Klumme
Læsetid: 4 min.

På tur til Tjernobyl: Halløj i katastrofeturistbussen

Som rejsemål er Tjernobyl anbefalelsesværdigt og øjenåbnende for alle med den mindste snert af historisk interesse. Som rejseform er chartertur i veteranbus anbefalelsesværdig for alle, der interesserer sig for lavdramatisk gruppedynamik og jovial krisehåndtering
Chernobyl Tjernobyl rejse med bus ferie

Buschaufføren Monika undersøger med rejselederne den bus, som Lone Nikolajsen kører mod Tjernobyl i. Turen måtte fortsætte med en ny bus.

Johan Joelsson

Indland
18. juli 2019

Den modstand, vi som rejsegruppe allerede havde mødt, havde gjort sit for fællesskabsfølelsen, da bussen, vi kørte i, brød sammen. Det gjorde den på en myggerig ukrainsk landevej en søndag forsommereftermiddag sidste år – dagen før den heldagstur til Tjernobyl, som var rejsens mål.

Vi var 30 turister, som to døgn tidligere var trillet ud af Malmø. Min svenske veninde havde hørt om rejsen, som blev arrangeret af tre skånske venner. De ejer en blå veteranbus fra 1978 og har det som hobby at arrangere charterture. De havde gjort det klart, at de ville gøre deres bedste, men ikke kunne garantere, at alting ville lykkes.

Turen var nær gået i vasken natten forinden, da ukrainske grænsebetjente gennem fem timer nægtede bussen at passere pga. tilsyneladeladende uløselige problemer, ingen kunne have forudset. Først da rejsearrangøren Valle, en flink fyr i trediverne, havde tilbudt sin vielsesring i pant og samtidigt fældet nogle moderne skandinaviske mandetårer, havde grænsebetjentene forbarmet sig.

På grund af mit gode sovehjerte var jeg gået glip af postyret. Jeg vågnede bare kortvarigt, når bussen satte i gang hen mod en ny grænsepost, eller når der skulle vises pas. Jeg deltog hverken i den kollektive bekymring for, hvad ferien skulle ende med, eller i den jubel, de andre brød ud i, da vi ved femtiden krydsede grænsen. Da vi steg ud af bussen ved det motorvejshotel, hvor vi fik en lur i stedet for en overnatning, kunne man mærke på de andre, at vi havde overkommet noget sammen. 

Røg fra motoren

Nu sad folk på de grønne veloursæder og kiggede ud på skoven gennem de rødhvide bolschestribede gardiner. Stemningen var døsig med et strejf af kådhed fra de mest overtrætte. Rundt om i bussen læste flere i Svetlana Aleksijevitjs dokumentariske bog En bøn for Tjernobyl om de mennesker, der var tættest på ulykken i 1986. Jeg læste romanen Havari af Christa Wolf, om at blive chokeret på afstand, mens den radioaktive sky driver hen over DDR. God bog. Dem, der var på det kåde hold, sang:

»En busschaufför, en busschaufför, det är en man med glatt humör
Och har han inget glatt humör, så är han ingen busschaufför
En busschaufför, en busschaufför, det är en man med glatt humör.«

Buschaufføren var en kvinde i halvtredserne ved navn Monika. En djærv type, som ud over at være buschauffør også var operationssygeplejerske, organist, korleder, forhenværende strudseavler og ret godt selskab. Der begyndte at stå røg op fra motoren og lugte af benzin, og Monika holdt ind til siden. Vi gik ud, myggene stak, folk røg cigaretter, rejselederne kiggede på motoren, på hinanden, på motoren igen og konstaterede, at den var gal.

Da den første taxa til aftenens hotel kom, ville ingen stige ind i den. Ingen ville være en dårlig kammerat og snyde foran. Karin, en midaldrende jobkonsulent fra Lund, fandt et højere mål med at tage plads i bilen.

»Vi måste ha alkohol,« sagde hun og satte sig på forsædet.

Sådan blev det.

Højt humør

Det var blevet mørkt, da de sidste deltagere nåede hotellet. Vi sad udenfor, drak, sang og roste  rejseledernes indsats og hinandens kaostolerance.

»Hur bra kompisar ni var, jag är djupt imponerad,« sagde Monika, der var ked af det med bussen.

To af rejselederne var stadig ved at få bugseret den hen til et værksted, der kunne tage imod den en søndag aften. I mellemtiden havde en af rejsedeltagerne, en rolig logistikmedarbejder ved Volvo, der hed Marcus, fundet en bus og en chauffør til dagen efter. Igen: højt humør.

Området omkring Tjernobylværket er afspærret i en 100 km radius. Men den radioaktive stråling er ulige fordelt, og man kan besøge de mest uskadelige dele af området i selskab med autoriserede guider. Turene dertil boomer lige nu pga. tv-serien. Vores guide var en ung, vidende kvinde fra Kijev, der tog os med til en tilgroet landsby, et gigantisk radaranlæg og den pompøst anlagte spøgelsesby Pripjat, der blev bygget til kraftværkets medarbejdere i 1970’erne, og til selve værket.

Det var guidens job at fortælle os, at vi ikke måtte gå ind i husene, sagde hun, men ikke at forhindre os i at gøre det. Inde i husene lå der forskellige hverdagsobjekter (bøger, efterladte papirer og enlige sko). Beboerne blev evakueret på få timer halvandet døgn efter ulykken med den besked, at de kunne vende tilbage tre dage senere. I stedet blev de genhuset i andre dele af landet, mens deres lejligheder efterhånden blev tømt af redningsarbejdere, der deponerede inventaret som radioaktivt affald. Det var mærkbart, at det var rammerne af nogle pludseligt afbrudte liv, vi gik rundt i. 

I Pripjat kan man se en forlystelsespark, der aldrig nåede at åbne officielt, og en tørlagt svømmehal med grene voksende ind ad vinduerne. Fodboldbanen er dækket af træer, og oppe fra tribunen gav rejselederen Valle den besked, at vi måtte flyve hjem fra Kijev, fordi bussens motor var kaput. Nul brok, mere ros til rejseledelsen og videre ud i det tilgroede bylandskab.

På vej ud af zonen stoppede den lejede bus, så vi kunne se på en elgko med to kalve. De dyr, der levede under ulykken, blev så vidt muligt dræbt og deponeret, men siden har der været god plads til dyreliv. Efter fem minutter gik dyrene videre, og vi kørte mod Kijev, pattende på de sidste vodkaflasker fra gårsdagens krisehåndtering, der gik på omgang og havde forskellige slags frugtsmag.

Serie

Ferieminder

Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvilken tv-serie, jf. fjerdesidste afsnit?

Susanne Mortensen

@ Maj-Britt Kent Hansen: Chernobyl (HBO).
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Chernobyl_(miniseries)

Maj-Britt Kent Hansen

Tak - Susanne Mortensen. Artiklen var noget indforstået, men det var altså en HBO-serie, der henvistes til.