommer der også færre kunder i butikken hos de rige".
Ulighed rammer alle. Er dybest set den der skaber rig/fattig. Men polariserer sig hele tiden med flere fattige og endnu færre men mere velhavende rige.

Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Jeg tror der er nok af alt. Men det betyder ikke alle har nok. Under 5% af verdens befolkning ejer eller kontrollerer mere end 95% af verdens rigdom og ressourcer.
Mange mennesker i verden oplever, de ikke har nok til at leve et liv i værdighed, tryghed og lykke. Mange har ikke engang nok til at overleve.
Det er dybt ironisk vi mennesker skaber fattigdom gennem vores manglende vilje til at manifestere vores overflod.
Af bekymring over, at der tilsyneladende ikke er nok af alt, opbygger vi økonomiske, politiske, sociale, økologiske og spirituelle systemer, der skal beskytte os mod de mangler, vi bilder os ind, findes- men det afstedkommer lige det modsatte.
Fordi mennesker har bekymret sig om mangel, har vi i stedet skabt mangel ved hjælp af systemer, der fremkalder den, og en adfærd der garanterer den i stedet for at fjerne den.
Man bruger eller hamstrer de materielle goder, man kan få fingre i, og retfærdiggør det ved, at der er knaphed på disse goder. Dermed fratager de andre alle disse ting eller stiller dem kun til rådighed for dem i ganske ringe omfang.
Men de værste former for adfærd går langt videre end dette. Det er ikke bare sådan, at nogle bruger mere, end de behøver, og hamstrer mere end de nogensinde får brug for. De spilder faktisk flere af disse ressourcer, end der skulle til for at opfylde alle andres behov.
For eksempel smides der mere mad væk om dagen som "levninger" på verdens restauranter og i private hjem, end der skal til for at føde alle verdens sultende børn i en uge.
Der spildes mere energi om ugen af jordens mest energiforbrugende nationer i et uintelligent, ligegyldigt eller skødesløst forbrug, end der skal til for at dække resten af verdens energibehov i en hel måned.
Der bliver spildt flere penge om året af offentlige institutioner på ineffektive programmer og på unødvendige produkter og serviceydelser af private selskaber, end der skal til for at finansiere hjælpeprogrammer til de fattige i et helt tiår.
Det eneste der kræves er at vi deles om ressourcerne.

Leo Nygaard, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og birgitte andersen anbefalede denne kommentar
birgitte andersen

Fattigdom er vel også ikke at have midler til at deltage i sundheds screening, da offentlig trafik ikke køre hvor man bor eller det tager så langtid at komme frem til det sygehus som tilbyder undersøgelsen, at man er nød til at overnatte, for den sidste bus er kørt............
Jeg er en af dem som er i denne situation, at måtte sige nej til at deltage i disse programmer og jeg bor kun 35 km fra et supersygehus!

Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og nils valla anbefalede denne kommentar

Birgitte Andersen.
Takke være Fog og Rasmussens ændring af kommune/amt-strukturen tilbage i nullerne.

Eva Schwanenflügel og birgitte andersen anbefalede denne kommentar
Lasse Nielsen

Fedt at der ved valget var et flertal, der stemte på de fem partier (Soc.dem., Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet), der går ind for en fattigdomsgrænse. Og fedt at løftet så hurtigt føres ud i livet. Det mindsker politikerleden, at befolkningen rimelig hurtigt kan se resultatet af magtskiftet.

Jan Andersen

Ny undersøgelse fra Mødrehjælpen: Dårlig økonomi har alvorlige konsekvenser for børn og forældre

Kontanthjælpsloftet rammer ikke kun børnefamilierne på økonomien. Det rammer også børn på omsorg og trivsel. En ny undersøgelse fra Mødrehjælpen viser således, at forældre, der lever under eller tæt på fattigdomsgrænsen, oplever manglende overskud til deres børn og er bekymrede for børnenes trivsel.

Mødrehjælpens nye undersøgelse viser, hvordan familier med meget få penge lever. Mødrehjælpen har spurgt familierne om deres økonomiske situation og om, hvordan den påvirker deres egen og børnenes trivsel.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 95 procent af de adspurgte forældre oplever, at deres familie er fattig. Den viser også, at 68 procent af forældrene mener, at deres dårlige økonomi påvirker deres børns trivsel negativt, og at 76 procent af forældrene oplever, at de har mindre overskud til deres børn på grund af deres økonomiske situation.

