Essay
Læsetid: 6 min.

De Radikale gik midlertidigt i regering med VK – og forlod varigt sin NATO-modstand

Historien om, hvordan De Radikale snoede sig ud af deres pacifistiske tradition, er en af de mærkeligere i dansk politik
Indland
6. juli 2019
»Hvad skal det nytte?« Sådan spurgte den radikale åndsfader Viggo Hørup i en folketingstale om et dansk militær i 1883.

»Hvad skal det nytte?« Sådan spurgte den radikale åndsfader Viggo Hørup i en folketingstale om et dansk militær i 1883.

Ritzau Scanpix

»Hvad skal det nytte?« Sådan spurgte den radikale åndsfader Viggo Hørup om et dansk militær.

Det gjorde Hørup i en tale i Folketinget i 1883 – 21 år efter Danmarks forfærdelige nederlag til Prøjsen/Østrig i krigen 1864.

Hørups pointe var, at med en knusende stærk tysk våbenmagt umiddelbart syd for grænsen tjente det ikke noget formål at tro, at Danmark kunne værne sig med krudt og kugler. Danmark måtte frem for alt undgå at provokere Tyskland – og satse på et forsvar, der bestod i social og åndelig højnelse af den brede befolkning.

Så længe Tyskland bevarede sin stærke militære position, forblev det ikke bare et radikalt synspunkt, men ét, der deltes af Socialdemokratiet og brede kredse i partiet Venstre.

Kun De Konservative ønskede et stærkt dansk forsvar – dels for at markere en konkret vilje til at værne nationens grænser og dels som opfyldelsen af en moralsk forpligtelse til at kæmpe for Gud, konge og fædreland – uanset prisen.

Med sit totale nederlag i 1945 ophørte Tyskland med at være den dominerende faktor i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den nye trussel viste sig hurtigt at være det kommunistiske Sovjetunionen. Og her bød alliancepartnere sig til i forsvaret af Danmark – hvad de ikke havde gjort, mens Tyskland var fjenden.

Nu – i slutningen af 1940’erne – fik Danmark tilbudt at blive medlem af Vestmagternes NATO-alliance. Da drøftelser om et nordisk forsvarssamarbejde led skibbrud – på grund af finsk underdanighed over for Sovjetunionen og svensk hensyntagen til Finland – svingede Venstre, De Konservative og socialdemokrater over til NATO-løsningen.

Radikal binding

Men De Radikale svingede ikke med. Deres daværende partiavis, dagbladet Politiken, bekendte i 1949 entydigt kulør som tilhænger af dansk medlemskab af NATO – lige som det partipolitisk neutrale dagblad Information gjorde.

Men partiet Det Radikale Venstre ville – eller kunne – ikke frigøre sig fra sin pacifistiske tradition. Sammen med Retsforbundet foreslog man en folkeafstemning om NATO-medlemskab. Det afviste SVK-partierne. Så stemte De Radikale lige som – ikke overraskende – Kommunisterne nej til NATO.

De Radikale gjorde det med den begrundelse, at NATO alligevel ikke kunne beskytte Danmark i en storkrig, men at medlemskabet i sig selv kunne være med til at inddrage Danmark i krigen. Mere idealistisk betonede Det Radikale Venstre, at Danmark – uanset de fejlslagne nordiske forsvarsforhandlinger – sammen med det øvrige Norden burde stå som brobygger mellem Øst og Vest.

Hele vejen gennem Den Kolde Krig fastholdt Det Radikale Venstre  en forsvarspolitik, der balancerede mellem afvisning, modvilje og skepsis over for NATO. Det skete, selv om partiet 1957-64 deltog i en NATO-forankret regering under socialdemokratisk ledelse og selv – med Hilmar Baunsgaard som statsminister – ledede en tilsvarende forankret RVK-regering i årene 1968-71.

Man kunne beskylde den radikale NATO-politik for at være hyklerisk – i betragtning af at partiet ikke kunne være i tvivl om den trussel, som Sovjetunionen udgjorde.

Spørgsmålet plagede nærværende skribent, da han i 1972 som ung og ambitiøs radikal fik tilbudt en opstillingskreds til Folketinget. Jeg forelagde dilemmaet for en af mine forbundsfæller i partiet, den tidligere undervisningsminister, historikeren Helge Larsen.

Ikke så tungt

Helge Larsen svarede, at man ikke skulle tage den erklærede radikale uvilje mod NATO så tungt.

Helge Larsen var selv NATO-tilhænger, forklarede han, og det var de fleste ledende radikale politikere også, herunder brødrene Hilmar og Bernhard Baunsgaard og familien Helveg Petersen. De gik bare lidt stille med det – af hensyn til den del af tillidsmandskorpset, for hvem pacifismen var en hjertesag.

Ifølge Helge Larsen betød De Radikales officielle stilling jo ikke noget, når der på Christiansborg var et solidt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative, der gik ind for NATO.

Dette radikale dobbeltspil kom til at give bagslag et årti senere. De Radikales NATO-modstand kom til at betyde noget, da Socialdemokratiet fra 1982 var i opposition til Poul Schlüters borgerlige mindretalsregeringer, som De Radikale støttede i den økonomiske politik.

Sikkerhedspolitikken blev derimod et problem for Schlüter – og for De Radikale – fordi Socialdemokratiet som opposition svingede om til en kritisk NATO-kurs på linje med den, De Radikale traditionelt havde fulgt.