Uanset om politikerne vil erkende det eller ej, lider børn af forældre, der er ramt af kontanthjælpsloftet og andre fattigdomsskabende ydelser, massive afsavn hver dag. Det stigende antal fattige børnefamilier i Danmark kræver akut og konkret handling.

Mødrehjælpen mener, at den kommende regering bør forpligte sig på at lave en handleplan for at nedsætte antallet af børn, der lever i fattigdom. Mødrehjælpen foreslår, at der fastsættes en national fattigdomsgrænse, og at den nye regering som minimum halverer antallet af de fattige børn, ligesom der allerede nu bør tilbydes akut hjælp til de mange fattige familier.

Mødrehjælpens undersøgelse viser, at 72 procent af de adspurgte forældre har haft problemer med at finde en bolig, inden for deres økonomiske rammer. Mange af familierne fortæller, at det særligt er kontanthjælpsloftet, som trådte i kraft i 2016, der gør det vanskeligt at finde en passende bolig.

En enlig mor på 34 år forklarer: "Kontanthjælpsloftet betød, at vi ikke havde råd til vores bolig længere. Før boede vi tæt på børnenes skole, men nu bor vi langt væk, og det er blevet svært med legeaftaler, og vi har nu udgift til bussen også."

I undersøgelsen står det klart, at mange familier risikerer at blive presset over i dårligt vedligeholdte, private lejemål med uigennemsigtige lejeaftaler og problemfyldte forhold til udlejerne, blandt andet i forhold til indskud og udbedringer af bolig.

https://moedrehjaelpen.dk/forside/nyheder/ny-undersoegelse-daarlig-oekon...

Hvis det lykkes at fastlægge nogle acceptable grænser, må den vel svare til kontanthjælpsloftet, både for en enkelt person og for en familie. Hvad så når en ægtefælle/samlever tjener godt. Og hvad med antal børn. Alt dette bureaukratiske roderi vil fortsætte.
Derefter er der stadig "fattige".

Det må endvidere betyde, at ingen kan få mere fra det offentlige - bortset fra de generelle gratisydelser.
Ergo børnechecken skal afskaffes ? Den gælder jo alle op til indtægtsgrænsen plus aftrapningen herfor.
Sådan kan politikerne blive ved med at lappe på systemet og skændes om retfærdighed og bundgrænser - hive fattig"Karinaer" ud i medierne i de politiske kævlerier.

Imens gælder den aftalte mindsteløn stadig, og måske kan det så ikke betale sig at arbejde.

Løsningen er at afskaffe alle 20 ordninger på området og Indføre kun een, en passende Basisindkomst - Betingelsesløs, individuel, med børnetillæg - altså selvvalgt.
De overflødiggjorte behandlere fylder derefter godt ude i plejen og ude i de værdiskabende erhverv.

Men det kender SOCIALMINISTER Astrid Krag nok slet intet til.

Det er ikke kontanthjælpsloftet, der er forkert - det er beløbet.
Det er ikke kun samfundets skyld. Det er også det personlige ansvar for niveau og prioritering.
Ryger man en pakke om dagen .................

Men niveauet for kontanthjælp må lægge sig op af markedspriserne generelt. Ikke den store fidus få 1mio i kontanthjælp hvis prisen for at leve er 2mio.

Med markedsøkonomi er det skruen uden ende.
Ændrer sig ikke før vi tager økonomien i egne hænder og styrer den politisk.
(meget svært hvis ikke andre lande gør det samme)

Lise Lotte Rahbek

Det hele hænger jo sammen. For filan.
Hvis den til enhver tid siddende regering fører en 'liberalistisk' boligpolitik hvor de nedlægger billige almennyttige boliger OG lader fede investeringsfirmaer tjene masser af arbejdsfri penge til deres investorer, så hjælper det ikke en skid at føre en menneskevenlig social- og beskæftigelsespolitik.
Hvis beskæftigelsespolitikken går ud på at bruge økonomiske sanktioner overfor mennesker, som ikke ser nogen mening med at arbejde uden ordentlige ansættelsesforhold (arbejdsprøvninger, praktik osv), så bliver de bare endnu fattigere. Og hvis socialpolitikken så går ud på at gøre hvert individ ansvarlig for samfundets mangler, så... håber jeg fanme også på revolution. Hellere i dag end i morgen!
Der er snart ikke mere tilbage at tabe.