Det socialdemokratiske skift kan forklares på to måder: Idealistisk, idet socialdemokrater i Norden og Benelux-landene i de år ledte efter udveje fra Den Kolde Krigs vanvittige spiral af atomrustning. Men så sandelig også taktisk-kynisk: NATO-modstanden kunne bruges til at få De Radikale til at bringe regeringen i mindretal og dermed fremtvinge Schlüters afgang.

Schlüter var klar over, at oprustningsmodstanden havde tilslutning også ind i de borgerlige rækker. Han valgte hele 27 gange at finde sig i ydmygelsen i, at et folketingsflertal pålagde regeringen at gå dansk enegang i form af danske fodnote-forbehold over for NATO-vedtagelser.

Bæger løb over

Bægret flød imidlertid over, da et folketingsflertal – inklusive De Radikale – i 1988 pålagde regeringen at afkræve fremmede flådefartøjer på vej mod dansk havn at oplyse, om de medbragte atomvåben.

Socialdemokratiets nye leder, Svend Auken, havde brudt indgåede aftaler om procedurerne ved Folketingets afstemninger om sagen, og det bidrog også til Schlüters beslutning om at udskrive valg.

Efter valget – som ikke blev nogen triumf for de partier, der havde pålagt Schlüter fodnoterne – fulgte et langvarigt forhandlingsforløb om en ny regeringsdannelse. Den overraskende udgang på forhandlingerne blev, at De Radikale – anført af Niels Helveg Petersen – indtrådte i en Schlüter-ledet KVR-regering og accepterede dens NATO-politik.

De Radikale bragte sig altså ud af en parlamentarisk pinagtig situation ved at droppe deres historiske pacifisme og militærskepsis. Interessant nok varede det ikke længe, før socialdemokraterne skiftede position tilbage til deres traditionelle NATO-støtte.

Den radikale deltagelse i Schlüters regering var kortvarig. Den ophørte i 1990. Da De Radikale og socialdemokraterne i 1993-2001 fandt hinanden i en S-ledet regering under Poul Nyrup Rasmussen, var det med fuld troskab mod NATO-alliancen.

De Radikale havde i 1990 støttet dansk deltagelse i Den Første Golfkrig – efter Iraks invasion af Kuwait. Den havde FN-mandat.

Det var også tilfældet med NATO’s krigsførelse mod Serbien i 1995 for at sikre Serbiens overholdelse af Dayton-aftalerne om fred på Balkan. De Radikale støttede også i næste runde i 1999, hvor der ikke var noget FN-mandat til NATO-bombardement af Serbien. Begrundelse: Den humanitære – at standse folkemordet på Kosevo-albanerne.

I 2001 støttede De Radikale dansk deltagelse i den ’koalition af villige’, som under USA’s ledelse – og med FN-mandat – fik til opgave at drive al-Qaeda og Taliban ud af Afghanistan.

I 2003 trak De Radikale en grænse: Sammen med S og venstrefløjen stemte de imod Fogh-regeringens forslag om dansk deltagelse i USA’s krig mod Irak. Det savnede FN-mandat, og argumentet om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben var uldent. Invasionerne i Afghanistan og i Irak har siden hen vist sig katastrofale.

Radikal vilje til at sætte spørgsmålstegn ved NATO har offentligheden ikke hørt noget om siden partiets kovending i 1988.

Underligt nok, egentlig. For Murens fald og Sovjets sammenbrud – der af De Radikale har været anvendt som logisk begrundelse for at droppe modstanden mod vestligt forsvarssamarbejde – kunne jo lige så godt have været brugt som argument for det modsatte: at hævde, at nu var der ikke længere brug for NATO.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og nogle historikere gør gældende, at det er NATO’s udvidelser ind i Sovjets tidligere interesseområde i Østeuropa, der har skabt de spændinger, der nu – igen – består mellem Rusland og Vesten.

Men det er ikke en diskussion, som De Radikale har vist nævneværdig interesse for at gå NATO-kritisk ind i.

Serie

De irriterende radikale

Efter folketingsvalget den 5. juni er De Radikale tilbage i sin yndlingsrolle som ’tungen på vægtskålen’ i dansk politik. De Radikale har det med at gå andre på nerverne – sådan har det været i de fleste af de 114 år, partiet har eksisteret. I denne serie ser Informations David Rehling nærmere på dets op- og nedture og slagsmål med de andre partier undervejs.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

"Ruslands præsident, Vladimir Putin, og nogle historikere gør gældende, at det er NATO’s udvidelser ind i Sovjets tidligere interesseområde i Østeuropa, der har skabt de spændinger, der nu – igen – består mellem Rusland og Vesten."
citat fra artiklen

Det har utvivlsomt været en medvirkende årsag til den øgede spænding i forhold til Rusland, at Nato har optaget tidligere Østeuropæiske lande som medlemmer.

Men det tager vi gerne med.

Rusland skal under ingen omstændigheder have Vetoret overfor de tidligere vasal-staters optagelse i Nato - eller EU for den sags skyld.

Jens Winther, Thomas Bindesbøll og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

19 år efter, eller i 1865?
... 1883 – 21 år efter Danmarks forfærdelige nederlag til Prøjsen/Østrig i krigen 1864.