Egon Stich, Leo Nygaard, nils valla, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Dette emne retter opmærksomheden på et system med mange ordninger og mange forskellige satser. Nævnt i flæng :

- Egenbetaling og skattefradrag er indblandet (A-kassen).
- Indtægtsforhold for ægtefælle.
- Tilskud til arbejdsgivere.
- Bureaukratiske vurderinger af arbejdsevne.
- Kontrol af borgeres privatliv.
- Indblanding i forældres forhold til deres nyfødte.
- Børnecheck til velhavende - indtægtsvurdering.
- Efterløns- og pensionsadministration.
- Og nu debat om tidligere tilbagetrækning.
- ...................
Listen er endeløs.

Det drejer sig om velfærdsstatens fallit. Den æder sig op indefra i uoverskuelighed.
Hvordan skal en fattigdomsgrænse fastlægges i dette virvar.
Over tid er den offentlige sektor bare vokset.

Lige fra "Oprør fra Midten" i 1970 har debatten kørt med masser af gode tanker.
Læs "Oprør for fremtiden" af Lisbeth Beck Poulsen og Peter Vesterman - med et afsnit om Basisindkomst.

Men politikerne vader stadig rundt i velfærdssumpen.
Ikke høre, ikke se, bare plaprer løs - i deres kamp mod hinanden om magten.

Ja, den offentlige sektor er bare vokset og vokset.
Men udgiftsniveauet dertil har proportionelt vokset endnu hurtigere.
Følelsen for mange mennesker er, at vi "får" mindre og mindre.
Kan det være den store privatisering (de sidste 30år) af statens opgaver der gør forskellen?

Nils Valla - Nej , det er mængden af regelsæt, der gør forskellen mellem et fri samfund og et fascistisk. (fascisme forstået som overdrevet statsmagt)
Problemet er, at velfærdspolitikerne overdriver og misforstår, hvad velfærd er.
De mener, det er materiel vækst og stigende BNP. (Ikke ligefrem klimavenligt ?)
Derfor skal alle piskes ud på arbejdsmarkedet med trusler om økonomiske sanktioner.
Og utrolig mange offentlig ansatte laver det forkerte med udstrakt brug af stasikontrollanter, eksperter, konsulenter og konfliktløsere, når problemer opstår.

Ja, LLR - Folket burde gå på gaden i gule veste og gøre oprør.

Udliciteringer og offentligt betalte privatiseringer bruger privat ansatte, og derved formindskes antallet af offentlig ansatte i statistikken. Følg pengene.

Pengene går begge veje. Både kunde og serviceyder er både modtager og bidrager.

Hvis vi holdte serviceydelserne inden for det offentlige, kunne man bedre "økonomiserer" arbejdskraften imellem arbejde og arbejdsløs.
Profitten/fortjenesten private udbydere tjener, kunne i stedet være blevet i det offentlige system til brug for finansiering af samfundet.

Hvis ikke man ønsker fattigdom, er det uhensigtsmæssigt for mennesker med en økonomi, hvor større/bedre/mere som den internationale målestok for succes.
"Maksimal produktivitet" bør omdefineres.
Jagten på profit må erstattes af en respekt for alt levende samt viljen til at skabe en verden, hvor ALLE mennesker kan leve med værdighed og få deres basale behov dækket.
I vores uddannelsessystem bør vi ikke lade propaganda erstatte historie og ikke lade vægten ligger på indlæring af kendsgerninger men i stedet for indlære de grundlæggende begreber om livet, vi gerne vil have vores børn til at forstå: bevidsthed, ærlighed og ansvarlighed.
PÅ den måde ville vi se en demokratisk skole, hvor børnene har lige så meget at skulle have sagt om, hvad de skal lære, og hvordan de vil lære det, som lærerne, og hvor vi ikke bruger omgivelserne til at "hælde" viden på børn, men til at drage visdom ud af dem.
Og på den måde får vi demokratiske borgere med mere retfærdigt verdenssyn.